Viser opslag med etiketten Edison. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Edison. Vis alle opslag

onsdag den 4. marts 2026

Anmeldelse: FÆDRE & SØNNER på Edison og NABO på Musicon i Roskilde

Foto: Ditte Valente (NABO) med indsat foto/plakat: Jon Bjarni Hjartarson
/Hofdamerne v. Lea Rathnov (FÆDRE & SØNNER).

Virkelighedsteater og performanceteater. To forestillinger om mødet mellem fædre & sønner og om mødet med naboen. Begge forestillinger lokker med, at vi kan møde virkeligheden, men gør det på to diametrale modsatte måder. FÆDRE & SØNNER af C:NTACT på Edison og NABO af Public Performance i samarbejde med Aaben Dans, Musicon (Roskilde) og Folketeatret.


Foto/plakat: Jon Bjarni Hjartarson/Hofdamerne v. Lea Rathnov.

FÆDRE & SØNNER

af C:NTACT

på Edison

22. februar til 9. marts 2026 - på Edison

De syv mænd sidder omkring et bord midt på scenen, da vi kommer ind i salen. De sidder på havestole og bordet i midten ligner et havebord. Der er glas og en ghettoblaster på bordet. Det kunne være en formiddag i kolonihaven. De er veltilpasse og nyder hinandens selskab. Musikken spiller op, før hver enkelt slukker for den og rejser sig op og tager ordet - og fortæller deres historie. Forestillingen hedder "Fædre & sønner" og spiller på Edison. C:NTACT arbejder med virkelighedshistorier og præsenterer 7 fortællinger om at være Fædre & Sønner. De syv er fra 30-70 år. De 5 er både sønner og fædre, mens de to yngste kun er sønner. De har alle flygtningebaggrund - eller deres familie har. 


Foto: Jon Bjarni Hjartarson.

De er vokset op i et dansk samfund, men er rundet af andre kulturelle baggrunde. Hvordan har det været for dem - og hvordan har det været at skulle finde sin egen identitet som søn og far? Efterhånden som de syv fortæller deres historier, bliver det mindre vigtigt, hvor de kommer fra, for i stedet aftegner der sig forskellige opvæksthistorier præget af nærvær eller manglende nærvær. Af kærlighed eller mangelende kærlighed.


Foto: Jon Bjarni Hjartarson.

De mest barske af de 7 fortællinger er beretningerne om de manglende fædre. Nok er det svært at vokse op med fædre, der ikke ved, hvordan de skal gebærde sig, men endnu sværere er det at vokse op uden. Den sidste af fortællingerne handler om det brev, der er skrevet til den afdøde far, der aldrig har været der. Det er den mest knugende fortælling af dem alle, for hvordan tage et opgør med en, der aldrig har været der?


Foto: Jon Bjarni Hjartarson.

Det samme går igen i den anden faderløse beretning, hvor vi får beretning om en voldelig far, der slet ikke vil tale om, hvad der er sket. Han har altid haft forskellige masker på, men aldrig en far-maske. Det er også de eneste af alle fortællingerne, der slår over i  oprørsk vrede, hvor vi som publikum bliver skældt ud over de manglende fædre. Det virker voldsomt, og samtidig så sårbart, at jeg kigger væk, for smerten er åbenlys.


Foto: Jon Bjarni Hjartarson.



I den efterfølgende spørgestund er det netop, hvad en fra publikum spørger Ali om: "Fortrød du, at du ikke ville tale med din far og at du ikke tog med til begravelsen?" Svaret var hverken eller, for sådan er det. Nogle dage - ja- og andre dage - nej. Sådan var det også med de øvrige fortællinger. Alt afhænger af øjet, der ser - og hvordan vi selv oplever og fortolker det, som vi oplever.


Foto: Jon Bjarni Hjartarson.

Det rejser flere spørgsmål, end det besvarer. Bagefter sidder jeg tilbage med spørgsmålet, om det er arv eller miljø, der bestemmer, hvordan vi klarer os som fædre og sønner? Hvorfor er der nogle, der klarer sig, mens andre ikke gør? Det er der ingen enkle svar på, men det er også spørgsmålene, der er de mest interessante.


Foto: Jon Bjarni Hjartarson.

C:NTACTs forestillinger stiller en masse spørgsmål. Deres forestillinger er en berigelse. De kan være svære at sidde igennem, for historierne er altid stærke og hudflettende, og de efterlader tilhørerne meget berørte, men eftersom  det er de fortællendes egne historier, der via workshops er bearbejdet, så de kan fungere i en teatermæssig sammenhæng, er det altid vedkommende og meget engagerende. Det giver indblik i mange forskellige verdener af forskellighed - og tak for det.


Foto: Jon Bjarni Hjartarson.


"Fædre & Sønner" er instrueret af Youssef Wayne Hvidfeldt, der er uddannet skuespiller fra Odense Teaterskole. Forestillingen blev også opført for 20 år siden. Dengang var Youssef med som ung, men siden er han selv blevet far - og har nu instrueret denne nye version af forestillingen. Det har han haft en yderst heldig hånd med. Shahin Aakjær & Runi Lewerissa har været historieudviklere på de 7 fortællinger.


Foto/plakat: Jon Bjarni Hjartarson/Hofdamerne v. Lea Rathnov.

FÆDRE & SØNNER

af C:NTACT

på Edison

22. februar til 9. marts 2026 - på Edison

25. & 26. marts 2026 - på Turkis, Århus

5. juni 2026 - Cph. Stage


Medvirkende: Adam, Ali, Hans-Hossain, Hikmat, Mohamad, Mohamed & Omar
Instruktør: Youssef Wayne Hvidtfeldt
Historieudviklere: Shahin Aakjær & Runi Lewerissa
Instruktørassistent: Sarah Carlsen
Lysdesign og teknisk afvikling: Fabian Carvallo
Projekt- og forestillingsledelse: Mary Tesfay
Fotograf: Jon Bjarni Hjartarson
Trailer: Sarah Carlsen
Plakat: Hofdamerne v. Lea Rathnov
Presse- og kommunikationsansvarlig: Victoria Bjertnæs Maegaard
Kommunikationsmedarbejder: Freja Sofie Michaelsen
Projekt- og eventmedarbejder: Sevinç Uludağ
Direktør: Helle Haagen
Samarbejdspartnere: Baba – Fonden for Socialt Ansvar & NørrebroByggerne – Den boligsociale helhedsplan på Nørrebro


Tidligere anmeldte forestillinger med C:NTACT::

STEMMER (2026)







NABO
af Public Performance
i samarbejde med Aaben Dans,
Musicon, Rabalderstræde 15, Roskilde 
- og Folketeatret
4.-6. februar 2026 på Musicon
29. april på Folketeatret

Efter at have oplevet to vidunderlige forestillinger, "De Fortabte..." (2025) og "Sprækker" (2021) af Thomas Eisenhardt og Aaben Dans i Musicon i Roskilde, er jeg ikke i tvivl om, at jeg også vil se "Nabo" af Public Performance produceret i samarbejde med Aaben Dans. Ud af teatrets pressemateriale er det lidt svært at lodde, hvad det egentlig er, men jeg lader mig lokke af, at det er en undersøgelse af, hvad naboskab er. Vi er omgivet af naboer, og naboerne kan være dem vi interagerer med i det daglige. De bor lige ved siden af os. Hvis vi bor i lejlighed, bor vi endda dør om dør. Måske kan vi dagligt følge hinandens gøren og laden. Måske noterer vi os, hvornår de går og kommer. Måske lytter vi til lydene af hinandens liv. Vores nabo er med andre ord - eller kan i hvert fald være - vores nærmeste.


Foto: Ditte Valente.


“Vi laver reelle møder i øjenhøjde med de mennesker, vi bor lige ved siden af, men måske undgår at forholde os til i dagligdagen. Man kan undgå, at konflikter brænder på, hvis man tør gå ind i en direkte dialog med mennesker, man måske ikke forstår eller er uenige med. Det er den grundlæggende humanistiske tanke, som er en stor del af det, vi vil med scenekunsten i Public Performance lige nu.”


Foto: Ditte Valente.



Vi bliver ledt ind i et sortmalet teaterrum, der mest af alt ligner et tv-studie. Der er en stor skærm på bagvæggen. En vært, Erik Pold (der også er forestillingens instruktør), to teknikere, der sidder ude i siden og styrer slagets digitale gang, når der livestreames ude fra den omgivende virkelighed. To reportere, Annika Lewis og Nicolai Duckert Perrild, introduceres, før de bliver sendt ud med smartphones på selfie-stænger for at rapportere tilbage til studiet/teatret i jagten på livet rundt om i  bydelen. Det hele krydres med allerede optagne interviews med bydelens arkitekt om samspillet mellem individ og arkitektur, mens en livsstilsspecialist fortæller om, hvordan vi forholder os til hinanden, og hvad det fortæller om os og vores trivsel eller mangel på samme.


Foto: Ditte Valente.



Der er en heftig energi. Vi er alle med i en live-oplevelse, og publikum hujer, vinker og er med på legen. Det tegner til at blive sjovt, for lige udenfor er der liv at opsøge. De to reportere rapporterer løbende tilbage til studiet, og vi ser dem samtidig opprojiceret på den store skærm i midten, mens deres færden markeres på et mindre kort, der også bliver vist på skærmen. 


Foto: Ditte Valente.



Annika Lewis og Nicolai Duckert Perrild gør det godt. De er draget ud for at opsøge livet i bydelen og for at undersøge, hvor der er energi, der binder folk sammen. Det hele bæres af en lidt oppustet, forceret, men alligevel glad energi. Det er faktisk morsomt - i starten i hvert fald, hvor de to er fulde af uopfyldte ønsker om at opleve alt muligt, men stadig bare går rundt i tomme gader og rapporterer om ... ingenting. Det kunne i sig selv være vigtige statements om at vi rækker ud, uden rigtig at formå at favne. Senere bevæger Annika Lewis sig indenfor i et galleri og hos et privat ægtepar, der bor nær ved. Vi er med hele vejen. Der er mange muntre episoder undervejs, når hun spørger om og leder efter steder, hvor der kan være stævnemøder og erotiske udfordringer i luften. Hun spørger dem hun møder på en interesseret og underholdende måde. Det opbygger en masse, fordi det er jo gode billeder på liv og ikke-liv. Nicolai Duckert Perrild er også interessant at følge, når han rapporterer om de fester, den intense energi og de gode vibrationer, han leder efter, men lidt skuffet i stedet rapporterer om at ham mest har en fest med sig selv.



Foto: Ditte Valente.


Begge er draget ud med de bedste intentioner, og deres rapporteringer fra den tomme parkeringsplads, som de i starten befinder sig på, giver en skøn kontrast mellem deres intentioner og det, de reelt oplever. Hele formatet er muntert holdt sammen af Erik Pold fra studiet, hvor vi som publikum henholdsvis skal knipse, klappe eller råbe for at lodde stemningen på et barometer, der da også ender med at at ryge til tops lige inden det slutter.


Foto: Ditte Valente.


Annika Lewis får sig også en dans med en gæst på en café. Nicolai Duckert Perrild dumper ind i en container, hvor en masse unge fester. Der er musik, høj stemning og drinks. De unge og ægteparret vender tilbage til studiet, hvor vi alle jubler, for rent dramaturgisk (og det er Adelaide Bentzon, der er dramaturg på forestillingen), sker der noget, når virkeligheden træder indenfor og konfronteres med det, vi har oplevet på anden hånd i studiet.


Foto: Ditte Valente.



Jeg sidder lidt usikkert på sædet. Det er i og for sig et sjovt set-up. Talkshow-formatet er ikke ukendt i den verden vi lever i, hvor vores liv er omgivet af skærme. Men jeg venter forgæves, for alle de skønne spildte kræfter fletter sig aldrig sammen. Jo, det gør de i den skærmbårne verden, vi er trådt ind i, men jeg står bagefter tomhændet tilbage. Mange andre syntes begejstrede, og jeg hørte andre sige, at det "virkelig var godt", men jeg gik skuffet derfra. Irriteret og tomhændet. Meget skuffet over at have spildt en aften med det rene ingenting.


Foto: Ditte Valente.



Bagefter funderede jeg over, om det var meningen? At det netop var det, jeg skulle stå tilbage med. At jeg selv var offer for den energiske puls og den højstemte energi, jeg selv havde været med til at at skabe? Måske var alle disse skønne spildte kræfter blot for at gøre mig opmærksom på, hvor let et offer jeg var? Var det hele blot for at udstille, hvor overfladisk og kalorietom form for underholdning, der omgiver os - og som vi suger til os i desperate forsøg på at undgå at møde virkeligheden? Det er den letteste sag af verden selv at række ud efter virkeligheden, der befinder sig lige rundt om os, men alt for ofte tænder vi i stedet for skærmen og lader andre undersøge verden for os. Måske havde jeg blot været offer for mit eget bedrag? Jeg havde selv følt og nydt spændingen og det dragende - i hvert fald i begyndelsen. Det er lidt som at spise candyfloss. Det ser fantastisk ud, men nogle gange ender man med at få det i håret. Så det, der startede så godt, ender med at sætte sig fast, som noget sødt klistret stads, jeg helst ville have været foruden.  
 

 

Foto: Ditte Valente.

NABO
af Public Performance
i samarbejde med Aben Dans,
Musicon, Rabalderstræde 15, Roskilde 
- og Folketeatret
4.-6. februar 2026 på Musicon
29. april på Folketeatret

Instruktør Erik Pold
Medvirkende Erik Pold, Annika Lewis og Nicolai Duckert Perrild
Visuals udvikler Søren Knud Christensen
Videodesigner Helle Lyshøj
Komponist Tobias Shaw
Lyddesigner og afvikler Brian Larsen
Lysdesign Elke Laleman
Scenograf-konsulent Nicolaj Spangaa
Dramaturg Adelaide Bentzon
PR Frederikke Rønne Westergaard (prfrm)
Foto Malle Madsen
Co-produceret af Public Performance og Aaben Dans


Tidligere anmeldte forestillinger med Aaben Dans:

DE FORTABTE... (2025)



*

Se også fortegnelsen 

over de øvrige 257 teateranmeldelser.

*



mandag den 15. november 2021

Tredobbelt anmeldelse: SPRÆKKER i Hal9 i Roskilde, TIL UNGDOMMEN på Teater V. og PERMANENT MIDLERTIDIG på Edison

Foto: Per Morten Abrahamsen.

SPRÆKKER

”Sprækkerne synliggør den usynlige side af verden. Som i en kærlighedshistorie må vi nærme os livets skjulte hemmeligheder.”

Vi bliver ført indenfor i den store tomme lagerhal og placeret på træstubbe i en halvcirkel og får udleveret hver sin varme sten. Det er nødvendigt med en varm sten, for det er koldt både inde og ude. Vi kigger mod hallens midte, hvor store stenblokke ligger belyst og ligner  Stonehenge. Skikkelser danser rundt om som var vi indbudt til at overvære urgamle ritualer i danseforestillingen SPRÆKKER af kunstnerduoen Thomas Eisenhardt og Catherine Poher. De har allerede skabt adskillige forestillinger sammen, hvoraf fem har været Reumertnominerede. De er alle blevet til under Aaben Dans, der er egnsteater i Musicon i Roskilde. Ved at følge Rabalderstræde kommer man ned til Lydmuren, hvor Hal9 er stedet, hvor ritualerne udspiller sig i vores midte.


Foto: Ditte Valente.

Thomas Eisenhardt er grønlandsk/dansk danser og koreograf og til daglig leder af Aaben Dans. Catherine Poher er fransk iscenesætter.

Gentagne gange kom jeg til at tænke på min tid som stenaldermand i Sagnlandet Lejre, hvor vi gik i offerprocessioner ned til den nærliggende mose, for også i SPRÆKKER er vi ude i en tilbedelse af naturen og dens elementer. Vi bliver placeret i en magisk virkelighed, hvor mennesker, dans og urelementer smelter sammen. Det er frydefuldt at bliver placeret uden for tid og rum, for i den time som forestillingen varer, forsvinder alt andet. Der er kun dette nu som vi deler.  Alle særpræg forsvinder i mørket, og vi er ladt tilbage i en tilstand, hvor alt er flydende. SPRÆKKER hvisker til os og minder os om det vi er rundet af.


Foto: Ditte Valente.

I begyndelsen bliver vi som publikum inddelt i to grupper, og jeg er alt for optaget og opslugt af det, der udspiller sig omkring os, til at jeg kan oveskue, hvad den ANDEN gruppe oplever. Hallen er 90 meter lang, og virker så enorm og så lang, at de sagtens kan opleve en del af det samme, nærmest spejlvendt – og alligevel overrasker det gang på gang, når de pludselig træder ind igennem de to endevægge og går i procession frem mod os med grønne grene og  lysende papirlamper. Eller endnu mere abstrakt, når de kommer gående gennem hallen for at ende på et tæppe bærende på alskens abstrakte objekter også med lys i. Der står de helt stille, meget koncentreret og afventende. Ja, de står tæt sammen, mens vi cirkler rundt om dem. Ikke en eneste af dem flakker i blikket. De står dybt koncentrerede, og jeg tænker: Er det virkelig anden del af publikum, unge som gamle, der formår at indleve sig så intenst i oplevelsen? Hvordan kan det lade sig gøre? Bagefter bliver jeg opmærksom på, at der også medvirker et hav af statister, men i øjeblikket virker det overvældende, fordi jeg forføres til at tro, at det er de øvrige publikummer, der lever sig så intenst ind i stemningen.


Foto: Ditte Valente.

Teknisk er det en kompliceret forestilling, men det afvikles så gnidningsløst, at teknikken helt forsvinder og blot lader oplevelsen stå tilbage, der, lysende i mørket, omgivet af et brus af lyde og musik. 

Danserne er iført tidløse dragter i afdæmpede jordgrønne nuancer. De kunne være trådt ud af en science fiction-film, hvor menneskeligheden er reduceret til ansigtsløse arbejdere. Deres udtryk er nærmest udviskede, og de udviser ingen emotioner. De er så at sige gået i ét med naturen. Dansen imellem dem centreres omkring naturens elementer, og de er ikke længere til stede som individer, men mere som repræsentanter for en uddøende eller måske netop en opblomstrende race. Selv om deres dans til tider rummer en vis grad af inderlighed, gør dragterne og deres manglende ansigtsudtryk, at de fremstår som de store stenblokke midt i rummet, der belyses på forskellig vis. Nogle gange som ren magi i et urgammelt ritual. Andre gange blodrødt og pulserende. Eller som det sker mod slutningen, med små omkringvimsende celler, sædceller eller slanger fulde af liv, der breder sig og snart efter også aftegner sig på gulvet og vimser hid og did i deres søgen efter at undfange liv.


Foto: Ditte Valente.

Vi går derfra med et håb for artens overlevelse. For vor overlevelse. Der er trods alt stadig håb for os og vor klode. Og hvornår er der ellers mulighed for at opleve det orkestreret til et så fuldendt hele, hvor rum, bevægelse, musik og lyd smelter så perfekt sammen?

Godt nok er det ikke det letteste at finde frem via Rabalderstræde og gennem Lydmuren til Musicons Hal 9, men det er det hele værd.

Det sidste jeg hører, strømmende ud fra en højtaler placeret udenfor, er ordene: 

”Der er tre fænomener som vi alle kender, men som videnskaben ikke kan forklare: Tyngdekraften, livet og bevidstheden.”


SPRÆKKER 

HAL9, Musicon, Roskilde

En danseperformance og -installation

Af Thomas Eisenhardt og Catherine Poher

16.-26. november 2021

60 min.

Koncept, koreografi, instruktion, scenografi: 
Thomas Eisenhardt og Catherine Poher
Dansere: 
Antoinette Helbing, Nanna Hanfgarn Jensen, Fabio Liberti og Ole Birger Hansen
Komponist/lydproducent: Mads Emil Nielsen 
Lysdesign: Carina Backman
Projektioner: Olive Guillemain
Kostumedesign: Franciska Forslund Toubro, 
praktikant ved Stockholms Konstnärliga Högskola
Tekniker/afvikler: Elke Laleman
Publikumsværter: 
Merete Dam, My Lindblad Szlavik, Lars Bjørn Hansen og Thomas Nørskov
Sang: Alfred Halfdan Murray / Benjamin Skjoldager Fangel
Vokal indstudering: Michael Min Knudsen
Percussion: Victor Dybbroe
Produktionsleder: Madeleine Lind Hoppe
Scenemester: Rose Marie Juul Lerstrup
Fotograf: Per Morten Abrahamsen
Grafisk designer: Line Thornberg
Statister (skiftende grupper): 
Gunilla Rasmussen, Bjarni Sørensen, Mette Kristensen, Malthe Eilersen, Niels Eilersen, Cecilie Post Kjærulf, Lucca Hermind Nørregren Mogensen, Merete Krabbe, Signe Kristine Hermind, Annie Nilsson, Flemming Hornskov, Matilde Christiansen, Matilde Keiniche Green, Helle Berggren Balslev, Nana Gammelgaard, Louise Faurholt Maiboe, Birgitta Dehn, Marianne Jørgensen, Peter Byrholt, Eve Eisenhardt, Sven Molin, Alaia Alonso-Rabade, Lisbet Nielsen og Eya Hildebrand Larsen.
Producent: Aaben Dans

Hjemmeside & billetter

Læs mere om Catherine Poher

Se filmintroduktion til SPRÆKKER (via Facebook)

Husk varmt tøj!

 *

 

Foto: Martin Høyer.

TIL UNGDOMMEN


Linn Skåbers roman ”Til ungdommen”, der består af autentiske ungdomsstemmer og historier, er bearbejdet til teater og instrueret af Pelle Koppel på Teater V. Det er dejligt forfriskende at se nye og unge ansigter på scenen: Lue Støvelbæk, Malaika Berendt Mosendane, Lukas Toya, Nanna Eide og Thomas Diepeveen, hvoraf de tre er debutanter. Det er svært ikke at blive forelsket i dem alle fem, for de sigter med deres historier lige efter hjertet - og rammer rent. Så enkelt kan det siges. Instruktionen er fortræffelig, ligesom deres spil. Meget er givet på forhånd, for med deres unge alder bærer de en masse energi og historier med sig, og som sættes fri på scenen, men det bedste er, at forestillingen formår, med sine mange stemmer uden nogen sammenkædende historie, at beskrive de mange forskellige liv og følelser, så det samler sig til en fællesberetning, der meget sigende har beholdt romanens titel. Det er en hyldest til den tid, hvor alting er nyt og ukontrolleret. Det er en tid og en periode, hvor alting prøves af. De enkelte historier er meget rørende, rå og direkte, men rummer samtidig en blødende blufærdighed, hvor et enkelt ord fra den elskende, kan få hele verden til at bryde samen. Det er en verden holdt sammen af kærlighed – eller manglen på samme. Verden bliver hele tiden skabt og brudt ned på sekunder. Det er både tidens og periodens fortryllelse og forbandelse.


Foto: Martin Høyer.

De fem medvirkende er sammen eller hver for sig på den ellers tomme scene. På baggrunden opprojiceres fotos af de lokaliteter, hvor historierne foregår. De vises op mod en fritstående bagvæg, der lige så godt kunne være et bustop eller muren ved en tunnel. Et sted, hvor man sidder og venter. Venter på virkeligheden for at kunne undslippe barndommen og ungdommen. For at give sig i kast med voksenlivet. Det er det de alle længes efter, men selv om det er en forfærdelig, meget berigende og krævende periode, ved de endnu ikke at for mange vil det være den periode som de senere i livet længes tilbage mod. Det er det jeg hører fra mange. For mig er det nærmest modsat. Jeg var lykkelig for at lægge barndom og ungdom bag mig. Men det er jo individuelt. 


Foto: Martin Høyer.

Det er også en forestilling om drømme. Drømme, der kan blive så store, at de opsluger én helt. Drømme, der knuses og aldrig mere bliver sig selv igen. Allermest banalt og rørende er det gengivet i den drømmende scene om at være renovationsarbejder. At stå der bag på skraldebilen i bar overkrop og smile og småsnakke med morgenkækkke piger i vinduerne. Men sådan skulle det ikke blive, for faren ønsker, at sønnen ”skal blive til noget”, og han får i stedet et job, hvor han skal have jakkesæt og slips på. Det lyder ikke af meget, og teksten er også virkelig banal. Men det lever og ånder der på scenen – ligesom alle de øvrige, og følelsesmæssige meget mere komplicerede scener. Det hele er skildringer af levet liv, der gløder og ofte også gør ondt – og minder os om alt det, der ligger bag os. TIL UNGDOMMEN er en uhyre smuk rejse tilbage til et land, der ligger lige under overfladen hos os alle. Stort tillykke til de fem skønne unge skuespillere og til Pelle Koppels flotte orkestrering af ordene og følelserne i TIL UNGDOMMEN. Tak for forelskelsen!


TIL UNGDOMMEN

Teater V

16. 11.- 4. 12. 2021

Medvirkende: 

Lue Støvelbæk, Malaika Berenth Mosendane, Lukas Toya, Nanna Eide og Thomas Diepeveen

Manuskript: Linn Skåber

Iscenesættelse, oversættelse og bearbejdning: 

Pelle Koppel

Producent: Teater V

Foto: Martin Høyer

Varighed: Ca 80 minutter

 Hjemmeside & billetter.

 

*

 

Foto: Jón Bjarni Hjartarson.

PERMANENT MIDLERTIDIG


11 unge stiller op med deres flygtningehistorier. De er i alderen fra 15-19 år og kommer fra bl.a. Syrien, Iran, Irak og Colombia. Tre af dem er i mellemtiden blevet hjemsendt, de resterende otte fortæller om flugt og tilpasning i det nye land, Danmark. Ahmad J., Basmalla, Lana, Mohamad, Nadia, Nicole, Sami, Sarah, Shirley og Wisam fortæller om at høre til og om de drømme, som de har haft med sig – og også om, hvor svært det er at få drømmene til at gå i opfyldelse. Fælles for dem alle er, at det må have krævet umådelig styrke at stille op med deres historier hos C:NTACT, der har til huse på Betty Nansen Teatrets intimscene Edison på Frederiksberg.



”C:NTACT skaber levende møder mellem mennesker. I C:NTACTs forestillinger kan du opleve mennesker fortælle deres historier fra scenekanten. Vi giver stemme til marginaliserede grupper i samfundet for at opløse fordomme og skabe dialog.”

Forestillingen er instrueret af Babak Vakili og Zaki Youssef. Fortællingerne er bearbejdede til lydfortællinger.  Det er første gang, at jeg har oplevet, at de ikke fortælles live fra scenen, men i stedet på forhånd er indtalt og klippet sammen, og afspilles som et lydspor, mens personen selv stiller sig tavst frem på forscenen. Fotos af dem projiceres imens op på bagvæggen. Under deres fornavne er deres flygtningestatus beskrevet med ordene: ”Afvist opholdstilladelse”, "Midlertidig opholdstilladelse” eller ”Hjemsendt”.



16-årige Ana fra Iran danser, og sikke en dans! Det var ganske betagende og også et nødvendigt åndehul mellem beretningerne. Da hun griber mikrofonen, bliver det hele endnu mere nærværende.

”I mit hoved eksisterer muligheden for, at vi bliver sendt tilbage til Iran ikke. Jeg har valgt ikke at tænke på det. Min mor har 94 piskeslag til gode i Iran. Det ved Danmark godt.” (Ana, 16 år)

Fælles for dem er, at de fortæller med et ungdommeligt gåpåmod, der gør indtryk.




Forestillingen begynder med, at alle otte sidder i én række i hver side af scenen, skrånende ind mod midten, hvorefter de på skift rejser sig og går ind på midten, mens vi hører deres ord. De har været i Danmark fra 2-5 år og taler flot dansk. Der står tomme stole, hvor tre af de medvirkende skulle have siddet, hvis de da ikke i mellemtiden var blevet hjemsendt.




“Nogle gange det er svært at være ny her. Men jeg kan gå i skole. Der er sport. Jeg går til boksning med mine venner. Der er mange muligheder. Mange flere end i Syrien.” (Ahmad A., 15 år)

I filmede klip på bagvæggen forklarer en jakkesætsklædt beslipset nyhedsoplæser forgæves asylsystemet i Danmark. Det bliver gjort nøgternt, men det er svært at få det til at lyde naturligt, for det hænger ikke sammen – og giver ingen mening.

Asylreglerne er det første vi møder. De glider ned over bagvæggen til lyden af en sørgmodig salme. Indtrykket, der står tilbage er, at det er pinligt, at vi ikke bare lukker dem indenfor i vores fællesskab, men i stedet lader dem rådne op i afrejsecentre rundt i landet. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre? Hvordan er det kommet dertil? Vi kalder det et velfærdssamfund, men det er tydeligt at velfærden ikke gælder alle.




”Jeg så demonstrationer, tusinder mennesker var samlet. De råber frihed frihed - for dem var frihed noget fremmed. Men så hørte jeg skud, så hørte jeg skrig. Snart var der krig” (Mohamad, 16 år)

Der er et stort varmt bifald efter hver beretning. Vi klapper af deres mod, og klapper også et håb frem, om at det alligevel skal lykkes for dem, og at de ikke bare skal vedblive med at være her permanent midlertidigt.


PERMANENT MIDLERTIDIG

Af C:NTACT på Edison

15. – 24. november 2021

70 min.

Medvirkende: Ahmad J., Basmalla, Lana, Mohamad, Nadia, Nicole, Sami, Sarah, Shirley og Wisam

Forestillingen er et samarbejde mellem C:NTACT og Red Barnet Ungdom.

Efter forestillingen er der en Q&A, hvor der er mulighed for at stille spørgsmål til de medvirkende.


Hjemmeside & billetbestilling.


 --------------


Tidligere anmeldte C:NTACT-forestillinger:

En som dig (2021)

Der skal mod til (2018)

Hooyo! (2016)

En lille båd der gynger (2015)

Ik´ for børn (2015)

Ondt blod (2012)

 

 *

Se oversigten over de 

201 andre anmeldelser

*