Anmeldelse: ROMANTIKER i Poesiens Hus

 

Klædt helt i sort bliver deres vingeaftegninger på ryggen så meget desto tydeligere. Måske er de engle fra det hinsides, men i så fald med meget kødeligere efterliv. De fører os gennem aftenen, natten og frem mod morgenen. Morti Vizki, Michael Strunge og Lene Henningsen har lagt ord til, og de er fermt sammenkædet af sidstnævnte. Marianne Grønnow har lavet den installation, der lægger sig omkring de tre skuespilleres ord. På scenen er det Mia Lerdam, Mette Frank og Ulver Skuli Abildgaard, der elegant og veloplagt fyrer ordene ud over os som en blanding af skud og konfetti. Når vi tror at det bare er for sjov, skydes der med skarpt så ordprojektilerne gennemhuller luften over os, og når vi garderer os er det konfetti og lystne ord der regner ned over os. Mia Lipschitz har koreograferet ord og bevægelser – og har gjort det med så stort nærvær, at både tempo og intensitet holdes oppe i de knap 5 kvarterer som forestillingen varer. Eller måske er det i højere grad en fremstilling? For vi befinder os i grænselandet imellem de to. Musikken er leveret af Martin Hall.

 

 

Vi befinder os midt i en flodbølge af ord. Ordene hiver og slider i os. Vizki og Strunge trækker os lokkende og frådende gennem aftenen og natten. Deres ord fra det hinsides supplerer fint hinanden og lapper over hinanden, for lige der mellem de to, imellem aftenen og natten, sker der uendeligt meget mere end når det bliver morgen. Måske er morgenen slet ikke tænkt som nogen forløsning. Måske er aftenen og natten bare mere intens og interessant, for morgenen har ikke karakter af at vi kommer et andet sted hen, der er ingen opvågning. Det er som om at drømmene er så meget stærkere, men sådan er det selvfølgelig for en romantiker. Det handler meget mere om at være end at blive. Om at være til stede i glødende og frysende øjeblikke fulde af ord og liv. Og slet ikke om at vågne, for det er drømmene der alligevel er de stærkeste og mest livgivende. For drømmene næres af levet liv.

Fotograf: Henrik Friis
På billedet: Mette Frank, Mia Lerdam, Ulver Skuli Abildgaard.

Vi er slet ikke i nærheden af nogen fremadpulsende dramaturgi, snarere tværtimod, for det er netop i de flygtige øjeblikke at alting frisættes. Det er lige der, hvor ord og liv holdes frem mod publikum som knytnæver og blomsterbuketter. Det er først og fremmest stærkt engagerende og ladet med (natte)liv, sved og tårer. Det skal der til, for at ordene bider sig fast og holdes i live så flot som det sker i Poesiens Hus på Oslo Plads.

 

Foto: Lene Henningsen

Instruktion: Mia Lipschitz

Skuespillere: Mia Lerdam, Ulver Skuli Abildgaard og Mette Frank

Ord: Morti Vizki, Michael Strunge og Lene Henningsen

Installation: Marianne Grønnow

Musik: Martin Hall

Spilleperiode: 15.-20. oktober i Poesiens Hus
Genopsætning : 28.1. -2.2.2017 

Billetbestilling

Læs mere på hjemmesiden og på FB.

*

Læs også samtalen med Mia Lipschitz fra den nyligt udgivne festivalbog MED OG UDEN SMYKKER (Forlaget Epigraf, 2016), hvor hun netop fortæller om at ville gå mere poetisk til værks, sådan som hun gør med forestillingen/fremstillingen ROMANTIKER. I samarbejde med netavisen Sameksistens.dk blev samtalen offentliggjort forud for bogudgivelsen og festivalen.