Det er næsten umuligt at komme igennem Harald Havsteen-Mikkelsens nye børnebog. Jeg må ofte stoppe op undervejs, for jeg har sjældent grint så meget. Igen og igen. Hvor får han det fra? Angiveligt skulle bogen være inspireret af Haralds egen tid som lærervikar. I så fald må han selv have været som bogens lærervikar, Jasper. En elskelig, lidt krøllet fyr, der forstår drengene og deres løjer alt for godt. Jeff, Zach og Thøger er 12 år og går i 6. klasse. Det er en svær tid. Hormonerne støjer rundt, og de har ikke styr på noget som helst, men forsøger samtidig af al magt at styre det hele. Det lykkes ikke særlig godt, men forsøget på det og de skønt spildte kræfter er det hele værd.
Det er en kendt sag, at
komedie er sværere end tragedie, men at få det til at se så legende let ud, er
noget ganske særligt. Det er et komisk talent, der kigger frem og helt indtager
scenen. Den ene vilde ide overtrumfer den anden. Allermest imponerende er, at det midt
imellem de larmende storskrydende udbrud alligevel lykkes at få skruet
et plot sammen, der naturligt leder frem mod den forløsende og vellykkede slutning, for det virker som om det næsten snublende sættes i scene.
Det ville være synd at afsløre
plottet her, men som udgangspunkt har den egentlig temmelig rare skoleinspektør
ansat lærervikaren Helmer, der er helt modsat af Jasper, og derfor også sætter
en ære i at få Jasper fjernet fra skolen og vores tre venner vist meget gerne samme vej. Hovedpersonen Jeff er idemanden bag alt det, der sker. Men allermest
er han optaget af den uigengældte forelskelse i klassekammeraten Julie, der
ulykkeligvis igen er begyndt at komme sammen med klassens Philip, der er meget
mere smart og hurtig og karriereparat end Jeff. Men måske er han også FOR
smart, men det må man selv forvisse sig om ved at læse bogen.
Sproget i bogen er ”frisprog”, og det bumper, hakker og hoster, men samtidig er det så sprængfyldt med
hormoner, at det er en fornøjelse at læse. Der er ingen bremseklodser, og jeg
fatter ikke, hvordan det er blevet til. Efter at have læst de første sider, er
jeg både forundret og forbavset, men nægter at tro at det vil være muligt at
holde dampen op gennem bogens hele 185 sider. Men det lykkes, og virker endda
uanstrengt og flydende. Det strømmer som skidt fra en spædekalv. Det er ganske
overvældende - og flot gjort.
Det er svært at sige at det
er en stilsikker bog, men det er det måske alligevel, for der skydes hele tiden
ved siden af, så dét netop ender med at blive stilen.
Der vil selvfølgelig være
dem, der vil blive stødt over den frivole tone, der bralrer gennem det hele og
den infantile humor, men det er samtidig umådelig frisættende – og så er det så
morsomt, at det er umuligt at lægge bogen fra sig.
Et af de mest bizarre og mest
surrealistiske passager dukker op til allersidst i bogen, hvor Julie og Jeff
taler om Fnulle, der er Jeffs mormors alkoholiserede hund:
-For
jeg tror virkelig Fnulle har været menneske i sit tidligere liv, jeg kan mærke
at jeg kan snakke med den. Det var ikke noget jeg sagde for sjov den dag, med at
den måske havde hjulpet brandmænd i et tidligere liv. Jeg mener det seriøst.
Jeg tror at vi har været kærester, måske endda gift, måske endda haft børn
sammen.
-Shit?
Seriøst?
-Ja,
og det er faktisk ikke særlig langt ude. Vidste du at der i USA er folk, der
bliver gift med deres natlampe eller køleskab? Seriøst, det gør de. Og der er
en der blevet gift med Eiffeltårnet.
-Nå?
Vildt.
-Og
i Japan er der en der er blevet gift med sin hovedpude.
-Fuck?
-Ja.
Så jeg synes faktisk ikke det er mærkeligt, at jeg kan blive forelsket i en hund
som Fnulle, som med garanti har været menneske i sit tidligere liv.
MIG & MIN SLACKER-VIKAR
af Harald Havsteen-Mikkelsen,
Byens Forlag,
185 s.
Illustreret af forfatteren.
Udgivelsesdato: 27. august 2021
