Hanne Apter Demsitz: Farvernes kraft og fortællingens styrke

Maleri: Hanne Apter Demsitz. Foto: Michael Svennevig.

Hør podcast (YouTube).

Hanne Apter Demsitz (født 1946) maler meget farveglade og umiddelbart varme malerier, men hvis man kigger nærmere på titlerne, er der også en anden og mere voldsom historie bag. ”Jeg er Holocaust-efterkommer” præsenterer Hanne sig med. Det sætter tilhørerne til vægs, og Hanne er også opdraget med at gå ”til hovedet”. Hun går direkte til dem, der bestemmer, hvis der er noget hun gerne vil have ændret – og det har der været flere gange i hendes liv.

Maleri: Hanne Apter Demsitz. 

Efter festivalen sidste år tilbød Hanne at fortælle sin historie i år.

”Mange jøder er trådt frem med deres historie, men det har jeg aldrig gjort – før nu!!

Under mit besøg hos Hanne i Charlottenlund har hun lagt en mappe på bordet mellem os. Der er et bryllupsbillede af forældrene på omslaget. Under billedet har hun skrevet forældrenes fangenumre fra Theresienstadt. De overlevede og kom tilbage til Danmark efter krigen i Bernadottes hvide busser, men krigen fulgte med. Også selv om det blev fortiet.

Veninden Birte Kont har i romanen ”En by i Rusland” (Gyldendal, 2016) beskrevet, hvordan det er at leve omgivet af hemmeligheder, for man mente, at det var bedre at lade være med at tale om det. Det samme har Alice Maud Guldbrandsen beskrevet i bogen ”Tavshed blev min sang”(Documentas, 2005) - Hanne kender det alt for godt, og når hun tilbyder at fortælle sin historie er det vigtigt at gøre, som hun siger, ”før det er for sent”.

Guitarspillet på podcasten er af Rubens Ballade - komponeret af Ruben Engelhardt. Rubens Ballade kan også opleves på 2. festivaldag i Vanløse, tirsdag den 8. august 2023. Her er et link til sangen "Den dybe længsel" kreeret til festivalen, og som var med på den opvarmende podcast.

Maleri: Hanne Apter Demsitz. 

Hanne har denne tilføjelse til podcasten:

”Der er ting jeg har glemt, min fars ene søster ville ikke forlade Tyskland, hun blev deporteret til Polen, hvorefter hun blev skudt og smidt i en massegrav.

Da de kom hjem, var der ingen offentlig hjælp at få pga. min far var statsløs. Min mors søster, som var gift og boede i Sverige, gav mine forældre 500 kr. Min far lejede et lokale ved Nørreport. Der åbnede han sit værksted som skomager, men han havde ikke penge til maskiner, men kommer i snak med en dame, der bor i  ejendommen og fortæller sin historie, hvorefter hun låner ham penge til maskiner på hans glatte ansigt. Hun blev en del af hele vores familie. Der var gode mennesker til.”

Maleri: Hanne Apter Demsitz. 

 Mød Hanne Apter Demsitz 

 på 2. festivaldag 

Tirsdag den 8. august 2023 kl. 15-21

i GLOBAL Art Gallery, 

Skalbakken 8A, Vanløse.

*

  Næste uges podcast:

2. Præsentationspodcast

med uddrag fra de næste 5 podcasts.

 Offentliggøres den 31. marts 2023.

Hør den 

1. præsentationspodcast. (YouTube)

*

KÆRLIGHED?

Festival om drømme og fællesskab

5.-16. august 2023

5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 

og læs om tankerne bag festivalen.

#festivalkærlighed

*

Anmeldelse: DRØM DRØM DRØM PÅ Teater ZeBU

 

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Det er vore drømme, der definerer, hvem vi er - og hvem vi gerne vil være. Drømme kan være vævet af det fineste stof, men også føles som støbt i beton, når de ikke indfries. I forestillingen DRØM DRØM DRØM fylder drømmene det hele. Og med god grund. De fylder så meget, at de er ved at gøre det ud for forestillingens dramaturgi, for måske er den der slet ikke? Sådan kan det godt umiddelbart virke, men det passer heller ikke, selvom opbygningen er meget spinkel og overlader det hele til de tre på scenen: danseren Jeppe Kaas Vad og skuespillerne Ludvig Brostrup og Anne Gry Henningsen. Sidstnævnte er også ideskaberen bag forestillingen, der er både energisk og iderigt instrueret af Petrea Søe.

Foto: Per Morten Abrahamsen.

De 100 publikummer inviteres til at bidrage med hver sin drøm, der skrives på små sedler og afleveres til de tre på scenen. Drømmene inddeles i forskellige kategorier. Hver kuffert på scenen rummer opfyldelsen af en kategori inden for drømmene. Bagefter går forestillingens Dream Team igang med opfyldelsen af drømmene. Det hele er lækkert sat op med musik og koreografi, som var det X-Factor eller et andet følelsesudkrængende TV-show. Men af og til springer der gnister fra Dream Teamet, når de skønt spildte kræfter ikke rigtig slår til - eller er dækkende. Når løsningerne bliver lidt for hurtige og smarte, slår de medvirkende sig i tøjret og mister troen på projektet, for mon ikke vi kan finde på en bedre løsning selv? Det spørgsmål får flere gange lov til at hænge i luften over forestillingen.

Foto: Per Morten Abrahamsen.

De tre på scenen må knokle for at holde alle bolde i luften samtidig. Boldene - eller rettere drømmene - stikker hele tiden af fra dem, for det er alligevel ikke så let og ligetil, som vi er blevet lovet. Af og til falder masken, og det gøres hver gang med afvæbnende troværdighed. Kemien imellem de tre er forrygende, og de griber og kaster og griber igen. Det hele er én stor leg - og alligevel er det blodigt alvor for mange af de tilstedeværende, for det er publikums egne drømme, der står på spil og som der jongleres med. 

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Forestillingen balancerer på en knivsæg, og er også den type forestilling, der først senere finder sit helt rette leje, da det bliver til i samspillet med publikum, og det er langt fra nogen let sag, når det handler om at skulle lave turnerende ungdomsteater. Men det ved Anne Gry Henningsen og MÆRKVÆRK alt om. Jeg har tidligere nydt forestillingerne STRÆBER (2017), FRONTLØBERNE (2020) og UNDER HUDEN (2020), der blot er 3 ud af deres 10 produktioner. De er modige og ærlige i deres tilgang- og det kræver målgruppen også.

 "Ambitionen er altid at skabe teater, der perspektiverer og sætter gang i dialogen om de tematikker, de udfordres af på vejen til at blive voksne. Forestillingerne er skabt i tæt samarbejde med unge, så de ikke blot reproducerer voksnes forestillinger om, hvordan unge tænker og har det." - står der er i forestillingens pressemateriale.

Det kræver mod og selvransagelse at lave teater for unge, som sætter spørgsmål ved alting og tager intet for givet. Af samme grund er det så befriende at se og opleve MÆRKVÆRKs forestillinger.

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Der tages fat i de store spørgsmål om, hvem vi er og hvorfor vi er som vi er - og hvorfor vi ikke er noget helt andet? Undervejs i forestillingen læses alle drømmene op. Det sker som en del af spillet, i højt tempo og fuldt af sjov og ballade. Lidt på den pjankede uforpligtende måde som TV efterhånden har vænnet os til, men kun som oplæg til forestillingens stille passager, hvor spørgsmål pludselig slynges ud til publikum - som en del af legen. Det sker hver gang, inden vi mentalt lægges ned af vægten bag de oplæste drømme. Nogle er morsomme. Andre er dødsens alvorlige, og der var mange gange i løbet af forestillingen, hvor jeg følte et stik i hjertet, da de forskellige drømme blev læst op. Det blev gjort slagfærdigt og direkte, men uden at nogen af den grund kan have følt sig udleveret. Tværtimod tror jeg, at alle har følt sig set, og måske for en stund har følt sig til stede og måske endda en lille smule elsket, for her var der pludselig en fyldt teatersal, der måske lyttede til noget, der aldrig var blevet sagt højt før. Måske oplevede vi den allerførste gang det fik mæle. Det er fornemt at kunne opnå det med en så energibåret forestilling. Det gjorde, at jeg sad tilbage, rørt og taknemmelig.  

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Den ganske unge og meget høje skuespiller, Ludvig Brostrup, lignede ligesom de to andre på scenen en funklende guldfisk i skinnende trikot. Måske også et dansende rumvæsen. Hans ligefremhed var befriende. Danseren Jeppe Kaas Vad dansede, så det var en fryd, og var skøn at se på, mens Anne Gry Henningsen mest af alt lignede en trutmundet dansemyg, der gjorde sit bedste for at leve på til den dansende lethed, som det hele skulle leveres med, men som gang på gang alligevel måtte stå lidt udenfor og føle sig forkert, for hvad var det egentlig de sagde og gjorde. Gav det overhovedet mening? Hun kan lyde forurettet og mopset på en vidunderlig underholdende måde. Som om vi andre bare er tavse vidner til, at alting falder sammen for hende, mens hun febrilsk forsøger at skabe sammenhæng i det, der slet ingen mening har. Hun havde vores fulde sympati. 

Da vi forlod salen, sagde min sidemand stolt: "Min drøm blev læst op!"

Tak til MÆRKVÆRK for alle drømmene som forestillingen satte fri!

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Her er nogle af drømmene fra premiereaftenen i ZeBU:

"Jeg drømmer om at få en ven"

"Jeg drømmer om at kunne flyve"

"Fred på jord"

"At bo sammen med mor"

"Bare jeg ikke var så bange for piger"

"Jeg drømmer om at min bedste ven bliver rask igen"

"Jeg drømmer om at blive fodboldspiller"

"Jeg drømmer om at blive striptease-danserinde"

"Andre ved ikke at mit køn er forskelligt fra det de ser"

"Jeg drømmer om at danse ballet"

"Jeg drømmer om at bo sammen med min mor og far"

"Bare jeg vidste, hvor jeg skal kigge hen i omklædningsrummet"

"En verden uden krig og vold"

"Jeg drømmer om at bliver FNs generalkommissær  og arbejde for fred i verden"

"Jeg drømmer om et spændende liv"

Foto: Per Morten Abrahamsen.

DRØM DRØM DRØM

21.-31. marts 2023

på Teater ZeBU

af MÆRKVÆRK

Medvirkende: 

danser Jeppe Kaas Vad, skuespiller Ludvig Brostrup & skuespiller Anne Gry Henningsen

Instruktør: Petrea Søe

Scenograf: Siggi Óli Pálmason

Lyddesigner: Thomas Dinesen

Lysdesigner: Jari Matsi

Dramaturg: Trine Wisbech

Instruktørassistent: Sofie Svendsen Jensen

Rekvisitør: Lasse Hal

Skrædder: Rosa Birkedal

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Kommunikation & turné:  Janne Hovmand Storm

Producent: Kenneth Gall

Produceres af MÆRKVÆRK efter idé af Anne Gry Henningsen

Hjemmeside & billetter

*

Se oversigten over de 

243 andre anmeldelser

*

ET ANDET BLIK: "Den første kærlighed" - om Indien af Michael Svennevig

 

Den første Kærlighed

Indgår i serien ET ANDET BLIK

Græsplænen, dén tidlige morgen, inden byen vågner. Eller rettere inden jeg vågner.

Jeg har taget bybussen ude fra lufthavnen ind til det centrale Mumbai, og er gået over i den store park ved siden af togstationen. Solen står endnu lavt på himlen, der er skygge under de store træer, men det varer ikke længe, inden solen rigtig får fat. Jeg må knibe mig i armen for at sikre mig, at jeg virkelig er tilbage. Det er en drøm, jeg atter er steget ombord i. En skræddersyet drøm, der passer til mit hjerte. Den morgen, den dag og jeg alene midt i Mumbai omgivet af alt det, jeg holder af. Jeg rejser let, har kun en skuldertaske med det allermest nødvendige, men det er nok til at gøre mig lykkelig.

Jeg har taget et skridt ud i det ukendte, væk fra det vante. Venter på at alt det fremmede skal gribe mig i faldet. Jeg ved, at jeg falder ned et sted, jeg gerne vil være. Det er lige her.

Foto: Michael Svennevig.

Nattens kølighed blandes med solens hede ånde. Snart vil der være intet tilbage af den. Varmen flyder ind under træernes skygge, men i nat vender kulden tilbage. Varme og kulde mødes og skilles i favntag efter favntag. Måske er det derfor, jeg føler mig så godt tilpas her. Lige dér mellem dag og nat. Jeg ved, at det næste er, at jeg skal ind og drikke chai, og går mod morgenmadsstedet et par gader herfra. Der kan jeg få det hele. Også omelet, hvor de gerne hakket en hel chili ned i, så det gibber i kroppen og brænder i munden. De kan ikke lade være. Der er også chili i isen. De forstår det på deres måde, når jeg siger, at jeg ikke vil have chili i og tror, at jeg ikke vil have så meget i. Kun chaien er chili-fri.

Foto: Michael Svennevig.

Mit åndedrag falder til ro. Mit hektiske europæiske åndedrag daler ned fra tinderne inde i mig og lægger sig til rette i gadeniveau, det er der, jeg er. Elsker at sidder i timevis og drikke chai, mens jeg studerer menneskene omkring mig. De vil i kontakt. For dem er jeg dén fremmede, der kan fortælle dem noget nyt. Ligegyldigt hvad – alt er nyt og spændende for dem. Vi konverserer og formindsker afstanden imellem vore kontinenter, pludselig tilhører vi én stor menneskebefolkning, der måske nok er forskellig, men også så ens, at vi alle mødes ved en lille gadebod i denne del af verden. Sådan er det hver dag og hele tiden med disse menneskemøder - og jeg elsker det. Det er som om jeg bader i deres fremmedhed - og de i min. Vi bader i hinandens liv og fortællinger. Det er fortællingerne, der knytter os sammen. Det er dem, der udspænder usynlige tråde imellem os – og væver os sammen. Fremmede, der ikke længere er fremmede, men som nu er trådt afgørende skridt nærmere hinanden. Nogle gange er det uden sprog, og vi må klare os med smil og gestus. Alting lykkes her, hvor afstanden mellem os bare er smil og massevis af små glas chai i skyggen, mens trafikkens menneskehav skyller forbi os. Vi er på en fredelig ø i et oprørt hav, og kigger efter fastlandsforbindelser.  Jeg er taget ud på min egen lille ø og er vild efter at blive landfast med den verden, jeg er draget ud for at møde.

Foto: Michael Svennevig.

Det indiske har aldrig rigtig sluppet mig. 

Jeg har stadig den indiske smag af chai på tungen her mange år efter.

Igennem 10 år rejste jeg årligt til Indien. Det kom der to bøger ud af: ”I forlængelse af koens horn” (Attika, 2004) og ”Ørkendrømme”(Epigraf, 2008 - begge udsolgt, men kan fås på bibliotekerne) og senere fandt inspirationen også ned i monologen ”Indisk kærlighed”, delvist baseret på en af samtalerne fra Malene Fengers-Grøndahls & Marianne Nøhr Larsens interviewbog "Den forbandede kærlighed" (CDR Forlag, 2007) . Det var i samme periode, at jeg på forlaget Epigraf udgav en lang række bøger, der blev trykt i Indien. Det forløb har jeg beskrevet i artiklen ”Et indisk trykkeeventyr” i ”Forfatteren” (Dansk Forfatterforenings medlemsblad, 2008).

Bagsidefoto fra rejseromanen "Ørkendrømme" (Epigraf, 2008).

Foto: Manoj Suresh, Jaisalmer, Rajesthan.

Som noget nyt bliver festivalen udbygget med to digitale serier i år. Den første serie hedder ET ANDET BLIK, og består primært af tekster & podcasts, der handler om at se verden fra en ny vinkel – eller om at se det vi allerede kender på en ny måde. Det er en slags åbent vindue ud til den omgivende verden. 

*

KÆRLIGHED?

Festival om drømme og fællesskab

5.-16. august 2023

5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 

og læs om tankerne bag festivalen.

#festivalkærlighed

*

KÆRLIGHED: Netka & tranerne

 

Fotos: Michael Svennevig & Netka Elisabeth Bach.

NETKA & TRANERNE

Hør podcast (YouTube).

Allerede som 25-årig begyndte Netka Elisabeth Bach at folde traner af papir. I gave havde hun fået en papirtrane, og da den gik i stykker, ville hun lære at folde en ny. På den japanske ambassade fik hun tips til, hvordan det skulle gribes an – og lige siden har hun foldet traner. Nogle gange af forgyldt tykt papir, og så mange, at hun også kunne lave uroer af dem.

Foto: Michael Svennevig.

Tranen er i Japan og Kina symbol på et langt og lykkeligt liv, men er siden også i hele verden blevet symbol på fred. Ikke mindst på grund af fortællingen om Sasaki Sadako og de 1.000 papirtraner, der er den mest kendte tranehistorie, der handler om den hospitalsindlagte 11-årige pige, Sasaki, der folder svaner for at blive rask af blodkræft. Sagnet siger, at hvis man folder flere end 1.000 traner, får man et ønske opfyldt af Gud, men hun når ikke mere end 644. Hendes familie og venner foldede resten, der blev lagt på hendes grav.

Foto: Michael Svennevig.

Men Netka har også lavet papirklip, og venner opfordrede hende til at få dem trykt. Det blev en serie på 8 kort, der fortæller om at bevæge sig fra barn til voksen. Hun blev også opfordret til at indsende forslag til plakatkonkurrencen for Land & Folk-festivalen, men hun svarede for sjov, at så ville hun klippe tre forskellige forslag og vinde dem alle. Så det gjorde hun - og vandt alle tre priser. Forslagene blev indsendt inkognito, men da man fandt ud af, at de alle var hendes, gik 2. præmien videre til en anden. Senere fik hun også tildelt Jord- og betonarbejdernes første kulturpris, som hun delte med forfatteren og digteren Carl Scharnberg (1930-1995). Det resulterede i, at Netka kom til at illustrerer 16 af hans digte med sine klip. Der igen førte til mange flere illustrationsopgaver til plakater, konferencer og også til to gadegavle i København. Bl.a. på Solitude-vej på Nørrebro. Men det er 40 år siden, og de er der ikke længere. 

Foto: Michael Svennevig.

Som 18-årig var Netka ude for en alvorlig trafikulykke i Valby, hvor hun blev påkørt af en lastbil, og kun med nød og næppe overlevede. Det betød, at der var nogle ting hun aldrig kunne tilegne sig. Den organisatoriske side af hende blev ødelagt i det frontale sammenstød med den tyske lastbil, så derfor er det altid andre, der har opfordret hende til de forskellige opgaver. Det har ikke været let, men det har alligevel resulteret i et meget virksomt liv med priser og opgaver.

Foto: Netka Elisabeth Bach.

En ulykke kommer sjældent alene. På arbejdet som pædagog kom hun ud for en rideulykke, hvorved hun brækkede ryggen igen – flere steder!  Erstatningen bliver brugt til udbetalingen og købet af et hus i Sinai-ørkenen, og gennem de sidste 20 år har mødet med beduinerne og egypterne og alle de andre befolkningsgrupper bosat der, været en vigtig del af hendes liv. Det har været hendes drøm. Hendes livsværk, det selvtegnede hus, har hun boet i flere måneder om året siden.

Foto: Netka Elisabeth Bach.

Hør Netka fortælle om alt det, hun har måttet overvinde for at kunne folde traner, klippe og illustrere bl.a. HC Andersens eventyr, men også om huset i Sinai. På festivalen er der mulighed for at folde traner sammen med Netka. Det er både for børn og voksne.

Netkas have i Sinai. Foto: Netka Elisabeth Bach.

Musikken på podcasten 

er med trioen 

Rosenvinge, Christensen & Svennevig.

 

Foto: Michael Svennevig.

Mød Netka Elisabeth Bach til festivalåbningen, 

lørdag den 5. august 2023 kl. 12-21

i HF Prøvestenen på Amager.

*

  Næste uges podcast:

Hanne Apter Demsitz fotograferet af Michael Svennevig. 

Hanne Apter Demsitz

Farvernes kraft og fortællingens styrke

Hanne Apter Demsitz (født 1946) maler meget farveglade og umiddelbart varme malerier, men hvis man kigger nærmere på titlerne, er der også en anden og mere voldsom historie bag. ”Jeg er Holocaust-efterkommer” præsenterer Hanne sig med. ”Mange jøder er trådt frem med deres historie, men det har jeg aldrig gjort – før nu!!" Hør hendes beretning. Offentliggøres den 24. marts 2023.

*

KÆRLIGHED?

Festival om drømme og fællesskab

5.-16. august 2023

5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 

og læs om tankerne bag festivalen.

#festivalkærlighed

*

Anmeldelse: HABIBI på Hippodromen og HUS PÅ HUS på Teaterøen

Fotos: Ditte Chemnitz (HABIBI) og Emile Carlsen (HUS PÅ HUS).

HUS PÅ HUS

af Teater Asterions Hus

på Teaterøen

15.-17. marts 2023

60 minutter

I Ingmar Bergman-filmen "Det syvende segl" (1956) spiller ridderen skak med døden på stranden. De spiller om ridderens liv. Hvis ridderen taber, tager døden ham. I Asterions Hus´ nyeste forestilling HUS PÅ HUS spilles der på samme måde skak om liv og død. Omkring skakspillet udspiller der sig en 7. generationers historie, der bliver spillet og genfortalt af Peter Kirk og Tilde Knudsen. Den musikalske troldmand, Klaus Risager, har komponeret og indspillet musikken til forestillingen. I teatrets foregående forestilling, MOON, var han med på scenen sammen med Tilde Knudsen. Instrueret af Peter Kirk. Det er et øvet trekløver, der har så megen samlet talentmasse, at det er en svir at opleve. Trekløveret virker hver gang som et firkløver. Også denne gang.

Foto: Emile Carlsen.

HUS PÅ HUS er knapt så drømmende som MOON, men det er stadig fantasien og det legende, der er i centrum. Der har gennem årene sneget sig en del animations- og objektteater ind i deres forestillinger. Dukketeatret, den lille scene på den store scene, er stadig et format som de sværger til. Det har været indkalkuleret i de fleste af deres forestillinger. Det er teater inde i teatret. Endnu mere i HUS PÅ HUS, hvor 7 generationer af pianisters liv vises i glimt, mens store dukkehuse køres i stilling, for hvert livsforløb udspiller sig i sit eget hus. Det er magisk og fortryllende.  

Foto: Emile Carlsen.

Efter forestillingen inviteres publikum på scenen for selv at teste og mærke magien tæt på - og vel også samtidig sikre sig, at de filmede indslag, der indgår i forestillingen, faktisk bliver optaget live på scenen, for det er så smukt og så mystisk dragende, at det er let at tro, at det er optaget på forhånd. Optagelser fra dukkehusene er så livagtige, at det er svært at tro på, at det hele er lavet i miniature. Men det er det. Der bliver ikke snydt.

Foto: Emile Carlsen.

Asterions Hus, ledet af Tilde Knudsen, der også privat danner par med Peter Kirk, har en krop og en smidighed, så man gisper. Pludselig hvirvles vi i ind i en dans med et slør, med en kappe eller med et lille klaver, og tiden går i stå, mens Tilde svømmer igennem luften og løfter os, dansen og forestillingen ind i det fortryllede rum, der er dette teaters særkende.

Foto: Emile Carlsen.

Jeg er altid lidt beklemt, når jeg indfinder mig til teatrets forestillinger, for jeg har oplevet så mange stærke forestillinger i årene løb, at jeg må gribe mig i at blive lidt nervøs for, om den opadstigende kurve stadig kan bevæge sig opad. Men vi er i gode kompetente hænder. Endnu engang. 

Foto: Emile Carlsen.

Og hvad er så dit næste træk? Så længe spillet er i gang, er der liv og muligheder, indtil alle brikker  til sidst bliver slået af banen. Og så længe klaveret spiller, er der håb. Også selv om klaverspillet omspændes af flammer. Flammerne tager det hele. Alting går op i røg. Tilbage er  rester af  rygende ruiner og smadrede drømme. Men drømmen bliver på en måde hængende over det hele. Drømmen hænger let svævende lige foran os - og i forestillingen HUS PÅ HUS.

HUS PÅ HUS

af Teater Asterions Hus

på Teaterøen

15.-17. marts 2023

Medvirkende: Tilde Knudsen, Peter Kirk

Lyddesigner: Klaus Risager

Dramatiker, forfatter: Holdet

Komponist Klaus risager

Producent: Asterions Hus

Arrangør: Asterions Hus

Hjemmeside & billetter

*

Fotos: Ditte Chemnitz.

HABIBI

af  Opgang 2

på Hippodromen

13. - 18. marts 2023

Teatret er en fantastisk måde at forstå livet på. Også det uforståelige. Noget af det, som bevidstheden ikke kan gribe om, og tage ind, det kan snildt som en mis kastes ind på en scene, hvor vi bare godtager det, for sådan er det bare. Det er et fortrin som teatret har. Det kan besætte med sit magiske øjeblik, så vi taber pusten og næsten mister os selv. Måske er det netop i fortabelsen, at vi genvinder os selv.

Så store og svimlende er tankerne efter at have oplevet Pia Marcussens HABIBI på Hippodromen. I 2017 modtog Pia Marcussen Danske Dramatikeres Manuskriptpris for Børne- og Ungdomsteater for manuskriptet til HABIBI, og det er ikke grebet ud af luften. Det er måske snarere grebet i luften. Man skal lede længe efter et så velskrevet stykke, der tør tage fat, hvor andre viger bort.

Fotos: Ditte Chemnitz

HABIBI er en musikalsk ungdomsforestilling om identitet, forskelle og frygt. Det er en forestilling for alle danskere - både gammeldanskere og nydanskere. Præmissen er enkel, men vild. En dag vågner Sara op - og kan kun tale arabisk. Hun er en ganske almindelig, hvid dansk pige med forældre, der kerer sig om hende og glæder sig over, at deres datter skal synge solo til korets næste koncert, hvor de har inviteret det lokale flygtningecenter med. Samtidig er der længere ned af villavejen en havehæk, der breder sig helt ud over fortovet. I huset bor en hjemvendt soldat, "der har tager krigen med hjem". Han kan ikke finde sig til rette tilbage i det almindelig liv. Han har giver slip og ladet sig falde bagover ned i minderne fra krigen. Han er stadig under beskydning. Det er et angreb, der aldrig hører op.

Fotos: Ditte Chemnitz.

Pigen og soldaten finder sammen. Eller rettere så hører soldaten Sara synge og føler at noget træffer ham lige i hjertet. Ikke et projektil, men kærlighed. Han tænker, at Sara er en engel. I hvert fald er hun for ham. Hvad der videre sker, skal man selv se og opleve, men som publikum bliver man nødt til at flyde med for at forstå det uforståelige. Nogle gange er livet bizart og forstanden forstår ingenting, mens andre gange kan der opstå små øer af håb og kærlighed, så der alligevel rejser sig en vej ud af det uforståelige.

Fotos: Ditte Chemnitz.

Manuskriptet er stærkt og meget visuelt. Bolette Engstrøm Bjerre  og Ashok Peter Pramanik er henholdsvis Sara og soldaten, men også alle de øvrige personer i stykket. Musikalsk er det hele lagt i hænderne på Mads Horsbøl, der spiller live til forestillingen og som også påtager sig sin del af skuespillet - det klarer de alle tre forrygende.  Opsætningen, instrueret af  Martin Geertz, balancerer på en knivsæg. Det er en farlig balancegang, for vi forstår ingenting - og  måske forstår vi alligevel det hele på en måde, der unddrager sig forstanden.

Det handler om radikalisering, om terror og krig, men mest handler det om kærlighed og forsoning. Der er ingen nemme løsninger i virkelighedens verden. Men sammenholdt med fx, Fair Plays opsætning af "Kun en dråbe blod" (baseret på historien om Kundbypigen), der er en "virkelig" beretning i forholdet 1:1, selvfølgelig altid med de forbehold som et dramatisk værk må have for at kunne fungere på sine egne præmisser, der ikke altid er virkelighedens,  er HABIBI meget mere raffineret. Det er begge knugende forestillinger, der tager livtag med virkeligheden, men gør det på to diametralt forskellige måder. Den første prøver at fange virkeligheden ind, hvor HABIBI netop sætter virkeligheden fri og tager os et helt andet sted hen, der er meget mere raffineret og frisættende. Man kan sige, at den giver os virkeligheden tilbage. Tak for det!

Det var tydelig, at den fulde sal med teenagere tog forestillingen til sig. Hvad de fik ud af det, aner jeg ikke, men de var fanget ind - og bare det, er første skridt til at forstå det uforståelige - eller i hvert fald at kunne leve videre med det. Det i sig selv er fornemt. Min ledsager, der var godt forbi teenageralderen, var fuldstændig kvæstet bagefter. Det bliver man, når kunsten besætter én og viser vej til verdener man aldrig har mødt før. Sådan som det sker i HABIBI.

HABIBI

på Hippodromen

13.-18. marts 2023

Dansk nyskrevet dramatik

60 min.

Manuskript: Pia Marcussen

Instruktion: Martin Geertz

Medvirkende: 

Bolette Engstrøm Bjerre, Mads Horsbøl og Ashok Peter Pramanik

Musik: Mads Horsbøl

Scenograf: Gitte Bøg

Dramaturg: Lise Ørskov

Komponist Mads Horsbøl 

Producent: Opgang 2 Turnéteater

Læs mere om forestillingen og  Opgang 2

Arrangør: Folketeatret

Hjemmeside & billetter

*

Se oversigten over de 

243 andre anmeldelser

*