Eventyrprolog til
DE BRÆNDTE BROERS LAND
i Apostelkirken, lørdag den 17. januar 2009
skrevet af Michael Svennevig
læst af Ulla Henningsen

Der var engang et lille land, der bestod af en masse øer. Hele landet var holdt sammen og forbundet af broer. Broerne var simpelthen det lille lands hjerte- og pulsslag, men så skete det hverken værre eller bedre end at den første bro gik op i flammer.
Vi vidste ikke hvad vi skulle gøre. Det kom fuldstændigt bag på os. Og det var ikke bare en enkelte bro. Nej, der var flere.
Der var ikke nogen, der decideret satte ild til dem. De stod bare der og brændte. Lige meget, hvad vi gjorde, så var den der, lugten. Det var ikke kun lugten, der blev siddende i næsen på os, og satte sig i tøjet. Det værste var, at noget gik i stykker inde i os. Det skete gradvist, og da vi først blev klar over det, var det for sent. Vi kunne ligeså godt vænne os til det. Vi var indbyggere i De Brændte Broers Land.

Forbindelsen mellem øerne var blevet kappet, og det var blevet sværere at kommunikere. En muthed sænkede sig over landet. Befolkningen havde alt for længe været lullet ind i deres eget beroligende billede af sig selv. Opvågningen var brat. Der var mange ting som vi ikke havde tænkt på før. Det fik nogle til at længes tilbage til tiden inden, dengang det hele var langt mere overskueligt. Dengang, der var orden i tingene - og i begreberne. Dengang, hvor verden var mere enkel og venligere, sådan huskede de det i hvert fald. Nu trådte de ud i en ny verden og væk var venligheden. De havde næsten glemt den. Ingen holdt længere dørene for hinanden. Alting var så forandret.

Frygten for det ukendte rykkede nærmere, da mennesker med andre skikke og fremmede tungemål bankede på vore døre. Vi tøvede, og kiggede spørgende på hinanden. Hvad ville der ske, hvis vi åbnede? Det virkede så overvældende, at have dem her i vores midte. Nogle ville gerne åbne, men andre tænkte, at det alligevel var bedst helt at lade være, men det fik det jo ikke til at holde op med at banke.
Livet var kommet os på tværs. Livet i al sin fandenivoldskhed var sluppet ind imellem os, og det forpligtede.
Det tog tid at vænne sig til at vi nu selv boede i De Brændte Broers Land.