fredag den 3. september 2021

Anmeldelse: HAPPY DAYS på Teatret ved Sorte Hest

Foto: Peter Dupont Weiss.

Sue Hansen-Styles er Winnie i Samuel Becketts HAPPY DAYS. Det er praktisk talt en monolog, og så alligevel ikke, for vi hører grynt, host og prusten fra den avislæsende Willy, der sidder med ryggen til os gennem det meste af stykket. Ja, faktisk er det kun baghovedet, en hat og avisen vi ser, han bor i et jordhul - ligesom Winnie, som vi kan se overdelen af.  Senere er det kun hovedet, der stikker op af jorden.

Rent scenografisk er der ikke meget vi kan kigge på, eller det passer ikke. Hele scenen er fyldt ud af de to jordhuller eller rettere jordhøje, som Winnie og Willy bor i. Mærkeligt nok er der en masse at kigge på alligevel. Jeg fatter ikke, at det kan være så spændende at kigge på denne jordscene, skabt af Peter Dupont Weiss, men det er det. Måske skyldes det, at de er placeret inde i et rum, og det rum SKABER jordhullerne. Det giver sikkert ingen mening, det skal opleves. Helt lige som Samuel Becketts tekst fra 1961, der på samme måde ingen som helst mening giver, den skal også opleves.


Foto: Peter Dupont Weiss.


Men jeg forstår det ikke. Forstår ikke, hvordan det kan lade sig gøre. Ud over at der er så meget talent til stede, at det giver mening til det hele. Også selv om der IKKE er nogen mening. Det er umuligt at forstå.

Samuel Beckett (1906-1989) er en af de store absurdister. Modtog Nobelprisen i 1969. Han var irskfødt og skrev både romaner, skuespil, digte og kortprosa. Mest af alt er han minimalist, forstået sådan, at han forsøger at nærme sig et nulpunkt, så meget som det overhovedet er muligt, uden at sproget og historien tilintetgøres. Eller også er det faktisk det han gør, han tilintetgør dem begge. I hvert fald er det den oplevelse, man går hjem med efter HAPPY DAYS. Hans mest kendte stykker er MENS VI VENTER PÅ GODOT (1952) og SLUTSPIL (1957). Det første er på plakaten igen senere i denne sæson, og det andet blev opført med bl.a. Søren Spanning og Maria Stenz i 2011. Begge på Teatret ved Sorte Hest. 


Foto: Peter Dupont Weiss.


Hver gang jeg konfronteres med Beckett, er det som om det kortslutter inde i mig. Første gang var med MENS VI VENTER PÅ GODOT med Tommy kenter og Morten Grunwald på Betty Nansen Teatret i 1990. For hvad stiller man op med Samuel Beckett? I hans tidløse dramatik er der ingen udveje. Man er spærret inde sammen med personerne. Meningsløsheden  griber én om struben, og man får lyst til at skrige eller i hvert fald til at gøre et eller andet. Personerne er altid fastgjort og fastholdt af deres egne love og regler som kun de kender, og som virker mildest talt absurde og formålsløse for alle andre. Alligevel er der dette lys, der gennemtrænger det hele. Det er som om, at vi gennem meningsløsheden netop kan fange dette større, som verden også rummer. Denne befrielse fra os selv. Det ligger ikke i teksten selv, men det er dét som de ofte kaster af sig. Det absurde, der burde få os til at løbe skrigende bort, tryllebinder os også, når teksten lægges i de bedste hænder - og det gør de altid, for det er kun de dygtigste, der overhovedet vover at nærme sig Samuel Beckett. Hans betydning for moderne dramatik er enorm. Men man er nok nødt til at forberede sig på noget ganske usædvanligt. Noget man ikke umiddelbart kan rubricere eller finde plads til inde i sig selv. Det er sådan Becket virker på en førstegangstilskuer - og det kræver mod, tapperhed og humoristisk sans at nærme sig noget, der er så lidt morsomt. Eller rettere er det enormt morsomt.


Samuel Beckett - Nathan Meister

Men som tilskuer til The Why Not Theater Companys originale engelsprogede udgave af HAPPY DAYS, der gæstespiller på Teatret ved Sorte Hest, får vi både Sue Hansen-Styles og Nathan Meister som en gave oven i denne teaterklassiker, og det ER en gave. De er begge eminente, og det er en fornøjelse at begive sig ind i Becketts teaterunivers sammen med dem i Peter Dupont Weiss´ smukke instruktion.


Foto: Peter Dupont Weiss.


Winnie sidder i et jordhul som en anden mutter i grøften og vækkes om morgenen af en gennemtrængende morgenalarm fra en ophængt højtaler. Dagen går med at tale med sig selv og manden, der kun sjældent svarer. Hun er let at stille tilfreds, og selv den ringeste reaktion fra ham gør det til en af hendes HAPPY DAYS. Hun pludrer løs om alt og intet. Mest om hendes tandbørste, briller, kam, spejl, taske og revolveren. Det er aldeles intetsigende og handler bare om at få tiden til at gå. Det giver urkomiske situationer, når fx. Winnie refererer til forbipasserende, og det sker yderst sjældent, der siger til hinanden: "Hvorfor sidder hun der? Der er da ikke meget ved ham, når han ikke en gang graver hende fri?" Det er centralt for stykket, for hvorfor gør han ikke det? Hvorfor sidder de overhovedet i de der jordhuller? Og hvorfor bliver vi som publikum ved med at ville se og opleve Samuel Beckett på scenen? Se HAPPY DAYS og bliv meget klogere - eller slet ikke. Det er det hele værd!


Foto: Peter Dupont Weiss.


HAPPY DAYS
af Samuel Beckett

Teatret ved Sorte Hest
3. - 25. september 2021

Gæstespil af The Why Not Theatre Company

Medvirkende: Sue Hansen-Styles & Nathan Meister 
Instruktør & sceograf:  Peter Dupont Weiss 




*



Tidligere anmeldte forestillinger 
af  Why Not Theatre Company:

2020:

2019:

2017:

2016:

2015

2014:

2013:

*

Se også fortegnelsen 
over de øvrige 143 teateranmeldelser.

*

Anmeldelse: FORRÆDER på Teater V

Foto: Martin Gundesen.


Carl og Mikkel er bedste venner. Vi er tilbage i 1941. Krigen raser mellem Tyskland og Rusland. Tyske tropper er trængt ind i Rusland, og vinteren nærmer sig. De to venner melder sig til tysk krigstjeneste ved Østfronten mod den fælles fjende, Rusland.

Carls far er landmand, og Carl hjælper faren på gården. Mikkels far er værnemager og samarbejder med tyskerne, og de er velstående i modsætning til Carls familie. Mikkels far er stolt af Mikkel, mens Carls far skammer sig over sønnens valg og slår hånden af ham, da  han drager afsted.

Matias Hedegård Andersen spiller Carl, gårdmandssønnen, der knokler for faren, spillet af Erik Viinberg. De kan kun lige med nød og næppe få livet til at hænge sammen på gården, og da Carl lover at sende penge hjem, svarer faren, at han aldrig vil tage imod tyske blodpenge. 

Caspar Juel Berg spiller vennen, Mikkel. De har et vidunderligt samspil de to. Som et par kåde hvalpe, der hele tiden slås og undfordrer hinanden. Caspers Mikkel overtaler Matias´ Carl til at melde sig til tysk krigstjeneste ved Østfronten.

Erik Viinberg spiller begge fædre og oberststurmkaptajnen. Han er god til at fange de to fædres forskellighed - men også den voldsomme og stålfaste tyske kaptajn.


Foto: Martin Gundesen.


Det hele foregår på en enkelt opbygget scene af Claus Helbo. En stor reol bestående af kasser  illuderer interiøret hos de to familiefædre, men også baggrunden for resten af historien, hvor (højtaler)kasser agerer togvogn, kaserne og slagmark. I teatrets verden er alt illusion, og også i denne historie baseret på virkelige hændelser. Det er en historie, der på én gang både informerer og underholder, og som fungerer gnidningsfrit som teater. 

Der er måske nok lidt vel megen flytten rundt på kasserne i de opbyggende scener, uden at det tjener andet formål end at holde skuespillerne beskæftiget, for det er en meget stramt instrueret forestilling af Kurt Bremerstent. Forestillingen har sit helt eget åndedræt. Den virker så legende, selv om historien er yderst alvorlig. Scenerne mellem de unge eventyrlystne mænd er træfsikkert fanget - lige der mellem leg og alvor. I korte øjeblikke er det som om legen smutter fra dem, og det får os som publikum til at snappe efter vejret. Instruktionen er imponerende - og spillet ligeså. Men det hele skyldes selvfølgelig teksten af Andreas Dawe, der ikke for ingenting er nomineret til en Reumert. 


Foto: Martin Gundesen.


Forestillingen er lavet til 7., 8. og 9. klasse, men bortset fra introduktionen glemte jeg det, så snart forestillingen startede. Bagest på scenen sidder den aldrende Carl og tænker tilbage på tiden, da han drog i krig med vennen. Det har sat sig på tværs inde i ham. Vi mærker smerten, og forstår det godt, da han fortæller om savnet af sin døde ungdomskammerat. De var blodbrødre.

Det, der startede som en eventyrlig udflugt, og som noget, der kun skulle vare få måneder, blev til en krigstjeneste, der først sluttede med krigen. Det var i hvert fald dét, som deres kontrakter lød på.  

Mikkels kæreste, Signe, skriver et brev til Mikkel, som han vil læse højt for Carl, men midtvejs tier han. Carl må selv læse det sidste. Stemningen i Danmark er slået om. Der er kommet modstand mod tyskerne og aktive modstandsgrupper opererer, og Signe slutter brevet med at skrive, at hun skammer sig over, at han har meldt sig til krigstjeneste hos fjenden. For hende er han ikke andet end en forræder.

Spillet mellem de to venner er gnistrende. Ja, faktisk mellem alle tre på scenen. Styrkeforholdet imellem vennerne skifter undervejs. Mikkel er fra starten den udfarende og provokerende over for den mere proviensielle Carl. Men da de først kommer afsted, viser Carl sig at være den perfekte soldat. Han er også den af de to, der tænker klarest og kan se, hvilken vej det går. Russerne er vant til kulden og langt talrigere, og er meget bedre udrustet end tyskerne, der bliver færre og færre, efterhånden som krigen og kulden får dem til at bukke under. Carl finder en vovelig vej ud, men Mikkel vil ikke følge ham - og det bliver hans død.


Foto: Martin Gundesen.


Det er fantastisk at starte en ny teatersæson med en forestilling som FORRÆDER, der er produceret af Randers Teater. Jeg talte bagefter med stykkets instruktør, Kurt Bremerstent, der fortalte, at eftersom teatret kom fra Randers, samme område hvor Hvidstengruppen holdt til i,  fik han lyst til at der også skulle være en historie, der skildrede andet end  modstandsarbejdet, som vi forvejen kender så godt. Det her er i stedet historien om, hvad der skete med alle de andre. Dem, der meldte sig i tysk krigstjeneste, opfordret af den danske regering, og drog ud for at kæmpe på Østfronten. 


Foto: Martin Gundesen.


FORRÆDER 
af Andreas Dawe

Randers Teater 

Gæstespil på Teater V fra 31. 8. - 4. 9. 2021

Medvirkende: 
Matias Hedegård Andersen, Erik Viinberg, Caspar Juel Berg
Dramatiker: Andreas Dawe
Instruktør: Kurt Bremerstent
Scenograf: Claus Helbo
Lysdesigner: Kjems Lys
Komponist: Claus Carlsen
Producent: Randers Teater

Varighed: 65 min

Se forestillingens undervisningsmateriale.

Hjemmeside & billetter

 


Anmeldelser af  Teater V-forestillinger:

2020:

Dig og mig ved daggry

2019:

Kejseren 

(Livingstones Kabinet)


2017:

Træet

(Odin Teatret)

Jægerne 

(Teater O)


2015:

Fandens Oldemor

(Off Off )

Von Trier, Persona non grata


2014:

Sparta


2013:

Sketch Sjov


*

Se oversigten over de 

117 andre anmeldelser

*


Foto: Martin Gundesen.


*