torsdag den 8. februar 2018

Anmeldelse: BANG UNPLUGGED på Edison



"Regissørens Klokke lød. Langsomt kom Publikum paa Plads, mens Trampen paa Galleriet, Snakken i Parkettet, Appelsindrenges Raab overdøvede Musikken - og endelig ogsaa de sløve Folk i Logerne kom til Ro og ventede. Det var Numret: L e s  q u a t r e  D i a b l e s."



Herman Bang ville selv have elsket opførelsen af hans 50 sider lange fortælling ”Les Quatre Diables”, der er navnet på luftakrobattruppen, der består af brødrene Adolphe og Fritz, og søstrene Aimée og Louise.
Bang var selv i sin tid berømt for sine animerede oplæsninger, og blev flittigt karikeret i vittighedsbladet ”Corsaren” (1840-55) - ligesom Kierkegaard blev det.
Finn Abrahamowitzs skildrede Bang i romanen ”Smertens Mester” (1985), og Jakob Weis satte ham på scenen i Folketeatrets ”Bang og Betty” (2012), og Karen-Lise Mynster har som scenisk konsulent mindst lige så godt fat i fortællingen om luftakrobattruppen. Få kan som Bang skildre den frygtelige lidelse og smerte som kærligheden afstedkommer.
 
 
Når hovedpersonen hedder Fritz, skyldes det utvivlsomt at Bangs egen ulykkelige kærlighed bar samme navn, for det er tydeligt at mærke sammensmeltningen af smerte, lyst og fortvivlelse som hovedpersonen er bærer af. Den samtidige Edvard Munch afbilder kvinden som en vampyr, der suger manden tør for kraft og liv, og det er samme kærlighedsbillede, der går igen i fortællingen om de fire luftakrobater og den skønne fornemme kvinde i logen, der sværmer for Fritz og som han drages fatalt imod – som myggen mod den tilintetgørende flamme.
Anders Refn filmatiserede fortællingen med titlen ”De Flyvende Djævle” i 1985. En fantastisk filmisk fabel, der allerede dengang ramte mig, som da Mrs. Robinson nedlagde sin Benjamin i ”The Graduate”. Det er det samme tab af uskyld der sker på Edison, men med endnu mere fatale følger.

 
Vi sidder i en manege, hvor skuespillerne Mette Frank og Petrine Agger i frydefuldt samspil reciterer teksten, så tekstens iboende teaterliv står lyslevende. Ud over to orangemalede trappestiger som bliver brugt på mange forskellige måder, er de eneste sceniske remedier de to sorte jakker som tages af og på. Det er det hele. Og det er mere end nok. Jeg sad med tilbageholdt åndedræt fra start til slut – i en hel times tid. Jeg burde mindst være død af iltmangel, men følte mig tværtimod iltet og genopvakt.. Her var intet – og alligevel alt. Det var én lang fryd.
Joachim Holbeks lille gennemgående chanson havde en lige så stærk og inciterende virkning som Mordets Melodi i filmen af samme navn. Det er en lille melodi, der med sin dvælende sanselighed både kan illustrere den spirende lyksalighed og samtidig få det til at gyse i én - før det afgørende spring.
Der er ikke ændret ét komma i den oprindelige fortælling. Det er med andre ord en forestilling, der forholder sig tro over for oplægget - og der er ikke ét ord for meget. Men selvfølgelig er den samlede tekst beskåret, for ellers kunne spilletiden ikke holdes. En publikummer, der sad et par pladser fra mig, sagde bagefter til sidemanden, at det til tider kunne være svært at hitte rede i, hvad der skete og hvem der sagde hvad. Det er jeg slet ikke enig ikke, for jeg har sjældent oplevet en så smuk, ren og besjælet tekstfremførelse.



Holdet bag ”Bang Unplugged” står også bag ”Blixen Unplugged”, som jeg ikke har set, men til gengæld nød jeg ”Romantiker” med Mette Frank i Poesiens Hus på Oslo Plads i 2016. Det er let at tænke den som mellemstation til Bang-forestillingen, for det sværeste er den rene enkelhed. Den som det netop er opnået med Bang. Mens det i ”Romantiker”, med ord af Michael Strunge, Morti Vizki og Lene Henningsen, var en ordtæt rejse gennem aftenen, natten og frem mod morgendagen, er det i ”Bang Unplugged” snarere en rejse, der starter med pirren og nysgerrighed, og som via fuldbyrdelsen ender med destruktion og død.
Det gælder om at skynde sig i teatret, så længe det stadig er muligt at opleve Les Quatre Diables – og deres dødsspring. For sjældent har døden smagt så sødt og bittert som den gør for de to elskende. Hun elsker ham, mens han elsker en anden. Det er en sjælden fin oplevelse.
 


BANG UNPLUGGED
De Fire Djævle

Spilleperiode: 6.-10. februar 2018
Edison, 
Betty Nansens Intimscene, Edisonsvej 10, 1856 Frederiksberg

På scenen: Petrine Agger og Mette Frank
Scenisk konsulent: Karen-Lise Mynster
Scenografi/kostumer: Oana Constantineanu
Komponist: Joachim Holbek
Arrangør: Christine Bibaud/Sceneprojekt

Trailer

"Bang Unplugged" havde premiere i november 2017 i Literaturhaus på Nørrebro og spillede bagefter i Karens Minde Kulturhus i Sydhavnen - og altså nu på Edison.
Forestillingen har modtaget støtte fra Vilhelm Hansen Fonden, Christian X´s Fond, Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik samt Georgs Jorcks, Hustru Emma Jorcks Fond og Københavns Scenekunstudvalg.

 
Amour, amour,
oh, bel oiseau,
chante, chante,
chante toujours
 
Der var netop den Aften meget livligt paa Markedet,