Mit billede af Danmark

Fire kvinder - 4 forskellige billeder af Danmark. Foto: Michael Svennevig

 

Åbning af ny diskussionsklub i VerdensKulturCentret

Yolanda Maria Méndez Bello (Colombia) fortalte om, hvordan hun som ung forelskede sig i en dansk udvekslingsstudent, Ole, og bagefter giftede sig med ham, før de et år efter rejste til Danmark, hvor de har boet sammen siden. (Hør hende i videoklippet her, hvor hun både synger - og fortæller på spansk). Musikken og sangen har altid haft en særlig betydning for Yolanda. Hendes mor havde en drøm om at blive pianist, så måske er det givet videre til Yolanda, der søgte ind og blev optaget på Operaakademiet i København. Selv om hun fuldførte uddannelsen, var det svært. Hun følte sig udenfor, havde svært ved at få danske venner og kunne ikke rigtig få fat i det danske liv. Det gled hende af hænde. Hendes sang forsvandt, og hun følte sig helt alene. Det tog hende lang tid før hun var tilbage på sporet, men det lykkedes. Men først da hun indså, at det var hende selv, der måtte gøre alt arbejdet, for ingen kom hende i møde, hverken vennemæssigt eller professionelt. Men det var noget hun var nødt til. For at kunne være et eksempel for de børn som hun fik. For det er ikke mindst i familien at det hele starter.

Yolanda Maria Méndez Bello. (Foto: Alma Bekturganova Andersen).
Hør hende til sommerkoncerten i Frihavnskirken, den 12. juni 2018.

Efter Yolandas fine fortælling var det tid til at spørge. Initiativtageren Alma Bekturganova Andersen styrede samtalen med hård og kærlig hånd. En ung dansk fyr spurgte, hvordan hun havde oplevet at være så alene med følelsen af at være uden for alting?

Yolanda svarede, at hendes mand selvfølgelig var der på sin egen måde, men at han forventede, at det var noget hun selv klarede.

Alma supplerede med at fortælle, at det med at have veninder og venner afhang meget af, hvordan man definerede det, og berettede med udgangspunkt i sin egen sovjetiske baggrund, at det dengang var vennerne og deres kontakter, der både var måden at organisere sig på – og ikke mindst måden at klare sig på over for overmagten/samfundet. Det var en simpel nødvendighed. Så på den baggrund kunne det godt være, at der var mange, der alligevel havde venner og veninder i Danmark, men uden at det kunne siges at være på samme måde som derhjemme, hvor det havde en hel anden overlevende nødvendighed, for her er det anderledes.
 

 

En argentinsk kvinde berettede om ferierejsen, hun foretog sammen med sin danske mand tilbage til Argentina mange år efter, hvor manden pludselig fik stærke rygsmerter, men hvor en hel hær af hendes gamle argentinske venner straks sørgede for det hele, mens da de kom tilbage til København var det systemet, der tog over – og her måtte han vente 1½ måned før han kunne blive undersøgt og behandlet.  

En chilensk kvinde, der havde været i Danmark i 43 år fortalte, at hun i løbet af de 8 år hun læste på universitetet ingen kontakter havde fået med sine medstuderende, men at hun knækkede ”koden”, da hun indså at det er noget man helt selv skal sørge for, og det gjorde hun så.

En ung somalisk kvinde, der kom hertil i 1993 fortalte, at man som flygtning ikke har overskuddet til at skulle gøre alting selv. Og sammenlignede det med at være inviteret til en fest, hvor det jo ville være mærkeligt, hvis man som gæst skulle gøre alting selv. Der forventer man som gæst at blive vist til rette og hjulpet på plads, for at kunne føle sig hjemme. Men sådan er det ikke i mødet med danskerne, der forventer, at det er gæsten, der gør alting selv, for hvor er viljen til at gå gæsten i møde?  

En ung dansk mand fortalte, at han ingen venner havde haft hverken i skolen eller gymnasiet, og at det også som dansker blandt danskere kan være svært at få venner. For først da han senere kom på universitetet fandt han ligesindede og fik venner. Han mente, at det hang sammen med vores store behov for at positionere os og holde facaden. De var to, der lige havde været et år i Beijing og fortalte derfra, hvor forskelligt man gebærder sig. Om hvor forskelligt man opfatter tingene. De kinesiske piger i klassen var straks den første dag kommet over til ham og havde spontant sagt: ”Oh, you´re so beautiful!”, mens det at fortælle om deres søskende opfattede de som skamfuldt. Noget der slet ingen mening gav for de besøgende danskere, men at det jo kun understregede, hvor forskelligt man opfatter det man siger og gør.

En irakisk mor fortalte om, hvordan hun til datterens forældremøde på skolen havde hørt om, hvordan danske elever kom grædende hjem fra skole hver dag, fordi de ingen venner havde. Datteren, der havde russisk far, havde i starten haft mange danske veninder, men senere forsvandt de fra datterens venindekreds, og det havde moren undret sig over og spurgt datteren, hvordan det kunne være. Datteren svarede, at de danske veninder var alt for kedelige.

Selv er det min erfaring, at det er meget sjovere og mere givende at være sammen med de af mine venner, der ikke kun har samme danske baggrund som jeg selv. Jeg tror, at hvis vi kun omgås folk, der ligner os, bliver vi slappe og alt for magelige. Det er vigtigt også at være sammen med mennesker, hvor man skal være på stikkerne for at forstå, hvad de mener. Ellers bliver vi alt for dovne og snævertsynede, og taber al interesse for den omgivende mangfoldighed, der er så livgivende og vitaliserende. Nævnte som eksempel min indiske ven Ruban, der i forgårs ringede og inviterede mig på chai senere samme dag. Mens jeg var der, sagde han flere gange at han var glad for at jeg var der og at han havde savnet mig. Det tror jeg slet ikke at mine danske venner ville have sagt. Ikke på den måde. Ikke så jeg fik en klump i halsen.

Alma fortalte, at pigerne virkelig havde taget godt imod hendes søn på 13, da de kom hertil. Allerede den første dag havde han en dansk pige med hjem fra skolen, og dagen efter igen. Altså en ny. At det var pigerne, der havde budt ham velkommen. Det var noget som Alma havde ladet sig inspirere af. Sønnen har dansk far, meget dansk: sønderjysk. Når hun talte med svigermoren, talte de nærmest i munden på hinanden, selv om ingen af dem forstod hinanden, men det gjorde heller ikke noget. De lærte meget af hinanden. Alma havde blandt andet lært svigermoren at drikke vodka.

Flere gange undervejs var der en god varm latter, der rungede gennem lokalet, for det var tydeligt at de 12 kvinder og 2 mænd, der var med i Verdenskulturcentrets nye diskussionsklub og som optog alle lokalets siddepladser, havde mange oplevelser til fælles.

Ligegyldigt hvor vi kommer fra, har vi det tilfælles at være menneske – og det var værdifuldt at dele. Eller som Alma sagde i sin fine indledning, så er det vigtigt at mødes og tale sammen. Det er den eneste måde, at vi kan komme til at forstå hinanden bedre på. Det er det vi skal.

Tak til Alma Bekturganova Andersen for det fine initiativ til arrangementet.

 

--------------------------------

 

Denne beretning har haft mere end 2.500 læsere, og har fået mange kommentarer med på vejen. Jeg har fået lov til at gengive en længere meningsudveksling, der dukkede op i kommentarsporet på  de københavnske Venligboeres FB-side, hvor jeg havde lagt beretningen ud. Jeg har givet det overskriften "Hvorfor er det så svært at få danske venner?" Det er spændende læsning, og det stiller spørgsmålstegn ved om det egentlig handler om kulturforskelle, eller om det slet og ret drejer sig om at vi som danskere er blevet så sært indadvendte, så det med at vende sig ud mod andre kræver noget ekstra, som man skal øve sig i - og turde?

Hvad synes du?

 

---------------------------- 

Kommende diskussions-arrangementer:

24. april kl. 17-19: Sabah Garasnane (Marokko)

29. maj kl. 17-19: Hikmat Hussein (Irak)

25. september kl. 17-19: Hari Prasad Neupane (Nepal)

30. oktober kl. 17-19: Jean Petersen (Malawi)

27. november kl. 17-19: Marianna Almakayeva (Sovjetunionen)

Det er gratis og alle er velkomne.

Læs mere på hjemmesiden og på Facebook.

 

VerdensKulturCentret er et kulturhus, der hører under Københavns Kommunes Kultur og Fritidsforvaltning.