tirsdag den 10. november 2015

Salam Ibrahim og "In the Depths of Hell"

Nu er jeg menneske igen - 8
 
“Here I was, in the middle of a true story, its characters of flesh and blood: my wife, my friend and her husband, our comrades lost in the wilderness, entire families with their endless stories. Families sitting around fires tell stories of their long journey to the Turkish borders. I heard unbelievable stories.”
 
Salam Ibrahim: In the Depths of Hell" (USA, 2014)

 
 Still taget fra Uddrag https://youtu.be/aOIYqlJNGFI filmet af Hilal Lamaa (Copenhagen Productions)

Sprog og ord lægger sig nysgerrigt op ad hinanden, når arabisk og engelsk blandes i 3 oplæsninger fra den selvbiografiske flygtningeroman ”In the Depths of Hell”(USA, 2014) af forfatteren Salam Ibrahim (Irak), der læser på arabisk sammen med skuespilleren Sue Hansen-Styles (England), der læser på engelsk. Egentlig skulle Salam på arabisk have læst sin tekst fra bogen sammen med Sue på filmuddraget fra arrangementet, men det arabiske må vi have til gode til selve arrangementet.

Det er en hård bog at læse. Men det er også en nødvendig bog, der bliver stående som vidnesbyrd for det, der er sket. Som et mindesmærke over de lidelser, der har været – og som forfatteren stadig bærer med sig, såvel fysisk som psykisk. Bogen er som et rekviem og er hård som en knytnæve. Det er slet ikke velbehagelig læsning, men hvordan skulle den også kunne være det. Jøderne har Auschwitz som deres smertepunkt. Kurderne har Saddam Husseins giftgasangreb i Anfal som deres. Bogens undertitel  ”A documentary novel about a survivor of chemical warfare in Iraq” siger det hele. Med et næsten ubærligt smerteligt greb om læseren gør den i passager bogen til tindrende litteratur, der tillader at vi ser med hans øjne. Vi ser alt det forfærdelige, men også den bagvedliggende kærlighed, der har båret og drevet forfatteren og beretningen frem.
 
 
 Her to uddrag fra bogen:
 
Om Umm Fuad ved sin mands grav:
“As soon as we finished our meal Umm Fuad asked about her husband´s grave. The faces of those present were confused and we gazed at each other waiting for someone to be brave enough to take the initiative. She asked the question twice more. Our hearts sank to the bottom of our feet and we persisted in silence, turning our eyes away towards the peaks and hills and treetops until we were saved by Bahar, who said, "I will take you to it."”
“I was focusing on her standing there and noticed that she had started to mutter something. There was something dignified and magnificent about her silent mutterings. Then, slowly, her voice started to be heard. Though weak and distorted at first, little by little it became more understandable and clear enough for us standing off to the side to understand. She started telling their love story as if he was standing there, occasionally responding as though they were having a conversation.”
 
 
Det næste uddrag skildrer forfatterens tanker, mens han er i Holland for at vidne ved menneske-rettighedssdomstolen i Haag i sagen mod de ansvarlige for giftgasangrebet ved Anfal, som forfatteren selv blev udsat for.
 
"I could not find the Dutch taxi driver who was supposed to be waiting for me at the airport in Amsterdam. I waited a bit before I made a call to one of my friends living in The Hague who advised me to take the train. I bought a ticket and went down to the railway platform. Night had fallen. I sat in a chair next to the window and relaxed while contemplating the faces of the passengers. I was listening to the Dutch language but could not understand it. Their faces were different than the Danish. There was definitely a larger mixture of races in the workers and travelers at the airport, the people waiting on railway platforms, the tram passengers... For some reason it made me more comfortable. No one was staring at you, or ignoring you after long glance. At best, if wanting to engage in a conversation, the first thing that one said would remind you that you were a foreigner and make you feel like an outsider: "Hvor kommer du fra?" ("Where are you from?")
Despite having gained Danish citizenship, I can still feel the deep gap between myself and some of the native citizens; they have a tendency to put up barriers over the smallest detail during any interaction. This is what happens to foreigners every day in Denmark. Slowly, my mind drifted away again, away from the passengers and the noise of the vehicle…"


Det sidste uddrag skildrer forfatterens flugt lige inden de når frem til den  tyrkiske grænse.
 
"“Let’ s go!”
We were heading down through the risky mountain paths. The sounds of liveliness were coming from the waiting crowds, giving us hope to continue on our way. We were no longer thinking about the two guys who left us there, hopeless, but about the future and what we were to expect. Before we could reach the crowd and blend in with them, the two women changed their Peshmerga clothing and put on the traditional Kurdish attire we had taken. We then blended with the crowd. Everything was shared, from misery to cups of tea to food. The refugees had become like a large family, facing the unknown together, trapped between the Turkish border guards on one side, and the advancing Iraqi army on the other. We joined a family for a meal and they gave us food, water and hot tea for it was very cold and we were in a mountainous region. I don't know how we spent that night surrounded by the light of small fires among the rocks. I was imagining myself living in a novel telling of enduring civil war, deportation, fear and tyranny. Those memories reminded me of John Steinbeck's novel The Grapes of Wrath, and One Hundred Years of Solitude by Marquez."
 
"I stood up from where I was sitting, and my wife asked me, "Where are you going?"
"I'm going for a walk." "I fear losing you."
I replied laughing, "We are all lost!" and added, "Don't worry. I'll be back.""
 
 

Illustration: Bodil Molich


 Læs mere om "Nu er jeg menneske igen":





Blog-indlæg om arrangementet:


 
 


 
 
 
 

Drømmen om Danmark

Nu er jeg menneske igen - 7
 Drømmen om Danmark

Michael Graversen (58 min.) Denmark, 2015.
 
Den 27.10. var jeg til forpremieren på Michael Graversens ”Drømmen om Danmark”. Filmen er unik og skildrer et univers som få af os kender til eller kan sætte os ind i. Den følger hovedpersonen, Wasiullah, fra han først kommer til Danmark, får ophold i et asylcenter, mens han venter på svar på sin asylansøgning. Da afslaget efter 3 år kommer, flygter han ned gennem Europa og ind i Italien. Her ender han igen i en venteposition og må sove udendørs, selv om det er vinter. For det tager tid at opnå det han håber på: italiensk opholdstilladelse, så han kan komme tilbage til Danmark. Instruktøren følger ham tæt på flugten, og leverer et portræt af, hvad der sker med mennesker - og især med unge når et asylafslag gives. Den skildrer den tragedie og desperation som den enkelte oplever. Det gør filmen på en både fin og sober måde.
Vi får vi besøg af filmens instruktør, Michael Graversen - og skal se et klip fra filmen.

Filmen har i disse dage haft premiere under CPH:DOX, hvor den berettiget har fået en hel del opmærksomhed.
Fra filmens pressemateriale:

”Ankommet til Danmark som 15-årig, smidt ud igen i en alder af 18. En afghansk teenagers liv som flygtning i en stærk og personlig film.  17-årige Wasiullah er en teenager ligesom alle andre. Han hænger ud med vennerne, cracker jokes, tager selfies og flirter med piger. Danmark er blevet hans hjem efter at han har tilbragt tre år i asylcentre efter at være ankommet alene fra Afghanistan. Men da Wasiullah fylder 18 og hans ansøgning om visa bliver afvist er han pludselig tvunget til at forlade landet. Han frygter for sit liv i Afghanistan hos den voldelige familie, han er flygtet fra, og vælger at flygte til Italien i håbet om, at en italiensk opholdstilladelse vil give ham lov til at vende tilbage til Danmark. Instruktør Michael Graversen har fulgt Wasiullah i årevis, og det tætte forhold imellem dem har givet ham en unik adgang til en ung emigrants undergrunds-tilværelse i Europa. For Wasi er drømmen om at vende tilbage til sine venner og til et liv i Danmark det eneste, der holder ham i gang. Graversen følger den unge fyr med den store rygsæk på den lange togrejse til lukkede politistationer og asylcentre og nætter i faldefærdige ruiner, hvor drømmene fører ham tilbage til Danmark. Wasiullah er en af de mellem 300 til 800 uledsagede børn, som hvert år flygter til Danmark.”
*

Jeg følte mig beklemt efter at have set filmen. Og selvfølgelig var jeg berørt, emnet taget i betragtning. Som den eneste var det vist mig, der den formiddag kom til at dryppe lidt malmurt i bægeret, for vi var blevet inviteret for at kommentere det vi havde set. Men den ramte mig ikke rent. Men jeg tog fejl, for den sivede kun langsomt ind i mig og haget sig fast i mig i løbet af natten. Det skrev jeg til den presseansvarlige, for det stod mig klart at denne film var vi nødt til også at have en præsentation af den 11.11. For det er en værdifuld film. Både som film og som dokumentation. Derfor er jeg er glad for at byde instruktøren, Michael Gravesen velkommen og vil gerne takke Klassefilm for deres velvilje, således at det har været muligt at få lov til at vise en af filmens mest centrale scener, der netop skildrer den drøm som den 18-årige Wasiullah har om Danmark. Det er den drøm, der holder ham oppe og som gør at han formår at fortsætte sin kamp for at høre til – og få opholdstilladelse.
 
Filmen bliver vist på DR1 den 15. november kl. 21.50.
Her er filmens trailer: https://vimeo.com/139697210

 

Illustration: Bodil Molich

 

Læs mere om "Nu er jeg menneske igen":




Blog-indlæg om arrangementet:







 

 

Kirsten Thorup og Projekt Paradis

Nu er jeg menneske igen - 6
 
 
For 20 år siden blev forfatteren Kirsten Thorup stillet en ganske særlig opgave udfordring, der blev en kæmpe udfordring og kastede Kirsten Thorup ud i en enorm research blandt tyrkiske piger og deres forældre, blandt iranske politiske flygtninge og blandt bosniske krigsflygtninge, og som resulterede i forestillingen ”Projekt Paradis” på Betty Nansen Teatret i Peter Langdals instruktion i december 1996. Et stykke i tre dele på tilsammen 4 timer, der forgik på 3 scener. Skuespillet udkom i bogform kort efter premieren på forlaget GAD. Men hvad har ændret sig siden dengang? Hvad var det mest overraskende som hun stødte på under sin rearch på et tidspunkt, hvor debatten var så meget anderledes? På et tidspunkt, hvor fronterne slet ikke var trukket op som de er i dag. Hvad er der sket i årene siden, og hvordan ville det tage sig ud, hvis hun i dag skulle skrive stykket igen? Og hvad er det egentlig i hende, der har fået hende til igen og igen at engagere sig og give stemmen til dem som ingen har? Hvor kommer det engagement fra?
Jeg er meget glad for at have mulighed for at spørge Kirsten Thorup om det til arrangementet i overmorgen på Betaniahjemmet.

Her er et uddrag fra manuskriptet til forestillingen ”Projekt Paradis. En triologi” (GAD, 1997).  Det er taget fra den midterste del med titlen: ”Talkshow”.

”22.Træerne.                                                                                                                                                            
Hvis jeg er ligeglad med hvad danskerne tænker, rammes jeg ikke så dybt af al den propaganda imod flygtninge i medierne og fra nogle politiske partier.                          
Jeg var tvunget til at flygte. Jeg er ikke her for at udnytte det danske system. Danskerne glemmer at flygtninge ikke er ofre. Vi er stærke mennesker. Vi har taget store beslutninger. Vi har gjort modstand. Vi er som træerne. Når vi kommer her, har vi kun rødder. Der er ikke noget over jorden.  Så vokser vi op igen. Plantet om i den fremmede jord. Vi mister forbindelsen med vores rødder. Nu er der kun stammen og grenene, de grønne blade. Alt det der er over jorden. Men vi har intet rodnet mere. Vores rødder er kappet af. Sådan nogle træer er lette at vælte.”
 
Læs mere om "Nu er jeg menneske igen":
2) http://msvennevig.blogspot.dk/2015/11/prolog-nu-er-jeg-menneske-igen.html