tirsdag den 11. september 2012

READING OG DRAMATIKERTRÆF 2012

Reading på to tekster af Lotte Arnsbjerg og Tomas Lagermand Ludme med efterfølgende DRAMATIKERTRÆF

                                                                    Foto: Anne Mie Dreves

Tomas Lagermand Lundme og Lotte Arnsbjerg har sammen skrevet "Bodil, Carl og storken", der blev opført ved en reading i Vesterbro Naturværksted lørdag den 8.9.2012. Eller rettere var der tale om to uddrag fra 1. akt. De tre roller blev læst af Lotte Arnsbjerg, Baard Owe og Claus Flygare.

De to dramatikerne har på skift skrevet 10 linjer og sendt dem til hinanden, men de har også skrevet ind over hinandens tekster, så langsomt er grænserne for den enes og den andens tekst blevet opløst. Tomas har fra sit lille skriveatelier i Bagerstræde oppe under taget udklækket vilde ideer, der bestemt ikke er blevet mindre af at de er landet i favnen på Lotte, der har skrevet videre ude fra Utterslev Mose. Det er en historie, der har vandret fra bydel til bydel og tilbage igen. Det er blevet en tekst fuld af overraskelser. De har haft de to skuespiller Bodil Kjer og Karl Stegger i tankerne. Man ser det for sig - og det har de to dramatikere også gjort, selv om der herskede tvivl om det egentlig oprindelig ikke havde været Bodil Udsen og Karl Stegger som de havde haft i tankerne - i hvert fald ifølge Lotte.

Det er tydeligt at de har noget sammen - både forældreparret i forestillingen og de to dramatikere.
I forestillingen dukker en soldat op. Han minder dem om en søn, der engang var. En søn, der har en kugle i kroppen. Den sidder og gnaver, kuglen. Og den er ikke fra krigen. Tilsyneladende har forældrene allerede dræbt ham  én gang - og nu er han tilbage.
Som udgangspunkt var det meningen af sønnen skulle spilles af en, der er væsentlig ældre end forældrene. Baard Owe lånte stemme til ham og det var isnende at høre ham fremføre teksten, mens de to forældre blev fremført af Lotte Arnsbjerg og Claus Flygare.

Det var skarpt, ubehageligt og dunkelt tillokkende, for vi blev taget med helt derud, hvor alting ophører. Det var en nådesløs tekst, der insisterende driver sine figurerer længere og længere ud på det dybe vand, ud på steder hvor man kun går til grunde. Der var en slags udslettelsens poesi over det, helt derude hvor alting opløses og bliver til havskum.


Picture
 

BODIL, CARL OG STORKEN
af Tomas Lagermand Lundme og  Lotte Arnsbjerg, med Baard Owe, Claus Flygare og Lotte Arnsbjerg.
Bodil og Carl har forskanset sig i et parcelhus. Ude i haven lander en stork. Og en dag banker det på døren og det barn, ingen troede, de havde født, går rundt i huset i soldateruniform. Man er ikke mor, man er ikke far - og man er på ingen måde forældre. Og slet ikke til et barn, der er meget gammelt. Hvad er der sket derude i samfundet engang? Hvorfor flygtede alle og barikerede sig i parcelhuse? Bodil rummer på en stor hemmelig. Det samme gør Carl. Hemmeligheden er ikke den samme. Men det er sorgen. Og det store, gamle barn sætter sig i lædersofaen og begynder at fortælle om sin barndom i et land, ingen ved, hvor ligger. Desuden trækker det op. Og storken vil ikke forsvinde fra græsplænen.
 
I den efterfølgende tekst af Lotte Arnsbjerg, "Jeg er stadig sulten", gjaldt det kærlighedens vildveje.
Lotte Arnsbjerg og Claus Flygare fremførte drømmebilleder fra et ægteskab. En tekst, der - som drømme gør - sprang i tid og rum, og som "danner en foruroligende fortælling om kraften der æder sig selv, når mennesker søger kærligheden udenfor sit eget hjerte".
 

 JEG ER STADIG SULTEN
af Lotte Arnsbjerg, med Claus Flygare og Lotte Arnsbjerg.
En labyrint af scenebilleder fra et ægteskab. Om kraften der æder sig selv, når mennesker søger kærligheden udenfor sit eget hjerte. En broget blanding af bevidste og ubevidste lag, som tilsammen danner en foruroligende fortælling om kraften der æder sig selv, når mennesker søger kærligheden udenfor sit eget hjerte. En mand ligger alene i sin seng. Det banker på døren. Han vågner fortumlet og ved ikke hvor han befinder sig. Manden åbner døren for to kriminalinspektører, som vil forhøre ham om mordet på en kvinde. Han husker intet, ikke engang sit eget navn. Politiet sætter et videobånd på. Båndet viser en voldsom sexscene med ham og den myrdede kvinde involveret. Afhøringen afdækker brikker i et puslespil, som ikke passer sammen, og mandens erkendelser kaster nærmere mørke end lys over sagen. Historien begynder tilsyneladende i restauranten på skib, midt ude på det ægæiske hav. Manden og kvinden er på krydstogt for at redde deres ægteskab fra en tiltagende død. De søger begge kærligheden, som de ved, de har følt engang. "Det den ene mangler, ligger ikke gemt i den anden. Det er i al sin enkelhed kærlighedens problem." (citat: Jacques Lacan, fransk filosof).
 

DRAMATIKERTRÆF


Lotte Arnsbjerg nævnte selv  under det efterfølgende samtale at hun er fascineret og inspireret af filminstruktøren David Lynch. At hun skrevet som i en feber. Jeg hørte det nærmest som om hun kæmpede med en skrivedjævel som hun forsøger at drive ud af kroppen. Sådan var der også meget hendes meget ubehagelige, men ikke desto mindre meget fine fortestilling på Teatret ved Sorte Hest: "Historien om en mo(r)der". Lottes dramatik er ubærlig. Det er det, der gør den så fascinerende og svært at værew sammen med, for vi bliver nødesløst puffet ind i de mørkeste kroge af sindet.

Thomas Lagermand Lundme talte om at samle på ting, på ideer og på karakterer. Han går rundt med det i kroppen. Det, der samler sig sammen og som langsomt modnes for hver gang han samler stumper til det, der skal komme. Han retter sjældent i det han skriver. Han lader det stå somaftryk af det han har samlet sammen i sig.

Claus Flygare sagde til mig i telefonen 1½ måned forud for arrangementet: "Jamen, jeg aner ikke hvad jeg gør, men nu vil jeg bruge tiden indtil da på at tænke på, hvad jeg gør, så finder jeg nok et svar til dig!". Claus fortalte om, hvordan der i familien langsomt blev færre og færre omkring bordet, da forældrene døde - og hvordan den følelse aflejredes sig inde i ham og blev til en teatertekst han efterfølgende skrev.





Ghita Makowska Rasmussen er et helt nyt blad på dramatikertræet. Hun er debuteret med den meget vellykkede forestilling  "MAN SKULLE TRO...", der samme dag havde sidste forestilling som gæstespil på Får 302.  En forestilling, hvor virkelig og fiktion blandes, og antager nye overraskende former. Det er ikke mindst en meget rørende og morsom forestilling. Egentlig er der hverken hoved eller hale i den, og alligevel fremstår den som et smukt udtryk for, hvad kærlighed gør ved os. Faktisk slet ikke så ulig Lottes og Thomas´ tekster.

                                                                                                                    Foto: Sille Veilmark

Nassrin el Halawani afsluttede med at fortælle om den reading på hendes tekst "Himlen er lukket", der dagen efter opførtes i Messiaskirken. Hun er ikke selv trolende, men har alligevel valgt at skildre en af kristendommens store ikonografiske figurer, Moder Teresa. Hun skildrer hende, mens hun venter på at modtage Nobels fredspris. Hendes liv passerer forbi hende, mens hendes meritter læses op fra talerstolen som en uendelig messen. En forestilling om en livskrise, da det viser sig at hun ikke længere tror på det, der har holdt hendes liv sammen og som hun er blevet selve symbolet på. For hende er himlen lukket.


De to readings og det efterfølgende DRAMATIKERTRÆF indgik i Teater i Træstubben. Teaterdage på Vesterbro fra den 1.-9. september 2012.
Se hele programmet her:
http://www.svennevig-bogogdrama.com/dramatik.html

Himlen er lukket - af Nassrin el Halawani

Nassrin el Halawani inviterede til reading på hendes tekst: HIMLEN ER LUKKET.
Den blev fremført med et betydeligt overskud af Pia Rosenbaum. Hun sad på en stol midt for i koret og kiggede ud over de fremmødte. Hun skulle låne stemme til Moder Teresas anfægtelser.
Teksten er kompakt, men der er mange ansatser. Ansatser til liv, og de blev alle fermt grebet. Hver en antydning samledes op af et trænet skuespillerøje, der var vant til at håndtere tekster. Det var en meget levende fremførelse. Som tilskuere fik vi meget mere end bare en oplæsning af teksten. Vi fik et omrids af personen - af Moder Teresa, for hun sad der lige foran os. Synligt utilpas med den endeløse opremsning af hendes meritter, der indleder og afslutter denne skitse til en forestilling. Det er en spændende rejse som vi får lov til at følge. Og ikke mindst er det et kig ind i dramatikerens og skuespillerens værksted.

                                                                 Foto: Jesper Blæsild

Efter fremførelsen er der en samtale. Vi er trukket ned i den anden ende af kirkerummet, hvor der er opskænket rosévin og gjort klar til den meningsudveksling, der er en del af dramatikerens motivation for på et så tidligt stadie i udformningen af teksten at høre, hvilke tilbagemeldinger der kan komme fra publikum. Hvad har de egentlig opfattet og grebet - dem, der har siddet og lyttet?
Dem på de forreste rækker har klart haft det bedste lydbillede at orientere sig i. Dem bagerst har haft sværere ved det. Selv om der har været lydforstærkning, har kirkerummet sin egen måde at svare igen på.

Præsten Rose Marie Tillisch åbner diskussionen ved at slå fast at det ikke er noget problem med blasfemi. En af sognebørnene opponerer mod at det slutter med en fornægtelse af kristendommen, men sådan ser præsten ikke på det. Rose Marie nævner som eksempel at det at fejle og føle sig utilstrækkelig er en væsentlig del af det at være kristen. Alt andet ville være underligt. Jeg tilføjer at Moder Teresas fornægtelse sagtens kan have den modsatte konklusion for tilhørerne. At en fremført fornægtelsen på scenen stradigvæk godt kan være en bekræftelse for tilhørerne.
Kirkens organist har en fin pointe, da hun siger at Moder Teresa ikke kan se håbet, når hun møder de fattige i de indisk slumkvarterer. Hun ser det ikke selv, men de fattige ser det. Fordi det netop er hende, der er håbet.

                                                                                                                   Foto: Sille Veilmark

Det er en meget spændende historie, selv om jeg savner en klarere disponering af stoffet og ikke mindst et stærkere bilede af hovedpersonen. I en monolog er det karakteren, der skal trække historien igennem. Derfor skal vi tro på hende. Men det kommer sikkert i den endelige forestilling. Jeg savner at komme med hende ned i slummen, at møde de fattige, armoden, fortvivlelsen. Hvis den står stærkere, står Moder Teresa-figuren også stærkere. Der er nødt til at være noget, der definerer hende som karakter. Teksten mangler simpelthen ben at gå på, for så vil den også begynde at bevæge sig rundt. Som det er nu bliver den forpustet over sin egen tyngde - i denne tidlige skitseform, er materialet alt for stort og nok også for uoverskueligt for dramatikeren. Mindre kan sagtens gøre det. Men der skal mere fordybelse, mere smerte, mere fornægtelse og gudstro til, ellers går pudselspillet ikke op til sidst. Men det bliver en spændende rejse videre frem. Held og lykke med det, Nassrin!
Det bliver en spændende forestilling.
Og ikke mindst tak til Pia Rosenbaum for en gribende reading på HIMLEN ER LUKKET.

Arrangementet indgik i Teater i Træstubben. Teaterdage på Vesterbro fra den 1.-9.9.2012
- også selv om dette afsluttende aftenarrangement foregik i Messiaskirken i Charlottenlund.
Se det samlede program her:
http://www.svennevig-bogogdrama.com/dramatik.html

EBBA NØRAGER - HYLDESTARRANGEMENT 2012

 

Søndag den 9.9.2012 kl. 16-18 i Vesterbro Naturværksted:

A tribute to... Ebba Nørager, skuespiller, 84 år

Reading på monologen Med håb skal alder fordrives” af Jens Blendstrup, med Ebba Nørager, og to tekster af Michael Svennevig, der spiller overfor Ebba Nørager i "Den sidste aften", der går tæt på de sidste illusioner og drømme, mens den 60 år yngre Sofia Guldbrandsen spiller overfor Ebba Nørager i "Før tæppefald" om forberedelserne før det endelige tæppefald, baseret på Ebba Nøragers eget liv.
Alle tre tekster instrueret af Michael Svennevig.

 

Foto: Ronni Guldbrandsen
 
Ebba Nørager og Sofia Guldbrandsen i Vesterbro Naturværksted, hvor de ved en reading optrådte sammen i Michael Svennevigs "Før Tæppefald" som afslutning på Teaterdage på Vesterbro.

FØR TÆPPEFALD
af Michael Svennevig, med Ebba Nørager og Sofia Guldbrandsen.

Et spil om forberedelserne før det endelige tæppefald.
Baseret på Ebba Nøragers eget liv.
Hvad er der tilbage, når man sidder der på det sidste, mens fragmenter af ens liv hvirvler rundt omkring én? Og så er der hende den anden. Hende den unge, som man selv var engang. Hende, der bliver ved med at blande sig og insistere på, at man ikke længere husker noget rigtigt - og i hvert fald ikke noget om, hvordan det virkelig var. Samtidig er der den forestående "prøve" inden det hele slutter, før det endelige tæppefald.

Portrætartikel om Ebba Nørager:
http://www.e-pages.dk/vesterbrobladet/166/4


Efter pausen kunne man opleve Jens Blendstrups forrygende monolog:

MED HÅB SKAL ALDER FORDRIVES
af Jens Blendstrup, med Ebba Nørager.

"Det er en fest at blive gammel. Hver evig eneste dag er en dans om døden. Der er ingen der siger noget, hvis jeg går i stå over et blad, der falder af træet. Hun er gammel, tænker de, hun er nok senil. Men det er jeg ikke! Jeg bruger bare tiden, som jeg vil og tiden er fuld af huller, når man bliver gammel."

Opført første gang af Ebba Nørager som reading på Teatret ved Sorte Hest som afslutning på Gammelfestivalen  Det Sidste Suk i januar 2010.



Eftermiddagen sluttede med det gribende og rystende kammerspil:
 
DEN SIDSTE AFTEN
af Michael Svennevig, med Ebba Nørager og Michael Svennevig.


Et kammerspil, der går tæt på de sidste illusioner og drømme. Der er ikke noget, der er så grumt at det ikke også er morsomt. For de to gamle går livet sin vante gang, men snart bliver det uden dem. Også hurtigere end de selv tror, for nu kæmper de om at give afslutningen mening. Så måske er det ikke så mærkeligt at de ender med at tage livet af hinanden.

Opført første gang af Ebba Nørager og Paul Hüttel som reading i Vesterbro Naturværksted som åbning af Menneskefestivalen om drømme og visioner i august 2011.
Siden opført af Ebba Nørager og Michael Svennevig i OK-Klubben på Frederiksberg.

Teater i Træstubben.
Teaterdage på Vesterbro foregik fra den 1.-9. september 2012 i Vesterbro Naturværksted:
http://www.svennevig-bogogdrama.com/dramatik.html
 

Så enkelt er det - urpremiere på "Indisk Kærlighed"!

Fotos: Ida Sønderby Rosgaard
 
Fra venstre mod højre:
Ditte Marie le-Fevre, Pouria Tahmasebi, Michael Svennevig og Malene Fenger-Grøndahl
under den efterfølgende samtale efter monologen
"INDISK KÆRLIGHED - eller hvordan man overlever at blive forelsket"
 i Vesterbro Naturværksted som en del af
Teaterdage på Vesterbro fra den 1.-9. september 2012.
Det blev en samtale om at give sig hen og om at turde at give slip.
Om kærlighed, forskelle og ligheder - og om at være menneske. 
Blandt andet kom der spørgsmål á la
"Hvad er kærlighed?"
 
 

Bagefter fik vi et brev fra Sheila, der skrev:


"Det var en glæde at opleve "Indisk Kærlighed".
Sætningen "Så enkelt er det" går igen i mit hoved og føles i min krop her flere dage efter oplevelsen. Det har givet mig en dejlig lethed i kontrast til den tristhed jeg kunne mærke snige sig ind på mig før stykket. Tusind tak for at I gjorde det muligt at opleve "Indisk Kærlighed".
 
Kærlig hilsen
 
Sheila"
 

 
Sheila havde vedlagt denne tekst:


"Jeg er så tung
Jeg peger på andre og lukker mig selv ude
Aer mig på kinden
Du skal ikke være bange
Jeg vælger selv min angst
om jeg vil være angst
om jeg vil være lykkelig.
 
 


Lykkelig er jeg,
jeg mærker det nu
for det er det jeg vil
det jeg vælger.
Jeg er i en verden,
hvor jeg vælger den frihed, jeg ønsker og ser.
Så enkelt er det.
 
 

 
Om lidt kommer friheden
Jeg er helt fri uden angst
Jeg bestemmer det selv.
Så let er jeg.
 

 
Så enkelt er det
Jeg greb fat
Jeg mærkede følelsen
lykke bruser i mit bryst.

Jeg peger på angsten
og lukker mig inde i lykken".
 
Fotos: Sille Veilmark


INDISK KÆRLIGHED

En monolog af Michael Svennevig.
Instrueret af Ditte Maria le-Fevre og spillet af Pouria Tahmasebi.

 En munter historie om kærlighed, menneskerettigheder og ytringsfrihed.
Om to mænd, der gifter sig. En dansk og en indisk. Med Bollywood-musik til.     

Med især et kærligt og kritisk blik på det danske samfund set udefra af én, der ser noget helt andet end det vi forestiller os. For måske er vi ikke helt så frigjorte og tolerante som vi selv tror? Måske er det i stedet os, der er de hæmmede?

Der står han i døren. En ung inder klædt i indisk festtøj. Han byder os indenfor. Der er noget han vil fortælle os. Han er synligt nervøs og spændt. Han har inviteret alle i blokken med til dette surpriseparty, for han gider ikke vente længere. Nu skal det være. Han ved godt at de slet ikke kender grunden til at de er samlet. For det er ham selv, der er den største ”surprise”. Nu venter de bare på Alexander. Alle kender Alexander, men ingen ved hvem inderen er. De er ikke bare kærester, inderen og Alexander, de er også gift.

Forestillingen varede 40 minutter.
Med efterfølgende samtale mandag den 3.9. og onsdag den 5.9. med Malene Fenger-Grøndahl, der sammen med Marianne Nøhr Karsen har lavet interviewbogen "Den forbandede kærlighed" som forestillingen delvist er baseret på.




Forestillingen havde urpremiere søndag den 2. september og spillede hver aften kl. 18.30 til og med fredag den 7. september, hvor publikum blev inviteret med til den efterfølgende bryllupsfest.

Tak til publikum, der så talstærkt var med til at gøre dette til en så hjertevarm og travl uge - og til Felix Becker, der er naturvejlederen, der så uforbeholdent åbnede døren på så vid gab for holdet bag "Indisk kærlighed", men også for resten af arrangementerne under Teater i Træstubben, Teaterdage på Vesterbro fra den 1.-9. september 2012.
Der var Bombay-gryde til de tre første arrangementer og vi sluttede i lige så fin stil, da vi lagde an til et stort tag selv-bord nede fra "Kokken & Karry" til afslutningsfesten. Maden blev skyllet ned med chai, rødvin og mojitos. Kokken & Karry havde i øvrigt sponsoreret det naanbrød, der indgik i forestillingen og som blev delt ud til publikum hver dag.

mandag den 3. september 2012

INDISK KÆRLIGHED - så var der urpremiere!

 
Fotos: Sille Veilmark
 

Der står han i døren. En ung inder klædt i indisk festtøj. Han byder os indenfor. Der er noget han vil fortælle os. Han er synligt nervøs og spændt. Han har inviteret alle i blokken med til dette surpriseparty, for han gider ikke vente længere. Nu skal det være. Han ved godt at de slet ikke kender grunden til at de er samlet. For det er ham selv, der er den største ”surprise”. Det ved han godt. Nu venter de bare på Alexander. Alle kender Alexander, men ved ikke hvem han er, inderen. De er ikke bare kærester, inderen og Alexander, de er også gift.
Imens vi venter på at Alexander dukker op, fortæller han deres historie. Ja, han fortæller alt det som Alexander ikke har fortalt  de andre. Sådan er danskerne. De kan ikke lide at skilte med tingene. Inderen kigger sig rundt, kigger på os, for han vil gerne fortælle os det hele. Fortælle os om hvordan de mødtes i Indien, og om hvad der siden skete her i naturværkstedet. Den første gang de var sammen.

 


Det er ikke bare to fyrer, der finder sammen. Det er også to kulturer, der drøner sammen. I Indien er det en selvfølge at de skal giftes – med en pige, mens i Danmark er det en selvfølge at man skal giftes med den man elsker. Og de elsker vitterlig hinanden. Det er tydeligt, for det lyser ud af ham, inderen.  Men han er også nervøs, for der er meget på spil for ham. Han er en sjov én, for på den ene side er der noget legende let over ham, som om alt det besværlige ellers bare preller af mod ham, som om det slet ikke når ham, mens han på den anden side selv har valgt side, og har taget nogle utraditionelle valg, der gør ham meget synlig – og sårbar. Men først og fremmest er han menneske. Et menneske, der har gjort op med sin baggrund og har taget et utraditionelt skridt, der kuldkaster alt det han kommer fra. Og så danser han. Det gør han nærmest fra starten af, da han byder os velkommen.

Han har altid set dem i biografen, er vokset op til dem. Filmene, Bollywood og de ”larger than life”-figurer som filmene er fulde af. Han danser det simpelthen væk, alt det besværlige. Det har han nok altid gjort. Som han står der og danser, er der ingen tvivl om at det virker, for det kan vi jo se. Men han vil gerne prøve om han kan nå at fortælle deres historie inden Alexander intetanende kommer ned i naturværkstedet, hvor hans indiske ven har sat dem stævne.
 
 

Mens han laver chai, fortæller han historien om hvordan det er gået til, hvordan det er blevet ham og Alexander. Det er en fortælling om fællesskab, men også om forskelle. På mange måder kunne de godt bytte tøj, for tingene er ikke som de ser ud. Alexander kunne lige så godt være inder, men han synes ikke at det er sjovt, når vennen påpeger det. For selv om de ellers har humoristisk sans nok til at de kan grine af deres forskellighed, så gælder det ikke, når de snakker om Alexanders forældre. For lige så initiativrig han er på vennens vegne, lige så lukket er han, når det gælder hans egne trakasserier med familien. Han vil helst have at de slet ikke får noget at vide, for det er det letteste. På den ene side er der menneskerettighederne og ytringsfriheden, og på den anden side er der forskel på det man siger og det man gør.  

VELKOMMEN TIL INDISK KÆRLIGHED – eller hvordan man overlever at blive forelsket.

Urpremiere i Vesterbro Naturværksted, Saxogade 17, Saxoparken (nabo til Apostelkirken) søndag den 2.9. kl. 18.30. Spiller hver aften kl. 18.30 til og med fredag den 7.9.2012

Billetter sælges ved indgangen fra kl. 18.15.

Skrevet af Michael Svennevig. Instrueret af Ditte Maria le-Fevre og spillet af Pouria Tahmasebi.

Varighed: 40 minutter.

Mandag den 3.9. og onsdag den 5.9. er der efterfølgende samtale med Malene Fenger-Grøndahl og instruktøren, dramatikeren og skuespilleren.
 
 
Læs mere om Teater i Træstubben, Teaterdage på Vesterbro fra den 1.-9. september 2012
som INDISK KÆRLIGHED indgår i:
 
 

søndag den 2. september 2012

Teater i Træstubben - åbningen 2012!


 Foto: Sille Veilmark
 
Alexandra Moltke Johansens tekst ”Menneskekongen” åbnede arrangementet. Jens Jørn Spottag gav teksten krop og mæle ved en reading. Det er en spøjs tekst, for på den ene side er hovedpersonen Rasmus bindegal, og samtidig er der ikke noget af det han siger, der ikke også rummer en form for sandhed. Det er bare ikke en sandhed som hovedpersonen kan dele med så mange andre. Det bliver i stedet børnene i naturværkstedet (og det vil sige os, tilskuerne) som han fortæller, hvordan verden hører sammen. Alexandra formår med teksten at tale til det bedste i tilhørerne. Det er en form for naivitet som vi rigtig gerne vil tage imod og rumme, hvis vi bare kunne. For vi ved jo godt at der er noget galt. Sådan er verden jo ikke, eller er den? I Alexandra monolog bliver vi i tvivl, når vi tager med ud på denne forståelsesrejse vejledt - og ikke mindst vildledt - af en naturvejleder med sin helt egen dagsorden. Efter fremførelsen fortalte Alexandra at hun havde taget udgangspunkt i det materiale som er lagt ud på naturværkstedets hjemmeside efter at have været nede og se lokalet. Der blev helt stille i det øjeblik hvor stedets naturvejleder, Felix Becker skulle svare på spørgsmålet, om han stadig kunne genkende sit skolematerialet i forestillingen. Det gjorde han vist ikke helt.

 
 Foto: Sille Veilmark

Efter en pause fremførte Tina Gylling Mortensen monologen ”Kompetencer” af Mette Sø ved en reading. Hovedpersonen, Marianne Mortensen, er arbejdsløs og skal søge to jobs om ugen. Det ikke fordi hovedpersonen har svært ved at få arbejde, for hun er både beleven og energisk, men måske er det jobbene, der ikke vil ha´ hende? Da hun arbejder som pædagogmedhjælper i en børnehaven, får hun lyst til at slå børnene. Og så er der hendes fascination af våben og alkohol. Som hun siger, er det jo ikke ensbetydende med at det er noget hun tager med på arbejdet. Men vi bliver i tvivl, for er hun netop ikke én, der kunne finde på at tage begge dele med på arbejdet? Mette får skabt en både fascinerende, men også skræmmende kvindelig person, for der er sprækker i hendes personlighed. Og hvad er det egentlig, der gemmer sig bag de sprækker. Bagefter fortalte hun, at hun med sine bøger og nu også i denne monolog, gerne vil skabe personer, der spænder vidt. I modsætning til mediernes stereotype menneskeopfattelser.

 Foto: Sille Veilmark


Efter den sidste pause læste Sofie Lassen-Kahlke ”Brev fra ørknen” skrevet af Qaali Schmidt-Sørensen, hvori hun beskriver splittelsen mellem sit liv som teenager i Mogadishu i Somalia, hvor hun boede med sin mor, og weekenderne og ferierne, der blev tilbragt sammen med faren, der stadig er nomade og som lever af og med sine kameler ude i ørknen. Det er en hjerteskærende tekst, der rummer en så stærk længsel og en så betagende umiddelbarhed og naivitet, at der blev helt stille og tyst under fremførelsen. Alle sad og lyttede. Vi blev fragtet til et stede inde i os selv, hvor vi ofte kun finder hen, når andre viser vej. Det gjorde Qaali med sin nøgne og rene tekst.

Der var fyldt med mennesker i det lille naturværksted, og det var en smuk måde at åbne Teaterdage på Vesterbro på.

Efter arrangementet var der ”Bombay-gryde”, og der blev spist helt op. Det var i og for sig en reklame for premieren dagen efter på INDISK KÆRLIGHED.

Det runde rum egner sig glimrende til at udforske og lege med forholdet mellem spiller og publikum. For hvor er scenen og hvor er publikum? Forskellen udviskes og man er nødt til at tænke det anderledes. Reading-formen er rå og upoleret, men har sin egen friskhed. Der er ikke tale om færdige forestillinger, men en oplæsning/fremførelse, hvor skuespilleren stadig har manus i hånden. En dramatiker hører først teksten rigtigt, når en spiller ifører sig den, og giver den krop og mæle. Derfor er der Teater i Træstubben.

Hjertelig tak til alle medvirkende - såvel skrivende som agerende. Uden jer var der ingenting. Også en stor tak til naturvejlederen Felix Becker for hus- og hjerterum i Vesterbro Naturværksted. Det er et skønt sted at være – og at lave teater.

Indgår i Teater i Træstubben, Teaterdage på Vesterbro fra den 1.-9.9.2012
Se det øvrige program:  http://www.svennevig-bogogdrama.com/dramatik.html