Anmeldelse: DEN GERRIGE på Grønnegårds Teatret

Foto: Bjarne Stæhr.

Det er en fryd at opleve Moliéres DEN GERRIGE på Grønnegårds Teatret i Odd Fellow Palæets smukke have i Bredgade. Historien er enkel, men forviklinger er der mange af: Harpagon (Karen-Lise Mynster) er husfaderen, der elsker sine penge højere end noget andet. Hans børn, Cleante (Jeppe Ellegaard Marling) og Élise (Andrea Øst Birkkjær) har bare at indordne sig, når han frejdigt planlægger deres ægteskabelige fremtid, styret udelukkende af, hvad der økonomisk bedst kan svare sig. Uagtet at sønnen er dybt forlibt i Mariane (Nanna Skaarup Voss), mens datteren elsker Valere (Joachim Kubel). Frosine (Tina Gylling Mortensen) forsøger at få alle smedet sammen på bedste vis i håb om et lille bitte lån, før hun selv går bankerot. Men der er ingen hjælp at hente hos husfaderen, der kun hjælper sig selv, men selv nyder at benytte sig af andres hjælp. Især når det er gratis. Han har gravet sine penge ned i haven, mens han herser og regerer med husets tjenende ånder: La Fleche (Jesper Hyldegaard) og Mester Jacques (Peter Flyvholm). Tilmed har Valere ladet sig ansætte som hushovmester, for at indynde sig hos husfaren ved at tale ham efter munden i et forsøg på at vinde husfarens agtelse, men ikke mindst for at være nær ved datteren. Valere smisker og smisker, men let er det ikke. 

Foto: Bjarne Stæhr.

Sideløbende er der historien om to adskilte børn, der endelig finder sammen med deres forsvundne far, Anselme (Steen Stig Lommer). Der skal en mægler og politikommissær til at få kabalen til at gå op, begge spillet af Jakob Weble. Men hele kabalen går op til sidst. Undervejs er der de fornødne forviklinger og intriger. Det hele afvikles og spilles belevent og rapt i Madeleine Røn Juuls imponerende instruktion. Hun har bearbejdet stykket i Jesper Kjærs oversættelse. Gøje Rostrup har kreeret scenografi og kostumer.

Foto: Bjarne Stæhr.

Det er en folkelig fornøjelse at gå i Grønnegårdsteatret. Man sidder på røde bænke. Der er et godt udsyn. Skuespillerne er miket up, så man hører alt, hvad der bliver sagt. Også mågerne, der lystigt boltrer sig hen over hustagene i Bredgade. Det trækker betydelig latter, når Harpagon skælder ud på mågerne, når de larmer ekstra meget. Det er en ønskerolle for Karen-Lise Mynster - og for os andre. I scenerne, hvor Karen-Lise Mynster og Tina Gylling Mortensen er sammen, fyldes scenen af deres stærke spil, og vi kan som publikum ikke ønske os bedre selskab. Det er teater, når det er bedst. Deres timing er perfekt. De drejer rundt og sværmer om hinanden som bier om en sukkerknald. Det er lystent teater. Tina Gylling Mortensen er pragtfuld som Kirsten Giftekniv. Gøje Rostrup har klædt dem på, så deres kostumer siger det hele, inden de får sagt et ord. Den ene er prægtig, farverig og voluminøs. Den anden er sølle, grå og gerrig. Når de tørner sammen på scenen, står tiden stille. De har os i deres hule hånd. Og vi elsker det. Vi ved allerede fra starten, hvordan det vil gå, så det handler udelukkende om, hvordan det hele løses op. 

Foto: Bjarne Stæhr.

DEN GERRIGE er godt nok skrevet i 1668, hvor Moliére selv spillede hovedrollen, men de knap 400 år har ikke forældet problematikken. Det var grov kost dengang og var måske også grunden til, at Moliéres andre stykker TARTUFFE (1664), DON JUAN (1665) og MISANTROPEN (1666)  var meget mere spillet i samtiden. Mange følte sig formodentlig ramt af stykket og sådan er det måske stadig i dag.

Foto: Bjarne Stæhr.

Vi kender ham alle. Karen-Lise Mynter i bukserollen er ubetalelig. Hun arbejder sig i karakteristikken af den gerrigske af alle lige ind i hjertet på os. Egentlig mærkeligt, for der er slet ikke noget, der er værd at holde af ved ham, og alligevel er det en fryd at opleve, hvordan han skælder og smælder af alt og alle. Det er kun naturligt at mågerne også får deres fur. Men det rager dem. De flyver frejdigt skrigende videre. De skider det hele en lang march. Ligesom Harpagon gør. Der er ikke noget, der kan røre dem. Jeg ved ikke, hvad der optager mågerne. For Harpagon er det kun pengene. Det er sølle og trist, men på Grønnegårdsteatrets scene er det til stor moro for os alle.

Foto: Bjarne Stæhr.

Komedie er noget af det sværeste. Det skal se så tilsyneladende skødesløst ud, men det hele handler om timing. Karen-Lise Mynster får en velfortjent applaus efter sin store dødsscene. Det er urkomisk.

Hvor er det egentlig løjerlig. Vi ler og ler, mens hovedpersonen klager sin nød højere og højere. Hvor er det grotesk. Men sådan er livet. Vi lider og vi ler. Komedie og tragedie er tæt forbundet, og kan opleves med fynd og klem på Grønnegårds Teatret under en fri og åben himmel i Bredgade - og det er det hele værd.

Foto: Bjarne Stæhr.

DEN GERRIGE 

af Moliére

Grønnegårds Teatret

Odd Fellow Palæets have

28. juli - 26. august 2023

Medvirkende: Karen-Lise Mynster, Tina Gylling Mortensen, Jesper Hyldegaard, Nanna Skaarup Voss, Andrea Øst Birkkjær, Jeppe Ellegaard Marling, Joachim Kubel, Peter Flyvholm, Jacob Weble og Steen Stig Lommer 

Iscenesættelse og bearbejdelse: Madeleine Røn Juul 

Scenografi og kostumer: Gøje Rostrup 

Oversættelse: Jesper Kjær 

Koreografi: Esa Alanne

Lyddesign og - teknik: Steen Larsen

Lysdesign og afviklingsteknik: Mikkel Magnus Olsen

Scenemester og produktionsleder: Andreas Vium Bjørn

Forestillingsleder og regissør: Anette Grove Frandsen

Sceneteknisk afvikling: Sofus Sean Bassett og Fabian Constantineanu

Instruktørassistent: Michael Vennike Nielsen

Sufflør: Christoffer Lund Skov

Forestillingen varer ca. 1 time og 40 minutter og spiller uden pause.

Hjemmeside & billetter

*

Se oversigten over de 

251 andre anmeldelser

*

Anmeldelse: DE DANSER ALENE på Rialto Teatret

 

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

 

Utroligt at det kan lade sig gøre. Anders Fogh Jensens tekst burde være uspillelig, for det er næsten ikke et manuskript, men rettere tanker fra en filosof, der er blandet til noget, der ligner en historie. Alligevel er det så frisk, så idefyldt og flot udført, at underet indtræffer og Mammutten kan krone sit i forvejen succesfyldte virke med endnu en medrivende og ganske anderles teaterfortælling. De fire medvirkende charmer sig igennem, som de salgskonsulenter de også er. Det hele starter med håndtryk og latter, men det viser sig snart at være rent teater. Det handler om at netværke, at holde sig i bevægelse. At holde takten. At blive ved og blive ved og blive ved. Holde sig i bevægelse, bare blive ved og blive ved og… Mærk rytmen og bare bliv ved. Alt er bevægelse. Bare bliv ved. Hold takten. Bare nyd det, selv om det for længst er holdt op med at være sjovt.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Anders Fogh Jensens tekst giver sparket til de fine fornemmelser. Samme overskud som skuespillerne bringer for dagen præger instruktionen og det visuelle scenebillede bragt til verden af Egill Pálsson. Den rundbuede bagskærm tjener som lærred for de opprojicerede billeder. Det er smart og rapt iscenesat som hvirvlende scenebilleder. Langsomt sætter ordene sig på os, og vi oplever ligesom hovedpersonen at det snører sig mere og mere sammen. For har vi ikke netop gjort det samme på denne premiereaften, sådan som det skildres på scenen? Vi har på vej ind i teatret minglet, småsnakket, hilst og nikket til hinanden? Det er den verden i lever i. Ligesom på scenen holder vi os i live og i bevægelse. Vi er ligesom dem rappe, kvikke og til stede i nuet. Eller er vi? Det svier og kradser. Satiren er et spejl som vi kan spejle os i. Vi tror at vi ser det hele, men vi ser intet. Forestillingen er det spejl som Katrine Greis-Rosenthal, Tina Gylling Mortensen, Thue Ersted Rasmussen og Henrik Birch kigger ind i. Forestillingen lægger sig elegant i forlængelse af sidste sæsons "Sidst på dagen er vi alle mennesker".

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Forestillingen er lavet som var det et photo-shoot. Det hvirvler rundt med hurtige ideer, kvikke lyssætninger og ad hoc-løsninger. Alting omformuleres som var det i ”Manden der ville være skyldig” af Henrik Stangerup. Opsigelsen af en lejekontrakt bliver til en mulighed om at flyde med flow´et og se, hvad der dukker op. Grib dagen! Grib livet! Grib ud efter det hele – og end med at stå tomhændet. Det er så grotesk at Holberg spøger i kulissen. Det snører sig mere og mere sammen, og er nødvendigt befriende, da hun omsider stiger af og protesterer. Derved efterlades vi med håb, for vi må gøre som hende: sige fra og træde ud af geleddet. Hvis vi vil os selv det kært. Andet er der ikke at gøre, for ellers vil det knuse os. Ordene og parolerne mudrer og klistrer til og sætter sig på os, og lader os ikke alene. Det er en moderne Faust-fortælling, vi får alverden, hvis vi holder os i bevægelse og ikke på noget tidspunkt stiger af og standser strømmen. Vi får hele verden, hvis vi bare sælger vor sjæl. Det er da en god handel, for vi bruger den jo alligevel ikke.

Tillykke til Mammutteatret for at holde fast – og ikke sælge deres!!

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

DE DANSER ALENE

- et lærestykke af filosoffen Anders Fogh Jensen

Medvirkende:

Katrine Greis-Rosenthal,

Tina Gylling Mortensen,

Thue Ersted Rasmussen

og Henrik Birch

Instruktion/scenografi:

Egill Pálsson

Dramaturg: Claus Flygare
Lysdesign & produktionsledelse: Lasse Svarre
Lyddesign: Ida Jacobsen
Koreografi: Esa Alanne
Instruktørassistent: Jonas Borgensgaard

Rekvisitør & forestillingsleder: Peter Lind

Afviklingsteknik: Rune Spangsbo

Kostumier: Sophie Brandt Scheller

Lysassistent: Emil Berthelsen

Scenebygning: HK Design og Produktion

 

 

Spilleperiode: 25. februar – 25. marts 2017

DE DANSER ALENE er en co-produktion mellem Mammutteatret og Nørrebro Teater og spiller på Rialto Teatret på Frederiksberg

Hjemmeside og billetter.
 

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Tidligere anmeldelser af Mammutteatrets forestillinger:
"Sidst på dagen er vi alle mennesker" (2016)
"Catering" (2015)

 

Anmeldelse: CATERING af Mammutteatret på Edison

Foto: Per Morten Abrahamsen

 

I Mammutteatrets seneste forestilling ”Catering” er der en engel. Det er englen, der er forestillingens formildende omstændighed. Det er englen der gør at forestillingen er til at holde ud, for det er ubærligt at skæbnen er så ond, som den skildres for hovedpersonen Lilja (Nanna Skaarup Voss). Lilja er 17 år og opvokset midt i Estlands intethed. Faren er for længst forsvundet og moren (Tina Gylling Mortensen) er rejst til USA med sin nye mand (Ken Vedsegaard). Det er meningen at Lilja skal følge efter senere, men hun hører ikke mere fra moren. En tante tager sig af hende, selv om de ligger i åben strid. Liljas veninde (Josephine Park) lokker hende til at prostituere sig.  Sammen sniffer de lim. Vennen Volodja (Morten Holst) drømmer om at blive kæreste med Lilja, og da hun redder ham fra at springe ud fra en bro knyttes der bånd i mellem dem, og Volodja bliver ved med at gentage at nu er det ham, der skal redde hende. Men der er ingen redning. Heller ikke selv om Lilja oplever en smuk forelskelse i lokkeprinsen Andreas (Joachim Fjelstrup). Scenerne de to imellem kommer til at fremstå som en oase midt forestillingens mørke. Men det er kold beregning, for det er blot for at lokke hende med til Danmark, hvor hun prostitueres i endnu værre grad. Derved sluttes den cirkel, der indledes ved at Nicolas Bro i forestillings begyndelse onanerer til gratis sexfilm med Lilja på nettet. Til sidst er han blot en af de mange, der selv køber sig tid hos Lilja. En blandt mange mænd. Så mange at hendes underliv bliver så ødelagt at hun skal sys sammen. Det er det man kan se på plakaten til forestillingen, der bærer undertitlen: ”Vi leverer dine fantasier”. Nogle fantasier er andres mareridt.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Mammutteatret har eksisteret i over 30 år. Mammutten er husvild og omflakkende. Måske er det en af grundene til at dens produktioner altid er skræddersyet til de skiftende lokaliteter, hvor de spiller. På billetten stod der ”Edison, Siloen”. Siloen er for mig et nyt spillested. Jeg antager at det er Edisons lille prøvesal, der med stor opfindsomhed og enkelhed bruges i forestillingen med scenografi af Katrine Gjerding, effektfuldt belyst af Mads Nielsen.

Mammutten er en Mercedes indenfor dansk teaterliv. Det er ensembleteater, selv om det aldrig er samme spillere. Men ofte med de bedste skuespillere – og så er der altid mange med i forestillingerne. Her er ingen monologer eller opsætninger med to på scenen. Der spilles på hele klaviaturet. Den kunstneriske fane er blevet holdt højt gennem hele teatrets historie. Mammutten formår at give livet tilbage til teatret. Den er et pejlemærke i en tid, der bliver stadig mere overfladisk.

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

 

Historien om Liljas liv og undergang er en slags moderne Lulu-skildring. Den planter en issyl midt i panden på publikum, men formår at gøre det med så stor og rig kunstnerisk forløsning, at det løfter sig. Det er et under at det kan lade sig gøre, for temaet er kulsort, men endnu engang formår mammutten at trampe lige ind i hjertet af problematikken. ”Catering” er skuespillernes teater, der viser hvad en god tekst kan forvandles til, når den gives videre til de bedste spillere i den dygtige instruktør Maria Kjærgaard-Sunesens hænder. Det er forbløffende, hvordan forestillingen løfter sig. Volodja, der dør, bliver til englen, der fører både publikum og Lilja væk fra den barske virkelighed. Han bliver selve forløsningen i historiens trøstesløse univers selv om han i Mortens Holsts skikkelse, engel eller ej, aldrig bliver til andet end en omvandrende smertebærer. Det flot og smertefuld spillet, og helt i pagt med historiens iboende trøstesløshed.

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

 

Alt vi ser er lavet så enkelt som overhovedet muligt. Her er ingen smarte eller billige teatertricks og effekter. Historien er forløst med stor teknisk kunnen. Alting er stramt og så fint styret, at det aftvinger respekt. Det er svært at tale om forestillingens humor, men den glimter og lyner forløsende  i det kulsorte univers og kaster på nogle måder et forsonligt skær over forestillingen. Det gør at man som publikum kan holde det ud og står det igennem.

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

”Catering” er en tour de force i hvad teatret formår, når det er lagt i hænderne på de bedste både foran og bag ved scenen. ”Catering” er en grum, men kunstnerisk meget vellykket og smukt forløst forestilling om udløsning og mennesker der er kommet i klemme i livet. En nødvendig og kulsort forestilling nedsunket i sit eget mørke.

Se den, hvis du tør!

Foto: Per Morten Abrahamsen

Gæstespil på Edison fra den 12.3.-1.4.2015.

Medvirkende: Josephine Park, Nanna Skaarup Voss, Joachim Fjelstrup, Morten Holst, Ferdinand Glad Bach, Ken Vedsegaard, Tina Gylling Mortensen, Nicolas Bro og Claus Flygare.

Med tekster af: Nicolas Bro og Julie Maj Jakobsen samt Maria Kjærgaard-Sunesens bearbejdelse af LILJA 4-EVER af Lukas Moodysson (Teaterforlag: Nordiska Aps – København)

Idé og koncept: Mammutteatret
Instruktion: Maria Kjærgaard-Sunesen
Scenografi: Katrine Gjerding
Lyddesign: Ida Jacobsen
Lysdesign: Mads Nielsen
Korarrangement: Rosa Lux
Instruktørassistent: Nicole Johansen

Mammutteatrets kunstneriske ledelse: Nicolas Bro, Maria Kjærgaard-Sunesen, Tina Gylling Mortensen og Claus Flygare.

Læs mere om forestillingen: http://www.mammutteatret.dk/forestilling/catering/
Køb billetter: http://www.teaterrabat.dk/index/eventdetails/eventno/44015

Forestillingens trailer:
ttps://vimeo.com/120463181

Foto: Per Morten Abrahamsen

Fotos fra Sommerfestival 2013 - III

- fortsat -

Onsdag aften i Messiaskirken
Fotos: Bent Dahl Jensen
Gengivet med tilladelse fra sameksistens.dk, hvor de er brugt som billedreportager i forbindelse med de to festivalomtaler:

http://www.sameksistens.dk/nyhed/article/en-uges-sommerfestival-aabnet-med-etnisk-og-kulturel-mangfoldighed/
http://www.sameksistens.dk/nyhed/article/festivalaften-med-fokus-paa-moedet-med-fremmede-kulturer/

Festivalarrangør Michael Svennevig i samtale med journalist og forfatter Malene Fenger-Grøndahl i Messiaskirkens menighedssal.

Iranske Shohreh Shahrzad spillede på sin daf i Messiaskirken.

Senere dansede Shohreh Shahrzad til computergenerede samplede lyde - og med billedprojektioner på bagvæggen.

I dansen udtrykte Shohreh Shahrzad nogle af sine drømme.

Festivalarrangør Michael Svennevig i samtale med journalist og forfatter Malene Fenger-Grøndahl og skuespilleren Tina Gylling Mortensen om monologen om roma-kvinden, der blev fremført ved afslutningen af samtaleaftenen i Messiaskirken.

Fotoserier fra Sommerfestival om drømme og visioner 2013:

5:  http://msvennevig.blogspot.dk/2013/08/fotos-fra-sommerfestivalen-2013-v.html

4: http://msvennevig.blogspot.dk/2013/08/fotos-fra-sommerfestival-2013-iv.html

3: http://msvennevig.blogspot.dk/2013/08/fotos-fra-sommerfestival-iii.html

2: http://msvennevig.blogspot.dk/2013/08/fotos-fra-sommerfestivalen-ii.html

1: http://msvennevig.blogspot.dk/2013/08/fotos-fra-sommerfestivalen-2013.html

Teater i Træstubben - åbningen 2012!

 Foto: Sille Veilmark

 

Alexandra Moltke Johansens tekst ”Menneskekongen” åbnede arrangementet. Jens Jørn Spottag gav teksten krop og mæle ved en reading. Det er en spøjs tekst, for på den ene side er hovedpersonen Rasmus bindegal, og samtidig er der ikke noget af det han siger, der ikke også rummer en form for sandhed. Det er bare ikke en sandhed som hovedpersonen kan dele med så mange andre. Det bliver i stedet børnene i naturværkstedet (og det vil sige os, tilskuerne) som han fortæller, hvordan verden hører sammen. Alexandra formår med teksten at tale til det bedste i tilhørerne. Det er en form for naivitet som vi rigtig gerne vil tage imod og rumme, hvis vi bare kunne. For vi ved jo godt at der er noget galt. Sådan er verden jo ikke, eller er den? I Alexandra monolog bliver vi i tvivl, når vi tager med ud på denne forståelsesrejse vejledt - og ikke mindst vildledt - af en naturvejleder med sin helt egen dagsorden. Efter fremførelsen fortalte Alexandra at hun havde taget udgangspunkt i det materiale som er lagt ud på naturværkstedets hjemmeside efter at have været nede og se lokalet. Der blev helt stille i det øjeblik hvor stedets naturvejleder, Felix Becker skulle svare på spørgsmålet, om han stadig kunne genkende sit skolematerialet i forestillingen. Det gjorde han vist ikke helt.

 

 Foto: Sille Veilmark

Efter en pause fremførte Tina Gylling Mortensen monologen ”Kompetencer” af Mette Sø ved en reading. Hovedpersonen, Marianne Mortensen, er arbejdsløs og skal søge to jobs om ugen. Det ikke fordi hovedpersonen har svært ved at få arbejde, for hun er både beleven og energisk, men måske er det jobbene, der ikke vil ha´ hende? Da hun arbejder som pædagogmedhjælper i en børnehaven, får hun lyst til at slå børnene. Og så er der hendes fascination af våben og alkohol. Som hun siger, er det jo ikke ensbetydende med at det er noget hun tager med på arbejdet. Men vi bliver i tvivl, for er hun netop ikke én, der kunne finde på at tage begge dele med på arbejdet? Mette får skabt en både fascinerende, men også skræmmende kvindelig person, for der er sprækker i hendes personlighed. Og hvad er det egentlig, der gemmer sig bag de sprækker. Bagefter fortalte hun, at hun med sine bøger og nu også i denne monolog, gerne vil skabe personer, der spænder vidt. I modsætning til mediernes stereotype menneskeopfattelser.

 Foto: Sille Veilmark

Efter den sidste pause læste Sofie Lassen-Kahlke ”Brev fra ørknen” skrevet af Qaali Schmidt-Sørensen, hvori hun beskriver splittelsen mellem sit liv som teenager i Mogadishu i Somalia, hvor hun boede med sin mor, og weekenderne og ferierne, der blev tilbragt sammen med faren, der stadig er nomade og som lever af og med sine kameler ude i ørknen. Det er en hjerteskærende tekst, der rummer en så stærk længsel og en så betagende umiddelbarhed og naivitet, at der blev helt stille og tyst under fremførelsen. Alle sad og lyttede. Vi blev fragtet til et stede inde i os selv, hvor vi ofte kun finder hen, når andre viser vej. Det gjorde Qaali med sin nøgne og rene tekst.

Der var fyldt med mennesker i det lille naturværksted, og det var en smuk måde at åbne Teaterdage på Vesterbro på.

Efter arrangementet var der ”Bombay-gryde”, og der blev spist helt op. Det var i og for sig en reklame for premieren dagen efter på INDISK KÆRLIGHED.

Det runde rum egner sig glimrende til at udforske og lege med forholdet mellem spiller og publikum. For hvor er scenen og hvor er publikum? Forskellen udviskes og man er nødt til at tænke det anderledes. Reading-formen er rå og upoleret, men har sin egen friskhed. Der er ikke tale om færdige forestillinger, men en oplæsning/fremførelse, hvor skuespilleren stadig har manus i hånden. En dramatiker hører først teksten rigtigt, når en spiller ifører sig den, og giver den krop og mæle. Derfor er der Teater i Træstubben.

Hjertelig tak til alle medvirkende - såvel skrivende som agerende. Uden jer var der ingenting. Også en stor tak til naturvejlederen Felix Becker for hus- og hjerterum i Vesterbro Naturværksted. Det er et skønt sted at være – og at lave teater.

Indgår i Teater i Træstubben, Teaterdage på Vesterbro fra den 1.-9.9.2012
Se det øvrige program:  http://www.svennevig-bogogdrama.com/dramatik.html