En sort kvinde kommer ind. Hun smider sit overtøj og begynder at pakke, mens hun øver sig på at sige det hun skal sige til kæresten, Morten. For det går jo ikke. Det bliver stadig sværere, og hun kan ikke mere, for en dag vil det ende galt. Der er ingen vej uden om, og hun vil hellere selv tage beslutningen nu end at lade det udarte sig til, at Morten en dag tager beslutningen for hende. Hun ved, hvad han vil sige: at det bliver bedre – en dag. At de er nødt til at give det tid, og at de er nødt til at tro det bedste. Men hun hører dem allerede tale om det på gaden, og snart vil de komme efter hende. Det har kredset hende ind, og hun vil afsted inden hun bliver kvalt, for hun kan ikke længere trække vejret. Hun ved, at han vil sige, at han sender hende penge, men han har ingen. Hun ved det hele, og ser ingen andre udveje. Hun hører hjemme, hvor han er, og hun ved ikke, hvor hun skal rejse hen, alligevel skal hun bare væk i en fart. Lidt efter står han i døren og kigger på hendes overtøj og den pakkede kuffert. Jo, han kan godt forstå, at hun vil tage en pause, og det er måske også meget godt, for så kan de jo ses igen om et par uger, ikke? Men hun svarer ikke, for hun ved godt, at det er endegyldigt, men opgiver at sige noget, for han vil aldrig kunne forstå det. Det er forestillingens næstsidste scene. Det er en introvert scene, hvor alt det vigtigste ikke bliver sagt, mens det er overladt til publikum selv at udfylde de tomme huller. Det er stykkets eneste scene af den art – og den stærkeste. Scenen forløser med en knusende klarhed alt det, der lægges op til i de øvrige scener.
KATALOG OVER KOMMENDE KATASTROFER er ubærlig at se, for det er en præcis aftegning og affotografering af den tid vi lever i. Efter et år med coronaen er alting blevet tyndslidt indeni. Selv havde jeg måske mest lyst til at se ”Sommer i Tyrol”, hvor jeg ikke skulle forholde mig til noget. Men med henvisning til Bertolt Brechts ikoniske scenekatalog DET TREDJE RIGES FRYGT OG ELENDIGHED fra 1935-38, får vi i den beskrevne scene et kik ind i fremtiden, for nu er vi i København 2024.
Da kvinden går ud ad døren, tager hun os med. I den efterfølgende scene, hvor en hvid kvinde sidder i sin seng og remser alt det op, hun ikke ser, forstår vi, hvad prisen er for alt det vi ikke vil se og forholde os til. For det gør også os selv hjemløse. Afskedsscenen spilles meget afdæmpet af Marie-Lydie Nokouda og Brian Hjulmann, mens den fornægtende kvinde i sengen spilles af Tilde Maja Fredriksen. Alle tre vender vrangen ud på sig selv i forestillingen, og investerer sig selv fuldt ud.
Nokouda, Fredriksen og Hjulmann kan noget med deres mange skiftende roller i forestillingen. Mens Nokouda er den mest uforsonlige, er de to andre hele tiden til stede med deres sitrende nærvær. De kan spille, så alle dilemmaerne kommer helt op til overfladen. Det kommer så tæt på, at det er umuligt ikke at identificere sig med dem. Især når virkeligheden sniger sig ind på dem og slår dem omkuld. For vi forstår dem så udmærket. Forstår deres svigt og snyd, når de alligevel forsøger at redde sig i land, for det er jo det vi gør.
Det er aktionsteater, der er frysende klart og direkte fortalt – helt i Bertolt Brechts ånd, men der er også en vibrering, en menneskelig nerve til stede, der gør at det ikke bare spilles med Verfremdung, der jo var det teatergreb, som Bertolt Brecht benyttede sig af, for han ville have at skuespillerne skulle være kolde i deres roller. Det var ikke meningen, at vi skulle identificere os med dem på scenen, for vi skulle snarere opleve det som anskuelsesteater, hvor vi fik et polisk statement.
Meningen er, at vi skal vækkes. Det lykkes så fint i forestillingen, der er
skrevet af firkløveret Peter-Clement Woetmann, Joan Rang Christensen, Mikkel
Trier Rygaard og Julie Maj Jakobsen. Ide, instruktion og tekstudvikling er af
Anne Zacho Søgaard. Komponist og udformning af libretto: Matilde Böcher. Dramaturg:
Miriam Frandsen. Der er tre drengesangere fra Det Danske Drengekor, der på
skift medvirker i forestillingen (Noah Lützen, Jonathan Beyer-Karlshøj og Fang
Qi), og det er et
meget overbevisende og smukt integreret greb, der fascinerer og overrumpler i
en forestilling om, hvordan angst, paranoia og afmagt har sneget sig helt ind i
danskernes hverdag. For måske er det dét vi trænger til: at blive vækket.
KATALOG OVER KOMMENDE
KATASTROFER
- en musikalsk montage
på Teater Får302
Produceret i samarbejde med
Teater Får302.
Trailer af Søren Meisner
Tidligere anmeldte forestillinger på Får302:
2019:
2018:
2017:
2016:
2015:
2014:
2013:
2012:
Man skulle tro jeg var en anden
*
Se oversigten over de
*
