Vi optog min festivalprolog ude i mit 6 kvadratmeter store kolonihavehus, og Ulla Henningsen bekræfter mig igen og igen i, at de virkelig store kunstnere er de mest ydmyge. Kunstnerisk set. Efter hendes altid meget velforberedte indtalinger, kigger hun spørgende hen på mig: ”Vil du have at jeg gør det igen? Var den god nok?”
Jeg har oplevet det samme med Kirsten Olesen. For mange år siden havde jeg skrevet en monolog til en græsk skuespiller og været i Athen for at hjælpe med at få den opført, men det blev aldrig til virkelighed. Det samme gjaldt en opførelse herhjemme, men Kirsten Olesen stillede op i Træstubben under en teaterfestival, jeg arrangerede på Vesterbro, og lavede en reading på den 45 minutter-lange monolog. Der oplevede jeg, at teksten på samme måde gled mig af hænde. Den fik sit eget liv og fløj fra mig og videre ud i verden. Det er samme fryd jeg oplever, når Ulla påtager sig at læse en festivalprolog.
Selv om jeg egentlig synes, at jeg allerede har skrevet det, jeg skal skrive (hvad angår bøger og teater), elsker jeg sådanne opgaver. Eftersom jeg under arbejdet med teksten hører den pågældende skuespillers særegne diktion.
Det
gjaldt også, da jeg for et pa år siden skrev en prolog til Bodil Jørgensen,
som mestrer både komikken og det tragiske. Det er noget ganske særligt
at få lov til skrive til en skuespiller med dén formåen og det format. (se film med prolog og samtale)
Og
nu kan jeg så glæde mig til at skrive jubilæumsprologen til Ulla Henningsen.
Det endelige festivalprogram offentliggøres sidst i denne måned.
Lyt med her:
Ulla Henningsen på Festivalåbningen 2021.
Uddrag fra festivalprologen 2021.
Uddrag fra festivalprologen fra podcast med festivalhøjdepunkter 2021. (Også på YouTube)
Ulla Henningsens festivalindtaling af Stig Dalagers monolog:
”Jeg kunne ikke fortælle min historie”, 2018.
