Steven Hart og ”What's Going on”

 

 

 

Steven er mørk, ikke sort. Hans hud er glat og gyldenbrun. Hans øjne er bløde og årvågne. Det er svært at tro på hans alder, for han ligner én på 40, men siger at han er 20 år ældre. Han er høj, spinkel af bygning, bevæger sig rask og taler engageret og varmt om sit arbejde. Han er gospel-sanger og entertainer. Sammen med en pianist tager han især rundt hos ældre og fortæller om den afroamerikanske sangtradition, om de sorte slavers vilkår, den amerikanske borgerkrig og borgerrettighedstiden i 1950/60-erne med Martin Luther King i spidsen..

Selv er han adopteret sammen med sin tvillingsøster og opvokset i Nakskov. Han har det afroamerikanske i blodet, men taler et smukt klingende og melodisk dansk. Allerede som 12-13-årig, mens hans plejeforælde hørte tysk schlagermusik, fik han fat i den første LP med Janis Joplin. Han begyndte at spille guitar og optrådte med ”Leaving on a jetplane” på et lokalt viseværtshus. Senere skrev han selv en sang som han fremførte på den lokale amatørscene. Siden har han sunget og optrådt med bl.a. sang, dans, foredrag, skuespil og børneteater.  

               

Hans møde med Etta Cameron mange år senere blev skelsættende. Han havde tilmeldt sig et dobbelt weekendkursus med afsluttende koncert. 3 måneder efter ringer Etta Cameron til ham og vil have ham med som 1. bas i sit gospelkor ”Voices of joy”. Det blev til et 15 års samarbejde med op til 35 engagementer årligt ved siden af hans egne optrædener. Nu tager han rundt og fortæller om deres turnéliv sammen. Hans stemme bliver varm, når han taler om hende. Stemme er dyb og melodisk – og så har jeg end ikke hørt ham synge. Men den brede klangfulde resonansbund i hans stemme fornægter sig ikke.

Så godt som han holder sig, må han have været blændende smuk dengang for mange år siden, da han startede. Så det overrasker ikke, da han begynder at fortælle om at han også optrådte med et ild- og slangeshow. Terese hed den 3 meter lange slange. Slangetæmmeren Anniqa havde givet den videre til Alecia før Terese endte sin karriere som en del af Stevens ild- og slangeshow.
 

 

 

 

Han er tydeligvis en livskunstner. Han nævner et par kolleger som det ikke går så godt for, og det går ham på. Han vil gerne hjælpe og guide dem. Han ser muligheder, hvor andre ser begrænsninger. Han vil gerne give sin positivitet videre. Det behøver han ikke sige, for det fornemmer man tydeligt. Det er oplagt at han har noget at give af, for det udstråler han. Livet forekommer ham let, selvom han siger at det selvfølgelig indeholder masser af alvor og nogle gange modgang. Men han er den type som glider med og lader livet glide igennem sig.  Der er for mange herhjemme som er for selvhøjtidelige mener han. Slap nu lidt af og ”leg” lidt mere. Men alligevel hører man tydelig alvoren i et af hans yndlingsnumre ”Whats Going On” af Marvin Gaye.                                                           

 

Han beretter om det discoshow som han har arbejdet på gennem længere tid og som han gerne vil rundt med. Han kan ikke lade være med at illustrere, hvad man mener med at han også synger Marvin Gaye´s ”What's Going on” og Barry White´s ”You're the First, the Last, My Everything”. Bare et par strofer hensætter straks én i de tos sangeres musikalske universer. Steven taler om det bordeau-farvede jakkesæt som han skal have på og den guld Rolls Royce med stjernebaggrund, der er på plakaten til hans kommende discoshow. Jeg ser for mig, hvordan han sætter sig til rette bag rettet i discobilen, starter og kører afsted ud imod solnedgangen syngende Barry White´s ”You´re my First, my Last, my everything”.

 

 

Mød Steven Hart til festivalafslutningen på MED OG UDEN SMYKKER, hvor han akkompagneres af Knud Sandbæk Nielsen og underholder med en musikalsk hjertestund. Læs og hør mere her.