Alle fotos er af David Blazek
Det blev en hjertevarm
aften. Dansende, syngende og fortællende.
Stig Dalager beskrev bagefter arrangementet som en
"sammenkomst". Det er en beskrivelse jeg er meget glad for, for det
var noget á la det jeg stræbte efter. Noget at være sammen om. Det var dette vi
sammen skabte.
”Kirkerummet udfoldede sig så smukt for øjnene af os”, sådan
beskrev Kirsten Thorup det.
Sjove indskydelser og brug af det forhåndenværende
gjorde at jeg havde sat et stort badekar med bamser lige inden for i kirken. Et
hvidt skinnende klæde slyngede sig oppe fra orglet og ned i badekarret. Et gisp
undslap en besøgende, der ikke var vant til badekar i kirken, mens kirkens eget
personel straks var med på ideen. I badekarret, midt imellem bamserne, havde
jeg anbragt et skilt med skriften: ”Tolerancen - hvad med den?"
--------------------------
Der var praktisk talt fuld
kirke med de næsten 200 mennesker. Her et foto fra før arrangementet, mens der endnu var ledige pladser.
Husorkestret Markussen & Raabo – forstærket til dagen med Pia
Trøjgaard Fredfeldt - bandt aftenens vældige program sammen. Deres friske,
varme og energiske musik gav et løft til en aften, der i forvejen var løfterig.
Det gjorde den næsten svævende.
De akkompagnerede Ulla Henningsen, da hun læste prologen, der
sluttede med ordene:
"Da de nye flygtninge krydsede
grænsen til fods, gjorde det noget ved os. Måske var det dér at noget vågnede. De
kom gående, løbende og haltende imod os. Med fremmede vaner og andre tungemål.
Det var i sidste øjeblik. Det var det, der skulle til for at få os ud af vore
huse. Eller måske havde vi bare brug for at tro på noget større end os selv. At
vi kunne gøre en forskel og forbedre verden. Også i det små. For måske havde vi
ikke tabt krigen alligevel. Den krig som vi stadig troede var så langt væk."
(Læs prologen og læs om nødvendigheden af at skrive en ny).
Salim Abdali læste op om det svundne Baghdad. Som det sunkne
Atlantis er det for længst borte, men stadig noget han bærer med sig. (Læs
mere).
Sangnummeret, "The Place I used to come from", talte direkte ind
i Salims fortælling og lavede en smuk bro videre, da Milena Rudez læste det
stærke digt ”Bortrejse”. (Læs om baggrunden for digtet).
Kirsten Thorup fortalte om en hjemløs rumænsk flaskesamler (læs uddrag) og sagde bl.a.: ”Tolerancen er en åbning, det er ikke et sted, vi kan opholde
os. Det er åbning til en gensidig respekt og en ligeværdighed. Man kan ikke
sætte sig ned og sige at nu vil man tolerere de andre. Det er en passiv måde at
forholde sig på. Man skal videre til et møde og en egen gensidighed. Jeg vil
gerne udvide begrebet, så tolerancen ikke skal stå alene.”
Hvad angår det, der sker omkring os lige nu, sagde Kirsten Thorup:
”Der er nedbrudt en mur. Nu er det ikke længere bare noget vi ser
i fjernsynet. Den luksusboble som vi har levet i gennem mange, mange år er
bristet. Det er ikke så slemt som det bliver gjort til. Fra politisk side er der
en lammelse, og det er ret forbavsende at den har varet så længe, for det har
jo været tydeligt gennem mange måneder, at presset på nogle lande har været så
stærkt, at de ikke har kunnet håndtere det. Det er kun ved at civilsamfundet
har taget sagen i egen hånd, og det synes jeg er noget meget positivt og
optimistisk. Mens kaos har hersket i den politiske elite, har civilsamfundet prøvet
at bringe orden på det at der er kommet så mange mennesker – for hvad skal vi
gøre ved det? Hvordan skal vi hjælpe? Det synes jeg er meget positivt, midt i
al tragedien.”
Første del sluttede med den smukke fremførelse af Carl Nielsens
godnatsang ”Solen er så rød, mor”. På bas akkompagnerede Jimmi Roger Pedersen
den bosniske sopran Radmila Rajic fra Saravejo, der er uddannet ved Musikkonservatoriet
her i København.
I pausen kunne man dykke ned i et ”krydret & sødt hav” og smage
specialiteter fra Indien, Pakistan, Saudi-Arabien og Mellemøsten.
Efter pausen var det både barskt og komisk at høre Qaali
Schmidt-Sørensens beretning om at føle sig klemt mellem sine forskellige
nationaliteter, for hvornår skal man være dansk og hvornår somalisk, når man fx
skal fremvise sit danske pas i et arabisk land, for et par år siden, da det at
være dansker ikke længere var in? Jo,
så kan man jo skifte navn. For burde vi ikke alle gøre det mindst én gang om
året, sådan som hovedpersonen gør det i Qaalis tekst? Alle måtte tro at det var
Marie-Lydie Nokoudas egen historie.
Så troværdigt fremførte hun teksten.
Det var upassende, men nødvendigt, da Ole Møller Markussen
(AIDS-Fondet) fortalte om tolerancens begrænsninger. For det bed, da han
eksemplificerede det ved at udpege en blandt publikum og fremhæve eller rettere
nedgøre vedkommendes stribede skjorte. At han tolererede dén skjorte, og derved godkendte den. Men også derved satte sig over den anden med sin dom. Han var derved den, der tolererede og den anden var den, der blev tolereret.
At der ikke herskede nogen lighed, når den ene satte sig til doms over den
anden. Det var tankevækkende og en nødvendig brik til tolerancens puslespil.
Ulla Henningsen læste stærke passager op fra Stig Dalagers roman ”Rejse
uden ende”(læs mere). Romanen skildrer hvordan den svenske diplomat Raoul
Wallenberg udviser vovemod og ansvarlighed under 2. verdenskrig, og det bragte
os til at tale om den aktuelle situation, for selv om der ikke er nogen
sammenhæng mellem dengang og nu, er der alligevel paralleller. (Læs mere om Stigs kronik
fra den 19.9.15). Stig Dalager sagde bl.a.:
”Vi har en nordisk tradition for at handle (…) Det vi har set nu,
er meget positivt, som Kirsten også var inde på, der er en bevægelse, der
modsiger det politiske establishment. De er et skridt bagud hele tiden (…). Nu
ser vi hvordan denne bevægelse tvinger politikerne til at ændre holdning og
standpunkt. Nu er Dansk Folkeparti anbragt lidt ude på sidelinjen, for mig at se
er det meget positivt, med deres negative billede af det at være såkaldt ”fremmed”.
Jeg synes at det er meget vigtigt at vi også får fat i det historiske. For vi
har faktisk fine nordiske traditioner for at være åbne, være til stede (…) Jeg
ser det der sker i øjeblikket, det at folk tager initiativer, fx Venligboerne
som jeg selv er med i, og mange andre initiativer, som udtryk for at den ramme
som vi har haft for diskussionen gennem de sidste 15 år omkring det at være
såkaldt ”fremmed” er ved at sprænge. (…) Vi må ikke lukke vores grænser, det
har vi tidligere oplevet det katastrofale ved. Det må ikke ske igen.” (Hør mere
om ”Rejse uden ende” allerede i morgen, den 23.9.15)
Roya Moghaddas
Hoffmeyer fremførte persiske kærlighedsdigte af Rumi fra 13-tallet (læs mere). Det
var svært ikke at blive revet med af oplæsningen på farsi. Som finale dansede
Roya til musikken fra ”Looking at the sky”, der også indledte aftenen og lå som
instrumentalt akkompagnement til prologen.
Det menneskelige højdepunkt var samtalen mellem Ditte Marie
le-Fevre og Zakir Hussain, der fortalte om deres venskab. Om hvilken glæde det
har bragt dem, men selvfølgelig også om de kampe det har kostet. Ditte fik
ordet igen til sidst, for flere havde spurgt hende hvordan man blev forældrerepræsentant
for nogle af de mindreårige uledsagede flygtningebørn, sådan som hun selv havde
startet med at være – og det var derfra at venskabet var vokset frem. Hun kom ind på at der er mange ting man kan
gøre, at tolerancen ikke er nok, at hun selv havde været med til at opbygge et
parallelsamfund, på trods af sin egen velvilje og tolerance. At der skal
handling til, og at de første trin ikke behøver at være store, men man skal først
og fremmest mødes. F.eks. når asylansøgere
står og tomler, mens bilerne glider forbi: ”Så stop dog! En 5 minutters køretur
kan være det første trin. Mere behøver det ikke at være.” (Læs mere og se
Dittes film om arbejdet som forældrerepræsentant)
Det var en fornøjelse at kunne
give det afsluttende ord til Bent Melchior, der endnu engang beviste at han har
evnen til både at berøre, få os til at le, men også mane til eftertænksomhed,
så vi bliver helt stille. Bent Melchior vendte bl.a. tilbage til venskabshistorien,
for mødet med Zakir og hans beretning havde gjort et indtryk på ham. Med sin
tale bandt han en smuk sløjfe omkring hele aftenen. Om tolerance og
medmenneskelighed.
En stor tak til alle medvirkende kunstnere,
hvoraf flere kan opleves på filmen ”Tolerancen – hvad med den?”.
