Prolog: NU ER JEG MENNESKE IGEN

Prolog til

"Nu er jeg menneske igen"

den 11.11.2015 på Betaniahjemmet
læst af skuespilleren Birgitte Prins

skrevet af Michael Svennevig.

Illustration: Bodil Molich

 

Hvad kan du selv gøre?

 

Det er en spændende tid vi lever i. Spændende fordi alt kan ske. Men det er også tankevækkende, at bremseklodserne er blevet så slidte, at hvis det var på min cykel ville jeg ikke turde køre på den. Men det er virkelighedens bremseklodser der ikke mere tager fat. Bagbremsen har sat sig fast. Ikke sådan at den bremser hele tiden, men lige modsat: at den overhovedet ikke længere bremser. Verden hvirvler imod os, og der er meget der bliver malet til benmel. Med lidt væde tilsat kan det blive til benklister. Men det sætter sig på os. Vi får det i øjnene - benmelet og støvet. Det slører vore blikke. Det kommer ganske langsomt. Måske er det historiens hjul, der har drejet endnu en omgang, måske er det demonstrationernes tid, der er vendt tilbage? Måske er en større opvågning på vej, måske er der så meget, der er blevet for meget, at det ender med at vi står af. At vi siger fra – og hverken kan eller vil længere. Jeg tror at det er noget på vej. Noget nyt. Ganske langsomt... men ved ikke, hvad det er. Men når jeg siger fra, stiller mig på tværs og stiller spørgsmål, sker der noget. En forvandling. Noget forunderligt, for nu er jeg menneske igen…

Læs mere:

Hjemmeside

FB-arrangementsside

Film med uddrag fra det kommende arrangement den 11.11.2015

 

Hvor blev tolerancen af? - 9

 

Læs prologen

- og nødvendigheden af at skrive en ny

 

Fotos: David Blazek

 

Jeg havde for mange måneder siden skrevet arrangementets prolog til Ulla Henningsen, og var egentlig godt tilfreds med den, men da jeg et par dage inden tog den frem, så indså jeg at der var sket så meget siden, at ordene ikke længere var dækkende. Selvfølgelig var det ikke blevet en ny verden, og alligevel… for sådan føltes det. Som om en bølge at medmenneskelighed var skyllet hen over os, og igen havde givet os plads og rum. Den skingre retorik var pludselig væk. De handlingslammede politikere tav forstemt, for det de oplevede trodsede enhver logik på Christiansborg, og reaktionen på det der var sket var prompte. Ikke fra politikernes side, men fra almindelige mennesker, da 50.000 mennesker mødte op på Christiansborg for at samles om at hjælpe dem, der var kommet hertil. Det var i sig selv en protest og en ny begyndelse, men det var klart startet længe inden, da flygtninge til fods krydsede vores grænser. Så jeg skrev om det i den nye prolog:

 

PROLOG

 ”Hvor blev tolerancen af?”

Jeg voksede op i et land uden krig. Jo, der var krig i verden, men det var langt væk. Krig var kun noget jeg hørte om og så billeder fra på tv. Men senere vænnede jeg mig til at høre om det - for Danmark var i krig. Men det var uvirkeligt, langt væk og nærmest som om det ikke fandtes.

Som en konsekvens af krigen begyndte der at komme flygtninge til landet. I begyndelsen var det ikke så mange, men det gjorde os med ét opmærksomme på vores velstand. Der begyndte at komme folk der tiggede i gaderne, ved S-tog stationerne og foran supermarkederne. Hjemløse og statsløse. Det bankede på vore døre. Vi begyndte at føle os usikre og kiggede skeptisk på hinanden.

Vi var et lille velstående land. Og små samfund har det med at lukke sig omkring sig selv. Vi havde et selvbillede der var… anderledes. Nogle sagde at vi boede i verdens bedste land, at vi var verdens lykkeligste folk, men hvad mente de med det? Hvad skulle der til for at vågne og se hinanden i øjnene?

Det var kommet snigende ind i vore tanker. Ingen vidste, hvor det kom fra, men pludselig var det der. Måske var det ordene, der havde sat sig på os. Det vi sagde, havde været utænkeligt for bare få år siden. Lidt efter lidt gjorde det os hårde og forhærdede. Det bredte sig inde i os. Vi vidste et eller andet sted godt, at det ikke var deres skyld, men de blev symbol på den verden i forandring som vi havde så svært ved at forholde os til. Også selv om vi allerede havde vænnet os til at de var her, for det var jo stadigvæk ikke så mange.

Da de nye flygtninge krydsede grænsen til fods, gjorde det noget ved os. Måske var det dér at noget vågnede. De kom gående, løbende og haltende imod os. Med fremmede vaner og andre tungemål. Det var i sidste øjeblik. Det var det, der skulle til for at få os ud af vore huse. Eller måske havde vi bare brug for at tro på noget større end os selv. At vi kunne gøre en forskel og forbedre verden. Også i det små. For måske havde vi ikke tabt krigen alligevel. Den krig som vi stadig troede var så langt væk.

 

Læs mere og se film og trailer.

 

Blogtekster:

Stig Dalager om tolerance:

http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af.html

Ditte Maria le-Fevre om at være forældrerepræsentant

for uledsagede mindreårige flygtningebørn:
http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af-1.html

Kirsten Thorup om tolerance samt uddrag fra Stig Dalagers kronik om tolerance:

http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af-2.html

Milena Rudez om baggrunden for digtet ”Bortrejse”:

http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af-3.html

Uddrag fra Kirsten Thorups novelle, ”Darkside CPH”:

http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af-4.html

Om Rumi og Roya Moghaddas Hoffmeyer:

http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af-5.html

Salim Abdalis digt:

http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af-6.html

Rummet, stemningen - og flere fotos:

http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af-8.html


Læs prologen – og nødvendigheden af at skrive en ny:

http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af-9.html 

Sådan gik det!

http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af-10.html



Se omtaler og presse:

https://www.facebook.com/events/1462931104025180/
http://globalnyt.dk/content/hvor-blev-tolerancen-af-forfatteraften-om-tolerance