mandag den 2. november 2020

Dobbeltanmeldelse: KÆRE FAR på Teater Vestvolden og GENLYD på AFUK Scene

Foto: Emil Houman Abildgaard Andersen.


To overraskende forestillinger om, hvordan vi ser og opfatter hinanden. På AFUK Scene i forestillingen GENLYD gælder det første datingmøde. Om hvordan vi genskaber os selv og hinanden via digitale universer, men også om, hvordan vi snyder på vægten, når vi på forhånd beretter om, hvem vi er. I KÆRE FAR på Teater Vestvolden gælder det billederne af os selv og det, der allerede er sket, og som ikke længere står til at ændre. For hvordan forstå fortiden og nutiden, når fremtiden pludselig ikke længere eksisterer?


Foto: Emil Houman Abildgaard Andersen

KÆRE FAR – et sidste farvel 

på Teater Vestvolden

Der drypper vand fra loftet, ned i en blikspand. Lyden er delvis forstærket. En gammel ramponeret metalpersienne danner baggrund. Der er et skrivebord, en enkeltstående polstret lænestol, et ophængt staldvindue, hvor den ene rude er knust og en metalvaskebalje halvt fyldt med vand. Det er placeret som elementer spredt rundt på scenen. Da lyset bliver tændt, står den unge kvinde forrest midt på scenen – og synger. Hun ser både bly og sart ud, som hun står der med sit lange lyse hår, men hendes stemme er imponerende stor og fyldig - og så falder hun. Efter black out´et kommer han ind: hendes far. Han kommer ind med en rejsekuffert, som han stiller midt på gulvet, og åbner. Indholdet bliver nærmest kastet ud på gulvet: børnelegetøj, en billedbog, bamser, en dukke, cassettebånd og en ghettoblaster. Han sætter et cassettebånd i ghettoblasteren. Det skratter fælt, og lyder som Abbas ”The winner takes it all” indsunget i østeuropæisk version, men bliver straks efter afbrudt af en barnestemme...


Foto: Emil Houman Abildgaard Andersen

Det er minder fra en barndom med en datter, der ikke er der mere. Forældrene er ladt tilbage i uvisheden efter datterens selvmord. Han er søgt hen til dette afsides sted for at være alene, for at forsøge at forstå det brev, som hun har skrevet til ham. Han vil prøve at forstå det uforståelige. Prøve at forstå, hvad det er hun mener. De første ord han siger, nærmest mumlende, er ”beskidte... øjne!”


Foto: Emil Houman Abildgaard Andersen

Ulver Skuli Abildgaard spiller faren, mens datteren spilles af Ulla Abildgaard. I virkeligheden er de også far og datter. Men de er ikke synlige for hinanden. Det nærmeste er, da hun puster til ham og han fornemmer det som et strejf fra det hinsides. De befinder sig i adskilte verdener. Han er ladt tilbage i deres fortid og sammen med det uforståelige, der har ramt ham. Det er det, han forsøger at forlige sig med, mens han genlæser hendes brev og indtaler en besked til hustruen. Imens er datteren sunket hen i åndeverdenen ved siden af ham.

Det er egentlig en monolog, hvor faren læser brevet og reflekterer over det han læser, sammen med den indtalte besked til hustruen, som han er på vej væk fra. Brevet har for evigt adskilt ham fra den virkelighed, som han troede at de var fælles om, men nu er han kommet i tvivl, for var det bare noget han troede?

I den indtalte besked til hustruen forsøger han at være så nøgtern som mulig, men alligevel stikker ordene af fra ham, og han ender med flere raseriudbrud.

Ulver Skuli Abildgaard er en af mine favoritskuespillere. Jeg så ham første gang som den hovedrolleindehavende transvestit i Mammutteatrets Fassbinder-forestilling: ”I et år med 13 måner” i Pakhus 11. Sikke en præstation. Det var en frysende sårbar og meget smuk, men også voldsom, forestilling som jeg stadig husker 20 år efter. Senest har jeg set ham i de to forestillinger ROMANTIKER i Poesiens Hus (2016) og DØDSDANSEN 2.0 sidste år. I "Romantiker" blev jeg betaget af hans store sprogbeherskelse (i Mia Lipschitz´ instruktion), i "Dødsdansen 2.0" spillede han fyrigt og vildt Strindbergs tekst i en ambitiøs site-specific-forestilling i Danske Studenters Roklub på Østerbro i Teatergrads regi. Og han gør det lige så  godt i Limbus Teatrets gæstespil ”Kære far”.

Den svenske originaltekst er skrevet af Rolf Børjlind og Stefan Sauk, der også har arbejdet med tv-serien BECK. Det er en meget mundret tekst, oversat af Ulver Skuli Abildgaard selv. Der indgår skønne fyndige udtryk som ”at bade sin røv i champagne” eller når han klantrer konen og hendes mani med at ordne og arrangere alting, og nævner ”at hun lige kan nå at strø datterens aske ud inden morgendukkerten ”.


Foto: Emil Houman Abildgaard Andersen

Samspillet mellem de to på scenen er er en fornøjelse. De er både sammen og ikke-sammen. Ofte sidder hun i den polstrede lænestol, mens hun med engleblid luftfyldt stemme fx synger og nynner Jeppe Aakjærs ”Stille hjerte, sol går ned” eller stille griner, mens hun læser en børnebog, eller sidder bøjet ind over vaskebaljen, før hun dypper hele hovedet og slår hovedet op, så vandet står i en kaskade over hende – og skriger. Det får det til at isne gennem kroppen.

Da forestillingen slutter, bliver alle siddende. Vi VIL ikke hjem. Velsagtens, fordi vi vil have mere. Ikke at vi ikke har fået det, vi skal have, for det HAR vi til overmål. Men teater har en særlig kraft, og det kan føles som at blive trukket ind i en magisk tryllekreds, som det kan virke helt forkert at bryde og træde ud af. Det var den stemning som KÆRE FAR hensatte mig i.

Da jeg bagefter komplimenterer Ulver Skuli Abildgaard med forestillingen, fortæller han ”at jeg bare har ventet på at kunne spille den med min datter”. Det er anden gang, at han spiller teksten, for han har tidligere spillet den på Café-Teatret og turneret med den som monolog rundt i Danmark, og også spillet den i Belgien og Holland.

Teksten er baseret på et virkeligt selvmordsbrev:

“Hvad er det for et elendigt liv, man knokler, man græder, griner, elsker, hader, mens virkeligheden bare drøner derudaf med 180 km i timen, og man bliver sat af, med et stort skrigende hul i brystet.”

 

Foto: Emil Houman Abildgaard Andersen

KÆRE FAR - et sidste farvel

Medvirkende: 

Ulver Skuli Abildgaard (skuespiller)

Ulla Abildgaard (sanger og skuespiller)

Manuskript: 

”Smutsiga ögon” af Rolf Børjlind og Stefan Sauk

Oversættelse: Ulver Skuli Abildgaard

Procucent: Limbus Teatret

Foto: Emil Houman Abildgaard Andersen

Grafisk design: Hanne Grønlund

Forestillingen er støttet af Dansk Skuespillerforbunds produktionsstøtteudvalg og BUPL

Hjemmeside

 *


Foto: Clementine AM Waldelius


GENLYD på AFUK Scene

Jeg vidste ikke, at der er offentlige forestillinger på Akademiet For Utæmmet Kreativitet (AFUK).  Ikke før jeg fik invitationen til GENLYD på AFUK Scene, der har til huse i Remisen, 6 minutters gang fra Carlsberg Station. 

HAN (Petter Wadsten) er lille og kort, HUN (Anika Barkan) er stor og høj. De taler ned i hver deres mobiltelefon, der kaster deres ansigter op på to skærme bag dem. Han siger:

- Jeg er 1,88 cm og vejer 80 kg

Hun svarer:

-Jeg er 1,59 cm og vejer 60 kg.

Publikum smiler, for det er tydeligt, at det forholder sig lige omvendt.


Foto: Clementine AM Waldelius


Det er en forestilling om at mødes første gang. Om måder at mødes på. Om de billeder vi har af os selv og hinanden. Det handler om at tage sig bedst muligt ud – for det gælder om at at kunne tiltrække hinanden. 

I en anden scene sidder de tæt sammen i en sofa, men uden at være sammen og uden ænse hinanden, mens de via deres mobiler sender beskeder og billeder til hinanden. Vi ser igen deres ansigter på skærmene bag dem, men nu iført forskellige visuelle forskønnelsesprogrammer, der gør dem skiftevist yngre og ældre, mens de får stadig nye digitale frisurer og omgivelser. Det bliver mere og mere bizart, og får dem til at opdigte små historier om sig selv og hinanden, mens de som fiktivt oppusteligt udsmykkede dukker svæver rundt om hinanden i cyberspace i en higen efter nærhed og kærlighed.


Foto: Cille Lansade 

Indimellem kravler de rundt på hinanden – i bogstavelig forstand. Som to akrobater (og de er faktisk tidligere elever fra AFUK), der ikke kan komme tæt nok på hinanden, men alligevel aldrig rigtigt mødes. 

På et tidspunkt stiller hun sig bag en mikrofon og synger Sinéads O´Connors ”Nothing compares 2U”, mens hun som fastfrosset synger det lidenskabelige kærlighedshit. Det akkompagneres af Mika Forsling, der skaber et inciterende og fængslende lydspor gennem hele forestillingen. Musikken aktiverer fire ophængte lamper på bagvæggen til at gløde i takt til musikkens rytmer. Det hele indgår i et bizart hele, hvor humoren gør det tragiske grotesk befriende.


Foto: Cille Lansade 


Instruktøren Cille Lansade får forestillingens mange adskilte dele til at smelte sammen og fungere upåklageligt sammen. Det gør det til en god oplevelse.

Som typer er Barkan & Wadsten som Gøg & Gokke eller Fyr & Bi. De har os i deres hule hånd med deres fortælling, der dog fremstår uafsluttet og fragmentarisk, men som ikke desto mindre lever og ånder og er kædet sammen af stor kunstnerisk vilje og kunnen. Jeg kan ikke blive træt af at kigge på de to. De er så befriende aparte i deres søgen efter hinanden, og så utroligt menneskelige.



Foto: Clementine AM Waldelius

GENLYD

Spilletid: 29. oktober - 7. november alle dage kl. 20.00 + den 5. november kl. 14.30
Spillested: AFUK REMISEN, Enghavevej 82B, 2450 København SV
Alder: fra 15 år
Varighed: 1 time uden pause

Co-produktion: 
AFUK Scene og Anika Barkan
Instruktør: Cille Lansade
Performere: Anika Barkan og Petter Wadsten
Komponist og livemusiker: Mika Forsling
Lysdesigner: Clementine AM Waldelius
Kostume designer: Camilla Lind
Foto: Clementine AM Waldelius
 

 Hjemmeside & Billetter



*

Se listen over 
de øvrige