To overraskende forestillinger om, hvordan vi ser og opfatter
hinanden. På AFUK Scene i forestillingen GENLYD gælder det første datingmøde.
Om hvordan vi genskaber os selv og hinanden via digitale universer, men også om, hvordan vi snyder på vægten, når vi på forhånd beretter om, hvem vi er. I KÆRE
FAR på Teater Vestvolden gælder det billederne af os selv og det, der allerede er sket, og som ikke længere står til at
ændre. For hvordan forstå fortiden og nutiden, når fremtiden pludselig ikke
længere eksisterer?
KÆRE FAR – et sidste farvel
på Teater Vestvolden
Der
drypper vand fra loftet, ned i en blikspand. Lyden er delvis forstærket. En
gammel ramponeret metalpersienne danner baggrund. Der er et skrivebord, en enkeltstående
polstret lænestol, et ophængt staldvindue, hvor den ene rude er knust og en
metalvaskebalje halvt fyldt med vand. Det er placeret som elementer spredt
rundt på scenen. Da lyset bliver tændt, står den unge kvinde forrest midt på scenen –
og synger. Hun ser både bly og sart ud, som hun står der med sit
lange lyse hår, men hendes stemme er imponerende stor og fyldig - og så falder
hun. Efter black out´et kommer han
ind: hendes far. Han kommer ind med en rejsekuffert, som han stiller midt på
gulvet, og åbner. Indholdet bliver nærmest kastet ud på gulvet: børnelegetøj, en
billedbog, bamser, en dukke, cassettebånd og en ghettoblaster. Han sætter et
cassettebånd i ghettoblasteren. Det skratter fælt og lyder som Abbas ”The winner
takes it all”, indsunget i østeuropæisk version, men bliver straks efter
afbrudt af en barnestemme...
Det er minder fra en barndom med en datter, der ikke er der mere. Forældrene er ladt tilbage i uvisheden efter datterens selvmord. Han er søgt hen til dette afsides sted for at være alene, for at forsøge at forstå det brev, som hun har skrevet til ham. Han vil prøve at forstå det uforståelige. Prøve at forstå, hvad det er hun mener. De første ord han siger, nærmest mumlende, er ”beskidte... øjne!”
Ulver
Skuli Abildgaard spiller faren, mens datteren spilles af Ulla Abildgaard. I virkeligheden er de også far og datter. Men de er ikke synlige for hinanden. Det
nærmeste er, da hun puster til ham, og han fornemmer det som et
strejf fra det hinsides. De befinder sig i adskilte verdener. Han er ladt tilbage i
deres fortid og sammen med det uforståelige, der har ramt ham. Det er det, han
forsøger at forlige sig med, mens han genlæser hendes brev og indtaler en
besked til hustruen. Imens er datteren sunket hen i åndeverdenen
ved siden af ham.
Det
er egentlig en monolog, hvor faren læser brevet og reflekterer over det han læser,
sammen med den indtalte besked til hustruen, som han er på vej væk fra. Brevet har for
evigt adskilt ham fra den virkelighed, som han troede at de var fælles om, men nu er
han kommet i tvivl, for var det bare noget han troede?
I
den indtalte besked til hustruen forsøger han at være så nøgtern som mulig, men
alligevel stikker ordene af fra ham, og han ender med flere raseriudbrud.
Ulver
Skuli Abildgaard er en af mine favoritskuespillere. Jeg så ham første gang som
den hovedrolleindehavende transvestit i Mammutteatrets Fassbinder-forestilling:
”I et år med 13 måner” i Pakhus 11. Sikke en præstation. Det var en frysende sårbar
og meget smuk, men også voldsom, forestilling som jeg stadig husker 20 år efter.
Senest har jeg set ham i de to forestillinger ROMANTIKER i Poesiens Hus (2016) og DØDSDANSEN 2.0 sidste år. I "Romantiker" blev jeg betaget af hans store sprogbeherskelse (i
Mia Lipschitz´ instruktion), i "Dødsdansen 2.0" spillede han fyrigt og vildt Strindbergs
tekst i en ambitiøs site-specific-forestilling i Danske Studenters Roklub på Østerbro
i Teatergrads regi. Og han gør det lige så godt i Limbus Teatrets gæstespil ”Kære far”.
Den
svenske originaltekst er skrevet af Rolf Børjlind og Stefan Sauk, der også har arbejdet
med tv-serien BECK. Det er en meget mundret tekst, oversat af Ulver Skuli
Abildgaard selv. Der indgår skønne fyndige udtryk som ”at bade sin røv i
champagne” eller når han klandrer konen og hendes mani med at ordne og
arrangere alting, og nævner ”at hun lige kan nå at strø datterens aske ud inden morgendukkerten
”.
Samspillet mellem de to på scenen er er en fornøjelse. De er både sammen og ikke-sammen.
Ofte sidder hun i den polstrede lænestol, mens hun med engleblid luftfyldt stemme
fx synger og nynner Jeppe Aakjærs ”Stille hjerte, sol går ned” eller stille
griner, mens hun læser en børnebog, eller sidder bøjet ind over
vaskebaljen, før hun dypper hele hovedet og slår hovedet op, så vandet står
i en kaskade over hende – og skriger. Det får det til at isne gennem kroppen.
Da
forestillingen slutter, bliver alle siddende. Vi VIL ikke hjem. Velsagtens, fordi vi vil have mere. Ikke at vi ikke har fået det, vi skal have, for det HAR
vi til overmål. Men teater har en særlig kraft, og det kan føles
som at blive trukket ind i en magisk tryllekreds, som det kan virke helt forkert
at bryde og træde ud af. Det var den stemning som KÆRE FAR hensatte mig i.
Da
jeg bagefter komplimenterer Ulver Skuli Abildgaard for forestillingen,
fortæller han ”at jeg bare har ventet på at kunne spille den med min datter”.
Det er anden gang, at han spiller teksten, for han har tidligere spillet den på
Café-Teatret og turneret med den som monolog rundt i Danmark, og også spillet
den i Belgien og Holland.
Teksten
er baseret på et virkeligt selvmordsbrev:
“Hvad er det for et elendigt liv, man knokler, man
græder, griner, elsker, hader, mens virkeligheden bare drøner derudaf med 180
km i timen, og man bliver sat af, med et stort skrigende hul i brystet.”
KÆRE
FAR - et sidste farvel
Medvirkende:
Ulver Skuli Abildgaard (skuespiller)
Ulla
Abildgaard (sanger og skuespiller)
Manuskript:
”Smutsiga ögon” af Rolf Børjlind og Stefan Sauk
Oversættelse:
Ulver Skuli Abildgaard
Procucent:
Limbus Teatret
Foto:
Emil Houman Abildgaard Andersen
Grafisk
design: Hanne Grønlund
Forestillingen
er støttet af Dansk Skuespillerforbunds produktionsstøtteudvalg og BUPL
GENLYD
på AFUK Scene
Jeg
vidste ikke, at der er offentlige forestillinger på Akademiet For Utæmmet
Kreativitet (AFUK). Ikke før jeg fik invitationen
til GENLYD på AFUK Scene, der har til huse i Remisen, 6 minutters gang fra Carlsberg
Station.
HAN
(Petter Wadsten) er lille og kort, HUN (Anika Barkan) er stor og lang. De taler
ned i hver deres mobiltelefon, der kaster deres ansigter op på to skærme bag
dem. Han siger:
-
Jeg er 1,88 cm og vejer 80 kg
Hun
svarer:
-Jeg
er 1,59 cm og vejer 60 kg.
Publikum
smiler, for det er tydeligt, at det forholder sig lige omvendt.
Det
er en forestilling om at mødes første gang. Om måder at mødes på. Om de
billeder vi har af os selv og hinanden. Det handler om at tage sig bedst muligt ud – for det gælder om at at kunne tiltrække hinanden.
I
en anden scene sidder de tæt sammen i en sofa, men uden at være
sammen og uden at ænse hinanden, mens de via deres mobiler sender beskeder og
billeder til hinanden. Vi ser igen deres
ansigter på skærmene bag dem, men nu iført forskellige visuelle
forskønnelsesprogrammer, der gør dem skiftevist yngre og ældre, mens de får stadig nye
digitale frisurer og omgivelser. Det bliver mere og mere bizart, og får dem til
at opdigte små historier om sig selv og hinanden, mens de som fiktivt
oppustelige og udsmykkede dukker svæver rundt om hinanden i cyberspace i en higen
efter nærhed og kærlighed.
Indimellem
kravler de rundt på hinanden – i bogstavelig forstand. Som to akrobater (og de
er faktisk tidligere elever fra AFUK), der ikke kan komme tæt nok på hinanden,
men alligevel aldrig rigtigt mødes.
På
et tidspunkt stiller hun sig bag en mikrofon og synger Sinéads O´Connors ”Nothing
compares 2U”, mens hun som fastfrosset synger det lidenskabelige kærlighedshit.
Det akkompagneres af Mika Forsling, der skaber et inciterende og fængslende lydspor
gennem hele forestillingen. Musikken aktiverer fire ophængte lamper på
bagvæggen til at gløde i takt til musikkens rytmer. Det hele indgår i et bizart
hele, hvor humoren gør det tragiske grotesk befriende.
Instruktøren
Cille Lansade får forestillingens mange adskilte dele til at smelte sammen og fungere upåklageligt sammen. Det gør det til en god oplevelse.
Som
typer er Barkan & Wadsten som Gøg & Gokke eller Fyr & Bi. De har os
i deres hule hånd med deres fortælling, der dog fremstår uafsluttet og
fragmentarisk, men som ikke desto mindre lever og ånder og er kædet sammen af
stor kunstnerisk vilje og kunnen. Jeg kan ikke blive træt af at kigge på de to. De er så
befriende aparte i deres søgen efter hinanden, og så utroligt menneskelige.
GENLYD
