Om teater, litteratur, forfattere og mødet mellem udenlandske og danske kunstnere. Teateranmeldelser, festivalomtaler og beskrivelser af egne bøger og dramatik.
”Det
er spændende at vandre gennem Shanghais gader sammen med Arabella Neuhaus i
romanen om hendes forældres ét årige ophold i byen i 1939. Eller rettere via
moderens dagbogsoptegnelser, som datteren har bearbejdet til en fortælling om
tiden, mens hendes forældre boede der, da faren var udstationeret som jurist
for Store Nordiske Telegrafselskab, og de boede i byens internationale zone.
Det var en tid, hvor japanerne holdt byen og ikke mindst kineserne i et
jerngreb.Som hun skriver i romanens
efterskrift: ”At de havde boet i Kina lå som en vigtig del af fortællingen i
barndomshjemmet, hvorfor bogens forfatter undrede sig, da hun opdagede, at de
rent faktisk kun havde boet der et år, men oplevelsen var så fremmedartet og
eksotisk, at det for dem var som for så mange andre: Uanset opholdets længde
efterlod Shanghai sig et uudsletteligt indtryk.”
Arabella
Neuhaus: SHANGHAI – i lyst og nød (Historia,
2019). 286 sider
Det
er spændende at vandre gennem Shanghais gader sammen med Arabella Neuhaus i
romanen om hendes forældres ét årige ophold i byen i 1939. Eller rettere via
moderens dagbogsoptegnelser, som datteren har bearbejdet til en fortælling om
tiden, mens hendes forældre boede der, da faren var udstationeret som jurist
for Store Nordiske Telegrafselskab, og de boede i byens internationale zone.
Det var en tid, hvor japanerne holdt byen og ikke mindst kineserne i et
jerngreb.
Arabella
Neuhaus skriver i romanens efterskrift: ”At de havde boet i Kina lå som en
vigtig del af fortællingen i barndomshjemmet, hvorfor bogens forfatter undrede
sig, da hun opdagede, at de rent faktisk kun havde boet der et år, men
oplevelsen var så fremmedartet og eksotisk, at det for dem var som for så mange
andre: Uanset opholdets længde efterlod Shanghai sig et uudsletteligt indtryk.”
(side 268)
Forældrene,
Kamma og Doron, har ikke let ved at finde sig til rette. Faren skulle nok
aldrig have været jurist, for han finder arbejdet uendelig kedsommeligt, mens
moren, Kamma, forgæves forsøger at blive et fuldbyrdet medlem af den danske
gruppe af ledsagende hustruer, der er udstationeret sammen med deres ægtemænd.
Men det er og bliver en ørkenvandring, for når de endelig kortvarigt lukkes ind
i den ønskede kreds af danskere, skuffes de over sladderen og den smålighed de
møder der.
Det
er fortalt, så jeg som læser også keder mig, og det kan ikke være tilsigtet,
men til gengæld er det fermt håndteret, hvordan denne kedsommelige tristesse
forstyrres af den politisk spændte situation, der omslutter dem, og
som herskede lige før krigen bryder ud i Europa. Det er en tid, der befinder
sig på tærsklen til en ny og meget mere skræmmende og uoverskuelig tid. Det er
lykkedes for forfatteren at kravle helt ind under stoffet og være i stand til
at gengive det, så det føles selvoplevet. Så livagtigt bredes det ud for
læseren.
Foto: Michael Svennevig
Der
er mange interessante fortællinger om forskelle og ligheder mellem de
forskellige folkeslag. Om japanere, kinesere og europæere. Men bogen ville have
vundet ved en strammere disposition, for hvad er væsentligt, og hvad er mindre
væsentligt? Det er som om det hele er blevet skrevet frem med én og samme energi.
Det er både godt og skidt.
Alligevel
er der passager eller snarere indsatte portrætter, der er det hele værd. Det er
lykkedes at gøre dem fuldt dækkende og helstøbte. Det er fx dobbeltportrættet
af en jødisk tysk violinist og hans kone, der er operasangerinde. Det er
historien om, hvor langt et menneske kan gå, men også om den afgrund, som man
falder ned i, når man presses FOR hårdt og får overbalance (side 141-144).
Eller historien om Wu Chang, der funderer over, hvorfor nogle bliver forfulgt
af ånder, mens andre ikke gør. Det optager ham især efter, at barndomsvennen har
fortalt ham sin ulyksalige historie. (side 217-220)
Så
rejs med romanen tilbage i tiden, og nyd bogens fine beskrivelser af en verden
af i går, også selv om romanen sagtens kunne have været kortere og strammere fortalt.
I 2018 udkom Frederik Danielsens "Drenge", der skildrer seks drenge i
teenagealderen på Sydals med den ene fod plantet i børneværelset og den
anden på fodboldbanen, på knallerten, på marken eller bag cykelskuret på
vej mod fremtiden og voksenlivet. Bogen er et
dokumentarisk hverdagsportræt, der følsomt registrerer vadestedet mellem
barn og voksen. Frederik Danielsen er rejst tilbage til der, hvor han selv
er vokset op, og her genbesøger han en tid, han selv var igennem.
Frederik Danielsen
fortæller selv, at da han voksede op på Als, drømte han bare om at komme til
København, og nu hvor han er her, drømmer han bare om at komme tilbage igen.
Du står og tripper her, frem
og tilbage, frem og tilbage, lige foran min dør, regnbue. Du suger alle dine
farver ind i dine bløde runde kinder, fra lige under min dørkarm. Ingen har
fortalt mig om vintergækker, nelliker og valmuer i krybekælderen under huset.
Men jeg kan se dem nu i dine øjne. Vent lige - nu tager jeg bagdøren, nu går
jeg ud nu er jeg væk. Nu kan du ikke længere se mig. Det er det digt, kære
regnbue, jeg har lovet min ven at han skal have det. Han kan ikke vide at jeg
ikke skriver længere, og at livet for længst folder sig ud uden undertekster på.
Jeg har fået mig en kat. Han hedder Dalton. Han kan rigtig godt lide at lege
med påfuglefjer. Du skulle bare se ham lege. Så glemmer man at han nogle gange
skider ved siden af kattebakken. Ingen er fuldkommen. Der er så mange afbrydelser. Hvis jeg i går skrev
dette digt færdigt, ville det have handlet om hvor smukt livet er, men jeg
nåede det ikke og i dag handler det om noget helt andet. I dag vil jeg stille et
spørgsmål: hvor er livet blevet af? Solen går op og ned, op og ned, hele tiden.
Den er blevet ligegyldig. At overleve et eller to år mere, en eller to dage
mere. Hvad betyder det? Det kunne jeg have sagt, hvis jeg ikke var vigtig for
nogen. Men det er jeg. Jeg har gjort mig uundværlig for nogen, så jeg
skal være her. Det er jeg nødt til. Solen skinner og regnen er holdt op.
Regnbuen er også væk. Mørket er uendeligt set herfra og omkring til alle sider.
Solen er blot en tynd lysstråle i hukommelsens uendelige mørke. Tit genkender
jeg ikke ansigter. Mennesker ser på mig overrasket, skuffet. Jeg prøver at
fortælle dem at det ikke gør noget, at det ikke handler om dem, og at jeg møder
rigtigt mange mennesker i løbet af dagen. Det bliver de ikke gladere af. Jeg hører Kim Larsen synger ”Hold ud” og ”min
elskede, en af de nærmeste dage, tar’ jeg ud til, der hvor regnbuen ender”.
Hvor det nu end er. Vi ses igen.
