HVAD BLEV DER AF FORÅRET?

Om demokrati og teater i Tunesien.

 Dette er den fulde version af artiklen, der i forkortet udgave figurerer på Sameksistens.dk.

af  Michael Svennevig, forfatter og dramatiker

Vi var otte danske scenekunstnere der fløj til Tunis, hvorfra vi kørte ud til Kulturcentret i Karthago, hvor vi mødtes med 12 tunesiske scenekunstnere. Vi sad i kulturcentrets prøvesal. Selv sad jeg ved siden af en trapezartist. Vi havde sat os i en rundkreds og faldt langsomt i snak med hinanden. Det var lettest for de fransktalende af os, eftersom fransk er tunesernes 2. sprog fra den franske kolonitid. Lidt efter lidt rykkede vi tættere sammen. Der lå en tre ugers teaterworkshop foran os, der skulle munde ud i en præsentationsforestilling om identitet. Vi kiggede rundt på tuneserne, mens vi forsøgte at udtale deres navne. De næste dage lavede vi så mange improvisationsøvelser, at vi blev fortrolige med hinanden. Det prøvende og tøvende forsvandt, så vi kunne krydse over de kulturelle grænser, der bekræftede os i, at nok var vi forskellige, både som mennesker og kunstnere, men vi var også på mange måder ens.

På revolutionsdagen, den 23. oktober 2010, var der store optøjer. En handlende kunne ikke opnå tilladelse til at sælge grønsager fra sin bod. Til sidst blev han så desperat, at han satte ild til sig selv. Det blev startskuddet til revolutionen og til det arabiske forår, der indvarslede nye vinde i store dele af den arabiske verden. Det gav genlyd fra land til land, men det var her det startede.

Hver gang vi tog en taxa ind til Tunis, blev vi stoppet. Der var kontrolposter alle steder.  Bilerne blev vinket ind til siden, og en betjent med skarpladt våben lyste ind i bilen, men effekten var tydelig, og nervøsiteten bredte sig i bilen. Tuneserne slog det hen og forsøgte at spøge med det, selv om vi så deres hjælpeløshed og angsten for at komme i systemets vold. Et system der fængslede modstanderne og kontrollerede det offentlige rum.

En af vores improvisationer mundede ud i, at en tunesiske cirkusartist skrev og fremførte en tekst om demokrati og affald. Han beskrev hvordan folk ventede på demokratiet og ønskede sig medbestemmelse og ansvar, men ikke evnede at fjerne deres eget skrald. For da præsidenten flygtede, forsvandt også ørkenræven som havde været symbol på orden og renhed, og siden havde affaldet hobet sig op overalt. Koblingen mellem det politiske og den enkeltes personlige ansvar fik tuneserne til at studse. Normalt var demokrati kun noget der blev diskuteret på et overordnet plan, så det var svært for ham at huske ordene. De smuttede hele tiden fra ham. Fordi det var nye ord. Det var noget han aldrig havde formuleret før. Det var et uberørt sprogligt område. 

 

Jeg var omgivet af skønne, stærke og vilde kvindelige scenekunstnere - i kontrast til samfundet omkring os. De danske kvinder klagede over, at mændene hele tiden kiggede på dem. De oplevede en stor begrænsning i deres personlige frihed. En af de tunesiske dansere beskrev i en anden tekst, hvordan hun følte sig levende begravet – som kvinde. I to år havde hun arbejdet på teksten, men ikke tidligere haft modet til at læse den op. Hun beskrev det med ordene: ”Jeg har en følelse af, at det er nu eller aldrig. Det er nødvendigt at fremsige teksten. Det er nu jeg skal gøre det.”

Inde i medinaen, Tunis´ gamle bazar, bredte de små gader og stræder sig som et mylder af labyrintiske gange, der løb sammen omkring den store moske i midten. Herinde ophørte tiden. Der var røgelse, tæpper, messingting, sko, lædervarer og alskens souvenirtingeltangel. Der var kaffebarer, tecaféer, hattemagernes gade, guldhandlernes gade og alle de andre gader. Da det begyndte at mørkne lukkede de første boder, og alting blev stablet ind i de små butikker. To katte lå og sov op ad hinanden. Jeg så en sort djellaba med en fin, diskret brodering omkring kraven. Straks greb butiksejeren fat i mig og stak en vild pris ud. Jeg nævnte én, der var 10 gange mindre. Og sådan blev vi ved længe, før jeg gik derfra med min nye djellaba.

Et par stykker af os blev inviteret hjem i forbindelse med den muslimske højtid Eid. Efter morgenbønnen slagter man et får. Det er mændene i familien, der fører kniven. Jeg havde fået at vide, at hvis faren i familien bad om det, skulle jeg hjælpe til. Vi var kørt 35 km. ud mellem bjergene til en lille landsby med forfaldne huse som skuttede sig mellem bjergene. Da vi kørte ind i landsbyen passerede vi en lille plads, hvor jeg lige nåede at se to mænd stå bøjet over et får med en kniv, der glitrede i solen. Fårets strube blev blottet og blodsstrålen pulsede ud. Vi drejede ned ad en lille gyde, hvor porten stod åben ind til et nabohus. En kvinde var ved at feje det blodrøde vand ud på gaden. Overfor boede familien jeg skulle besøge. Et får stod og ventede.

 

I en anden øvelse skulle vi fortælle om, hvad demokrati betød for os. Flere tunesere sagde: ”Da jeg aldrig har kendt det, ved jeg ikke hvad det betyder!”, mens flere danskere sagde: ”Siden jeg er født ind i det, er det noget, der er en naturlig del af mig!” Men der var også dem, uafhængigt af nationalitet, der sagde: ” I et demokrati er det majoriteten, der bestemmer. Der er altid nogen, der bliver trynet! - og hvor demokratisk er det?” Enkelte tunesere troede slet ikke på det og mente, at det mest var ord. En kvindelig skuespiller, der også var filmproducent i Tunis, fortalte: ”Nogle af mine venner har fået en pris for en film om menneskerettigheder i Tunesien, men de er ikke i stand til at modtage den, for de er fængslet for at ytret sig om det offentligt.”

Mændene på caféen havde sat jasminblomster bag øret til minde om de to mænd fra civilgarden, der var blevet dræbt dagen forinden af terrorister nær grænsen mod Algeriet. Det samme blev nævnt af kulturcentrets kvindelige leder, Raja Ben Ammar, da vi om eftermiddagen mødtes uden for teatret, for at tale om vores forestående turné til Médenine, der ligger i landets sydligste del, grænsende op til Sahara-ørknen. Raja indledte med at sige: ”Jeg forstår godt, hvis I er bange eller bekymrede. Ingen ved, hvad der vil ske. Det er uvisse tider vi lever i. Indtil nu har der ikke været decideret angreb på udlændinge. Så I ville i så fald blive de første!” Hun lo og fortsatte: ”Médenine er per tradition et meget regeringsvenligt område, men jeres tilstedeværelse vil være af stor betydning for kunstnerne der. Som et vigtigt signal om, at der er noget der fortsætter. At kunst forbinder mennesker på trods af diktaturet. De optøjer og attentater, der har været indtil nu, har fundet sted op mod den algeriske grænse, og Médenine ligger helt ovre mod den liberiske grænse.”

Men vi kom ikke på turné, for man forventede uro og manifestationer over hele landet. Ministeriet, der havde stillet en bus til vores rådighed, ville ikke længere tage ansvaret for os, da rejsen indebar at vi skulle køre otte timer om natten ad små veje, for der var kun motorvej på den første del af strækningen. Og tog var der slet ikke.

I kulturcentret havde vi aftalt at mødes på scenen, omklædte, opvarmede og med alle rekvisitter på plads. Vi danskere var der til tiden, mens tuneserne drypvist indfandt sig, men det var som det skulle være, for vi havde endnu ikke oplevet en forestilling, der startede til tiden. Publikum blev lukket ind, mens vi stod skjult i mørket bag sidetæpperne. Vi kunne høre at de ringede tre gange ude i foyeren. Det var 15-20 minutter efter det annoncerede tidspunkt. Det var helt normalt.

CKU (Center for Kultur og Udvikling) og Efteruddannelsen under Dansk Scenekunstskole (tidligere: Statens Teaterskole) finansierede og organiserede turen. På en måde var vi moderne opdagelsesrejsende, der var rejst ud for at danne bro imellem to kulturer. Med devising (betyder egentlig: ”at skabe ting”) som improvisationsmetode skulle vi forsøge at skabe en verden sammen på scenen og vise resultatet ved en præsentationsforestilling i kulturcentret. I stedet for turnéen viste vi det for de studerende på universitets teaterafdeling i Tunis. Fra Danmark var instruktøren Charlotte Munksø, dramaturgen Miriam Frandsen og koordinatoren Kerstin Andersson med som tovholdere. Vi var en blandet skare af dansere, skuespillere, cirkusartister og performere.

”Effekten af workshoppen?” En ung tunesisk skuespiller og danser sammenfattede det: ”Det er selve kulturmødet, der interesserer mig. Alt det nye som det bringer med sig. I starten var det svært at sige hvordan det ville gå. Sproget var et handicap. Sådan virkede det først, men i stedet viste det sig at være en fordel, for når det lykkes at kommunikere sammen, er det ligegyldigt om man taler sproget. Kommunikation er så utrolig mange ting og kan antage mange former. Men hvad der er endnu mere spændende, er at se og opleve den relation der opstår. Ethvert møde med et nyt menneske er som et nyt menneskeligt projekt. Samtidig har det været sjovt, at der har været så mange kunstneriske indfaldsvinkler til det vi skulle. Det har på mange leder og kanter været et frugtbart projekt. Nærmest et menneskeligt projekt, hvor det grundliggende handler om tolerance, og om at være i stand til at rumme hinanden og vores forskelligheder.”

 

Vi holdt os på hotellet på selve revolutionsdagen. Tuneserne ventede forgæves på at overgangspræsidenten skulle sige noget, men kun premiereministeren kom med en udtalelse, der heller intet konkret lovede. Befolkningen ventede på en dato for det lovede valg.

Derimod blev 5-7 politimænd dræbt på revolutionsdagen, og derfor blev der udstedt tre dages landesorg. Vores gæstespil i Le Kef blev også aflyst.

Vi sad i kulturcentrets fine udendørscafé, da vi hørte dem nærme sig. Først troede jeg at det var skolebørn, der skulle i skole. Vi hørte deres råb længe inden vi kunne se dem. Det var børn, der demonstrererede mod regeringen. De råbte: ”GÅ AF! Gå AF! GÅ AF!” Det virkede surrealistisk, for det var jo bare børn. Der var slet ingen voksne. Kun disse vrede og råbende børn, der langsomt bevægede sig forbi caféen med kurs mod præsidentpaladset. En af tuneserne forklarede nøgternt: ”Ja, når de er så unge, kan politiet ikke arrestere dem, og så bliver de ikke slået!” De blev fulgt af sorte anonyme biler, der registrerede hver af deres bevægelser. De demonstrerende børn efterlod et tomrum inde i os.

Der var flere demonstranter inde i Tunis. Voksne demonstranter - foran Nationalteatret. Det var det tætteste de kunne komme på regeringsbygningen, der var afspærret med pigtråd for at forhindre sammenstimling der. Jeg blev stående lidt uden for biografen skråt overfor. Der var meget politi, men de så muntre ud.  Måske fordi det statsejede tv var ved at optage… Det stod i skarp kontrast til demonstranternes vrede. Jeg vejrede stemningen, inden jeg forsvandt ind i biografmørket. Et forelsket par sad og kyssede hinanden på 5. række og forsvandt lidt efter. Udover den tykke sovende mand ved indgangen var jeg alene. Da jeg kom ud, havde manifestationerne bredt sig. På boulevardens midterrabat var der en masse fugle der holdt til i træernes kroner. Normalt kunne de næsten overdøve trafiklarmen og var ikke synlige, men nu flaksede de forvirrede hen over hovederne på den brølende folkemængde. Der blev råbt, klappet og hujet rundt om mig. Jeg begyndte at gå for at komme væk, men havde bare fornemmelsen af at folkemængden bevægede sig i samme retning. Det var det her jeg var blevet advaret imod. Hvis der var manifestationer og demonstrationer gjaldt det om at holde afstand, hvis politiet greb ind. Jeg gik til for at komme væk, men det føltes som om at de andre bare fulgte med, selv om jeg gik hurtigere. Der var vrede råb, politifolk, politibiler, knipler. Jeg satte farten op, og begyndte at småløbe for at slippe ud af mængden. Længere nede var der en stor trafikeret vej, og da jeg slap over på den anden side, havde jeg lagt mængden bag mig. Jeg satte jeg mig på en café for at få vejret. Man kunne stadig høre folkemængden som et fjernt sus. Flere mænd havde rejst sig fra cafébordene, og selv om der ikke var noget at se, blev de stående tavse. Ventende.