Om demokrati og teater i Tunesien.
Dette er den fulde version af artiklen, der i forkortet udgave figurerer på Sameksistens.dk.
af
Michael Svennevig, forfatter og dramatiker
Vi var otte danske scenekunstnere der fløj til Tunis, hvorfra vi
kørte ud til Kulturcentret i Karthago, hvor vi mødtes med 12 tunesiske
scenekunstnere. Vi sad i kulturcentrets prøvesal. Selv sad jeg ved siden af en
trapezartist. Vi havde sat os i en rundkreds og faldt langsomt i snak med
hinanden. Det var lettest for de fransktalende af os, eftersom fransk er
tunesernes 2. sprog fra den franske kolonitid. Lidt efter lidt rykkede vi
tættere sammen. Der lå en tre ugers teaterworkshop foran os, der skulle munde
ud i en præsentationsforestilling om identitet.
Vi kiggede rundt på tuneserne, mens vi forsøgte at udtale deres navne. De næste
dage lavede vi så mange improvisationsøvelser, at vi blev fortrolige med
hinanden. Det prøvende og tøvende forsvandt, så vi kunne krydse over de
kulturelle grænser, der bekræftede os i, at nok var vi forskellige, både som
mennesker og kunstnere, men vi var også på mange måder ens.
På revolutionsdagen, den 23. oktober 2010, var der store optøjer.
En handlende kunne ikke opnå tilladelse til at sælge grønsager fra sin bod. Til
sidst blev han så desperat, at han satte ild til sig selv. Det blev
startskuddet til revolutionen og til det arabiske forår, der indvarslede nye
vinde i store dele af den arabiske verden. Det gav genlyd fra land til land,
men det var her det startede.
Hver gang vi tog en taxa ind til Tunis, blev
vi stoppet. Der var kontrolposter alle steder.
Bilerne blev vinket ind til siden, og en betjent med skarpladt våben
lyste ind i bilen, men effekten var tydelig, og nervøsiteten bredte sig i
bilen. Tuneserne slog det hen og forsøgte at spøge med det, selv om vi så deres
hjælpeløshed og angsten for at komme i systemets vold. Et system der fængslede
modstanderne og kontrollerede det offentlige rum.
En af vores improvisationer mundede ud i, at en tunesiske
cirkusartist skrev og fremførte en tekst om demokrati og affald. Han beskrev
hvordan folk ventede på demokratiet og ønskede sig medbestemmelse og ansvar,
men ikke evnede at fjerne deres eget skrald. For da præsidenten flygtede,
forsvandt også ørkenræven som havde
været symbol på orden og renhed, og siden havde affaldet hobet sig op overalt.
Koblingen mellem det politiske og den enkeltes personlige ansvar fik tuneserne
til at studse. Normalt var demokrati kun noget der blev diskuteret på et
overordnet plan, så det var svært for ham at huske ordene. De smuttede hele
tiden fra ham. Fordi det var nye ord.
Det var noget han aldrig havde formuleret før. Det var et uberørt sprogligt
område.
Jeg var omgivet af skønne, stærke og vilde
kvindelige scenekunstnere - i kontrast til samfundet omkring os. De danske
kvinder klagede over, at mændene hele tiden kiggede på dem. De oplevede en stor
begrænsning i deres personlige frihed. En af de tunesiske dansere beskrev i en
anden tekst, hvordan hun følte sig levende begravet – som kvinde. I to år havde
hun arbejdet på teksten, men ikke tidligere haft modet til at læse den op. Hun
beskrev det med ordene: ”Jeg har en følelse af, at det er nu eller aldrig. Det
er nødvendigt at fremsige teksten. Det er nu jeg skal gøre det.”
Inde i medinaen, Tunis´ gamle bazar, bredte de små gader og stræder
sig som et mylder af labyrintiske gange, der løb sammen omkring den store moske
i midten. Herinde ophørte tiden. Der var røgelse, tæpper, messingting, sko,
lædervarer og alskens souvenirtingeltangel. Der var kaffebarer, tecaféer,
hattemagernes gade, guldhandlernes gade og alle de andre gader. Da det begyndte
at mørkne lukkede de første boder, og alting blev stablet ind i de små
butikker. To katte lå og sov op ad hinanden. Jeg så en sort djellaba med en
fin, diskret brodering omkring kraven. Straks greb butiksejeren fat i mig og
stak en vild pris ud. Jeg nævnte én, der var 10 gange mindre. Og sådan blev vi
ved længe, før jeg gik derfra med min nye djellaba.
Et par stykker af os blev inviteret hjem i forbindelse med den
muslimske højtid Eid. Efter morgenbønnen slagter man et får. Det er mændene i
familien, der fører kniven. Jeg havde fået at vide, at hvis faren i familien
bad om det, skulle jeg hjælpe til. Vi var kørt 35 km. ud mellem bjergene til en
lille landsby med forfaldne huse som skuttede sig mellem bjergene. Da vi kørte
ind i landsbyen passerede vi en lille plads, hvor jeg lige nåede at se to mænd
stå bøjet over et får med en kniv, der glitrede i solen. Fårets strube blev
blottet og blodsstrålen pulsede ud. Vi drejede ned ad en lille gyde, hvor
porten stod åben ind til et nabohus. En kvinde var ved at feje det blodrøde
vand ud på gaden. Overfor boede familien jeg skulle besøge. Et får stod og
ventede.
I en anden øvelse skulle vi fortælle om, hvad demokrati betød for
os. Flere tunesere sagde: ”Da jeg aldrig har kendt det, ved jeg ikke hvad det
betyder!”, mens flere danskere sagde: ”Siden jeg er født ind i det, er det
noget, der er en naturlig del af mig!” Men der var også dem, uafhængigt af
nationalitet, der sagde: ” I et demokrati er det majoriteten, der bestemmer.
Der er altid nogen, der bliver trynet! - og hvor demokratisk er det?” Enkelte
tunesere troede slet ikke på det og mente, at det mest var ord. En kvindelig
skuespiller, der også var filmproducent i Tunis, fortalte: ”Nogle af mine
venner har fået en pris for en film om menneskerettigheder i Tunesien, men de
er ikke i stand til at modtage den, for de er fængslet for at ytret sig om det
offentligt.”
Mændene på caféen havde sat jasminblomster bag øret til minde om de
to mænd fra civilgarden, der var blevet dræbt dagen forinden af terrorister nær
grænsen mod Algeriet. Det samme blev nævnt af kulturcentrets kvindelige leder,
Raja Ben Ammar, da vi om eftermiddagen mødtes uden for teatret, for at tale om
vores forestående turné til Médenine, der ligger i landets sydligste del,
grænsende op til Sahara-ørknen. Raja indledte med at sige: ”Jeg forstår godt,
hvis I er bange eller bekymrede. Ingen ved, hvad der vil ske. Det er uvisse
tider vi lever i. Indtil nu har der ikke været decideret angreb på udlændinge.
Så I ville i så fald blive de første!” Hun lo og fortsatte: ”Médenine er per
tradition et meget regeringsvenligt område, men jeres tilstedeværelse vil være
af stor betydning for kunstnerne der. Som et vigtigt signal om, at der er noget
der fortsætter. At kunst forbinder mennesker på trods af diktaturet. De optøjer
og attentater, der har været indtil nu, har fundet sted op mod den algeriske
grænse, og Médenine ligger helt ovre mod den liberiske grænse.”
Men vi kom ikke på turné, for man forventede
uro og manifestationer over hele landet. Ministeriet, der havde stillet en bus
til vores rådighed, ville ikke længere tage ansvaret for os, da rejsen indebar
at vi skulle køre otte timer om natten ad små veje, for der var kun motorvej på
den første del af strækningen. Og tog var der slet ikke.
I kulturcentret havde vi aftalt at mødes på
scenen, omklædte, opvarmede og med alle rekvisitter på plads. Vi danskere var
der til tiden, mens tuneserne drypvist indfandt sig, men det var som det skulle
være, for vi havde endnu ikke oplevet en forestilling, der startede til tiden.
Publikum blev lukket ind, mens vi stod skjult i mørket bag sidetæpperne. Vi
kunne høre at de ringede tre gange ude i foyeren. Det var 15-20 minutter efter
det annoncerede tidspunkt. Det var helt normalt.
CKU (Center for Kultur og Udvikling) og
Efteruddannelsen under Dansk Scenekunstskole (tidligere: Statens Teaterskole)
finansierede og organiserede turen. På en måde var vi moderne opdagelsesrejsende,
der var rejst ud for at danne bro imellem to kulturer. Med devising (betyder egentlig: ”at skabe ting”) som
improvisationsmetode skulle vi forsøge at skabe en verden sammen på scenen og
vise resultatet ved en præsentationsforestilling i kulturcentret. I stedet for
turnéen viste vi det for de studerende på universitets teaterafdeling i Tunis.
Fra Danmark var instruktøren Charlotte Munksø, dramaturgen Miriam Frandsen og
koordinatoren Kerstin Andersson med som tovholdere. Vi var en blandet skare af
dansere, skuespillere, cirkusartister og performere.
”Effekten af workshoppen?” En ung tunesisk
skuespiller og danser sammenfattede det: ”Det er selve kulturmødet, der
interesserer mig. Alt det nye som det bringer med sig. I starten var det svært
at sige hvordan det ville gå. Sproget var et handicap. Sådan virkede det først,
men i stedet viste det sig at være en fordel, for når det lykkes at kommunikere
sammen, er det ligegyldigt om man taler sproget. Kommunikation er så utrolig
mange ting og kan antage mange former. Men hvad der er endnu mere spændende, er
at se og opleve den relation der opstår. Ethvert møde med et nyt menneske er
som et nyt menneskeligt projekt. Samtidig har det været sjovt, at der har været
så mange kunstneriske indfaldsvinkler til det vi skulle. Det har på mange leder
og kanter været et frugtbart projekt. Nærmest et menneskeligt projekt, hvor det
grundliggende handler om tolerance, og om at være i stand til at rumme hinanden
og vores forskelligheder.”
Vi holdt os på hotellet på selve
revolutionsdagen. Tuneserne ventede forgæves på at overgangspræsidenten skulle
sige noget, men kun premiereministeren kom med en udtalelse, der heller intet
konkret lovede. Befolkningen ventede på en dato for det lovede valg.
Derimod blev 5-7 politimænd dræbt på
revolutionsdagen, og derfor blev der udstedt tre dages landesorg. Vores
gæstespil i Le Kef blev også aflyst.
Vi sad i kulturcentrets fine udendørscafé, da
vi hørte dem nærme sig. Først troede jeg at det var skolebørn, der skulle i
skole. Vi hørte deres råb længe inden vi kunne se dem. Det var børn, der
demonstrererede mod regeringen. De råbte: ”GÅ AF! Gå AF! GÅ AF!” Det virkede
surrealistisk, for det var jo bare børn. Der var slet ingen voksne. Kun disse
vrede og råbende børn, der langsomt bevægede sig forbi caféen med kurs mod
præsidentpaladset. En af tuneserne forklarede nøgternt: ”Ja, når de er så unge,
kan politiet ikke arrestere dem, og så bliver de ikke slået!” De blev fulgt af
sorte anonyme biler, der registrerede hver af deres bevægelser. De
demonstrerende børn efterlod et tomrum inde i os.
Der var flere demonstranter inde i Tunis. Voksne demonstranter -
foran Nationalteatret. Det var det tætteste de kunne komme på
regeringsbygningen, der var afspærret med pigtråd for at forhindre sammenstimling
der. Jeg blev stående lidt uden for biografen skråt overfor. Der var meget
politi, men de så muntre ud. Måske fordi
det statsejede tv var ved at optage… Det stod i skarp kontrast til
demonstranternes vrede. Jeg vejrede stemningen, inden jeg forsvandt ind i
biografmørket. Et forelsket par sad og kyssede hinanden på 5. række og
forsvandt lidt efter. Udover den tykke sovende mand ved indgangen var jeg
alene. Da jeg kom ud, havde manifestationerne bredt sig. På boulevardens
midterrabat var der en masse fugle der holdt til i træernes kroner. Normalt
kunne de næsten overdøve trafiklarmen og var ikke synlige, men nu flaksede de
forvirrede hen over hovederne på den brølende folkemængde. Der blev råbt,
klappet og hujet rundt om mig. Jeg begyndte at gå for at komme væk, men havde
bare fornemmelsen af at folkemængden bevægede sig i samme retning. Det var det
her jeg var blevet advaret imod. Hvis der var manifestationer og
demonstrationer gjaldt det om at holde afstand, hvis politiet greb ind. Jeg gik
til for at komme væk, men det føltes som om at de andre bare fulgte med, selv
om jeg gik hurtigere. Der var vrede råb, politifolk, politibiler, knipler. Jeg
satte farten op, og begyndte at småløbe for at slippe ud af mængden. Længere
nede var der en stor trafikeret vej, og da jeg slap over på den anden side,
havde jeg lagt mængden bag mig. Jeg satte jeg mig på en café for at få vejret.
Man kunne stadig høre folkemængden som et fjernt sus. Flere mænd havde rejst
sig fra cafébordene, og selv om der ikke var noget at se, blev de stående
tavse. Ventende.
