mandag den 31. august 2009

En forestilling bliver til: TAVSHEDEN, DER TALTE

Foto venligst udlånt af Danmarks Tekniske Museum, Zone-samlingen

 
Tanker og refleksioner om forestillingen

Programtekst

Jeg læste Alice Maud Guldbrandsens bog ”Tavshed blev min sang” i januar 2009. Jeg var på et 3 ugers skriveophold på Jeckels Hotel i Gl. Skagen og havde taget flere bøger med, men da jeg læste Alices bog vidste jeg, at her var historien jeg havde ventet på. Sammen med Thulla og Niels Vigild lavede jeg sidste sommer forestillingen HEGN på Teatret ved Sorte Hest, der handlede om en irakisk asylansøger i Sandholmlejren, og derfor havde jeg lyst til at undersøge, hvordan det præger et menneske at være truet på livet og føle hele sit liv styrte sammen omkring sig. Men denne gang foregik det ikke i et fremmed land langt herfra, men midt i København - på Frederiksberg Allé.

Det var en historie om, hvor dybt det præger og mærker et menneske.

Alice oplevede det som 5-årig. Det tog hende 40 år at at bryde tavsheden og opsøge sine gamle skolekammerater, og endnu nogle år før det blev til en bog.

Jeg kontaktede Alice og spurgte, om vi skulle lave et samarbejde. Det stod mig klart at Alice selv skulle fortælle sin historie, hvis hun kunne. På samme måde som hun gør i bogen. Bogen er faglitterær, så det var ikke gjort ved bare at optræde med bogteksten. For at give det scenisk liv måtte jeg lave en helt ny tekst. Thulla var igen straks med på at komponere musikken. Også danseren Dwight Powell har jeg med stor fornøjelse arbejdet sammen med før, og han sagde også ja til at medvirke.

Jeg mødtes flere gange med Alice, så hun havde mulighed for at vænne sig til at optræde som sig selv. Jeg ønskede for alt i verden ikke, at hun skulle spille, men bare være sig selv. Og det er slet ikke så enkelt som det lyder. Men Alice tog hurtigt teksten til sig. Men det var svært, for hvad var det egentlig vi lavede? Var det teater, var det oplæg eller vidnesbyrd – og så i en kirke. I stedet for at kalde det en forestilling, er det måske rigtigere at sige at det er et doku-drama, for det balancerer et sted mellem virkelighed og drama.

Alice sidder i en stol og fortæller sin historie, der suppleres af en kommentator, der skiftevis er navigatøren oppe i flyet, der kaster bomberne ned over skolen, og Alices indre tanker, da hun spærres inde i skolens kælder, men også Alices far, der bagefter går rundt imellem ruinerne og leder efter hende. Det hele er holdt enkelt og stramt. Den eneste undtagelse er der, hvor bomberne rammer skolen. Her har Thulla komponeret musik af hypnotisk og tranceagtig karakter - som Dwight improviserer til.
Så manglede jeg blot den skuespiller, der skulle kommentere Alices historie, og det endte med at blive mig selv.

Kirkerummet er historiens tavse medspiller. Rummet emmer af ritualer og fordybelse, og bærer en del af sin alvor med sig ind i forestillingen. Bag bogen og forestillingen ligger vores ønske om at vise, at man godt KAN komme igennem. At der altid er håb, selv når det ser sortest ud. Men at det præger et menneske for livet.

Michael Svennevig, dramatiker & instruktør
 
 

Foto venligst udlånt af Danmarks Tekniske Museum, Zone-samlingen

 
 
ALICE MAUD GULDBRANDSEN
Refleksioner om den dag i marts 1945
 
 
Vi, der overlevede, blev mødt med dyb tavshed. Ingen talte om det. Man troede, at hændelsen kunne ties ihjel. Det var datidens ’medicin.’

Jeg voksede op, sådan lidt i min egen tavse og indesluttede verden indeholdende et hav af ubesvarede spørgsmål, uforløst angst, omgivet af et utrygt indre mørke. I den tilstand groede alt, ikke mindst fornemmelsen af tab og forladthed, sig større.

Det gav næring til mange års dyb tankevirksomhed, efterrationalisering og sortering mellem virkelighed og den drømmeverden, jeg ubevidst havde søgt skjul i.

Først årtier senere fik jeg samlet de mange tråde sammen og mod nok til at bryde den rungende tavshed ved at sætte ord på begivenheden og de tanker, som jeg havde gjort mig i tidens løb. I 2005 – på 60-årsdagen for katastrofen - udkom bogen ’Tavshed blev min sang.’ Heri beretter jeg bl.a. om, hvordan jeg som et 5-årigt børnehavebarn oplevede den værste dag i mit liv, men også det mest afgørende øjeblik, fordi jeg ikke blev dræbt.

Set i bakspejlet skiftede tilværelsen fra total tryghed den onsdag morgenen i 1945 til det absolut modsatte to timer senere samme dag, hvor jeg pludselig befandt mig alene i skolens mørke kælder begravet i murbrokker.

At sætte ord og derefter stemme på tavsheden var en uvurderlig hjælp til opnåelse af det manglende led: fornemmelsen af fuldkommen ’befrielse.’ Det fik jeg derved, selv om en bid af tavsheden altid vil forblive i mig.


 
OM PREMIEREDAGEN
den 4.9.09 i Apostelkirken, Saxogade 13, Kbh. V

Allerede fra kl. 18.00 kan man ude foran kirken opleve en af de gamle ambulancer af samme type som dem, der var med under redningsarbejdet på Frederiksberg Allé.
Det er Zonetjenesten fra Nyvang ved Holbæk, der møder op uniformeret og fortæller om automobilen som optakt til aftenens premiere på forestillingen TAVSHDEN, DER TALTE.

I pausen er der mulighed for - for sidste gang - at se udstillingen ”Smertens Kunst”, der åbnede under Sommerfestivalen ”Stemmerne omkring os” i august. Den er organiseret af Alice Maud Guldbrandsen, der også er billedkunstner. På udstillingen udstiller hun sammen med to andre malere: Shamal Adel Salim (Irak) og Nargiz Galib (Azerbaijan). Begge med flygtningebaggrund. Der er også mulighed for at se asylbørnenes tegninger fra Sandholmlejren. De er udvalgt og kommenteret af Gwynneth Llewellyn.

Efter pausen er der en samtale mellem Alice Maud Guldbrandsen og Michael Svennevig.

torsdag den 13. august 2009

STEMMERNE OMKRING OS 2009 - sådan gik det!





Tak for at I var med til Sommerfestivalen "Stemmerne omkring os".
Det blev 9 forrygende dage, hvor mennesker mødtes og lærte mere om sig selv og hinanden.

Tak for at I alle var så generøse, så varmhjertede og kreative - og for at I ville dele det med os andre. Det var faktisk det som festivalen handlede om - om at give og dele.





Jeg er stolt over at have været togfører på denne tur med Orient-Ekspressen, der fortsatte hvor sporene endte. Der blev opdaget nye territorier og grundlagt nye byer undervejs. Der blev tegnet nye landkort og ukendte steder blev navngivet som en del af fejringen af de oplevelser som vi delte undervejs. Det førte os langt væk, men også længere ind i os selv. Det ledte os helt tilbage til jernalderen. Der var historier og erindringer fra de ældste iblandt os, mens de yngste tog på en eendags ekskursion til fortiden i Sagnlandet Lejre. Det usagte fik stemme på en malerudstillingen om det smertefulde og blev fortalt over en aften, hvor fjerne exilstemmer kom helt tæt på os.





Et dansende maleri fandt sin rytme og fodslag, mens kunstneren med farvepigment under fødderne dansede maleriet frem med kroppen. Som om kroppen i forvejen ved det som vi selv har glemt. Mens vi frembragte lyde på forskellige instrumenter, og kirkens orgel spillede i baggrunden, fandt det sin form og farve, mens dansen gik og farverne fordeltes på lærredet og i vores bevidsthed. Og så var der alle historierne, der tog os med, da vi selv skulle skrive.
Det hele begyndte og endte med humor, drømme og visioner.
Tak for at I var med på rejsen. Alene tanken får mig til at smile. Jeg håber at dette smil når jer. Den korteste afstand mellem mennesker er et smil.
Mange varme hilsner
Michael

IN ENGLISH:
Thanks for joining hands for the Summer Festival "Voices around Us".
It was 9 wild days where a lot ofdiffrent people came together. Thanks for being so generous, so warmhearted and giving. That was really what the festival was about - giving and sharing.
I´m proud to have been the counductor on this joyful ride on our Orient Express, which continued where the tracks ended. It made new ground and founded new cities along the way. New maps were drawn and a lot of unknown places were given names in celebration of the experiences which we shared. It took us far away and deep inside ourselves.
The ride took us right back to the ironage. With tales and stories based on life experiences of the oldest among us, while the youngest went on a oneday excursion to the past in Lejre. Difficult things where communicated through an painting exhibition of the untold and through an evening with exiled voices from abroad. Along the way a dancing painting found its form and structure before our astonished eyes, while the artist with paint on her feet danced it all down with the rhytm of the body. As if the body knowns and has kept the memory of what our minds has ceast to remember. With sounds from various instruments it was being danced and painted note by note - step by step in our minds and on the canvas.
It all began and ended with humour, dreams and visions. Thanks for making all this come through. The very thought of it makes me smile.
I hope the smile will reach you. The closest distance between people is a smile.
All my best
Michael

STEMMERNE OMKRING OS - 2009


Her er lidt om vores formål med festivalen:


Vi er hele tiden omgivet af stemmer. I løbet af festivalen vil vi forsøge at trække nogle af stemmerne tættere på. Det er stemmer fra andre kulturer. Det er unge og gamle stemmer. Det er stemmer der udfordrer os med deres insisterende nærhed. Det handler om levet liv, men også om alle de billeder og forestillinger som vi danner os om os selv og vores omverden. Derfor er festivalen spækket med kultur, for det er kulturen, der viser os, hvem vi er.


Når vi f. eks har en jernalderboplads med, er det for at markere at vi er rundet af det samme. Bag om vores kulturelle forskelle ligger et enhedspunkt, som vi vil forsøge at lege os ind i. Jernaldermennesker er forudsætningen for alle de forskellige kulturer. Ved at lege os ind i det kommer vi i kontakt med et udgangspunkt vi har tilfælles bagom alle vore forskelle. Vi håber at denne erfaring vil give os mod på at møde det fremmede i andre mennesker, for det er dér vi møder os selv. Det er vores evne til at møde verden, der definerer os som mennesker. Vi skal turde den kontakt.


Ekkoer af fjerne kulturer i vores nærområde kan skabe ny musik og ikke bare konflikter, og det er denne nye musik vi prøver at frembringe med festivalen.

mandag den 3. august 2009

Sommerfestivalen STEMMERNE OMKRING OS - 2009


Fra festivalåbningen om "Humor & Fordomme"
søndag den 2.8. i Apostelkirken.

"Festivalen Stemmerne omkring os er et forsøg på rumme vores forskelligheder.
Det kræver et overskud at lære nye mennesker at kende. Det er vigtigt at turde møde hinanden.
Vi skal turde række ud ellers tror jeg at vi går til grunde. Ikke rent bogstavligt, men menneskeligt er vi meget mere dødelige end vi selv er klar over.

Når jeg kigger mig omkring, og kigger på mit eget liv, så er det andre mennesker og fællesskabet med dem, der får mig til at holde balancen. Det er ikke når jeg sidder og lave mine egne ting.
Jeg er skruet sådan sammen så jeg er nødt at til at have med andre mennesker at gøre.
Jeg nødt til at mærke andre mennesker. Jeg ved ikke, hvordan I har det?
Men i dag har vi nogle bud på mennesker, der forsøger at række ud efter andre mennesker.
Det gør de på meget forskellige måder.
Det gælder ikke om hvad vi hver især kan få ud af at gøre det, men om at dele.
Denne festival handler om at dele. Vi bliver så rige af det.

Jeg tror på at den korte afstand mellem to mennesker er et smil.
Lad os afprøve det i aften. Lad os se om det virker..."


Michael Svennevig