Foto venligst udlånt af Danmarks Tekniske Museum, Zone-samlingen
Tanker og refleksioner om forestillingen
Programtekst
Jeg læste Alice Maud Guldbrandsens bog ”Tavshed blev min sang” i januar 2009. Jeg var på et 3 ugers skriveophold på Jeckels Hotel i Gl. Skagen og havde taget flere bøger med, men da jeg læste Alices bog vidste jeg, at her var historien jeg havde ventet på. Sammen med Thulla og Niels Vigild lavede jeg sidste sommer forestillingen HEGN på Teatret ved Sorte Hest, der handlede om en irakisk asylansøger i Sandholmlejren, og derfor havde jeg lyst til at undersøge, hvordan det præger et menneske at være truet på livet og føle hele sit liv styrte sammen omkring sig. Men denne gang foregik det ikke i et fremmed land langt herfra, men midt i København - på Frederiksberg Allé.
Det var en historie om, hvor dybt det præger og mærker et menneske.
Alice oplevede det som 5-årig. Det tog hende 40 år at at bryde tavsheden og opsøge sine gamle skolekammerater, og endnu nogle år før det blev til en bog.
Jeg kontaktede Alice og spurgte, om vi skulle lave et samarbejde. Det stod mig klart at Alice selv skulle fortælle sin historie, hvis hun kunne. På samme måde som hun gør i bogen. Bogen er faglitterær, så det var ikke gjort ved bare at optræde med bogteksten. For at give det scenisk liv måtte jeg lave en helt ny tekst. Thulla var igen straks med på at komponere musikken. Også danseren Dwight Powell har jeg med stor fornøjelse arbejdet sammen med før, og han sagde også ja til at medvirke.
Jeg mødtes flere gange med Alice, så hun havde mulighed for at vænne sig til at optræde som sig selv. Jeg ønskede for alt i verden ikke, at hun skulle spille, men bare være sig selv. Og det er slet ikke så enkelt som det lyder. Men Alice tog hurtigt teksten til sig. Men det var svært, for hvad var det egentlig vi lavede? Var det teater, var det oplæg eller vidnesbyrd – og så i en kirke. I stedet for at kalde det en forestilling, er det måske rigtigere at sige at det er et doku-drama, for det balancerer et sted mellem virkelighed og drama.
Alice sidder i en stol og fortæller sin historie, der suppleres af en kommentator, der skiftevis er navigatøren oppe i flyet, der kaster bomberne ned over skolen, og Alices indre tanker, da hun spærres inde i skolens kælder, men også Alices far, der bagefter går rundt imellem ruinerne og leder efter hende. Det hele er holdt enkelt og stramt. Den eneste undtagelse er der, hvor bomberne rammer skolen. Her har Thulla komponeret musik af hypnotisk og tranceagtig karakter - som Dwight improviserer til.
Så manglede jeg blot den skuespiller, der skulle kommentere Alices historie, og det endte med at blive mig selv.
Kirkerummet er historiens tavse medspiller. Rummet emmer af ritualer og fordybelse, og bærer en del af sin alvor med sig ind i forestillingen. Bag bogen og forestillingen ligger vores ønske om at vise, at man godt KAN komme igennem. At der altid er håb, selv når det ser sortest ud. Men at det præger et menneske for livet.
Michael Svennevig, dramatiker & instruktør
Foto venligst udlånt af Danmarks Tekniske Museum, Zone-samlingen
ALICE MAUD GULDBRANDSEN
Refleksioner om den dag i marts 1945
Vi, der overlevede, blev mødt med dyb tavshed. Ingen talte om det. Man troede, at hændelsen kunne ties ihjel. Det var datidens ’medicin.’
Jeg voksede op, sådan lidt i min egen tavse og indesluttede verden indeholdende et hav af ubesvarede spørgsmål, uforløst angst, omgivet af et utrygt indre mørke. I den tilstand groede alt, ikke mindst fornemmelsen af tab og forladthed, sig større.
Det gav næring til mange års dyb tankevirksomhed, efterrationalisering og sortering mellem virkelighed og den drømmeverden, jeg ubevidst havde søgt skjul i.
Først årtier senere fik jeg samlet de mange tråde sammen og mod nok til at bryde den rungende tavshed ved at sætte ord på begivenheden og de tanker, som jeg havde gjort mig i tidens løb. I 2005 – på 60-årsdagen for katastrofen - udkom bogen ’Tavshed blev min sang.’ Heri beretter jeg bl.a. om, hvordan jeg som et 5-årigt børnehavebarn oplevede den værste dag i mit liv, men også det mest afgørende øjeblik, fordi jeg ikke blev dræbt.
Set i bakspejlet skiftede tilværelsen fra total tryghed den onsdag morgenen i 1945 til det absolut modsatte to timer senere samme dag, hvor jeg pludselig befandt mig alene i skolens mørke kælder begravet i murbrokker.
At sætte ord og derefter stemme på tavsheden var en uvurderlig hjælp til opnåelse af det manglende led: fornemmelsen af fuldkommen ’befrielse.’ Det fik jeg derved, selv om en bid af tavsheden altid vil forblive i mig.
OM PREMIEREDAGEN
den 4.9.09 i Apostelkirken, Saxogade 13, Kbh. V
Allerede fra kl. 18.00 kan man ude foran kirken opleve en af de gamle ambulancer af samme type som dem, der var med under redningsarbejdet på Frederiksberg Allé.
Det er Zonetjenesten fra Nyvang ved Holbæk, der møder op uniformeret og fortæller om automobilen som optakt til aftenens premiere på forestillingen TAVSHDEN, DER TALTE.
I pausen er der mulighed for - for sidste gang - at se udstillingen ”Smertens Kunst”, der åbnede under Sommerfestivalen ”Stemmerne omkring os” i august. Den er organiseret af Alice Maud Guldbrandsen, der også er billedkunstner. På udstillingen udstiller hun sammen med to andre malere: Shamal Adel Salim (Irak) og Nargiz Galib (Azerbaijan). Begge med flygtningebaggrund. Der er også mulighed for at se asylbørnenes tegninger fra Sandholmlejren. De er udvalgt og kommenteret af Gwynneth Llewellyn.
Efter pausen er der en samtale mellem Alice Maud Guldbrandsen og Michael Svennevig.
