Vi træder direkte ind i sjælens mørke. Der er tåget, og scenen er kun svagt oplyst. Vi starter med en telefonsamtale mellem de to elskende, Martin og Markus. Deres navne er næsten identiske, og det er deres historier også, men som rumpartikler, der suser forbi i hver deres bane, mødes de hele tiden på forskudte punkter. De når aldrig rigtigt sammen. Jo, næsten, for de oplever øjeblikke af intens lykke og forelskelse, og så alligevel ikke. For de befinder sig hele tiden forskudt af hinanden. De tiltrækkes og afstødes af hinanden som magneter, der hele tiden higer efter at være sammen og som alligevel ikke formår det. Ikke i længden.
Magnus Iuel Bergs stramme og stærke tekst er skarpt instrueret af Johan Sarauw. Thomas Diepeveen og Luiz Wilhelm Karlsen spiller henholdsvis Martin og Markus. De er sidst i 20´erne og helt i drifternes vold. Selv om der også er stoffer i historien, er det kærligheden, der er det stærkeste stof i historen. Det er dét stof som de begge bliver høje på og afhængige af. Men med opturen følger nedturen. De er stærkt knyttet sammen af bånd, som de ikke kan kappe, men som de i længden heller ikke kan leve med. Efter 5 år slider de sig løs af hinanden, for selv kærligheden må give op - til sidst.
Det spiller ikke den store rolle, at historien udspiller sig mellem to mænd, kærlighed er kærlighed, og min kvindelige ledsager sagde bagefter, at hun havde tænkt på sit eget kærlighedsliv, mens vi så forestillingen. For teksten og forestillingen formår at berøre os lige i hjertet. Den er pågående, rå, råbende, sparkende og elskende. Det er sådan kærligheden er. Den hiver i os, og hiver os ud over vore grænser. Vi griber ud og fanger hinanden, og kan måske bære hinanden i én time, ét døgn, én uge, én måned - eller et helt liv. Nogle hænder er skabt til at gribe og andre til at tabe. Eller måske er det noget, vi kan lære at blive bedre til? Men fælles for os alle er, at vi higer mod denne formæling, og mod mødet med den anden, den elskede. Det er dét, som lyser op i mørket. For mørkt er der - på scenen og i rummet, hvor kærligheden eller rettere forelskelsen foregår.
Forelskelsen og kærligheden i stykket er en lysende gnist omgivet af mørke. Der er ingenting til at distrahere fra det egentlige. Sådan er det i kærlighedens rum. Gulvet, loftet og væggene er sorte. Gulvet er belagt med sort grus. Det ligner lava, og det ville passe godt symbolsk til stykket. Som skudt op af et krater og ejakuleret ud over de to spillere, der gør det imponerende godt. De er intenst og ubrydeligt låst sammen i de 75 minutter forestillingen varer. Der er kun dem og kærligheden. Intet andet. Det er alt. Men det er også nok. Mere end nok. Alt i forestillingen er enkelt, skarpt og præcist. Der er intet unødvendigt. Det gælder både ordene, instruktionen, spillet, scenografien, lyden og musikken.
Det hele er båret af en enkelhed, der kun er de færreste forundt at arbejde med. Alene dét er betagende og uhyre effektivt. At det tilmed fungerer så eminent og understøtter hinanden på fineste vis, gør det endnu mere fængslende. Det skal ses og opleves.
*
Læs også anmelelsen af Magnus Luel Bergs
*
