onsdag den 26. oktober 2016

Anmeldelse: DER SKAL MOD TIL på Edison


 FOTO: Jon Bjarni Hjartarson

”Et af de hårdeste tider i mit liv var før jeg blev indlagt på Psykiatrisk Center Amager. Jeg følte mig alene. Jeg forstod ikke, hvad der foregik inden i mig. Hvorfor har jeg angstanfald? Hvorfor har jeg selvmordstanker, når jeg i virkeligheden elsker  livet?”
Laura

Forestillingen ”Der skal mod til” består af selvoplevede beretninger fra 14 unge, der med livet i hænderne står frem og fortæller om det, der hidtil har været deres største hemmelighed.

Vi befinder os derude, hvor diagnoser og fobier står i kø og hvor livet bliver en buldrende flod, der tordner forbi. De medvirkende klamrer sig til det der er og er fælles om at bevæge sig imod strømmen. De holder fast, for de kan ikke andet. Forestillingen, de nu medvirker i, er en slags afrapportering fra deres liv, der for dem alle er blevet slået i stykker af den normalitet, der omgiver dem, men som de aldrig selv kan blive en del af. Men hvad vil det sige at være normal? Er det egentlig normalt at være normal?

”…jeg synes ikke rigtig jeg minder om nogen. Jeg synes ikke jeg minder om dem, jeg går i behandling med, og jeg synes ikke jeg minder om dem, jeg ikke går i behandling med.”

 Emil

 
FOTO: Jon Bjarni Hjartarson

De er alle bange for ikke at være gode nok, for ikke at passe ind og for at miste den sidste rest af samhørighed, de har med andre. Den rest som måske udgør den yderste og eneste forbindelse som de har med omverdenen. De har altid spillet teater for at passe ind. Flere taler om den evige teaterforestilling, de hver især er nødt til at spille for deres omgivelser, for det er simpelthen for svært at bryde igennem og fortælle om, hvordan de virkelig har det. Så på den måde er de vant til at spille teater, men nu er det første gang at de spiller sig selv – sådan som de er.
 

 
 
FOTO: Jon Bjarni Hjartarson

Flere gange lyder det fortrøstningsfuldt fra scenen, at de slet ikke ville undvære deres lidelser og diagnoser. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Der er i hvert fald ingen grund til ikke at tro på det, men derfor kan det godt være en sandhed med modifikationer. For de ville utvivlsomt foretrække at være ’normale’, hvis det begreb overhovedet findes. Men måske er det bare en skrøne - det, med den normalitet?

”Jeg går ud i virkelighedens verden. Jeg tager min maske på. Masken hvor den glade Laura, den energiske Laura, den overskudsrige Laura dukker frem. Ingen må opdage hvordan jeg i virkeligheden har det.”

Laura
 

FOTO: Jon Bjarni Hjartarson

Forestillingen giver et smukt, stærkt, foruroligende, men også præcist billede af, hvad det vil sige at være uden for det fællesskab som vi higer så stærkt efter, men som igen og igen slider os i stykker, når vi ikke kan passe ind i det.

Der var flere gange undervejs, hvor jeg ikke orkede at høre mere, hvor det blev for meget, hvor jeg ikke kunne rumme mere. Det bliver for meget kaos, for meget ulykke, for meget af alt det som vi til dagligt skubber fra os, for at bevare illusionen om livet som vi helst vil se det. Så meget desto mere grund er der til at høre deres beretninger til ende. For det har en ende. En smuk én, oven i købet. For fortællingerne knyttes sammen og er drevet af håb og fortrøstning. Ja, ligefrem forløsning. Ellers havde det heller ikke været til at holde ud. Men sådan er det ikke altid i livet.

”Hele besøget hos lægen er meget sløret. Men jeg husker klart, da hun ser på mig og siger: ”Svær depression.” De første tyve sekunder troede jeg ikke på det selv. Men så var det som om hun brast en boble, og jeg blev overvældet af flere års indre smerte.”

Anna

 
FOTO: Jon Bjarni Hjartarson
 

Tak til de medvirkende for deres nærvær og fortællinger - og ikke mindst folkene på C:NTACT med Peter Dupont Weiss i spidsen som ferm instruktør og med Donna Cadogans musik og Lasse Hoeg von Essens koreografi, der gav god rytme og tempo til forestillingen. Tak til C:NTACT for endnu engang at føre os hen et sted, hvor det slet ikke er behageligt at være, men ikke desto mindre bliver det stadig vigtigere at blive mindet om, at ingen er ens og vi alle er forskellige – og at vi skal vide at kunne rumme denne forskellighed. Men det skal der mod til…
 


FOTO: Jon Bjarni Hjartarson

DER SKAL MOD TIL 
 
MEDVIRKENDE: Anna, Cille, Isabella, Jessica, Karoline, Laura, Louise, Mark, Magnus, Nicklas, Nanna, Natacha, Selma og Trine                                                                      MANUSKRIPT: Peter Dupont Weiss  og de medvirkende
INSTRUKTION: Peter Dupont Weiss
MUSIK: Donna Cadogan
DANS: Lasse Hoeg von Essen

LYD: Signe Hendel Møller 
LYS: Trine Asmussen i samarbejde med elever fra AFUK
IDÉ: Henrik Hartmann                                             

"Der skal mod til" er støttet af VELUX FONDEN.             

                      Forestillingen spiller på Edison,                         
Edisonsvej 10, 1856 Frederiksberg C.

Spilleperiode: 25.10.-18.11. 2016

Læs mere.  

Bestil gratis billetter via hjemmesiden.
Men det gælder om at være hurtig!


FOTO: Jon Bjarni Hjartarson

Se forestillingens undervisningsmateriale.



Tidligere anmeldte C:NTACT-forestillinger:
Hooyo! (2016)
Ondt blod (2012)

lørdag den 22. oktober 2016

Anmeldelse: JEG, HÄNDEL på Teater Får302


 
Foto: Sveinn Fannar Jóhannsson 

Svensk/norsk gæstespil.

Hvad pokker er det der sker?
Jeg havde sat mig på 1. række i Teater 302s lille teater i Toldbogade ved Nyhavn. Der var en stank uden lige. Tænker instinktivt at det kan jeg ikke holde ud. Skal jeg gå eller holde mig for næsen eller bare trække vejret gennem munden? Men man kan vænne sig til meget, for bare 10 minutter senere har jeg glemt alt om det – eller i hvert fald affundet mig med det. Måske fordi det der foregik på scenen var så grænseoverskridende.
Det er en glidende overgang fra fascination til væmmelse, fra liv til død og fra had til kærlighed. Nogle gange lapper det over – ligesom på scenen i ”Jeg, Händel”.
 
Soloforestillingen JEG, HÄNDEL er baseret på Carl-Michael Edenborgs roman ”Mitt grymma öde”, der er en historisk fantasi over den tyske komponist Georg Friedrich Händels liv (1685-1759). Forestillingen har romanen som sit forlæg, og er destilleret ned i fire tekstfragmenter.
 
Foto: Sveinn Fannar Jóhannsson 
 
Det er ulækkert. Det er FANTASTISK ulækkert, men jeg sad også som naglet til min plads, mens fortællingen om den store komponists møde med den første kastratsanger blev fortalt i al sin skønne gru. Vi bliver ikke sparet for noget. Her er ingen fine fornemmelser. Eller rettere er der en masse fine fornemmelser, for det er dem, der gør det grotesk. Ja, vulgært og bizart. Her skal ikke røbes for meget om selve handlingen, for den er spinkel som en pølsepind. Men hvilken pølsepind! Den har både smag og bid.
 
Scenisk er det forløst optimalt af instruktøren Henriette Pedersen. Caisa-Stina Forssberg er overdådig som Händel. Stor, svulmende, vulgær og alligevel rørende. På én gang både skrøbelig og grotesk. Olav Ryland Myrtvedts scenografi er overvældende og kvalm (inklusiv de to spande med tapetklister, der hældes ud på gulvet!), mens den flimrende flotte lyssætning af Tilo Hahn næsten gør én svimmel. Musikken er orkestreret og brugt optimalt af Katrine Ganer Skaug og bygget op omkring ”Lascia che´io Pianga (fra operaen Rinaldo, 1711) sunget af Cecilia Bartoli (ligesom på optagelsen her).
 
Foto: Sveinn Fannar Jóhannsson 
 
Vi møder dødens engel i starten. Kastratsangen virker så berusende og overjordisk, at Händel er bange for at dø af det. Vi gyser. Især når man - som han - er viklet ind i skønne klæder skabt af Kjell Nordström, men det ser ud som om de er dækket af indtørret bræk. Forestillingen er fysisk påtrængende. Den sætter sig på én, på tøjet – og bliver siddende.
Senere følger vi Händels møde med englemageren og ikke mindst Idomino, den unge dreng, der som 6-7 årig ender i englemagerens blodige hænder, der med sin kniv gør ham til kastratsanger. Da Händel mange år efter igen møder Idomino, er han blevet en fuldvoksen kastratsanger, og det er mødet med ham, der får Händel til at udbryde at han er en af Satans yngel. Det mest guddommelige er også det mest djævelske. Skønhed og gru går hånd i hånd.
 
Der er et ekstra lag i historien, for Händel spilles af Caisa-Stina Forssberg – en kvinde i mandeklæder. Samtidig tvinges hovedpersonen til at iføre sig kvindeklæder i den afsluttende seksuelle fornedrelsesscene – og det er jo altså en mand, der spilles af en kvinde klædt ud som mand, der lader sig klæde ud som kvinde – og ender med at stå helt nøgen over for os og kaste sin store krop lige ud i øjnene på os. Det er stærkt – og flot.
Det er med andre ord en forestilling, der er åben for mange fortolkninger. Faktisk siges der ikke meget, selv om der artikuleres så meget desto mere. Som i en opera – af Händel.
Måske er det netop grunden til at det virker så stærkt.
For forestillingen er uafrystelig. Ligesom musikken. Den skal opleves, hvis du tør!
 

Foto: Sveinn Fannar Jóhannsson 
 
JEG, HÄNDEL
 
Instruktion: Henriette Pedersen
Tekst: Carl-Michael Edensborg
Skuespiller: Caisa-Stina Forssberg

Scenografi: Olav Ryland Myrtvedt
Kostume: Kjell Nordström (aka Baron von Bulldog)
Lys: Tilo Hahn

Musikudvalg, ide & koncept: Katrine Garner Skaug
Musikredigering: Anja Tietze Lahrmann
Dramaturgi: Kai Johnsen
Producent: Morten Kippe
Barok inspiration: Elizabeth Svarstad

Svensk/norsk gæstespil på Teater Får302
Spilleperiode: 20.-22. oktober 2016
Læs mere.

 

søndag den 16. oktober 2016

Anmeldelse: ROMANTIKER i Poesiens Hus


 
Klædt helt i sort bliver deres vingeaftegninger på ryggen så meget desto tydeligere. Måske er de engle fra det hinsides, men i så fald med meget kødeligere efterliv. De fører os gennem aftenen, natten og frem mod morgenen. Morti Vizki, Michael Strunge og Lene Henningsen har lagt ord til, og de er fermt sammenkædet af sidstnævnte. Marianne Grønnow har lavet den installation, der lægger sig omkring de tre skuespilleres ord. På scenen er det Mia Lerdam, Mette Frank og Ulver Skuli Abildgaard, der elegant og veloplagt fyrer ordene ud over os som en blanding af skud og konfetti. Når vi tror at det bare er for sjov, skydes der med skarpt så ordprojektilerne gennemhuller luften over os, og når vi garderer os er det konfetti og lystne ord der regner ned over os. Mia Lipschitz har koreograferet ord og bevægelser – og har gjort det med så stort nærvær, at både tempo og intensitet holdes oppe i de knap 5 kvarterer som forestillingen varer. Eller måske er det i højere grad en fremstilling? For vi befinder os i grænselandet imellem de to. Musikken er leveret af Martin Hall.
 

 
Vi befinder os midt i en flodbølge af ord. Ordene hiver og slider i os. Vizki og Strunge trækker os lokkende og frådende gennem aftenen og natten. Deres ord fra det hinsides supplerer fint hinanden og lapper over hinanden, for lige der mellem de to, imellem aftenen og natten, sker der uendeligt meget mere end når det bliver morgen. Måske er morgenen slet ikke tænkt som nogen forløsning. Måske er aftenen og natten bare mere intens og interessant, for morgenen har ikke karakter af at vi kommer et andet sted hen, der er ingen opvågning. Det er som om at drømmene er så meget stærkere, men sådan er det selvfølgelig for en romantiker. Det handler meget mere om at være end at blive. Om at være til stede i glødende og frysende øjeblikke fulde af ord og liv. Og slet ikke om at vågne, for det er drømmene der alligevel er de stærkeste og mest livgivende. For drømmene næres af levet liv.

Fotograf: Henrik Friis
På billedet: Mette Frank, Mia Lerdam, Ulver Skuli Abildgaard.


Vi er slet ikke i nærheden af nogen fremadpulsende dramaturgi, snarere tværtimod, for det er netop i de flygtige øjeblikke at alting frisættes. Det er lige der, hvor ord og liv holdes frem mod publikum som knytnæver og blomsterbuketter. Det er først og fremmest stærkt engagerende og ladet med (natte)liv, sved og tårer. Det skal der til, for at ordene bider sig fast og holdes i live så flot som det sker i Poesiens Hus på Oslo Plads.

 
Foto: Lene Henningsen

Instruktion: Mia Lipschitz
Skuespillere: Mia Lerdam, Ulver Skuli Abildgaard og Mette Frank
Ord: Morti Vizki, Michael Strunge og Lene Henningsen
Installation: Marianne Grønnow
Musik: Martin Hall
Spilleperiode: 15.-20. oktober i Poesiens Hus
Genopsætning : 28.1. -2.2.2017 

Billetbestilling
Læs mere på hjemmesiden og på FB.

*
Læs også samtalen med Mia Lipschitz fra den nyligt udgivne festivalbog MED OG UDEN SMYKKER (Forlaget Epigraf, 2016), hvor hun netop fortæller om at ville gå mere poetisk til værks, sådan som hun gør med forestillingen/fremstillingen ROMANTIKER. I samarbejde med netavisen Sameksistens.dk blev samtalen offentliggjort forud for bogudgivelsen og festivalen.