tirsdag den 15. november 2022

Anmeldelse: SVANEKE på Teater Vestvolden & NÅR MØRKET FALDER PÅ i Hans Egedes Kirke

NÅR MØRKET FALDER PÅ (Foto: Per Morten Abrahamsen) & SVANEKE.

Det er både en styrke og en svaghed, når en forestilling ikke vil falde til ro, men bliver ved med pusle rundt. Som nattesøvn, der aldrig indfinder sig. Det betyder, at der er noget på spil. Noget væsentligt.


Foto: Joar Cirkola. 
 

SVANEKE 

– Om at leve i undtagelsestilstand

på Teater Vestvolden

Monolog af Kevin Doyle

Gæstespil fra Bornholms Teater


Nogle gange er det nødvendigt at trænge igennem en masse ævl og bævl for at hente en perle op af dynget. Det er tilfældet i den amerikanske teatermand Kevin Doyles monolog ”Svaneke”, der er lavet i samarbejde med Bornholms Teater. Det er i udgangspunktet en monolog, men med inddragelse af film og fotos bliver det også et  dokumentarisk og geografisk tidsbillede, der forsøger at fastholde  en periode, hvor hovedpersonen blev holdt fast og fangen, men det kræver en forhistorie. 


Foto: Joar Cirkola. 

Kevin Doyle var egentlig kun på gennemrejse, men strandede på Bornholm, da landet lukkede ned under coronaen, og måtte blive der i næsten et ½ år. Det var en rystende oplevelse for den berejste globetrotter, der er vant til at have store dele af kloden som sin aktionsradius. Pludselig blev det reduceret til vandreture rundt i det corona-nedlukkede Svaneke på Bornholm. Hans registreringer af det ikke-liv, der nu omgav ham, eller rettere alt det bornholmske indeliv, der udspillede sig bag de lukkede vinduer som han var adskilt fra, rystede ham yderligere. Det var faktisk kun de unge drenge, ansat i Dagli´brugsen, der var de eneste han flygtigt kom i kontakt med, når han handlede ind. 

Der er meget, der er ujævnt og kantet i fremstillingen, men hovedmonologen, der skildrer hans møde med det nedlukkede ø-samfund er betagende. Desværre  bliver det forlænget af monologens sideløbende fortællinger, der bevæger sig i for mange retninger, der får det hele til at svulme op og blive alt for langt. Men selve monologen er knugende enkel – og den virker og gør indtryk.


Foto: Joar Cirkola. 

Kevin Doyle går omkring i den affolkede og helt uddøde by, mens corona-smitten stiger. Han beretter om de bornholmske butiksmannequiner, der er de eneste han møder, og noterer sig, hvordan en kvindelig mannequin, vendt ud mod havet, får aftensolen lige ind i ansigtet. Han undres over alle de nips og småfigurer som bornholmerne har stående i vinduerne. Er det udstillinger til glæde for de forbipasserende, eller er det udtryk for noget, der betyder noget særligt for beboerne? Der er lys i alle husenes vinduer, og han kan se at menneskene sidder foran deres skærme. Som en anden marsmand står han udenfor og har lyst til at vinke for bare at opnå en eller anden form for kontakt, men de ser ham ikke. Den omgivende usynlighed er hjerteskærende. Han undrer sig over, at de affolkede butikker har lyset tændt om aftenen efter lukketid, for der er tilsyneladende kun ham til at se det. Andre møder han ikke. 

Som New Yorker bruger han meget tid på at få sig organiseret, så han kan nå at købe ind, før Dagli’ Brugsen lukker kl. 19. Han er vant til at butikkerne har døgnåbent. Der er mange ting, der er nye, og skildringen af det og hans forundring over det, er rørende. 


 
Foto: Joar Cirkola. 

LESS IS MORE

Som sandt er, fortæller han afvæbnende, så ved han intet om Bornholm og Svaneke, for det han har oplevet stemmer slet ikke overensens med det gængse billede af den forgyldte sommervarme ferieø. Det er noget helt andet han har oplevet. Det er iblandet flere andre fortællinger, der har sværere ved at stå distancen. Det virker prætentiøst. Ligesom åbningsscenen, med en (for) lang monolog om rejsekuffertens manglende rulleben og den afsluttende fortælling, om en døende svane og dens ønsker til fem mennesker på stranden, som jeg helst så synke til bunds i havet ud for Svaneke. Det virker snarere forstyrrende. Tilbage står skildringerne, der kun kan opfattes og skildres af en udefrakommende. Det er nøgne og sårbare skildringer, der udgør forestillingens hjerte, mens alt det øvrige virker som fjernere bølgeslag. Ud over filmede interviews (på dansk) med bornholmere, der fortæller om liv under coronaen, foregår resten på amerikansk. De interviews fungerer godt sammen med monologen. Det er spændende tænkt, mens skildringerne af livet i byen ud fra et filmet bykort, hvor personerne bevæger sig rundt som var de brikker i et Matador-spil, har sværere ved at balancere, ligesom kufferten med det manglende rulleben. Monologen virker, men lige så snart den iblandes alt muligt andet, viger autenciteten og nærheden udebliver. Rent galt går det, da det skal illustreres med en sang. Hvis man ikke kan synge, er det bedre at lade være. Sangen dedikeres til vennen, der dør under nedlukningen i San Francisco. Vennen, Kirk, er også kunstner, men hvad er egentlig deres relation? Vi må nøjes med at gætte, og svaret blæser i vinden. Historierne fra Bornholm fungerer bedst, når de fortælles direkte til publikum. De er som en lille perle - og det var den jeg tog med mig fra forestillingen.

 


SVANEKE

– Om at leve i undtagelsestilstand

Monolog af Kevin Doyle

Gæstespil

70 min.

Medvirkende:
Kevin Doyle

Producent:
Bornholms Teater

Arrangør:

TEATER VESTVOLDEN
Hvidovrevej 241
2650 Hvidovre




Hjemmeside  

Læs mere.

Trailer.

*


Foto: Martin Gundesen.



NÅR MØRKET FALDER PÅ
 i Hans Egedes Kirke
af Teatergrad

Lever vi en blodrus? Vi elsker gyset og er omgivet af true crime-beretninger. Endeløse serier, bøger og film pirrer vores fascination af spændingen og gyset. Det kan ske for hvem som helst. Måske næres det af tanken om, at det ligesom så godt kunne ske for os selv. Teatergrad har i samarbejde med Randers Teater skabt forestillingen NÅR MØRKET FALDER PÅ, der har københavnerpremiere i Hans Egedes Kirke på Østerbro. Efterfølgende opføres forestillingen på Politimuseet. Forestillingen foregår i to akter. Først møder vi parret Jens og Karin i en beretning om partnerdrab. Efter pausen gælder det søskendeparret Patrick og Maja, hvor vi præsenteres for en af de uløste mordsager om datteren, der aldrig kommer hjem, men findes død og afklædt. Regnen har slettet alle spor. Vi ved ikke, hvem gerningsmanden er. Det kunne være hvem som helt. Måske endda én hun kendte i forvejen.


Foto: Martin Gundesen.


På scenen midt i kirken spilles alle personerne og deres pårørende, venner, naboer og behandlere af Julie Riis og Daniel Bevensee, instrueret af Pelle Nordhøj Kann i en tekst af Julie Petrine Glargaard. Det er virkelige historier, der ligger til grund for de to skildrede forløb. Historierne fortælles springende, vi hvirvles ind og ud af historierne. Det er klippet og instrueret som var det en film. Små korte scener fra de to hændelsesforløb fortælles med brudt kronologi. Af og til afbrudt af smukke balletagtige slowmotion-sekvenser. Vi kender historierne, dog ikke detaljeret, men befinder os på gerningsstederne. Der er opstregninger på gulvet, hvor Karin blev dræbt. Den bloddryppende kniv ligger på et oplyst podie, og efter pausen er det Majas gule regnfrakke, der dominerer.


Foto: Martin Gundesen.


Selv om de to fortællinger ikke umiddelbart har andet end gyset og spændingen til fælles, fungerer de godt sammen. De indgår i en organisk glidende fortælling. De mange lys- og lydskift inddeler historien i små korte scener som brikker i et større puslespil. Vi er fuldt fortrolige med dramaturgien (styret af Tine Eibye og Christine Worre Kann). Det er hurtighed frem for inderlighed. Handling frem for indlevelse, og alligevel sniger uhyggen sig ind på os. Det hele er dygtigt instrueret og fungerer efter hensigten.

Kirkerummet er ikke let at gebærde sig i, men forestillingen ånder fint sammen med rummet, og det virker ekstra stærkt, da vi efter pausen får udleveret hvide roser og teksten til ”I østen stiger solen op” som vi synger som afslutning - til begravelsen. Salmenumrene er allerede sat op på væggen.


Foto: Martin Gundesen.


På den flotte moderne og abstrakte altertavle af Liselotte Krodal, der spiller fint sammen med kirkens nye orgel, er der omrids af forgyldte vinger, der omgiver de dramatisk dekorerede felter i midten. Tre røde striber løber hen over billedfladerne. Det røde bliver uvægerligt til blod, og et øjeblik griber jeg mig selv i at tro, at de er tilføjet i forbindelse med forestillingen, hvilket de selvfølgelig ikke er, men sådan virker det, når rummet og historien mødes. Scenografien er af Nikolaj Heiselberg Trap. Lyssætningen er af Viktor Holm Lauridsen og musikken er komponeret af Marie Louise von Bülow.


Foto: Martin Gundesen.

Men hvorfor fortælle historien, når den ikke bliver ført helt igennem? Hvad er ærindet, ud over at få os til at gyse, for det gør vi allerede inden det starter, men hvor skal vi hen med gyset? Det ligger implicit i den sidste uopklarede gerningshistorie, og kunne meget let have været ført helt igennem. En tændt lommelygte fejer hen over os gennem den mørke kirke, da det anklagende fortælles, at det kunne være hvem som helst, der havde begået drabet. Måske endda en af dem hun kendte. Det er netop pointen, at det ikke bare er ukendte drabsmænd, der griber ind NÅR MØRKET FALDER PÅ. Det kunne lige så vel have været en af de tilstedeværende i kirken.  Hvis det havde fået lov til at blive stående, ville vi have haft anklagen hængende over os, og det kunne faktisk have været baggrund nok for at fortælle historien og anklage os som blodtørstigt publikum, men det gribes ikke rigtigt. Det er synd, for det kunne have begrundet hele forestillingen, der i stedet må nøjes med at blive en rapt fortalt, smukt iscenesat og meget effektiv mordhistorie. 

Som altid er det en fornøjelse at drage med Teatergrad ud på eventyr, selv om det denne gang er mere makabert end det plejer. Teatret udmærker sig med at opføre teater i byens rum og lokaler, men aldrig på teatrene. Det har igennem årene skabt en perlerække af oplevelser. Ja, faktisk udmærker deres forestillinger sig ved at være et af byens mest friske teaterbidrag. Det er i hvert fald det teater, som jeg opsøger med størst interesse. Det skal de have tak for.


 

Foto: Per Morten Abrahamsen.


NÅR MØRKET FALDER PÅ

14.-18.11.22: Hans Egedes Kirke

28.11-1.12.22: Politimuseet

90 min.

Medvirkende: Julie Riis og Daniel Bevensee
Instruktør: Pelle Nordhøj Kann
Dramatiker: Julie Petrine Glargaard
Dramaturg: Tine Eibye og Christine Worre Kann
Komponist: Marie Louise von Bülow
Scenograf: Nikolaj Heiselberg Trap
Lysdesign; Viktor Holm Lauridsen
Forestillingsleder Josefine Bitsch


 Hjemmeside  & billetter 


*

Tidligere anmeldte Teatergrad-forestillinger:

2022:

2021:

2020:

2019:

2018:

2017:
(sammen med Cantabile 2)

2016:
(sammen med Familien)

2015:

*

Se  fortegnelsen over de  øvrige 200 teateranmeldelser.

*