fredag den 30. juli 2021

Festlig mad på festivalen ÆG & HÅB…. - og tak til alle bidragende

 
Foto: Michael Svennevig.

Fire aftner på festivalen er der skøn, varm og grøn mad. De tre første dage svinger jeg selv grydeskeen, når der serveres BOMBAY GRYDE med et væld af sæsonens grøntsager, urter, bønner, linser, kikærter, nødder, kryddergrønt tilsat eksotiske grønsager.



Foto: Madame Garborg.


3. festivaldag er Madame Garborg i køkkenet i Global Art Gallery og tryller en gryderet ud af dagens indkøb af torvegrønt, dertil Garborgs hjemmebagte brød. Garborg bager også brød til de tre første dage i forskellige variationer. Lørdag er der særlige müsliboller fyldt med nødder og frugt, samme dag som Lena Gemzøe fra Nokken serverer the og kaffe og eget hjemmebag, der vist spiller fint op til æggetemaet.

De første 4 festivaldage vil der også være kølig iransk sommerdrik: ”Sharbate Khiar”, bestående af citron, lime, mynte, rørsukker og agurk.

På festivaldagen i SALONEN på Østerbro har man selv mulighed for at købe drikkevarer og andet. Til afslutningen på Christianshavn er der -traditionen tro- min fasters drømmekage og Milles marokkanske myntete samt kaffe i pauserne.


Foto: Madame Garborg.

Så velkommen på festivalen, der åbner i den kommende uge. Der er gratis adgang til alle festivalarrangementer, og det koster ikke noget at spise med. Men der kan ikke bestilles billetter i forvejen - så kom i god tid.


Foto: Michael Svennevig.

En stor tak til alle dem, der giver en hånd med, så det praktiske bare glider som det skal. Madame Garborg og Lena Gemzøe er uundværlige. Eva Billesbølle Tworek stiller op til flere gange madlavning – og Majka Bjørnager hjælper med at fragte alle indkøb hjem til tilberedningen (oven i at fotografere begge festivalweekender).  Ud over en tak til alle de mange kunstnere, der uden vederlag stiller op på festivalerne (igen og igen), så skal der denne gang også lyde en stor tak til Bendicte Riis/Tante Andante, der sætter alle sejl til, når festivalen skydes afsted fra Amager til opvarmningsarrangementet på onsdag. Uden alle de mange ildsjæle kunne det slet ikke lade sig gøre at udklække så mange æg og håb. Tak til jer alle. Sammen kan vi det hele!


Foto: Michael Svennevig.

*

Læs mere om festivalen ÆG & HÅB

Se festivalen på Facebook.


*