Viser opslag med etiketten madame Garborg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten madame Garborg. Vis alle opslag

mandag den 19. januar 2026

Hanne Karin Garborg / Madame Garborg (1956-2026)


Hanne Karin Garborg/ Madame Garborg (1956-2026). Foto: Michael Svennevig.
 

Vi mødtes over en lille pose ørkensand (men mere om det senere).

Hvert menneske er som en klode, og når de ikke er der mere, er det som om en klode, der opløses og forsvinder. Det var Hannes bror, der ringede til mig - og nu er hun der ikke mere.


Forside-illustration: Hanne Svennevig. Lay-out: Shohreh Shahrzad


Hanne debuterede med kortprosa-samlingen, "Alt var kun en drøm. Flygtige illusioner og erindringshug" (Epigraf 2018). Jeg redigerede og udgav bogen. Sammen med Ole Bundgaard på saxofon læste Hanne op fra bogen til udgivelsen. Det er den mest sete video på festivalens YouTube-kanal. Knap 6.000 gange er den blevet set. 


Madame Garborg & Ole Bundgaard: "Alt var kun en drøm"


Hanne havde meget på hjerte og hendes hjerte bankede hårdt og højt. Det mærkedes gennem bogens tekster. De er på en gang både sjove og desperate. Der er indlagte referencer til populærmusikken fra Giro 413. Det er med til at give teksterne en vis munterhed, der hele tiden slås på plads af den bagvedliggende alvor.

Sådan var Hanne også selv. Det er mærkeligt at skulle skrive "var", men sådan er livet, det giver og tager. Det oplevede Hanne også selv fra en tidlig alder. Hun havde på mange måder et hårdt liv, men hendes møde med festivalerne for knap 10 år siden viste hende nye veje. Veje, der bragte hende mange nye venner og en sammenhæng, hvor hun beviste sit værd.


Foto: Tina Lindop.


Hanne havde en fabelagtig evne til at knytte an til andre. Hun havde et hårdt menneskesyn, da vi mødtes, men også en masse drømme. Menneskesynet blev blødt betydeligt op, og drømmene blev til virkelighed i løbet af de 10 år.

Det er hårdt og smerteligt at sige farvel til mennesker, vi har kær. Men noget af det bedste er, når vi kan konkludere, at pågældendes drømme fik vinger. Hanne fik på en måde selv vinger. Hun var som brumbassen, der ikke ved, at den ikke kan flyve, og derfor satte af - og FLØJ. Det er værd at hæfte sig ved - for det er så skønt, når det sker. Det er det, jeg synes, at vi skal huske og glæde os over nu.



For Hanne kom det ikke let, men hun var en slider, og hun gik overordentlig dedikeret til værks. Jeg plejede at rose hende for, at hun kunne, hvad hun ville, fordi hun satte alt ind på at opnå det - og det lykkedes for hende.

Men det hele startede med ørkensand: For 10 år siden holdt jeg oplæg i en litterær salon i Albertslund. Jeg fortalte om en af mine indiske rejseromaner og om mit forsøg på at sætte ord på ørkenen – og en af tilhørerne spurgte, om jeg ikke havde taget ørkensand med til dem. Det havde jeg. Det var Hanne, der spurgte. Vi fulgtes bagefter ned til S-toget. Det blev indledningen på vores venskab.




Hver gang vi mødtes, havde Hanne et par hjemmebagte boller og en lækker hjemmelavet marmelade med. Samtidig gav hun mig små sedler med tekster på. Det blev til flere og flere. På et tidspunkt syntes jeg, at det begyndte at antage form og krop, og jeg tilbød Hanne at udgive dem. Det resulterede i "Alt var kun en drøm". Sideløbende stod Hanne for maden til mine fødselsdage i haven (se menu). Senere også for mad på festivalen. 

Hanne brændte i fuld lue. Det virkede som om alting i hende havde ventet på dette. Hun var altid velforberedt til tænderne og gjorde sit hjemmearbejde. Det lønnede sig. Vi lavede adskillige podcasts sammen. Hun var god til at være på. Det var hun også på festivalerne - til og med den sidste festival, hvor hun lavede græskarsuppe til knap 100 mennesker på Gammelfestivalen i efteråret. Det var sidste gang vi sås, selv om vi bagefter fortsat var i kontakt.  Hun beklagede meget, at festivalerne ophørte, men hun var selv et af beviserne på, at det alligevel fortsatte. Hun slyngede sig rundt i festivalernes menneskehav og knyttede kontakter på kryds og tværs. Til stor glæde for sig selv og andre.


Lay-out: Shohreh Shahrzad. Foto: Tina Lindop. 


Sammen med Tina Lindop lavede hun festivalbogen ”Hånd-i-hånd. En antologi om fællesskabers betydning” (Forlaget Anglomania, 2024), der blev støttet af Velux Fonden, hvor 40 medvirkende fortalte om deres møde med festivalerne, og hvad det havde betydet for dem. Det var en imponerende bog, som jeg fik overrakt på min 60 års fødselsdag i haven. Det var lykkedes at holde det hemmeligt, jeg anede intet om det. (Læs Hannes egen introduktion til bogen forud for Gammelfestivalen III). 




Hanne var god til at forfølge sine drømme. For mange år siden oplevede hun musicalen "I morgen er jeg på vej" på Det Kongelige Teater med Lise Ringheim og Ole Ernst. Hun var vild med de sange. Det var sange om at bryde op og slå sig fri. Hun drømte om selv at optræde med sang og musik. Det var det sidste, hun var i gang med - og som hun blev afbrudt i. Hun havde fået en god stemmetræner og drømmen var, at hun skulle optræde og synge. Hun tog hul på det, allerede i 2020 i samarbejde med Mika Filborne (guitar) og Naja Månsson (instruktion) i "SULT". Det indgik i festivalen ÆG & HÅB og blev opført som afslutning på 2. festivaldag i Global Art Gallery i Vanløse (2022): 


ÆG & HÅB: "SULT" af og med Madame Garborg. Guitar: Mika Filborne. Instruktion: Naja Månsson


Det var betagende at følge hendes vej fra drøm til drøm. Egentlig havde hun ikke nogen stor sangstemme, men med træning kan alting læres - og hun gik på med krum hals. Igen det med brumlebien... Det gentog sig i rigtig mange andre sammenhænge. Hun troede på det, hun havde sat sig for, og det lykkedes, eftersom hun var så vedholdende og dedikeret.  




Hendes blomstring kom meget sent. I løbet af de sidste 10 år foldede tingene sig ud for hende. Hun fik nye værdier. Hun fik nye venner. Hun opdagede en ny måde at være til på. Også i forhold til andre. Hun var ret barsk og hård i sin karakteristik af sig selv. Hun fortalte, at hun i mødet med festivalerne mødte en masse mennesker og kunstnere, der fik stor betydning for hende. Hun lyttede, og tog det til sig. Hun bød ind i mange sammenhænge. Også som kok og madkunstner. De mere end 30 års virke som underviser på Hotel og Restaurantskolen fornægtede sig ikke. Hun delte generøst ud af sine evner i utallige sammenhænge. Også i Dansk Forfatterforenings Seniorgruppe, hvor hun kom ind i bestyrelsen, hvor hun var medvirkende til at få gruppen på fode igen efter en større krise. 


Sammen med Søren.


Kærligheden kom også til hende. I mødet med Søren var det tydeligt, at de hver havde fundet den ideelle rejsepartner. Deres sidste rejse endte forleden i Thailand. Det skete pludseligt. Der var intet sygeleje. Det kom som lyn fra en klar himmel. Det er nådigt, når det sker sådan, men at det skulle ske så tidligt er uforståeligt.  

Hanne Karin Garborg er en smuk historie om at ville og kunne. Om at lytte og finde vej. Det var ikke noget let liv. Det kan godt være, at hun kunne virke voldsom og fremadstormende, men der var altid et stort bankende hjerte bagved. 


Sammen med Arabella Neuhaus og Regitze Ahrenfeldt Schrøder fra Dansk Forfatterforenings seniorgruppe.

Hun var med på alle festivaler i knap 10 år. Det startede med, at hun lavede mad, og det gjorde hun også på den afsluttende Gammelfestival her i efteråret, derved var der en cirkel, der sluttedes. Men Hanne havde mod på meget mere - og det var det, som hun arbejdede videre på.

Vi andre er gået glip af hendes sidste syngende optræden. Men Hanne er en af dem, der bliver ved med at være her. Det er smukt, hvad hun efterlod til os. Det er troen på, at man kan, hvad man vil. Det er troen på, at vi selv kan slippe ud af de mentale spændetrøjer, som vi alt for ofte sætter os i. Selv havde hun været hård mod sig selv, men det lykkedes hende alligevel at få åbnet buret. Det synes jeg, at vi skal glæde os over - og lade os inspirere af. Det er smukt, flot og meget inspirerende. Hun endte med at blive det, som hun hele tiden havde stræbt efter.

SKÅL, Hanne - og tak for alle minderne om din gang her på jorden sammen med os.



Hør podcasts med Hanne:

"Alt var kun en drøm" (2018)

"En bøn til havet" (2019) - YouTube

"Bare en skål, tak!" (2020)

Læs samtalen:

"Man kan godt få øje på havet, hvis man vil" (2018)

 

Hanne Karin Garborg/ Madame Garborg (1956-2026)

*





søndag den 28. juli 2024

VERDEN ER FULD AF VEJE: Festlig mad og drikke på festivalen, 2024

Foto: Michael Svennevig.

Til festivalåbningen på Amager og til 2. festivaldag i Vanløse vil der være den karakteristiske festivaldrik, den kølige iranske sommerdrik: ”Sharbate Khiar”, bestående af citron, lime, mynte, rørsukker og agurk.


Til åbningen er det Lena Gemzøe (fra nabohaveforeningen, Nokken), der sørger for  hjemmebagte økologiske brownies med valnødder - og for kaffe og te.


På 2. festivaldag i Vanløse, vil der om eftermiddagen, i den første pause, være en ganske særlig sansemæssig oplevelse. Madame Garborg præsenterer det således:


"I pausen kan du tage et bind for øjnene og læne dig tilbage (tørklæde hænger på hver stol). Nyde lyde og dufte og lade fantasien rejse tilbage eller frem. Efter 5 min. er der en forfriskning og lidt sødt. Efter pausen fortsætter programmet som planlagt. " Det udføres af sanseteamet Strathe, Lindop, C. Svennevig og Garborg. 


Aftensmaden  - både til åbningen på Amager og på 2. festivaldag i Vanløse - vil enten være den kolde spanske tomatsuppe, GAZPACHO, der skal nydes kold i varmen med hjemmebagte nøddeboller til. Eller også vil det være BOMBAY-gryde, alt efter hvor inspirationen fører det hen. Det er undertegnede, der står for maden sammen med en håndfuld hjælpere.


Ydermere vil det i Vanløse være Christine Imbert, der bager gulerodsmuffins med kanel og nødder til kaffen i  pause før den  afsluttende teaterforestilling.


I Salonen, der jo er en café og et galleri, skal man selv betale for det, man ønsker sig. Dog sørger undertegnede for mad til de optrædende til opvarmningen. Der vil også være mulighed for at købe varm mad for øvrige gæster. 





Til afslutningen på Christianshavn er der - traditionen tro - min fasters drømmekage og Milles marokkanske myntete samt kaffe i pauserne.


Der vil også være noget at nyde til Festvalens Nachspiel - et hemmeligt sted i Husum, der først offentliggøres dagen før - men det er en dag, hvor alt kan ske, så derfor bør det ikke afsløres før. 


Så, velkommen på festivalen, der starter med opvarmningen på torsdag og åbningen på lørdag. Der er gratis adgang til alle festivalarrangementer, og det koster ikke noget at spise med, og der kan ikke bestilles billetter i forvejen, så kom i god tid.


Foto: Michael Svennevig.

En stor tak til alle dem, der giver en hånd med, så det praktiske bare glider som det skal. Uden de mange ildsjæle kunne det ikke lade sig gøre at lægge op til så mange drømme og så meget fællesskab.  Tak til jer alle. Sammen kan vi det hele!


Foto: Michael Svennevig.

Læs også Madame Garborgs hyldest til mad og digtning:

Hør podcasts med Lena Gemzøe, 
hvor hun fortæller om arktisk inspiration 
til sine akvareller 
og om hvordan hun fik sit hus på Nokken.

Se og læs også om Christine Imberts fotos af marokkanske døre.


*


Læs mere om festivalen. 

*

torsdag den 18. juli 2024

VERDEN ER FULD AF VEJE: De skønlitterære festivalstemmer

Foto: Wilfred Gachau, Majka Bjørnager, Gaia Galbiati., Florentine Lassen., Anders Rye Skjoldjensen, Kirsten Hyldager og Michael Svennevig.

Længe leve romanen!

Der er noget særligt med romaner. Det, at veje en roman i hånden og vide, at heri er der et helt univers, som forfatteren har skabt for mig, for læseren, kan være svært at begribe og tro på, men det uvirkelige bliver virkeligt. Romanen kan som genre noget særligt. En roman kan ændre vores måde at opfatte os selv, verden og hinanden på. Derfor at romaner farlige, det er derfor der slås ned på forfatterne, for de besidder en særlig magt og evne til at få folk til at drømme om noget bedre. Til at digte en bedre verden – eller en værre for den sags skyld. Romanerne indeholder både himmel og helvede. At lade sig synke ned i en roman kan være som at tage et syrebad, men det kan også være noget af det mest vederkvægende. Mød 20 skønlitterære forfattere på festivalen. Nogle er måske lige debuteret, mens andre allerede har skrevet mange romaner, men fælles for alle er, at de håber at deres bøger griber fat i os og ikke lader os gå, før vi har læst dem til ende. Hermed er anbefalingen givet videre.

Her er listen over medvirkende skønlitterære festivalstemmer – dag for dag:


FESTIVALÅBNINGEN: 
Lørdag den 3. august kl. 12-21
i HF Prøvestenen, Kardinalgangen 3, 2300 Kbh. S.
Se programmet for dagen.



Foto: Wilfred Gachau.

PETER MADSEN

”Jeg er ret god til hemmeligheder. Hvis jeg ikke skulle være superhelt, så skulle jeg måske have været hemmelig agent.”
Forfatter Peter Madsen fortæller om sin debutroman, ”Vægten af et åndedrag” (Forlaget Leitura, 2023) og om sin fascination af superhelte og retfærdighed. Det startede i 8-10-årsalderen, hvor Peter tog sin supermandsdragt på inde under sit normale tøj og havde det på i skole, uden at sige det til nogen. Læs mere, hør podcast og læs anmeldelse.



Foto: Charlotte Lakits.

PER BLOCH

Ord, toner og illustrationer flyder sammen i Per Blochs roman ROSA I AL SLAGS LYS. Det er en parforholdsroman, hvor alt det banale bliver væsentligt og det væsentlige bliver banalt. Men måske er sproget nøglen til det hele, for humoren bærer det hele vejen igennem. Den er grum, barsk og overraskende. Mød forfatter og komponist Per Bloch til festivalåbningen, hvor han vil fortælle og afspille lydværker fra romanen. Læs anmeldelse.



2. FESTIVALDAG; tirsdag den 6. august kl. 15-21
i GLOBAL Arts Gallery, Skalbakken 8 A, Vanløse
Se programmet for dagen.




Foto: Majka Bjørnager.

ANNE HJÆLMSØ

Anne Hjælmsø er forfatter og hun bidrog til festivalbogen ”Hånd-i-hånd. En antologi om fællesskabets betydning” (2024). Hun læser sit essay, ”Omfavnelse” fra bogen, hvor hun bl.a. skriver: ”I mine drømme havde jeg i årevis fantaseret og leget med tanker om det fællesskab. Tænk om man en dag kunne blive en del af den attraktive gruppe. Hvis jeg kunne tale med et par stykker, spørge og lytte. Eller endnu mere vildt, en af dem ville henvende sig nysgerrigt til mig og venligt spørge ind til mine interesser. Drømme kan flimre som lyn gennem natten. Virkeligheden er langt mere omstændelig og kræver ofte forsøg, afvisninger, nye forsøg og så en dag, ville jeg måske komme tættere på fællesskabet. En dag sker det!” Anne har tidligere udgivet fire romaner og en novellesamling. Senest udkom "Med Tiden" (2023). Læs mere og hør podcast (2020).


Foto Michael Svennevig.

BENTE CLOD

43 år har forfatter Bente Clod (født 1946) tilbragt sammen med Emily Dickinsons digtning. Det har ført til oversættelsen af Dickinsons digte med udgivelsen "På min vulkan", (2005/2016) og romanen "Emily Dickinson. Skrift og Drift" (Gladiator, 2023). Emily Dickinson (USA 1830-1886) levede i Amherst, Massachusetts, men hendes digtning har siden spredt sig til store dele af verden. Læs mere, hør podcast og se anmeldelse (2024).


Foto: Michael Svennevig

MADAME GARBORG

"Alt var kun en drøm" var Madame Garborgs debutbog fra 2019: "Det er en skjult hilsen til min mor. Hun sang altid – og jeg fik aldrig sagt farvel til hende. Men det gjorde jeg så alligevel med bogen. Den sangtitel tegner faktisk mange af bogens tekster, og er forbundet med mange af de forestillinger man har om en lykkelig barndom, og lige så lykkelige parforhold." Garborgs tekst til sidste års festival kredsede stadig om hjemmet og om kærlighed. Det handler om følelserne, der blev trådt under fode i barndommen og som efterfølgende skal rettet ud i voksenlivet. Læs mere. Hør podcast (YouTube). Har også været medredaktør på festivalbogen "Hånd-i-hånd. En antologi om fællesskabets betydning" (2024). I år gælder det "Bare et lille sansestrejf før pausen. " Det er både duftende og velsmagende.


Foto: Michael Svennevig.


SINUS REUSS

Sinus Reuss fortæller om sin ungdomsroman DEN VIGTIGSTE ROLLE.
"Jeg tænkte fra starten, at temaet nok ikke ville holde til at udspille sig gennem en knap 500 sider lang roman, men der tog jeg fejl. Romanen handler også om fordomme og de forestillinger vi gør os om hinanden. Men måske handler den ikke mindst om, hvordan vi selv bliver holdt fast af disse forestillinger og fordomme." Læs anmeldelsen. På festivalen sidste år fortalte Sinus om science fiction-romanen "CPH under vand", hvor han skildrer livet, efter at verdenshavene er steget adskillige meter. København er oversvømmet, og har skiftet navn til CPH og er ikke længere Danmarks hovedstad. Det er en åben og optimistisk skildring af et fremtidigt liv på havet – eller rettere i havet. Læs mere. Hør podcast. (YouTube, 2023).


Foto: Michael Svennevig

LUCY LUDVIGSEN

”Kærlighed og kvindekamp” er Lucy Ludvigsens 3. roman, hvor hun skildrer årene fra 1960´erne og frem til i dag. Det er en tid og en fortælling, som hun selv har gennemlevet. Det er en skildring af kvindekamp, basisgrupper, Dannerhusets opståen, Lesbos - og et helt nyt fremspirende syn på kvinder og mænd. Men alle landvindinger skal fornyes, hvis det ikke skal gå i sig selv igen. Lucy Ludvigsem fortæller om dengang og nu. Lise Kamp Dahlerup læser uddrag fra romanen. Læs mere. Hør podcast. Læs anmeldelse (2024).


Foto: Gaia Galbiati.

ALEKSA OKANOVIC

Den dansk/serbiske dramatiker og nu også forfatter, Aleksa Okanovic, har skrevet en helt ulidelig, men også fantastisk debutroman, ”Mørkerædsel”, der foregår i og omkring en kz-lejr i Polen. Skuespilleren Hans Henrik Clemensen læser uddrag fra romanen. "Der er en krybende uro og utilpashed, der straks indfinder sig, når vi kommer med ind i lejren og siden videre ind i lejrkommandantens nærtliggende private bolig. Endnu mere knugende er det at blive vidne til ægtefællernes knagende samliv. Til sønnens skrig om natten og den natterædsel, han lider af. Dermed er brikkerne sat op til det dødens skakspil, der kun kan opstilles så djævelsk udspekuleret af en dramatiker. Godt nok er det Aleksa Okanovics romandebut, men han er i forvejen en velanskrevet dramatiker." Læs mere, hør podcast og se anmeldelsen (2024).



BENTHE PLOUG

Benthe Ploug har rundrejst i Indien, hvor hun har lavet research til sin kommende bog med arbejdstitlen, "Magi og mirakler i Indien". Hun skriver bl.a."Verdenen er et uudtømmeligt ocean af polyhistoriskhed, af mangesidighed, at farver, fantasier, erotik, kampe, smerter, af guddommelige og dæmoniske kræfter. For et stærkt logisk eller materialistisk menneske virker det bizart at forholde sig til den ufattelige billedrigdom. Tager man Hinduistiske Briller på næsen slår det dig måske, at templerne netop symboliserer Livets Mangfoldighed; alt eksisterer i denne vores verden."
​Det er tredje gang at Benthe medvirker på festivalen. Benthe, der også er psykoterapeut, har tidligere fortalt om et andet af hendes værker: ”Fortællinger om fortvivlelse og forvandling”, der består af 20 fortællinger, der omhandler forskellige eksistentielle livskriser. Læs beretningen.



POUL PARSBERG

Skuespilleren Poul Parsberg skriver:
”Alle kender vel “Kongens fald”, men har Johannes V. Jensen skrevet om queer????
I 1936 skrev han en novelle om dette emne. Ud over det, handler den om naboskab,
had, kærlighed og masochisme. Beskrivelsen af miljø og personer er, efter min menig forrygende, og han formår på fire sider, at få os rundt i hele følelsesregistret. Så glæd jer til 11 minutter i selskab med J. V. Jensen.” Se opslag.
Novellen bliver læst af Poul Parsberg, der også tidligere har medvirket på festivalen, hvor han har læst to monologer af forfatteren og dramatikeren Irene Pedersen.


Foto: Florentine Lassen.

FREJA BØGH LASSEN

Forfatter Freja Bøgh Lassen debuterede med romanen, FOR AT GÅ MED DIG sidste år. "De tre fortællinger er centreret omkring smerten ved at miste. Om sorgen, der slet ikke passer ind nogen steder. Hvor går man hen med den? Der er ikke plads til den mellem mennesker. Vi er bange for den – og med god grund, for hvordan skal vi tackle den? Fortællinger rummer ingen svar, men stiller mange spørgsmål i Freja Bøgh Lassens stærke debut-udgivelse.." Læs anmeldelse.



3. FESTIVALDAG: torsdag den 8. august kl. 19-21
i Salonen, Østerbrogade 222 på Østerbro.
se programmet for dagen.




BIRGITTE HESSELAA

Birgitte Hesselaa fortæller om Fjodor Dostojevskijs "Det Døde Hus": ” Det døde hus er Dostojevskijs beretning om livet i en lejr i Sibirien, som han selv lærte det at kende igennem fire år som fange, dømt for statsfjendtlig virksomhed. Tiden i lejren satte dybe spor i resten af forfatterskabet, hvor forbrydelsen og det, han kaldte ”forbrydelsens psykologi” er hovedtemaer. Men Det døde hus er også en læseoplevelse i sig selv og indgår i den russiske fængselslitteratur – en særlig russisk genre – som et af dens største værker.
​Birgitte var i en årrække ekstern lektor i dansk litteratur ved RUC og KU, censor ved universiteterne i dansk litteratur og dramaturgi. Sideløbende var hun dramaturg på DRTV 1976-88, programredaktør på TV2's fiktionsafdeling 1988-1989 og chefdramaturg på Det Kongelige Teater 1989-1994. I en årrække desuden litteraturanmelder og mangeårig underviser på Folkeuniversitetet i litteratur og teater. I de senere år med speciale i de russiske klassikere. Særligt Dostojevskij. Se opslag.



HENRIK HØJMARK THOMSEN

”Velkommen til det hvide helvede”
Henrik Højmark Thomsen, forfatter & glaciolog, fra Eventyrernes Klub fortæller: ”Jeg har fået spørgsmålet igen og igen eller har siddet i et selskab ved et veldækket bord: Hvad er det største eventyr, du har oplevet?”
”Det var en livsdrøm, som var gået i opfyldelse. Antarktis er suverænt det største og mest ekstreme isdække på jorden., og kontinentet er for en glaciolog, hvad en sejr ved Le Mans er for en racerkører, og hvad the Big Five er for en storvildtsjæger.
Antarktis er det højeste, det koldeste, det største, det tørreste og mest stormombruste kontinent i verden. Det er ikke så mærkeligt, at det er det eneste kontinent på kloden, hvor der ikke fast bor mennesker. Antarktis er som en fremmed planet – gold, kold og livsfjendsk, men satans fascinerende.”



LINETTE VALERI STORM

Linette Valeri Storm debuterer med romanen, Lauras bog".
""Lauras bog" er som en besværgelse, som at træde ind i et ritual, hvor der hviskes og tiskes i krogene. Kærligheden slår med fuld kraft alt og alle omkuld. Laura er en naturkraft. Hun er alt og intet. Hun er betagende, besværgende, fortryllende og altødelæggende. Hun giver og tager liv." Læs anmeldelse.




STIG DALAGER

Stig Dalager fortæller om 1. bind af flerbindsværket KÆRLIGHEDENS SPØGELSER, der handler om Franz Kafka. "Det er drømmen Stig Dalager og Franz Kafka har til fælles. Men det er netop også noget af det spændende og dragende ved første del af flerbindsværket, for i romanen brydes temperamenterne, og det er tydeligt at Dalager går langt for at møde Kafka, der har efterladt sig mange dagbøger, der inkorporeres i teksten ligesom Kafkas andre værker. Det hele centrifugeres og ud af dette kommer der dette dragende første bind af KÆRLIGHEDENS SPØGELSER." Anmeldelsen offentliggøres forud for festivalen. Skuespilleren Lise Kamp Dahlerup læser uddrag fra romanen. Romaner, digte, skuespil og kronikker. Det hele flyder i en inspireret strøm fra Stig Dalager, der er en af de mest oversatte nulevende danske forfattere. Læs mere. Hør podcast (YouTube).



Foto: Michael Svennevig.

HANNE MARIE SVENDSEN
Den 90-årige forfatter, Hanne Marie Svendsen, har senest bidraget til ”Moderelementet” (Gutkind, 2024), redigeret af Julie Sten-Knudsen, Liv Duvå, Kirstine Reffstrup, Ditte Holm Bro og Mia Degner. En antologi om mødre og moderrollen, perspektiveret gennem uddrag fra digte, noveller og romaner, udgivet i perioden 1895-2014 samt en række nye tekster. Hanne Marie Svendsen har bidraget med et uddrag fra debutromanen ”Mathildes drømmebog” (Gyldendal, 1977). Citat fra bogen: ”I processen med at finde tekster til antologien, skrev vi til Hanne Marie Svendsen og spurgte til bogens tilblivelsesproces og hendes tanker omkring den. Hun svarede: ”Var det en bog om kvindefrigørelse? Nej, snarere en bog om en kvinde, der overgiver sig til det normative, alt det hun har fået at vide er godt og rigtigt, og undertrykker sig selv.” I Salonen vil Hanne Marie Svendsen læse udvalgte passager fra bidraget til den nye antologi. Seneste udgivelse er ”Mellem regndråber” (roman, Gyldendal, 2019) som Hanne Marie fortalte om på sidste års festival. Læs mere. Hør podcast (YouTube, 2019).




PIA SIGMUND

"Jeg er så heldig, at jeg næsten kan kalde mig veteran i Michael Svennevigs festivaler. Jeg har grundlagt og sammen med Alaa Abdol-Hamid opbygget indsatsen "2 Timer om Ugen", hvor små børn med andre modersmål mødes med en voksen dansker to timer hver uge, en sprog- og kulturven, og sammen leger de det danske sprog frem. 2 Timer om Ugen er en succes og arbejder snart i fem kommuner rundt i landet. Nu i 2023 inviterede Michael mig til at skrive en tekst til ET ANDET BLIK, hvor jeg fortæller om min nylige rejse til Palæstina for at finde de gode historier. Gode historier, der giver håb og livsmod, findes, selv under de sværeste vilkår, mange flere end vi hører om i det daglige. Jeg er historiker og fortæller og har et stort hjerte for børnene og for mennesker, der ufrivilligt må forlade deres land – og for at finde og fortælle gode, positive historier. Læs mere. Hør podcast.




FESTIVALAFSLUTNINGEN: søndag den 11. august kl. 13-16
i Gårdhaven ved Dansk PEN, dronningensgade 14 på Christianshavn
hvis det ikke er udevejr bliver det i Dansk Forfatterforening,
Strandgade 6 - et par gader derfra.
Se programmet for dagen.




 
ANNE ZENON

Anne Zenon har skrevet tweenromanen BALALAS FEST (Brændpunkt, 2024). ”Silles mor drikker og har fået sit liv slået i stykker efter at en marokkansk kæreste droppede hende. Sille prøver så godt hun kan at få det til at glide. Kommunen blander sig og kommer med et ultimatum: hvis moren ikke opgiver drikkeriet, kommer hun, Sille, i familiepleje. I skolen er Sille en af de seje. Faktisk så sej, at det er svært for hende at nå frem til sine mere menneskelige sider, og hun chikanerer nogle af de andre. Mia, hendes bedste veninde, er den eneste som hun tør tage med hjem, for rodet og de tomme flasker vil hun ikke have andre til at se." Læs anmeldelse.




JIM HØJBERG

Forfatteren Jim Højberg er børnebibliotekar og har rejst meget i Afrika.
”Forfatteren har tydeligvis et dybt kendskab til kulturen og fortæller med et glimt i øjet. Det hele spindes dygtigt sammen til en historie, hvor der ofte fokuseres på forskellene mellem den europæiske/hvide måde og den afrikanske tilgang til mange ting. Det er fortalt kækt. Sproget er godt og melodiøst, men der fortælles så rapt, at teksten egentlig ikke rigtig når at falde til ro. Det er et spændende afrikansk ridt. Vi er hele tiden på farten. Det går over stok og sten. Det handlingsorienterede sker på bekostning af de mere karakterdrevne beskrivelser, men spændende fortalt er det.” Læs anmeldelse.


Foto: Anders Rye Skjoldjensen.

HANS HENRIK RASMUSSEN

Hans Henrik Rasmussen debuterede med romanen SPEJLTRÆET. "Romanen beskriver en evig venten. En slags afventende utålmodighed efter at give sig livet i vold og at træde ud i det. Efter at blive ét med det og endelig finde en form, et mål og en tone i livets enorme symfoni." Anmeldelsen offentliggøres forud for festivalen. Læs anmeldelse.



Foto: Michael Svennevig.

MURSHIDA ZAMAN
CINDY LYNN BROWN

Hold da op. Mushida Zamans 5. bogudgivelse, der først kommer på dansk med titlen USTANDSELIGT FORÅR og siden følger på engelsk, er noget ganske særligt. Mushida Zamans er Københavns 3. Friby-forfatter og har tilbragt de sidste 2½ år her. Mushida Zaman (1983) kommer fra Bangladesh og er her sammen med sin mand, der er filminstruktør. Hun skriver på bengalsk, der først er oversat til engelsk, hvorefter den dansk/amerikanske forfatter, digter og oversætter Cindy Lynn Brown har oversat novellesamlingen til smukt flydende dansk. Mød dem begge til festivalafslutningen. Læs mere. Hør podcast fra udgivelsen. Læs anmeldelse.



Foto: Michael Svennevig

BENEDICTE RIIS

​/Tante Andante har en lang række bogudgivelser bag sig. Lige så mange rejser og mange flere sangkompositioner. Geografisk strækker det sig over hele kloden. Benedicte har rejst rundt med sine sange og historier gennem mere end 40 år. Først med etableringen af Tante Andante-huse rundt omkring i verden. Siden har hun sejlet havene tynde – og nu gælder det så H. C. Andersen. Benedicte vil læse op fra ”Prinsessebogen”, der udkommer senere på måneden. Hun vil læse om, hvordan vi besejrer Snedronningen og lukker en masse vildveje. Modtager af festivalens Altruistiske Pris 2022. Læs mere. Hør podcast (YouTube, 2022).



Foto: Kirsten Hyldager

JAKOB HERO

​Forfatter Jakob Hero har skrevet sin roman nr. 2: IKKE ET KIRSEBÆR. "Historien forgrener sig vidt omkring på romanens 458 sider, men det hele holdes i stramme tømmer af den meget kapable forfatter. Det er en fornøjelse at være med på køreturen til Østrig. Hero har en meget vedholdende og insisterende forfatterstemme. Han satser det hele og søger helt ud, hvor tilværelsen står på spil og eksistensen knager." Læs anmeldelse.
Jakob Hero var også med på festivalen sidste år, hvor han fortalte om romandebuten, KUN NÅR DET BRÆNDER, hvor Dina får konstateret terminalcancer. Det unge par, midt i 20´erne skulle have nydt livet og alt det de var stillet i udsigt, men i stedet bliver det til at de langsomt skal opleve og forlige sig med – eller forsøge at forlige sig med, at det bliver deres sidste måneder sammen. Det er grumt, men det er svært at give slip på Jakob Heros romandebut KUN NÅR DET BRÆNDER. Læs anmeldelse: Indgik i serien ALVERDENS KÆRLIGHED.



Foto: Michael Svennevig.

ANNE NIELSEN
KLINT - ET STED I MIT HJERTE

Forfatter Anne Nielsen skriver på sin 3. roman om opvæksten ved Klint i Odsherred, nær Nykøbing Sjælland. Klint er et omdrejningspunkt i hendes liv. Festivalarrangøren, Michael Svennevig, har også gået af de samme stier. Sammen træder de ned i det gamle istidsformede landskab, mens minderne fører dem videre ad gamle veje og stier. Anne Nielsen har skrevet romanerne ”Snefald” (2011) og ”Natbog” (2016). På sidste års festival fortalte Anne om arbejdet med sin nye roman. Det blev til podcasten ”Med døden som en form for drivkraft”. I år har vi bevæget tilbage til åstedet. Læs mere og hør podcasten, optaget ved Klint (offentliggøres snart).



Foto: Michael Svennevig

KNUD VILBY

Forfatteren Knud Vilby (født 1942) har igennem en menneskealder kæmper for retfærdighed og givet sin stemme til kende, når der er blevet begået uret. Global udvikling, herunder fattigdom og miljø, optager ham brændende. Som talsmand og formand for en lang række betydningsbærende institutioner (bl.a. Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk Forfatterforening) har han gennem årene med stor troværdighed og grundige tilbundsgående research i såvel sin journalistik som i sine bogudgivelser altid været en lødig og værdifuld betragter og kommentator af vor verden og de politiske bevægelser, der har præget den. Meget sigende hedder en hans seneste udgivelser, "Udsat. Optegnelser om liv og nød". Knud Vilby holder den afsluttende båltale til festivalafslutningen på Christianshavn. Læs mere. Hør podcast (YouTube, 2020).

  
*

Festivalens program:
Festivalopvarmning:


søndag den 2. juni 2024

VERDEN ER FULD AF VEJE: Christines marokkanske døre

 

Fotos  Christine Imbert.

Christine Imbert, der er pensioneret folkeskolelærer, tog til Marokko, hvor hun tog de illustrerende fotos og beskrev det med disse ord:

”Jeg har tre gange været en uge i Marokko med “Marokko Indefra”. Rejsearrangørerne Marianne og Abdel, der organiserer rejser med forskellige temaer, bor dels på Sydfyn og dels i en lille landsby øst for Agadir - den største kendte by i nærheden er Taroudant.




På vejen ind i landet mod Oulad Tema ser man et skilt, hvorpå der står LAHMADATE. For enden af vejen ligger landsbyen, som mange andre i det sydlige Marokko. Det er her vores opholds base er midt i dette helt almindelige og helt ualmindeligt fantastiske, i Dar Lahmadate mellem marker med græskar, argantræer og tjørnebuske. I Soussdalen, mellem to forgreninger af Atlasbjergene, leves livet fra den ene dag til den anden, som man i generationer har gjort det. Der kaldes til bøn – et æsel skryder – lyden af børn, der er på vej til skole. I nabohuset bor Saadia, det er Abdels søster. Saadia har travlt i køkkenet, sammen med Malika og andre kvinder – de er ved at tilberede næste måltid, de flade brød bages over åben ild.




Jeg var været på grafikholdet og med mixed media. I 2017 satte vores kursusleder Ann Kerstina Nielsen os først på en opgave i landsbyen. Vi skulle både samle skrald op, dvs. papir af forskellig slags, der flød som affald, og som senere skulle indgå i kreativt arbejde, men vi skulle også fotografere stedets mange farver. Der var mange motiver, især mure og døre. Det var der min fascination af døre begyndte, men også af mure, trapper og vinduer. Jeg kunne ikke holde op igen og fortsatte med at fotografere, når vi var på ture eller ude ved havet.




Billederne jeg tog, er en vandring af de stier og veje jeg fulgte på rejserne i Marokko. Nogle gange går rejserne videre ud i verden og andre gange længere ind i én selv. Det var nok begge dele, der skete for mig, da jeg begyndte at fotografere i Marokko.”








*

Christine Imbert er en af festivalens hjælpende ånder, der allerede sidste år skrev og takkede for det hun havde oplevet på festivalen, og tilbød at hjælpe, hvis hun kunne. Christine foreslog selv, at hun gerne ville bage, så derfor er det hendes bagværk, der kan nydes på 

2. festivaldag i GLOBAL ART Gallery i Vanløse

Faktisk er vi så heldig at også Madame Garborg har meldt sig på bagefronten, så der bliver hjemmebag både om eftermiddagen og om aftenen. Hvor heldig kan man være! Stor tak til jer begge!

Som altid er er også fælles aftensmad kl. 18.00.


Læs mere.