VERDEN ER FULD AF VEJE: Christines marokkanske døre

 

Fotos  Christine Imbert.

Christine Imbert, der er pensioneret folkeskolelærer, tog til Marokko, hvor hun tog de illustrerende fotos og beskrev det med disse ord:

”Jeg har tre gange været en uge i Marokko med “Marokko Indefra”. Rejsearrangørerne Marianne og Abdel, der organiserer rejser med forskellige temaer, bor dels på Sydfyn og dels i en lille landsby øst for Agadir - den største kendte by i nærheden er Taroudant.

På vejen ind i landet mod Oulad Tema ser man et skilt, hvorpå der står LAHMADATE. For enden af vejen ligger landsbyen, som mange andre i det sydlige Marokko. Det er her vores opholds base er midt i dette helt almindelige og helt ualmindeligt fantastiske, i Dar Lahmadate mellem marker med græskar, argantræer og tjørnebuske. I Soussdalen, mellem to forgreninger af Atlasbjergene, leves livet fra den ene dag til den anden, som man i generationer har gjort det. Der kaldes til bøn – et æsel skryder – lyden af børn, der er på vej til skole. I nabohuset bor Saadia, det er Abdels søster. Saadia har travlt i køkkenet, sammen med Malika og andre kvinder – de er ved at tilberede næste måltid, de flade brød bages over åben ild.

Jeg var været på grafikholdet og med mixed media. I 2017 satte vores kursusleder Ann Kerstina Nielsen os først på en opgave i landsbyen. Vi skulle både samle skrald op, dvs. papir af forskellig slags, der flød som affald, og som senere skulle indgå i kreativt arbejde, men vi skulle også fotografere stedets mange farver. Der var mange motiver, især mure og døre. Det var der min fascination af døre begyndte, men også af mure, trapper og vinduer. Jeg kunne ikke holde op igen og fortsatte med at fotografere, når vi var på ture eller ude ved havet.

Billederne jeg tog, er en vandring af de stier og veje jeg fulgte på rejserne i Marokko. Nogle gange går rejserne videre ud i verden og andre gange længere ind i én selv. Det var nok begge dele, der skete for mig, da jeg begyndte at fotografere i Marokko.”

*

Christine Imbert er en af festivalens hjælpende ånder, der allerede sidste år skrev og takkede for det hun havde oplevet på festivalen, og tilbød at hjælpe, hvis hun kunne. Christine foreslog selv, at hun gerne ville bage, så derfor er det hendes bagværk, der kan nydes på 

2. festivaldag i GLOBAL ART Gallery i Vanløse

Faktisk er vi så heldig at også Madame Garborg har meldt sig på bagefronten, så der bliver hjemmebag både om eftermiddagen og om aftenen. Hvor heldig kan man være! Stor tak til jer begge!

Som altid er er også fælles aftensmad kl. 18.00.

Læs mere.

Birgitte Bregnedal: Fra økonom til børnebogsforfatter

Foto: Michael Svennevig.

Mød Birgitte Bregnedal på denne 10. festivalpodcast. 

-Det er helt ubegribeligt, at du har læst økonomi, mor!

Det er datterens kommentar, men Birgitte svarer:

-Men det er godt, at man kan rumme forskellige ting, Det gør alle.

Birgitte Bregnedal er forfatter til 20 børnebøger og en enkelt til unge og voksne der normalt ikke læser så meget. Egentlig er hun uddannet økonom, men kvittede finanskarrieren og kastede sig ud i livet som forfatter efter 13 økonomi-år. Hun er medlem af Danske Rejsejournalister. Som rejseskribent kombinerer hun eventyrlysten og skrivningen - to af hendes store passioner. 

- Jeg troede, at jeg skulle være så klog og skrive voksenromaner. Det var først, da jeg gav slip, at der kom børneromaner. Og så var det befriende ikke at skulle lyde så klog, som jeg skulle som økonom. Det var mere tæt på følelser, siger hun.

Foto: Michael Svennevig.

”Jeg var nyudklækket kandidat i finansernes blå kulør. Logoerne var blå, jakkesættene var blå, direktørernes biler var blå, blodet var blåt, fremtiden var blå. Himlen var høj. Under loftet lyste PH-kogler blåt og kastede lys på de blå jakkesæt, der ydede beskyttelse over bævende økonomkroppe. Kroppe, der forsøgte at fylde jakkesættene ud på bedste vis. Jeg var rød bag den blå facade, men ville gøre alt for at tilpasse mig, falde i med det blå bagland. Klædte mig blåt, havde blå iris i de rødsprængte øjne og pebermyntefrisk ånde. Blåligt skær over den blege hud, blåspættede lår under de blå pressefolder...

Forvandlede mig som en kamæleon på vej til arbejde – faldt i et med de blå lokaler, de liberale omgivelser, gjorde det jeg var bedst til i arbejdstiden. Beregninger, love, analyser, logik – var helt blå i hovedet, når dagen var omme. Blev lilla på vejen hjem og endte i rødt, da mand og børn tog imod på hjemmefronten med rødvin og jordbær med grønne stilke...
Men selv kamæleoner har en omstillingstid. Hjemmeopkoblingen blev for følsom, børneomsorgen for blå. Jeg var pink på jobbet, sort i sengen, gul i køkkenet, grøn i hovedet. Færdigretter i køkkenet, socialist på arbejdet, autoritær i børneopdragelsen, aviser og glas i affaldsspanden. Farveflimmer for øjnene, gråtoner hylede i ørerne. Mosaik af opkast i den hvide seng.
Jeg lukker øjnene og græder, da ambulancedøren smækker. Fastspændt på båren, cirkler mine tanker kun om de to små, der intetanende spiser ymer sammen med deres far. Jeg tænker tilbage på det seneste år. Kvalmen gennemsyrer min krop.”

Uddrag fra En kamæleon bekender kulør (Femina nr 11/2008)

*

Hør Birgittes beretning på denne 10. festivalpodcast 

Musikken er komponeret af Mika Filborne.

Mød Birgitte på festivalens 3. dag i Global Art Gallery i Vanløse.

Lyt også til de to præsentationspodcasts med uddrag fra festivalens første 12 festivalpodcasts: 1. del  og 2. del.

Læs mere om festivalen HVOR REGNBUEN ENDER.

                                                                                      *

Sue Hansen-Styles & Nina Larissa Bassett fortæller om "Mairead"

Foto: Michael Svennevig.

Da lyset går op befinder vi os i et lukket rum med fire personer – sammen og alligevel hver for sig. De vågner og undrer sig over, hvor de er henne, og prøver at forstå sammenhængen. En sammenhæng, der ikke er der, men som alligevel knytter dem sammen. Er det skæbnen eller et hævndrama? Hvad er det der gør, at Mairead, den tilsyneladende hovedperson, er adskilt fra manden, elskeren og dennes kæreste? 

”-Alt hvad hun skriver kommer direkte fra hjertet, og det gør det meget nemt som skuespiller. Den serbiske dramatiker, Tanja Mastilo, har oplevet meget i sit liv, og det har præget hende. Der er ikke noget, der er sort/hvidt. Alting har mange sider.” 

Titelpersonen, ”Mairead”, er spærret inde sammen med tre andre. Er de i et fængsel? Måske - man ved det ikke. På festivalen kan man møde dramatikeren Tanja Mastilo og skuespilleren Sue Hansen-Styles. På denne 24. festivalpodcast lykkedes det at få instruktøren Nina Larissa Bassett, der netop var i landet, sammen med Sue Hansen-Styles til at fortælle om stykket.  For jeg ville gerne prøve at finde ud af, hvad det var jeg oplevede den dag i teatret.

Foto: Aleksandar S. Mastilo

Når teatret er mest raffineret, kan det være en vej ind i sindet, der når ind steder, hvor man ikke normal kommer. Det kan grave sig ind i underbevidsthed, så man bliver helt fortabt – og bare må følge efter. Sådan var det i ”Mairead”, der handler om kærlighed og knuste hjerter, for hvad binder dem sammen, og hvorfor er de havnet her – og hvordan slipper de ud igen? Selv om de ikke kan se hinanden, kan de kan stadig tale sammen. Det bliver til en rejse ind i underbevidstheden. Det er meget enkelt, men utroligt raffineret, for hvad handler det egentlig om? For måske er det bare stemmer inde i hovedpersonens hoved?

Læs festivalanmeldelse af "Mairead" 

fra Teatret ved Sorte Hest den 17. februar 2019

På podcasten er der er to uddrag fra ”Mairead” læst af Sue Hansen-Styles og ét som Sue og Nina spiller sammen. Den underliggende musik af Barry Wesil er også fra forestillingen.

Mød Tanja Mastilo og Sue Hansen-Styles

på festivalen MØD VERDEN,

hvor de medvirker på 3. festivaldag,

tirsdag den 13. august kl. 16-21

i GLOBAL ART Gallery i Vanløse

Mød Eva Billesbølle Tworek

Foto: Michael Svennevig.

For 30 år siden malede og udstillede Eva en billedserie, der tog udgangspunkt i datteren, "der var født med et ekstra kromoson". Lea var et ønskebarn. Men fødslen varede to dage, og det blev meget dramatisk fra starten af. For som Eva fortæller i denne 7. festivalpodcast, så har hun og datteren haft deres kampe fra begyndelsen af. Men Eva siger det med et stort smil.

Malerierne var malet på silke og blev udstillet rundt på landets biblioteker.

"Jeg mente at jeg kunne revolutionere det hele, for jeg gik ud med et budskab om at det ikke var så svært at have et udviklingshæmmet barn."

Nu arbejder Eva på en ny billedserie om, hvad der er sket i løbet af de forgangne 30 år. 

Hør hende fortælle om processen og om tankerne forud for det nye projekt.

Maleri: Eva Billesbølle Tworek

Foto: Michaels Svennevig.

Atelier, Fredensborg.

Maleri: Eva Billesbølle Tworek

Maleri: Eva Billesbølle Tworek

Foto Michael Svennevig.

Evas maleri af datteren, Lea - i atelieret i Fredensborg.

Hør festivalpodcasten 
og mød Eva Billesbølle Tworek 

på festivalen MØD VERDENs 3. dag 
i Global Art Gallery i Vanløse, 

tirsdag den 13. august 2019.

Foto: Michael Svennevig

At sidde til bords med hele verden

 

Immart Artist Dinner
i Global Art Gallery
fredag den 2. 2. 2018

Vi skulle mødes i Global Art Gallery på Skalbakken i Vanløse. Det regnede i stride strømme, så det var dejligt at komme indenfor. Vi var 18 tilmeldte, der tørnede sammen til Immart Artist Dinner, arrangeret af Immigrant Art. Nicol Foulkes Savinetti havde orkestreret aftenen. Vi skulle hver medbringe en ret og havde fået til opgave at præsentere én af de andre deltagere. Vi var på forhånd inddelt i 3 hold. Det var de røde, der lagde for. Selv skulle jeg introducere Sunniva fra Færøerne. Antropolog der på feltarbejde i Argentina, havde mødt kæresten Sebastian fra Colombia, der til gengæld skulle introducere mig. Sunniva og Sebastian samarbejdede også kunstnerisk, for Sunniva leverede researchen til de performances som Sebastian lavede. Senest i samarbejde med Udviklingsplatformen for Scenekunst.

Jeg var nødt til at få en nærmere forklaring, for når Sunniva som antropolog arbejder med ernæring og mad, hvordan kunne det så indgå i Sebastians performances? For det viste sig ikke bare at være den mad han spiste, men også den suppe-opskrift og det internationale samarbejde han indgår i med tilberedning af suppe, der viser noget om hvordan (mad)kulturer inspirerer og udvikler sig i mødet med andre kulturer.

Alvaro, som jeg sad ved siden af, havde læst medicin og var fra Madrid, men havde sideløbende hele tiden glødende interesseret sig for at fotografere – inde i kroppen! Jo, han manglede lige at opfinde det kamera, der kunne gøre det, men fortalte så inspireret og detaljeret om det, så jeg ikke var i tvivl om at det nok skulle lykkes for ham. Og jo, Danmark var et godt land at arbejde videre med de ideer i.



Sune, der sad overfor, var indehaveren af galleriet, hvor vi befandt os. Selv boede han i en lejlighed på 2. sal og havde sin rådgivningsvirksomhed på 1. sal. Både virksomheden og galleriet var baseret på og inspireret af menneskerettighederne. Således at de ophængte værker skulle spille sammen med hans rådgivning på 1. sal, hvor det handlede om at få implementeret menneskerettighederne og en social ansvarlighed hos de danske virksomheder, der ville videre ud i verden for at erobre nye markeder - i overensstemmelse med den etiske ansvarlighed, der forventedes.  

 

Jeg var også glad for at møde Depp, der nu arbejder på dagbladet Information. Deep er syrer fra Damaskus, og har allerede optrådt flere gange i Informations spalter. Han var journaliststuderende, da han for 3-4 år siden flygtede hertil, men han er også digter - uden at vide det selv. Hans særegne forståelse og talent for at observere og beskrive det han ser, gør ham til noget ganske særligt. Både han og aftenens arrangør, Nicol Foulkes Savinetti, var jeg så heldig at have med på sidste års festival, ”Ja tak, til kaffe”. Depp til åbningen og Nicol til afslutningen.

Det var som at sidde til bords med hele verden. Der var dejlig mad inspireret af alverdens køkkener, og imellem vores introduktioner af hinanden, var der musik og sang - og performance. Selv var jeg inviteret til at fortælle om festivalarbejdet. 

Det engelske oplæg kan læses og høres her.

 

Selv om aftenen ikke handlede om at samle ind til uledsagede flygtningebørn, var der mange fællestræk til det lige så dejlige Sammenføringsgilde ude hos Paul på Amager i december. Sikkert fordi begge ”gilder” handlede om at møde nye mennesker. Det var blikke på andres liv (og værker), for noget af det mest fascinerende og berigende er at møde mennesker og blive draget ind i deres forskellige verdner. Det gælder om at nære trangen og lysten til at åbne vinduet ud til verden. Der er alt at vinde i dette møde med det fremmede, men  vi skal turde det og gøre det med så stor åbenhed, så vi ikke forfalder til at tro på de skræmmebilleder, som alt for ofte repeteres omkring os. Det giver håb at møde andre og en tro på verden - og jeg drog opløftet hjem derfra.

Vedr. Sammenføringsgilderne i Venligbo-regi:
Læs beskrivelsen fra Sammenføringsgildet på Amager – og også Katrines muntre og hjertevarme beskrivelse af, hvordan det hele startede, for egentlig skulle det have været noget helt andet. Siden da har det grebet om sig. Man kan læse om de kommende gilder på siden her.

Også hos Immigrant Art er der planer om, at middagene skal gentages månedligt. Læs mere.
Det koster ikke noget at være medlem, og det kræver ikke andet end at man enten er kunstner eller bare interesserer sig for den internationale udveksling mellem danskere og herboende udlændinge. Prøv det!

 

Alle fotos: Nicol Foulkes Savinetti

 

Læs også Nicols beretning fra middagen.