Anmeldelse: REJSE UDEN ENDE af Stig Dalager

 

Men det er sandt, jeg lever i denne verden, hvor man ofte roses, når man gør ondt, mens det at gøre godt betragtes som et farligt vanvid.

 

Meget betegnende indledes REJSE UDEN ENDE af Stig Dalager med dette citat fra Shakespeares Macbeth. Dalagers 600 siders roman om den svenske diplomat Raul Wallenberg (1912-1947?) er en rejse ind i sindet på hovedpersonen, men også en tindrende mørk og spændstig undergangsfortælling, der er fortalt med et gnistrende overskud. Alt det mørke og onde transcenderes af forfatterens (og hovedpersonens) vovemod og inspirerende humanisme. Det er en forbavsende veloplagt roman – emnet taget i betragtning - med en dragende rammefortælling, der til fulde drager fordel af at man aldrig har fundet ud af, hvordan eller hvornår hovedpersonens liv endte. Fra at have levet et så aktivt liv under krigen forsvandt han ud i glemslen. Det har Stig Dalager fået det optimale ud af i en slutning, som slynger sig rundt om hovedpersonen og om læseren og gør dét som (stor) litteratur netop er så eminent til, at skabe nye overraskende rum som vi med vores fantasi kan befolke og farvelægge. På trods af romanens overvældende volumen er teksten stramt komponeret og har den længde som den skal have for at kunne tage livtag med så svære og utilnærmelige emner. Overordnet ønsker både forfatter og hovedperson at forstå det uforståelige: Hvordan kunne det ske? Hvordan kunne det lade sig gøre at en så stor jødeudslettelse fandt sted under 2. verdenskrig?
 

Wallenberg rejser til Budapest i håb om at frelse nogle få hundrede ungarske jøder fra deportation og udslettelse, men med stor organisatorisk snilde og lige så stort vovemod bliver det til mange tusinde. Det er en god historie fra en ond tid. Alle Dalagers bøger handler stort set om trangen til at forså det uforståelige. Det er en stor humanistisk undren, der slippes løs. Dalager er socialt engageret og indigneret, og hans værker fungerer som kommentarer til verden omkring os – også når de foregår til andre tider og andre steder. Han er en dreven fortæller, der tager livtag med alt det kollektivt fortrængte og svære – uden at vige tilbage. Dalager skriver om livet, sådan som det farer hen over os og skildrer hvordan vi affinder os med det, når livet er tungest. Han insisterer på glæden og betydningen af at være aktiv og udrette noget. For at give det en mening. Det skal vi være ham taknemmelig for. Sådan fungerer REJSE UDEN ENDE også.
 

 

 

 

Wallenberg følte en form for rastløshed – sikkert lig forfatterens egen. Wallenberg havde både virketrang og foretagsomhed. Han var indigneret over nazisternes opførsel overfor jøderne…

 

Efter en filmvisning af den forbudte ”Pimpernel Smith” med Leslie Howard udbrød han: ”Det vil jeg også!” Det havde man leet af, men kæresten havde lænet sig op ad ham og sagt” “Hvis der var nogen, der kunne gøre det, var det faktisk dig!”

Til gengæld blev det aldrig til noget med kæresten, men savnet bærer han med sig videre. I Budapest møder han den beslægtede Berber, og i mødet med hende spindes romanens kærlighedstråd videre. Det handler om at nå frem til kærligheden. Selv om den kun spiller anden violin i romanen er den alligevel en vigtig drivkraft, for det er i kærlighedsmødet at de vigtigste ting bliver sagt. Som her (s. 168):  

  

– Hvorfor gør du det? siger hun pludselig.   

–Hvad?                                                                                                                                                            

– Hvorfor er du rejst herned for at redde ungarske jøder? 

– Jeg blev spurgt, om jeg ville, og det ville jeg.       

– Ja, men hvorfor?                                         

– Fordi jeg er opdraget til at ta’ et ansvar.        

– Ja, men vel ikke for hele verden?                                

– Nej, men hvis jeg ved, at der er folk, der lider, så kan jeg ikke bare vende ryggen til. På mine rejser i Tyskland blev jeg oprørt over det, jeg så og hørte, ligesådan i Palæstina. Allerede mens jeg var i Jaffa – det var før krigen – og så, hvordan de tyske jøder kom tomhændede til byen, ribbet for alt, hvad de ejede, tænkte jeg, at det lige så godt kunne være mig, der var blevet smidt ud af mit eget land. Jeg er også tiltrukket af spændingen ved at møde modstand og udrette noget, det er for mig en måde at føle mig levende på. Og så er der sikkert også et eller andet, jeg flygter fra, jeg ved bare ikke helt hvad, måske fra stilstand eller fiasko eller det bare at være én i rækken, som min farfar sagde. Han havde store forventninger til mig.

 

 

Wallenberg reflekterer videre over det (s. 101):

 

Men hvem er han, hvorfor skulle lige netop han have evnerne til at komme dem i møde? Skulle han være noget særligt? Han ler en smule, først og fremmest ad sig selv, men også ad noget andet, som han ikke helt ved hvad er, og som forbinder ham med noget større, noget der har lejret sig omkring hans for længst døde far, og som netop med dets uforståelighed giver ham kræfter. Det er noget fra en anden verden, en verden, han kun kan se gennem en sprække i en dør, en verden med elementer af lys. Og han tager nogle flere sug af cigaretten. 

 

Han ville ellers have været arkitekt, men hans farfar ler, da han hører det, og svarer (s. 139):

 

– Ved du, hvad det vigtigste er, som du kan uddanne dig til?

 – Nej, farfar, siger han.   

– Det er at blive et menneske og menneskelig. Det skal vi forsøge.

 

Selvfølgelig bliver han spurgt om han er jødisk og svarer (s. 27):

 

- På min mors side var der en jødisk forfar, sagde han. Jeg er, hvad man kunne kalde en sekstendedels jøde.

- Altså er De først og fremmest svensker!  

- Det afgørende er faktisk, at Wallenberg ikke fremstår som jøde, brød den høje, tynde Hollander ind.

-Wallenberg skal forhandle med både tyske og ungarske nazister.

  

 

For Wallenberg drejer det sig først og fremmest om… (s. 251):

 …mennesker, ethvert menneske fortjener at have visse rettigheder, uafhængig af hvem vi taler om. Se nu blot på Deres egne slægtninge i Rumænien, der er havnet i fjendeland. Vi kan alle pludselig risikere at være “den fremmede”. Hvis der ikke er love, der beskytter “den fremmede”, så går civilisationen under. I går og i dag var og er jøderne “de fremmede”, i morgen kan det blive ungarerne.

Dalagers roman griber fat i fortællingens strøm, der fører helt ind i hjertets mørke. Helt ind hvor enhver mening forstummer, og alligevel er der dette lys som skinner gennem det mørkeste, i hvert fald når Dalager er med som rejseleder. Ikke bare i denne roman, men det går som en rød tråd gennem store dele af hans forfatterskab. Det foregribes allerede i romanen ”Davids bog” (1995), der bæres af samme undren over historiens gang og skildrer, hvordan det tager sig ud fra et barns synspunkt. Der er i begge romaner en gennemsigtighed til stede midt i alt det grumme, selv om rejsen er farefuld. Det er så let at tabe sig selv. Det gælder om at holde fast, for Dalager lader os sejle ind i det ukendte. Som her (s. 30):

 

Det var, som om de i deres indre modvilligt på en tømmerflåde sejlede ned ad en flod til et punkt, hvor tusmørket havde sit sted – et sted, som indtil nu kun havde eksisteret i deres mareridt. Og alligevel var han ikke bange. Der var noget i ham, som var tiltrukket af at kunne finde vej i mørket – også i hans eget, som han var god til at skjule bag latter og charme. Havde han ikke det meste af sit liv været vant til at bringe liv til sin far, dette skyggebillede, han havde foran og bag sig? Var han ikke i fantasien trænet i at bringe de døde til live, at gå ud over den grænse, hvorfra de døde ikke vender tilbage, og var han ikke opsat på at vise alle, at det navn, han bar på sin fars vegne, Raoul, betød noget særligt og var bestemt til noget mere end det familiegravkapel, som hans far selv havde tegnet og havde ligget i, allerede fra før han selv blev født? Døden var ikke fremmed for ham…

Karakteristisk for romanen, og for Dalagers forfatterskab i øvrigt, er en beskrivelse som denne, hvor vi kommer tættest på det at være menneske (s. 16):

 

Han er som en bestandig rejsende i et ingenmandsland, et land af tåge, kulde, store tundrasletter, uendelige himmelstrøg og indespærring, der giver ham fornemmelsen af at være uden tyngde, forankring og tilholdssted, nærmest vægtløs med sine udpinte længsler efter frihed og sin drøm om kun en enkelt gang mere at se sin familie og Stockholm flagrende efter sig. En hvileløs ånd på vandring, der midt i sin udmattelse også længes imod det sted, hvorfra ingen vender tilbage. En skygge med rystende hænder, gråt hår og gebis.

Slutningen fungerer fint på flere planer, og meget betegnende er bogens sidste ord: 
 

Hånden har nået cigaretetuiet i lommen og lukket sig om den. Den skælver ikke mere.

                             ------------- 

 

Hør Stig Dalager fortælle om tolerance og om romanens relevans for den tid vi lever i til arrangementet ”Hvor blev tolerancen af?” den 20. september 2015 i Apostelkirken på Vesterbro.  Ulla Henningsen læser op fra romanen.

Hør Stig Dalager og  Kirsten Thorup i en samtale om tolerance fra filmen ”Tolerancen – Hvad blev der af den?”, der er lavet som opvarmning til arrangementet. Se film. Se trailer.

Den 23. september er Stig Dalager i samtale med Ghita Nørby i Politikens Boghal.

Stig Dalager: REJSE UDEN ENDE (People´s Press) udkommer i dag, den 1. september 2015.