Anmeldelse: LYSNINGER af Hanne Marie Houkjær

 

Hanne Marie Houkjær skriver som en drøm. Sprogligt er det en stor fornøjelse at læse debutromanen LYSNINGER, der kører i to separate spor, der til sidst knytter sig sammen. Historien udspringer af et møde hos købmanden i en lille midtjysk by. Den purunge Sofie får øje på ”Hofdamen”, der handler ind iført pels og gummistøvler.

”Hvordan skulle hun forklare at hun besøgte en dame hun mødte hos købmanden da hun var en lille pige? Hvordan forklare at de havde set hinanden i øjnene, og at hun havde følt de havde sluttet en pagt…” (uddrag fra romanen, side 179)

Den excentriske godsejer, Ingeborg Bang, var tidligere hofdame på Amalienborg, så hendes tilnavn er rigtig nok. Hun var også tidligere fotograf, men ellers er det mændene i hendes liv, der langt hen ad vejen har defineret hende. Morten blev hendes hjerteven. Hun har så glad for ham, at han aldrig blev hendes kæreste. Men havde en vigtig rolle i modstandskampen under 2. verdenskrig. Han var brændende i sit politiske engagement. Det var en anden af modstandsgruppens mænd, Johannes, som hun forelskede sig i. Han var allerede gift. Da besættelsen kom, var der meget der sluttede. Mortens engagement for en bedre verden tog et drej, og Johannes søgte tilbage til sit eget ægteskab. I Italen mødte Johanne den svenske billedhugger, Hugo Ahlström, som hun senere bliver gravid med.

Historien fortælles forskudt, for det er dels Hofdamens egen historie, og dels sådan som den opleves via Sofies møde med hende. Sofie er i mellemtiden blevet uddannet som præst, og da de to mødes som voksne, er hun ved at passe sin døende far.  Romanen er lagt sådan til rette at farens tilstundende død kolliderer med sammenvævningen af de to sideløbende fortællinger, der har en fin sammenvævet afrunding, der ikke skal røbes her.

Romanen er et indblik i et fascinerende kvindeliv. Både som kunstner og som menneske. Det er et passioneret liv, der startede på Amalienborg og som sluttede som kattemor på et gods, der er sat til tvangsauktion.

Fortællingen er båret af en dyb inderlig tone. Hanne Marie Houkjær evner at skrive sig ind på sine personer, så de står lyslevende foran læseren. Sproget er syngende og talende - og meget musikalsk. Det er en tæt gennemarbejdet tekst, der strømmer og bruser igennem romanen.

Der siges meget, men ikke for meget. Det er som om der hele tiden holdes lidt tilbage. Der er med andre ord plads til læseren. Det er en fin balancegang, men det er en balancegang, der fuldt ud lykkedes i LYSNINGER.

Titlen er flertydig. En lysning er både er sted, hvor man pludselig kan finde et helle. Man kan standse op og tage sig et hvil. Samtidig er eb lysning også omgivet af det modsatte, så det understreger også at en lysning altid er omgivet af en endnu større ”mørkning”.

I romanen kan lysningerne være de øer er forståelse, der knytter hovedpersonernes handlinger sammen. Dybets set re vi mysterier for os selv og hinanden, men romanen inviterer med ind i en lysning og lader os selv gå på opdagelse i lysninger, der måske giver en forståelsesnøgle til de skildrede liv vi bliver præsenteret for.

Vi kommer til at forstå de to skildrede kvinder, men selvfølgelig mest Johanne, der er den gennemgående person i fortællingen. Det er netop det som skønlitteratur er så ferm til. Vi forstår noget om at være menneske, når forfatteren er så vidende og dygtig som Hanne Marie Houkjær. LYSNINGER er en prægtig roman.

Hanne Marie Houkjær:

 LYSNINGER

Forlag Folke, 2024

334 s.

*

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor Hanne Marie Houkjær medvirker på 

2. Festivaldag i Vanløse. 

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*

Anmeldelse: KVINDEN I HITLERS BADEKAR af Irene Pedersen

 

Portrætfoto: Ditte Amanda Pedersen. 

Man bliver straks suget ind i romanen. Allerede i den første scene møder vi Lee Miller som lille pige, der på badeværelset lader sig fotografere nøgen af faderen, der kalder hende ”unik”. Han tager ikke fotos af hendes brødre, kun af hende.

Da hun senere står og spejler sig – igen nøgen, kommer hendes mor ind og spørger, hvad hun laver. Hun svarer: ”Jeg kigger på mig selv”, hvortil morgen spørger: ”Og hvad ser du”. Lee svarer: ”Det ved jeg ikke”. Dermed er fortællingen sat i scene – og læserens blik er parat til at se og forstå det som den unge Lee Miller endnu ikke forstod om sig selv.

Det er en forførende måde at åbne romanen på. Beretningen er præget af et hårdt og stramt greb om fortællingen. Vi er simpelthen i godt og kompetent selskab. Det mærkes straks, at der er tale om en komposition og en fortælling, hvor alt er på rette plads. Sproget er sikkert og replikskifterne er træfsikre.

Det hele er en afdækningen af hovedpersonen. Hvem var hun og hvordan blev hun til den feterede fotograf, der selv startede foran kameraet som model, men som senere ganske utypisk for datidens kvinder, tog skridtet og trådte bag kameraet og vendte kameraet mod andre.

Der er mange stærke skildringer af krigsfotografen Lee Miller, for det lykkedes hende som kvinde, at blive akkrediteret som krigsfotograf, selv om hun i første omgang ikke fik adgang til selve fronten. På vejen gennem Frankrig, møder hun sammen med de fremrykkende og befriende amerikanske tropper den tyske generals kvindelige maitresse, som de franske modstandsfolk vil til livs. Inden da vinder Lee hendes fortrolighed, og optræder som tolk og får kvinden til at udlevere de oplysninger som amerikanerne skal bruge for at indtage tyskernes fæstning. 

Efter befrielsen, hvor Lee er tilbage i Paris, hvor hun oplever sin ungdom, er der demonstrationer og også en moddemonstration, hvor alle kvinderne, der havde ligget med tyskerne, blottede deres bare hoveder med det afklippede hår i en stiltiende protest mod den fornedrelse, der var blevet dem til del. Efter det tog Lee ikke flere fotos af dem.

Besøget i Dachau efter befrielsen, mens fangerne stadig er der, selv om tyskerne allerede var flygtet, ude ved altings grænse, hvor menneskeligheden måtte give op og hvor alt var ved at slutte, fik tiden til at gå i stå. Lee spørger en mand om hans havn – og han svarer ved at sige sit nummer. Hun spørger igen – og han gentager nummeret.

Lee rejser videre til Wien for at skildre det befriede Europa, sådan som hun er blevet bestilt til. Wien er, som vi kender det fra filmen ”Den 3. mand” med Orson Welles, opdelt i forskellige zoner og et besøg på et børnehospital minder igen om Dachau, hvor der er en stue med særligt syge børn. Lægen forklarer, at de er forældreløse og lider af underernæring, men der er hverken mad eller medicin tilbage. ”Det eneste, vi kan gøre, er at hjælpe dem med at dø.”

”På en eller anden måde blev Østrig stedet, hvor Lee for alvor forsvandt ind i en depressiv tilstand.” Først del af romanen foregår fra 1942-47, mens 2. del springer frem til 1953, hvor vi befinder os på Farley Farm i det sydlige England. Det er også første gang at vi får navnet på fortælleren: David S. Scherman, der fulgtes med Lee gennem en stor del af krigsreportagerne fra England og Frankrig. Det var dem, der gjorde Lee Miller til en berømt fotograf. I årene efter krigen skiltes de, og siden fik Lee og Ronald en lille søn, Anthony, og David tæller omhyggeligt de 9 måneder tilbage, for sønnen kunne lige så vel have været hans. I mellemtiden har David selv giftet sig og stiftet familie, men at tage hustruen med på besøg hos parret var ingen succes. Hun og Lee kunne ikke lide hinanden fra starten af. Det var tydeligt, at det han delte med Lee og Ronald angik ikke andre og kunne heller ikke deles med andre. Det, der var startet som noget intimt mellem de tre overlevede krigen – eller gjorde det? Reportagerne fra krigen var Lee Millers glansperiode. Hun trives med krigen, men ikke med freden. Hun falder ned i de huller, der er opstået omkring hende og som giver hende depressioner.

”Der var en ukendt skarphed i hendes stemme, og jeg trådte et skridt tilbage. Der var ikke langt fra ord til handling. Elastikken var blevet strammere. Lunten kortere. Vinteren var kold. Ingen forskel på inde og ude.” (Uddrag fra romanen, side 65)

I romanens 2. del mødes de tre atter. Lee er stadig omdrejningspunktet for alt der sker med dem, men siden har Ronald mødt X og bedt hende gifte sig med ham. Vi tager med David til den sidste skæbnesvangre middag, hvor Lee som altid får vist hvem, der bestemmer i en gigantisk magtdemonstration. Hun kan stadig styre alle begivenheder omkring sig, men livet og passionen er gledet hende af hænde. Nu har hun blot magten tilbage som hun bruger til at ødelægge alt og alle omkring sig. David ender med at blive hendes eneste og sidste allierede. Det er den lille søn, Anthony, som David ender med at føle mest for og det bliver også sønnen, der bliver den store taber i det ødelæggende spil og spind som forældrene spinder hinanden ind i. Eller som Lee får alle de medvirkende til at sprælle i, mens hun selv går til grunde. Hvis det lyder overdrevent og karikeret, skyldes det at Lees person gennem romanen bygger op til denne tragiske slutning. Det er forfatterens tour-d-force at det lykkedes at holde denne heksekedel kogende i bogens anden del. Det er flot tænkt og smukt udført. Som læser, sidder jeg ude på kanten af stolen, under hele læsningen, ikke bare i slutningen.

”Det var mørkt udenfor, men hellere mørke end det, der var bag mig. Mørket kendte jeg. Det havde været min ven mange gange, hvor jeg stod i en farlig situation.” (Uddrag fra romanen, side 102).

Der er bare to passager, der virker lidt pudsigt anbragte i romanen. De kan sagtens forsvares i den overordnede sammenhæng, men de virker alligevel som unødvendige sidespor. Det er dels Davids beskrivelse af D-dagen, invasionen i Normandiet og dels Lees lange karakteristik af hvem surrealisterne er. Ellers er der intet andet, der kan rokkes ved. Det er en meget velskrevet historie. Det er en stærk beretning. Et fascinerende portræt og et tidsbillede, der bliver stående tydeligt i læserens bevidsthed. Det er en af de romaner, der straks efter endt læsning, kalder på en genlæsning.

 

 

 KVINDENE I HITLERS BADEKAR 

af Irene Pedersen

Jensen & Dalgaard, 2025

 210 s.

*

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor Irene Pedersen medvirker på 

2. Festivaldag i Vanløse. 

Irene Pedersen medvirker også på den efterfølgende 

Gammelfestival, 

hvor hun har skrevet en monolog 

til skuespilleren Ulver Skuli Abildgaard.

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*