Hanne Marie Houkjær skriver som en drøm. Sprogligt er det en stor fornøjelse at læse debutromanen LYSNINGER, der kører i to separate spor, der til sidst knytter sig sammen. Historien udspringer af et møde hos købmanden i en lille midtjysk by. Den purunge Sofie får øje på ”Hofdamen”, der handler ind iført pels og gummistøvler.
”Hvordan
skulle hun forklare at hun besøgte en dame hun mødte hos købmanden da hun var
en lille pige? Hvordan forklare at de havde set hinanden i øjnene, og at hun
havde følt de havde sluttet en pagt…” (uddrag fra romanen, side 179)
Den
excentriske godsejer, Ingeborg Bang, var tidligere hofdame på Amalienborg, så
hendes tilnavn er rigtig nok. Hun var også tidligere fotograf, men ellers er
det mændene i hendes liv, der langt hen ad vejen har defineret hende. Morten
blev hendes hjerteven. Hun har så glad for ham, at han aldrig blev hendes
kæreste. Men havde en vigtig rolle i modstandskampen under 2. verdenskrig. Han
var brændende i sit politiske engagement. Det var en anden af modstandsgruppens
mænd, Thomas, som hun forelskede sig i. Han var allerede gift. Da besættelsen
kom, var der meget der sluttede. Mortens engagement for en bedre verden tog et
drej, og Johannes søgte tilbage til sit eget ægteskab. I Italien mødte Johanne
den svenske billedhugger, Hugo Ahlström, som hun senere bliver gravid med.
Historien
fortælles forskudt, for det er dels Hofdamens egen historie, og dels sådan som
den opleves via Sofies møde med hende. Sofie er i mellemtiden blevet uddannet
som præst, og da de to mødes som voksne, er hun ved at passe sin døende far. Romanen er lagt sådan til rette at farens
tilstundende død kolliderer med sammenvævningen af de to sideløbende
fortællinger, der har en fin sammenvævet afrunding, der ikke skal røbes her.
Romanen er et
indblik i et fascinerende kvindeliv. Både som kunstner og som menneske. Det er
et passioneret liv, der startede på Amalienborg og som sluttede som kattemor på
et gods, der er sat til tvangsauktion.
Fortællingen
er båret af en dyb inderlig tone. Hanne Marie Houkjær evner at skrive sig ind
på sine personer, så de står lyslevende foran læseren. Sproget er syngende og
talende - og meget musikalsk. Det er en tæt gennemarbejdet tekst, der strømmer
og bruser igennem romanen.
Der siges
meget, men ikke for meget. Det er som om der hele tiden holdes lidt tilbage.
Der er med andre ord plads til læseren. Det er en fin balancegang, men det er
en balancegang, der fuldt ud lykkedes i LYSNINGER.
Titlen er
flertydig. En lysning er både er sted, hvor man pludselig kan finde et helle.
Man kan standse op og tage sig et hvil. Samtidig er eb lysning også omgivet af
det modsatte, så det understreger også at en lysning altid er omgivet af en
endnu større ”mørkning”.
I romanen kan
lysningerne være de øer er forståelse, der knytter hovedpersonernes handlinger
sammen. Dybets set re vi mysterier for os selv og hinanden, men romanen
inviterer med ind i en lysning og lader os selv gå på opdagelse i lysninger,
der måske giver en forståelsesnøgle til de skildrede liv vi bliver præsenteret
for.
Vi kommer til
at forstå de to skildrede kvinder, men selvfølgelig mest Ingeborg, der er den
gennemgående person i fortællingen. Det er netop det som skønlitteratur er så
ferm til. Vi forstår noget om at være menneske, når forfatteren er så vidende
og dygtig som Hanne Marie Houkjær. LYSNINGER er en prægtig roman.
LYSNINGER
Ingen kommentarer:
Send en kommentar