søndag den 11. september 2016

Boganmeldelse: ARABISK VEMOD af Abdellah Taïa


                                                                             Omslag: Mathias Joong Dahl Jeppesen
 
Abdellah Taïa skriver som en drøm. Faktisk er teksten en drøm. En drøm efter liv, efter at blive levende, efter at mærke livet, efter at overgive sig til livet, verden og ikke mindst kærligheden. Teksten er som drevet frem af vilje og lyst til fortabelse. Måske kan man inddele os mennesker i netop to kategorier: de der holder fast og de der slipper? Bogens forfatter tilhører i så fald sidste kategori, men måske er det for at få bedre fast, at man skal slippe?

Her er bogens første afsnit:
”Jeg var i mit andet liv. Jeg havde lige mødt døden. Jeg var taget af sted. Og så kommet tilbage. Jeg løb. Jeg løb. Hurtigt, hurtigt. Hurtigt, hurtigt. Hvorhen? Hvorfor? Lige nu ved jeg det ikke. Jeg kan ikke huske det hele. Som det er nu, kan jeg faktisk ikke huske noget som helst. Men det skal nok komme, det ved jeg.”

I starten søger jeg efter en rød tråd, efter noget at holde fast i. Men det er der ikke. Jo, der er masser af tråde, men ingen som kan holde det hele. Heller ikke for forfatteren, og det er her at udfordringen ligger, for at læse ”Arabisk vemod” er at kaste sig ud i frit fald, men teksten får vinger og stiger op og flyver væk. Under læsningen giver det ofte sug i maven. Det er når teksten løfter sig. Det er fascinerende at følge Abdellah Taïa gennem teksten og sproget i den smukke oversættelse af Simon Hartling. Jeg har ikke læst den franske original (”Une mélancolie arabe”), så egentlig kan jeg ikke bedømme oversættelsen, og alligevel… for sproget i oversættelsen smyger sig rundt om én og lægger sig helt tæt op ad kroppen. Hvert et åndedrag registreres med en særegen nysgerrighed. Det MÅ betyde at det er en vidunderlig oversættelse af en tekst, der kan klare og overleve på de vilkår som en oversættelse kræver.
For en nøgtern betragtning er der ikke meget at hente. Henkastede betragtninger, løs struktur og ingen bagkant. Eller som det mere og mere går op for læseren igennem bogen, der næppe kan kaldes en roman, at det er sådan livet er. For livet er ikke en roman med en start, midte og en slutning. Det er kun når vi bevæger os i det faste og konventionelle. I ”Arabisk vemod” lykkes det forfatteren at vise os livet i al sin flygtighed og fastholde fornemmelsen på skrift. For her er alt og intet. Men uden nysgerrighed går det ikke. Det gælder også for læseren. Det er ganske fascinerende.
 
Fotograf: Denis Dailleux

”Arabisk vemod” er en rejse mod selvet. En søgning efter at finde hjem. For forfatteren er det tydeligvis en rejse hen imod og ind i kærligheden. Bogen er fuld af modsigelser. Det er det der gør den så ene-stående, så forblæst, så stakkels – og så storladen.
”Det var en onsdag. Døden havde peget på mig. Den kom imod mig, og den kunne sagtens se mig. Klart og tydeligt. Jeg gik den lige i møde. Jeg så den ikke.” (s. 12).

Det er et lille musikstykke, der er så mesterligt orkestreret, at det antager en hel symfonisk klang. Det giver ingen mening at forsøge at referere handlingen, der er som solen der bevæger sig hen over den marokkanske himmel, og følger hovedpersonen/forfatteren, hvad enten han er hjemme eller i Kairo eller i Paris. Han er på jagt efter livet, meningen og kærligheden.
”Jeg genoplevede døden, højspændingsstrømmen der hen imod slutningen af min barndom var gået igennem mig for blidt og nænsomt at pulverisere mig, knuse mig i tusind stykker, bortset fra at jeg denne gang ikke besvimede. En dag vil jeg fortælle dig om første gang, jeg døde.” (s. 49).

*

Forlæggeren fortalte mig forinden, at bogen slet ikke handlede om homoseksuel kærlighed, men netop om kærligheden som begreb, og så var det underordnet, hvem der var den elskede. Da jeg begyndte læsningen syntes jeg ikke at det passede, for efter de første afsnit virkede det næsten som om det var modsat – og så skete der alligevel noget under læsningen. For det der først sprang i øjnene udviskedes gradvist, og i stedet for den elskede (der i dette tilfælde var drenge og mænd, alt efter hovedpersonens egen alder) var det netop skildringen af lysten, denne higen efter kærlighed, der stod tilbage. Den som vi alle – i større eller mindre grad – er styret af. Ligegyldigt hvordan den så ser ud.  Og det på trods af, at Abdellah Taïa har en ganske enestående position i den arabiske litterære verden, hvor han er den eneste marokkanske forfatter, der åbent har vedkendt sig sin homoseksualitet, selv om det fortsat er strafbart i hjemlandet. Det giver ham en særstatus, men bogen kan sagtens stå alene uden at være bannerfører for andet end sig selv. Den fortjener i lige så høj grad at blive vurderet ud fra for sine egne litterære kvaliteter.

Bogomslaget til "Englene fra Frelsens Hær" er en gengivelse af filmplakaten.

I 2015 udkom ”Englene fra Frelsens Hær” (”L’armée du salut”), der er forfatterens første roman på dansk. Titlen er lidt problematisk, for det er ingen frelst roman – i den forstand. I 2012 filmatiserede han selv bogen og fik overraskende nok tilladelse til at optage den i sit hjemland, hvor den heller ikke bagefter blev forbudt. ”Englene fra Frelsens Hær” er lige så smukt oversat af Simon Hartling som ”Arabisk vemod” og har meget mere form og opbygning. Det gør den umiddelbar lettere at gå til, alt efter hvad man ønsker som læser. Selv er jeg ikke i tvivl om at ”Arabisk vemod” er min favorit, men det er klart at begge bøger er præget af forfatterens fine sprogfornemmelse og pulsslag. Sprogligt er de på én og samme tid forfinede og barske. Transparente af nærvær, tilstedeværelse, desperation og lykke. De er som aftryk af livet og kærligheden – og måske allermest af solen, der bevæger sig hen over himlen i en gigantisk bue. Den som ser det hele ”og som aldrig har været min ven”.

Forfatterens tredje danske udgivelse: Et sted at dø”(”Un Pays de mourir”) er lige udkommet (ligesom de to tidligere) på det lille ambitiøse forlag, Avids, i forbindelse med forfatterens besøg på Louisiana Literature i sidste måned. Men endnu lader avisanmelderne vente på sig.

Læs mere på forfatterens hjemmeside. Læs mere på det danske forlags hjemmesideSe filmtrailer