onsdag den 1. juli 2020

Mikas Lang: "MELANIN"


Foto: Michael Svennevig.


Mikas Lang debuterede på forlaget Sievers med digtsamlingen MELANIN i 2019. Melanin er mørkfarvet pigment, der findes i huden. Og det er ikke for ingenting, at podcasten indledes af trompetfanfaren fra Billie Holidays ”Strange Fruit”, for Mikas Lang skriver:

”der hænger stadig slaver/i mit stamtræs grene” ( s. 21)
menneskeskoven ligger lige for/hvor vi mærkelige frugter hang/og rådnede i træerne”( s. 23) 

Det bliver endnu tydeligere, når man læser digtene, der også er som en rystende fanfare, der går gennem marv og ben. Men det er også en samtale om, hvordan vi er blevet farveblinde, men uden at det gør det bedre. Som digter vrider og vender Mikas sproget. Ryster og chokerer det for at fraviste det nye betydninger. Sproget giver sig og giver igen. Det er flot, overvældende pågående og ordsmidigt, men det er også en tekst, der nærmest detonerer. Det giver brandsår at læse den.

”jeg defineres af det/jeg næsten ikke er/ og jeg er ikke andet”

Mikas Lang taler i digtsamlingen om historieløshed og om ikke at kunne få vejret, og skriver:

”jeg er barn af angsten”,

men også om at varme sig ved undergangens bål, når han skriver:

”det bliver uden tvivl et prægtigt bål”

for

”vi må starte forfra”.

Det er som om teksten som en anden Fugl Fønix gang på gang tilintetgøres, for bagefter at genopstå af asken.

”der er noget med mine øjne/ de fleste vinkler er blinde”  (s. 18)

”sort skam – køn kannibal”

”sorte huller/ i historien/ sorte huller i sproget” (s. 22)


Foto: Michael Svennevig



Podcasten er optaget inden Black Lives Matter-demonstrationerne tog fart både herhjemme og i udlandet i kølvandet på politidrabet på George Floyd. Efterfølgende har jeg spurgt Mikas:

-Hvordan oplever du tiden og den ånd, der er over os nu, for det har jo ændret sig siden du og jeg optog podcast-samtalen?

Mikas Lang: ”Black Lives Matter har fra sin begyndelse i 2013 for mig været en kilde til både glæde og inspiration, sorg og styrke. Sådan har jeg også haft det i den senere tid. Meget intenst. (Jeg har skrevet en lille tekst om det her). Alting sker jo også i en vekselvirkning, og det gør mig uendeligt trist med det brutale racistiske mord på Bornholm for nylig – og jeg bliver rasende over, at vi har et politi og nogle medier, som kategorisk nægter at forholde sig til virkeligheden. Omvendt forsøger jeg at holde fast i, at sådan noget sker som reaktion på, at tingene faktisk er ved at forandre sig til det bedre.”



Mød Mikas Lang på festivalens 4. dag i Salonen på Østerbro 

Lyt til festivalens 1. præsentations podcast  
        med uddrag fra de 6 første festivalspodcasts.                                                                                             
Læs mere om festivalen 





Anmeldelse: ANNAS VERDEN på Sophienholm


I gudesmukke omgivelser udspiller forestillingen ANNAS VERDEN sig i disse dage i parken ved Sophienholm. Smukkere sted kan ikke tænkes til beretningen om Skagensmaleren Anna Ancher (1859-1935), der blev født som datter af Brøndums Hotel i det, der skulle blive til en af de mest fejrede kunstneriske perioder i dansk malerhistorie. Hun blev født til at være kunstner i en tid, hvor kvinder stadigvæk ikke havde adgang til Kunstakademiet. Til gengæld gik hun på Vilhelm Kyhns malerskoler for kvinder i København, men det var først da hun giftede sig med den unge fremadstormende Akademi-uddannede maler Michael Ancher, at hendes egen karriere kom igang, men det var samtidig også tidspunktet, hvor hun blev mest presset til at skulle vælge mellem at være mor, hustru og kunstner, for hvordan udfylde alle tre roller samtidig med, at hun blev udråbt til at være midtpunkt for alle de malende mænd, der slog sig ned på Skagen omkring forrige århundredskifte? Det er her at forestillingen træder i karakter. Især i mødet mellem Anna Ancher og P.S.Krøyers tilkommende Maria Triepcke. Tydeligvis er Marie blot én blandt mange kvinder i Krøyers liv, mens Anna er en ener blandt kunstnerne på Skagen. 


Foto: Per Morten Abrahamsen


I forestillingen skrevet af Julie Petrine Glargaard og itonesat af Nanna-Karina Schleimann er der spændende kønspolitiske udvekslinger mellem de to malende kvinder, for som Marie siger, så ville hun være mindst lige så god som Krøyer, hvis hun havde samme muligheder som ham. Men i stedet så forventes det at hun som kvindelig kunstner højest beskæftiger sig med motiver fra hjemmelivet. Netop det som Anna Ancher bliver en så stærk formidler og skildrer af. Og farverne. Farverne synger, og Anna synger sammen med dem. Hendes skildringer af lys og farvernes spillen i lyset på en væg bliver hendes bidrag til den danske kunsthistorie. Stadig i dag sitrer hendes palet og hendes motivkreds virker så vedkommende som altid, og mens de malende mandlige Skagensmaleres motiver af stedets fiskere nu fremstår bedagede og gammeldags, så er det som om lyset stadig står og sitrer i Anna Anchers billeder. 

 Foto: Per Morten Abrahamsen


Oprindelig skulle forestillingen have akkompagneret den nyligt afsluttede udstilling på Statens Museum for Kunst (SMK), men den er stærk nok til at stå alene. Udstillingen vender tilbage til hovedstaden til november, og indtil da kan den opleves på Skagen Museum.

Som malerparret Anna og Michael Ancher er Julie Riis og Pelle Nordhøj Kann skønne og dejlige at se på - og godt instrueret af Jennifer Vedsted Christiansen. Julie Riis har flest nuancer i sit spil, men til gengæld er Pelle Nordhøj Kann umådelig charmerende, og det falder i hans lod at skulle skildre mange af de begrænsninger som Anna møder, og det slipper han godt fra. De har begge noget djærvt og jordbundent over sig, der forplanter sig direkte til publikum. De er elskelige med denne higen efter det kunstneriske og lyset. Ikke mindst lyset. Luise Kirsten Skov har flere roller, og hun er en køligere og smukkere spiller, der skiftevist skal være Marie og P.S. Krøyer, men også Alba Schwartz, der flirter og skriver på en bog om Skagensmalerne, baseret på Michael Anchers dagbogsoptegnelser.  Nanna-Karina Schleimann leverer en festlig lydscenografi til forestillingen. Mens Sir Grand Lear står for den faktiske scenografi. Ikke mindst er den indledende præsentation af Anna Ancher som statue af Astrid Noack imponerende og visuelt overdådig.

                                                                  Foto: Per Morten Abrahamsen


Det er blevet til en ujævn forestilling med store højdepunkter. 
Det er en hårfin balance, for godt nok er skildringen af de kvindelige begrænsninger i forrige århundrede det, som vi formodentlig har lettest ved at identificere os med idag, men det er samtidig også i brudfladerne mellem de to ægtefæller, at forestillingen flere steder bliver mest triviel. Det er selvfølgelig et dilemma. I forestillingen fungerer smerten bare ikke, men det gør glæden til gengæld dobbelt så godt, som fx. i scenen, der nærmest formidles som en dans, hvor Anna Ancher maler og lever som aldrig før og tydeligvis føler sig meget bedre tilpas end ægtemanden Michael Ancher, da de besøger verdensudstillingen i Paris. Disse scener bobler af glæde og livslyst. Det er også en fornøjelse at se en kærlighedshistorie udspille sig på den hvide bro oven over scenen. Smukkere kunne det ikke gøres. Mens smerten ikke forplanter sig og heller ikke bliver skildret med samme følelsesmæssige dækning.


                                                                   Foto: Per Morten Abrahamsen

Måske er det bare en skildring af glæden og de begrænsninger, som den mødes med for en kvindelig kunstner - og måske stadig gør det? Mens smerten stadigvæk er sværere at favne. 
Så nogen helstøbt forestilling er det ikke, men i stedet formår den som det farvemættede lys på Anna Anchers malerier at besætte tilhørerne med en let perlende rus, og det er i grunden ikke så dårligt.



ANNAS VERDEN
af Julie Petrine Glargaard
Det Flydende Teater og Teatergrad
1. juli - 12. august 2020
Sophienholm, Nybrobej 401, 2800 Kongens Lyngby
75 min.

Medvirkende: Julie Riis, Luise Kirsten Skov, Pelle Nordhøj Kann + Nanna-Karina Schleimann
Instruktør: Jennifer Vedsted Christiansen
Dramatiker: Julie Petrine Glargaard
Komponist: Nanna-Karina Schleimann
Scenograf: Sir Grand Lear
Lysdesign turné: Martin Danielsen Barnung
Skrædere: Maria Ipsen, Katrine Bunton, Marie Teudt + Sara Steen Andersen
Bygger: Nikolaj Heiselberg Tarp
Forestillingsleder: Karen Zenia Hal Hermansen
Junior producent & forestillingsafvikler: Anne Sofie Rimestad
Kreativ producent: Christine Worre Kann



*


Tidligere anmeldte TEATERGRAD-forestillinger:


2020:

2019:

2018:

2017:
(sammen med Cantabile 2)

2016:
(sammen med Familien)

2015:

*

Se også fortegnelsen
over de øvrige 117 teateranmeldelser.