Fotograf: Per Morten Abrahamsen.
Premieren foregik i
solskin ved Kastaniehusene i De Gamles By på Nørrebro. Stolene var placeret med
den rette corona-afstand, men alt andet var meget tæt på. Ikke mindst
følelserne. For TÆNKER ALTID PÅ DIG handler først og
fremmest om følelser. Eller rettere det handler om schlagere eller musikalske
landeplager, der har aflejret sig i kroppen på os gennem generationer. De vil
sikkert tale til os altid, men efter en corona-periode, hvor vi har været dømt
til adskillelse, rammer det lige i hjertekulen. Ikke bare som rar genkendelighed,
for det stikker dybere end som så. Det er simpelthen det, der gør os til
mennesker og giver os vor menneskelighed tilbage. Den menneskelighed som vi i
en periode på det nærmeste har måttet frasige os.
Trekløveret på scenen, DE
VILDE HJERTER bestående af Kaj, Ditte og Linda, spillede og sang og charmede sig
igennem forestillingens sange og historier, der handlede om fællesskab og
kærlighed. Om at møde kærligheden og sige den ret farvel igen. Kærligheden kan
have så mange aftryk og udtryk. Det er broren og søsteren, der er uadskillige og ved, at de altid skal være sammen, men da de alligevel kommer til at bo i
hvert sit land, er savnet og kærligheden der hele tiden, men også det lærer man
at favne. Eller det er sønnen, hvis far er ude på søen det meste af tiden.
Faren forklarer, at han vil visne, hvis han skal blive på land, men at han ikke
elsker sønnen mindre af den grund. Men først og fremmest er der fortællingen om
Kaj, Ditte og Linda, der holder så meget af hinanden, at de som et trekløver først
bliver hele, når de er sammen og spiller musik. Det er den fortælling, som jeg nynnende
tager med mig hjem bagefter.
Sangene kender vi: TÆNKER ALTID
PÅ DIG (Flemming BAMSE Jørgensen), FRK. HIMMELBLÅ (Kim Larsen), SUSANNE, BIRGITTE
OG HANNE (Otto Brandenburg), STILLE FØR STORM (Lis Sørensen) og mange,
mange flere.
I 2015 stod Teatergrad også bag den vellykkede erindringsforestilling HUSKER DU? Den var lige så vellykket som deres nye forestilling, og er skabt af stort set de samme folk for og bag scenen.
Under forestillingen sad
jeg og vred mig, for jeg tudede fra start til slut, og
måtte atter og atter tørre tårerne væk, der blev ved med at pible frem. Selv om
forestillingen følelsesmæssigt er tæt og ligepå, er den samtidig så varm og så
hjertelig, at der på ingen måde bliver taget førergreb på følelserne. Slet ikke
- og så alligevel, men det var på den fineste måde, og uden at det på nogen
måde virkede anmassende eller manipulerende. De tre på scenen, Rolf Hansen, Marie Louise
von Bülow og Christine Worre Kann, fint instrueret af Pelle Nordhøj Kann, tog
sangene og fortællingerne rent til sig, uden nogen forstillelse, og formidlede
dem videre til os med en smittende uskyld og renfærdighed. Netop det som sangene i
sig selv rummer. Derved gik det hele op i en højere enhed. Tillykke til
Teatergrad. Der er stor grund til at glæde sig over TÆNKER ALTID PÅ DIG.
TÆNKER ALTID PÅ DIG
- en musikalsk hyldest til
de mennesker vi hver især savner og holder af
Medvirkende: Rolf Hansen,
Marie Louise von Bülow og Christine Worre Kann
Instruktør: Pelle Nordhøj Kann
Tekst & musikalsk
arrangement: holdet
Konsulenter: Jannik Elkjær
& Nikolaj Heiselberg Trap
Junior producent: Anna
Sofie Rimestad
Ide & koncept
Teatergrad
*
Tidligere anmeldte TEATERGRAD-forestillinger: