Anmeldelse: AKTIVISTERNE af Teatergrad i Demokrati Garage

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Vi har brug for forestillinger som denne, der kan ruskes op i os og give os et nyt blik på os selv og vores aktivisme eller mangel på samme. Det serveres med musik til. 12 melodier, der slynges ud mod os. Det er råt, men også sjælfuldt og gribende. Det går lige i kroppen. Rytmerne glider ind i blodet, og jeg går opstemt og håbefuldt derfra. 

Premierelokaliteten, Demokrati Garage på Rentemestervej i Nordvest, er velvalgt, det er et  sted, hvor nye impulser udspringer, og hvor der tænkes tanker og arbejdes på forskellige demokratiseringsprocesser. Det, der kendetegner Teatergrad er, at de ikke spiller forestillinger på teatrene, men på lokaliteter, hvor teatret kan gå i direkte dialog med deres publikum. Det har de allerede gjort gennem mange år - og det er en fryd at opleve. Jeg holder meget af deres måde at bruge teatret på. Det er i sig selv en form for aktivisme. 

Foto: Per Morten Abrahamsen.

AKTIVISTERNE består af en lang række sange, der leveres med smittende entusiasme. Den nye generation er repræsenteret af Alfred Nordhøj Kann, der er på scenen sammen med moren, Christine Worre Kann, der er teatrets kunstneriske leder, mens faren, Pelle Nordhøj Kann, er kreativ producent på forestillingen. Rolf Hansen og Marie Louise von Bülow fuldender firekløveret. Sidstnævnte er også komponisten, der i utallige af Teatergrads forestillinger har sørget for den vellyd, der altid kendetegner deres opsætninger. I denne forestilling har hun bl.a. komponeret numrene: Den sidste sne, Den man tugter og Hvor blev de af?

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Oprøret er lagt i de bedste hænder. De sammenbindende og spiddende tekster er skrevet af Julie Petrine Glargaard og Peller Nordhøj Kann i samarbejde med instruktøren Leiv Arne Kjøllmoen. Det er stærke tekster, der kæder musikken sammen. Det frisætter temaet. Det er det, musikken kan og har gjort gennem tiden. Det er en musikalsk lystvandring gennem de epoker, der har fulgt de forskellige oprør. Men det er et også et generationsoprør, der på smukkeste vis bæres frem af den yngste, når Alfred Nordhøj Kann indleder med at spørge publikum, hvad han egentlig skal kæmpe for, for der er så meget? Hvor skal han begynde, og hvor skal han ende? Er det miljøet,  er det uligheden, sexisme, diskrimination, krigene? - hvor er det, han skal sætte ind? Hvor er det, at han skal træde frem og gøre en forskel?

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Aktivismen bliver hele tiden sat op imod vores sofakultur. Det er godt set og skildret, hvordan vi hele tiden har haft valget mellem sofaen og oprøret. Indledningsvist bliver det nævnt, hvor meget tid vi bruger foran fjernsynet i  den famøse sofa. I gennemsnit bruger danskeren 2-3 timer om dagen. En stor del af vores vågne "aktive" liv leves i sofaen. Oprindelig var sofaen udformet til kernefamilien, og beregnet til at vi skulle tale sammen, men siden kom det nye husalter til. Sofaen blev til flyderen - og engagement og aktivisme blev til relative størrelser, men se forestillingen, det får blodet til igen at rulle frit i årerne. 

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Det er forløsende at få en rusketur af Teatergrad, når alle - og måske også lidt for mange - aktivitetsformer sættes i spil gennem tiden. Flotte arrangementer af numre som Kringsatt av fiender (Nordahl Grieg) indleder og afslutter forestillingen. Hva skal verden med sådan en som mig (Andreas Odberg) bliver sunget knusende smukt af Alfred Nordhøj Kann. Talkin’ ‘Bout a Revolution (Tracy Chapman) bliver fulgt til dørs af Rolf Hansen. Tom Lundéns Christiania-sang, I kan ikke slå os ihjel får smukt liv af alle fire på scenen. Det er en tilsyneladende uopslidelig sang, der lever og ånder i et flot musikalsk firestemmigt arrangement. Musikalsk spændes der fra Killing In The Name til Madonnas Like a Virgin. Men der er fuld dækning hele vejen. Rolf Hansen synger hjertet ud i Daddy Lessons. 

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Der er kvindekamp, klima, racisme, BZ og kønskamp. Selv om det hele er spillet og sunget, så hjertet næsten må briste, bliver det til sidst i forestillingen svært at rumme det hele. Det bliver næsten for meget af det gode. Selv om John Lennons Imagine er selvskrevet, bliver det for meget med visualiseringen af tre verdensledere, der kæmper i en sofa. Publikum ler, men man skal stoppe, mens legen er god. Men hatten af for instruktøren, Leiv Arne Kjøllmoen, der formår at få det hele til at fremstå betagende helt. Jeg nød forestillingen - og tog musikken med mig, da jeg cyklede hjem, mens jeg funderede over, hvor grænsen går mellem terrorisme og aktivisme. I ørene havde jeg både ordene fra Martin Luther Kings I have a dream og Greta Thunbergs ord til FN-topmødet i New York. Tak for det til Teatergrad!

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Aktisterne

af Teatergrad

12. januar - 7. februar 2024

Medvirkende: 

Alfred Nordhøj Kann, Marie Louise von Bülow, Rolf Hansen + Christine Worre Kann

Komponist: Marie Louise von Bülow

Instruktør: Leiv Arne Kjøllmoen

Tekster:

 Julie Petrine Glargaard, Pelle Nordhøj Kann 

i samarbejde med Leiv Arne Kjøllmoen

Scenograf: Nikolaj Heiselberg Trap

Lysdesign og videoproducent: Flora Pelle Brandt

Lyddesign: Janus Jensen

Kostumedesign: Olivia Hetman

Teknisk afvikling: Therese Indiana Nauta

Produktionsleder: Josefine Bitsch

Kreativ producent: Pelle Nordhøj Kann

Idé & koncept: Teatergrad

Hjemmeside og billetter:

Tidligere anmeldte Teatergrad-forestillinger:

2022:

Når mørket falder på

Antigone

2021:

Danner

_2020:

_{Annas verden}

_{Tænker altid på dig}

_Queens

_2019:

_Beatroots

_{Dødsdansen 3.00}

_2018:

_Udvandrerne

_{Ikke uden min mor}

_2017:

_{Skjult nummer}

_{(sammen med Cantabile 2)}

_2016:

_{En landsby på højkant}

_{(sammen med Familien)}

_Forført

_2015:

_Husker du?

_*

_{Se  fortegnelsen} over de  øvrige 212 teateranmeldelser.

*

 

Anmeldelse: ANTIGONE i Retten på Frederiksberg

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Som hun står der dirrende af hvidglødende raseri kunne hun være spillet af den engelske skuespiller Tilda Swinton. Samme androgyne fremtræden. Samme "otherness". Antigone, personificeret af Lucia Vinde Dirchsen, virker sært dragende. Hun er ikke af denne verden. Eller også er det netop, hvad hun er. 

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Andreas Garfields gendigtning af Soflokles´ græske drama, om kongedatterens trodsige begravelse af broren, er fremrykket til år 2030, hvor verden er af lave. Naturkatastroferne har ramt os, der er krige og hungersnød. Alt det, der truer os i dag, er brudt ud i lys lue. Klimaet har slået tilbage og har straffet os for alt det, vi ikke har gjort i tide. Midt i dette træder Antigone frem som aktivist. Hun kysser sin nyfødte søn og hvisker ind i hans øre. Vi ved ikke, hvad hun hvisker, men det er et løfte, som hun vil holde for enhver pris. Gennem tre måneder har hun forberedt aktionen sammen med søsteren, men vælger alligevel at gennemføre den alene. Om morgenen har hun sagt farvel til sin mand. De er skiltes i vrede, men hun vender tilbage for at blive forsonet inden aktionen. Men hun bliver pågrebet og sigtet for terrorvirksomhed. I fængslet opsøges hun af udenrigsministeren, spillet af Ulver Skuli Abildgaard. Han udgør en værdig opdatering af rollen som kong Kreon. Han prøver at nå ind til hende,  og som to løver i bur kredser de om hinanden. Det er den nye verden mod den gamle. Det er den bestående samfundsorden mod det nye kaos. Han prøver alt, for han ved, at han kæmper mod kaos. 

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Antigone er kaos i egen person. De står dirrende over for hinanden. De er ganske jævnbærdige. Pelle Nordhøj Kann har instrueret dem højspændt og indædt. Rolf Hansen er rørende indfølt som søsteren og manden. Der er fuld dækning for hvert et ord. Ulver Skuli Abildgaard er altid en fornøjelse. Han fører sig med en naturlig autoritet, mens Lucia Vinde Dirchsen er glødende som en hævngudinde, der er på vej til at rasere det hele i den gode sags tjeneste.

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Men hvad er godt og hvad er ondt? Dilemmaet overlades til publikum, der er indbudt som nævninge for at dømme i sagen, og afslutningsvist skal vi kaste vores uddelte lodder i vægtskålene - og dømme i sagen. Skal Antigone dømmes som skyldig eller frifindes? 

Sir Grand Lears betagende scenografi afbalancerer det fornemme retslokales egen stærke stemme, og den afsluttende store menneskelige vægt fylder hele lokalet. Det er sin opgave at hamle op med det rum, som retslokalet på Frederiksberg udgør.

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Indledningsvist bliver vi bedt om at markere ved håndsoprækning, hvor mange af os, der tidligere har befundet os i et retslokale, og derefter hvor mange af os, der har været der frivilligt. Resultatet får os til at le, men straks efter tager alvoren fat i os, for der er ikke noget at le af i denne sag og i dette retslokale.

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Teatergrad står for ide og koncept. Det særlige ved Teatergrad er, at alle deres forestillinger spilles alle andre steder end på teatrene. De træder ud af teatrene og blander sig i byen. De er også kaldt et byrumsteater, og det er meget opløftende og overraskende at møde dem og deres forestillinger rundt om i byen. Når der kommer invitationer fra teatret, smider jeg alt andet fra mig og iler derhen. Det er altid ulejligheden værd. Således også til premieren i Retten på Frederiksberg i aftes.

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Marie Louise von Bülow har komponeret musikken. Hendes kompositioner indgår som en fast bestanddel i Teatergrads produktioner. Hendes musik fanger straks publikum ind. Også i denne forestilling.

Forestillingen udspiller sig på mange niveauer, og det gælder om at holde tungen lige i munden. Den er stærkt stilliseret i de opstillede tableauer. Det virker manieret sådan at stille sig an i stram posittur som var det friser af Thorvaldsen, udhugget i marmor. Komplet med hvidt draperet klæde, men det er samtidig også dejlige brud  - og måske også nødvendige brud væk fra den naturalisme, der ellers præger både teksten og spillet. Jeg var både fascineret af det, dog syntes det at være lidt i overkanten. Men det gjorde indtryk.

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Der er mange lag i forestillingen. Måske også for mange. Vi er både i fortidens Grækenland, i samtiden med oprids af andre politiske retssager og i det fremrykkede drama i 2030. Først og fremmest befinder vi os i Retten på Frederiksberg. Det afspejler meget godt det vi har med at gøre, der er mange divergerende sider af sagen. Verdens enkelthed er forlængst gledet os af hænde. Det er svært at manøvrere igennem tiden og sagen. Hvem er de gode, og hvad er godhed?

Vær med til at kaste den første sten - eller rettere læg en sten i den vægtskål, som du mener er den rette. Til premieren faldt dommen ud til Antigones fordel, og hun blev frifundet. Men det var første gang det skete. Til de første prøveforestillinger blev hun dømt skyldig. Udfaldet afhænger af publikum.

Foto: Per Morten Abrahamsen.

ANTIGONE

Sofokles´ græske drama gendigtet af Andreas Garfield

Retten på Frederiksberg

90 minutter

 10.-23. februar 2022 + efterfølgende turne.

Medvirkende: Ulver Skuli Abildgaard, Lucia Vinde Dirchsen + Rolf Hansen

Instruktør: Pelle Nordhøj Kann

Dramatiker: Andreas Garfield, med afsæt i Sofokles’ tragedie

Scenograf: Sir Grand Lear

Komponist: Marie Louise von Bülow

Produktionsleder: Anna Sofie Rimestad

Kreativ producent: Christine Worre Kann

Idé og koncept: Teatergrad

Hjemmeside & billetter 

Forestillingen spiller bagefter på Københavns Rådhus, 

hvorefter den er på turné rundt i landet til den 2.4.2022.

*

_{Læs anmeldelser af tidligere Teatergrad-forestillinger:}

2021:

Danner

_2020:

_{Annas verden}

_{Tænker altid på dig}

_Queens

_2019:

_Beatroots

_{Dødsdansen 3.00}

_2018:

_Udvandrerne

_{Ikke uden min mor}

_2017:

_{Skjult nummer}

_{(sammen med Cantabile 2)}

_2016:

_{En landsby på højkant}

_{(sammen med Familien)}

_Forført

_2015:

_Husker du?

_*

_{Se også fortegnelsen} over de øvrige 210 teateranmeldelser.

*

Anmeldelse: TÆNKER ALTID PÅ DIG af Teatergrad

Fotograf: Per Morten Abrahamsen.

Premieren foregik i solskin ved Kastaniehusene i De Gamles By på Nørrebro. Stolene var placeret med den rette corona-afstand, men alt andet var meget tæt på. Ikke mindst følelserne. For TÆNKER ALTID PÅ DIG handler først og fremmest om følelser. Eller rettere det handler om schlagere eller musikalske landeplager, der har aflejret sig i kroppen på os gennem generationer. De vil sikkert tale til os altid, men efter en corona-periode, hvor vi har været dømt til adskillelse, rammer det lige i hjertekulen. Ikke bare som rar genkendelighed, for det stikker dybere end som så. Det er simpelthen det, der gør os til mennesker og giver os vor menneskelighed tilbage. Den menneskelighed som vi i en periode på det nærmeste har måttet frasige os.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Trekløveret på scenen, DE VILDE HJERTER bestående af Kaj, Ditte og Linda, spillede og sang og charmede sig igennem forestillingens sange og historier, der handlede om fællesskab og kærlighed. Om at møde kærligheden og sige den ret farvel igen. Kærligheden kan have så mange aftryk og udtryk. Det er broren og søsteren, der er uadskillige og ved, at de altid skal være sammen, men da de alligevel kommer til at bo i hvert sit land, er savnet og kærligheden der hele tiden, men også det lærer man at favne. Eller det er sønnen, hvis far er ude på søen det meste af tiden. Faren forklarer, at han vil visne, hvis han skal blive på land, men at han ikke elsker sønnen mindre af den grund. Men først og fremmest er der fortællingen om Kaj, Ditte og Linda, der holder så meget af hinanden, at de som et trekløver først bliver hele, når de er sammen og spiller musik. Det er den fortælling, som jeg nynnende tager med mig hjem bagefter.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Sangene kender vi: TÆNKER ALTID PÅ DIG (Flemming BAMSE Jørgensen), FRK. HIMMELBLÅ (Kim Larsen), SUSANNE, BIRGITTE OG HANNE (Otto Brandenburg), STILLE FØR STORM (Lis Sørensen) og mange, mange flere.

I 2015 stod Teatergrad også bag den vellykkede erindringsforestilling HUSKER DU? Den var lige så vellykket som deres nye forestilling, og er skabt af stort set de samme folk for og bag scenen.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Under forestillingen sad jeg og vred mig, for jeg tudede fra start til slut, og måtte atter og atter tørre tårerne væk, der blev ved med at pible frem. Selv om forestillingen følelsesmæssigt er tæt og ligepå, er den samtidig så varm og så hjertelig, at der på ingen måde bliver taget førergreb på følelserne. Slet ikke - og så alligevel, men det var på den fineste måde, og uden at det på nogen måde virkede anmassende eller manipulerende.  De tre på scenen, Rolf Hansen, Marie Louise von Bülow og Christine Worre Kann, fint instrueret af Pelle Nordhøj Kann, tog sangene og fortællingerne rent til sig, uden nogen forstillelse, og formidlede dem videre til os med en smittende uskyld og renfærdighed. Netop det som sangene i sig selv rummer. Derved gik det hele op i en højere enhed. Tillykke til Teatergrad. Der er stor grund til at glæde sig over TÆNKER ALTID PÅ DIG.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

 TÆNKER ALTID PÅ DIG

- en musikalsk hyldest til de mennesker vi hver især savner og holder af

Medvirkende: Rolf Hansen, Marie Louise von Bülow og Christine Worre Kann

Instruktør: Pelle Nordhøj Kann

Tekst & musikalsk arrangement: holdet

Konsulenter: Jannik Elkjær & Nikolaj Heiselberg Trap

Junior producent: Anna Sofie Rimestad

Ide & koncept Teatergrad

*

Tidligere anmeldte TEATERGRAD-forestillinger:

2020: 

Queens

2019: 

Beatroots

Dødsdansen 3.00

2018: 

Udvandrerne

Ikke uden min mor

2017: 

Skjult nummer 

(sammen med Cantabile 2)

2016: 

En landsby på højkant 

(sammen med Familien)

 Forført

2015: 

Husker du?

*

Se også fortegnelsen

over de øvrige 117 teateranmeldelser.

Anmeldelse: BEATROOTS i Osramhuset

Fotograf: Per Morten Abrahamsen.

Ikke for ingenting har Teatergrads seneste tre forestillinger begejstret mig. Det har været radikale tidsbevidste bud på aktuelt og politisk teater, der placerer teatret midt i vor samtid. Det ser folkeligt ud, men har en skarp stemme, stor humanisme og er djævelsk godt skruet sammen og bliver spillet med en vildt smittende energi og et stort engagement.

”Udvandrerne” i efteråret 2018 var for mig den hidtil flotteste af Teatergrads forestillinger. En flugthistorie med så mange nuancer at jeg gik beriget derfra.

”Dødsdansen3.0”, vinteren 2019, var en sprudlende stram, vild og fandenivoldsk folkelig udgave af Strindbergs nihilistiske stykke af samme navn 

- og nu "BeatRoots”. 

                                                                                                                                                                                                   Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Aftenen inden så jeg en musikalsk københavnsk forestilling, der også handlede om fællesskab og ikke mindst smuldrende  fællesskab, men måtte gå i pausen (hvilket jeg ellers kun sjældent gør), for jeg kunne ikke holde det ud - hvor var entusiasmen, spilleglæden og den stærke instruktørkraft, der formåede at få det til at leve på scenen? I hvert fald ikke dér. Til gengæld var Line Mørkebys ”BeatRoots” en oplevelse. Smukt og dynamisk instrueret af Pelle Nordhøj Kann (der også instruerede "Dødsdansen3.0", "Forført" og "Husker du"). Teatergrad, der udmærker sig ved ikke at have eget spillested, men i stedet vagabonderer rundt på steder, hvor der normalt ikke er teater, tilfører forestillingerne deres egen magi. Det har en afsmittende virkning på publikum, for vi forbavses over at skulle se teater så usædvanlige steder. Det holder os vågne og pirrer vore sanser, og det lader til også at animere teatret til en strøm af spændende forestillinger. Men ”BeatRoots" er ingen traditionel teaterforestilling. Det er en smittende countrykomedie, der hvirvler afsted til farvede blinkende lys (lysdesigner Martin Danielsen Barnung) og fejende rytmer (lækkert arrangeret af Marie Louise von Bülow og lyddesigner Janus Jensen) og virker overvældende afvæbnende. Ja, næsten harmløs, men det skal man ikke lade sig narre af. For der er både bid og nerve bag det glitrende sceniske ydre (kreeret af sceografen Sir Grand Lear). Ikke mindst rev energien os med, så vi sang og dansede linedance og slog os løs til Dolly Partons ”9 to 5”. Det var massiv forførelse.

                                                                                                                                                                                                    Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Det, der ved første blik lignede en folkelig hyldest til westernmusikken i Line Mørkebys dramatiske tilsnit, viste sig at favne meget bredere - og have mange paralleller til Mørkebys ”En ung blond pige” på Bådteatret, der også brugte musikken til at forstærke tematikken. Spillet de fire skuespillere imellem var så overbevisende, at det var ingen sag at tro på, at de to fyre faktisk var brødre, og at de også var gift med deres to musikalske partnere på scenen. Det hele blev forløst med fyrrige fortolkninger af numre som den indledende ”Take me home, Country Roads”, ”Stand by your man”, "The Gambler" og "Me and Bobby McGee". Flere numre blev brudt af slowmotion-sekvenser, hvor vi hørte de fires indre tanker afspillet på bånd. Der var mange bolde i luften i det enkle set-up, dertil kom scener, hvor et opbrud i bandet blev til en allegori om længslen efter den stærke leder, der forstår at fremstille det komplicerede så enkelt, at vi gladeligt følger efter på udkik efter nemme slogans og forenklede letkøbte løsninger, der hindrer os i selv at reflekterer over, hvad der egentlig sker omkring os. Om det spil som den stærke leder drevent driver med vor frygt og indeklemthed. En leder, der udnytter vore svagheder. Mørkeby stod meget apropos også bag den isnende kolde ”hyldest” til Dansk Folkeparti og dets stifter i forestillingen ”De Stuerene” på Mungo Park Kolding.  

Musikalsk er ”BeatRoots” en stor fornøjelse, arrangeret af Marie Louise von Bülow, der selv er på scenen og leverer nogle af de flotteste vokale præstationer, men som bliver smukt sekunderet af Jacob Teglgaard og Rolf Hansen som de to brødre (og endelig en god rolle til Rolf Hansen, der også var stærk i teatrets forestilling ”Husker du”). Christine Worre Kann og Marie Louise von Bülow danner en god dynamisk kontrast til brødrene. Dog virkede det parodisk at høre om brødrenes afdøde mor, der tilsyneladende fyldte det hele med sit fravær, og som skulle have været omdrejningspunktet for bandet. Det virkede postuleret, men var bare en skønhedsplet i den ellers så gribende og festlige teaterkoncert. Vi gik derfra i højt humør. Det var en fornøjelse at blive løftet op i Teatergrads country &western-himmel.  

                                                                                                                                                                                                    Fotograf: Per Morten Abrahamsen

BEATROOTS

Spilleperiode:

13. marts til 12. april 2019

Spillesteder:

Bl.a. Operaen på Christiania, Osramhuset og forsamlingshuse rundt i landet 

Dramatiker: Line Mørkeby

Instruktør: Pelle Nordhøj Kann

Skuespillere: Jacob Teglgaard, Rolf Hansen, Christine Worre Kann 

og Marie Louise von Bülow

Lysdesigner: Martin Danielsen Barnung

Scenograf: Sir Grand Lear

Lyddesigner: Janus Jensen

Komponist & arrangør: Marie Louise von Bülow

*

Hjemmeside  og billetter

Trailer

*

Andre anmeldte Teatergrad-forestillinger:

2019:

Dødsdansen3.0

2018:

Udvandrerne

2017: 

Skjult Nummer (sammen med Cantabile 2)

2016:

Forført

En landsby på højkant (sammen med Kunstkollektivet)

2015:

Husker du

*