lørdag den 27. august 2022

Anmeldelse: 24 MULIGE AFGRUNDE i Østre Kapel & BERGHAIN i Bøssehuset

Grafik/lay-out: Malik Grosos (24 Mulige afgrunde) & Dina Rosenmeier  (Berghain)


Hvad er det, der giver os denne lyst til at give slip og lade os falde? Hvad er det i os, der higer efter tilintetgørelsen - og mødet med det ultimative? Hvorfor vil vi hænge ud over afgrunden? 

To aktuelle teaterforestillinger tager os med helt derud, hvor der ingen vej er tilbage. Velkommen til 24 MULIGE AFGRUNDE i Østre Kapel under Sydhavn Teater og BERGHAIN i Bøssehuset på Christiania.


Grafik/layout: Malik Grosos.

24 MULIGE AFGRUNDE

MEMENTO MORI - Husk, at du skal dø!

Vi ved det godt! 

I 24 MULIGE AFGRUNDE bliver vi mindet om det igen og igen. Det er en rasende billedstorm udsat for 4 stemmer, der kommer med hver sin afgrund, fra hver sit faglige felt. Bodil Øland er klassisk sopran. Nikolaj Nørlund er musiker, Martin Gæbe er danser og Maria Carmen Lindegaard er skuespiller. Instruktøren Lene  Skytt har sat dem i scene. Inden premieren siger hun til mig: "Hvis du spørger mig om, hvilken genre det er, så aner jeg det ikke." Så det undlader jeg at gøre. 




"For det niende: Liv. Levende væsner. Bevidsthed. En sten, kan ikke tænke. En messingkrone kan ikke tænke. Krystaller tænker ikke. Ikke som bjørne. Ikke som ulve. Ikke som hvaler og fugle og aber og børn. Min hunds sørgmodige øjne. Det hvide lys fra min computer."
 
Uddrag fra Peter-Clement Woetmanns tekst til 24 MULIGE AFGRUNDE.

Det hvide kapelrum er i sig selv et råt, hårdt rum, der har sin egen stemme og smukhed med en lidt forfalden storhed. Det er her Sydhavn Teater holder til og spiller flere af deres forestillinger. Jeg er blevet skreget ad i FJER//MAJINSKI (2018) en frysende kold vinterdag, hvor der intet formildende var at finde i rummet, men hvor taget kunstnerisk løftede sig. I DITTE MENNESKEBARN (2021) sprang den sociale indignation direkte på mig og jeg blev slået til pindebrænde. I 24 MULIGE AFGRUNDE har scenografen Allan Frausing skabt 15 ophængte kobberplader i forskellige størrelser, der står som en visuel ramme om de 24 dødshymner, der musikalsk er komponeret af Adi Zukanovic. Der kan slås på pladerne, og de kan aktiveres usynligt uden at de direkte anslås, og bruges i forestillingen som en stor percussion-opstilling. Et slag lyder som ét slag, men det er miket op, så der ræsonnerer i kroppen på os. Når slag følger på slag, så rammer det os som mange slag. Og når slagene falder i stadigt hurtigere rytme, bliver de pludselig til skud.




Lys og lyd af henholdsvis Rasmus Månsson og Maria Pi er frydefuldt samstemt med lyden fra kobberpladerne og de fire medvirkendes stemmer. Det er simpelthen lavet så æstetisk lækkert, at det er en fryd at opleve. Som det så ofte sker, er de største kunstneriske dommedagsprofetier overfødighedshorn af livskraftige og livsduelige manifestationer, der står i direkte kontrast til tekstens dødslængsel, der er formuleret som stærke uafviselige sangtekster af Peter-Clement Woetmann.




Ordet "sangtekster" lyder muntert, det er det ikke, men til gengæld er det en timelang tour de force, hvor intentionen holdes oppe nonstop af den gradvise nedtælling fra 0 til 24. Det er mesterligt gjort. Det lyder fantastisk. Visuelt er det overdådigt - og det er en kraftpræstation af alle involverede. Det hele kædes sammen af denne længsel efter at give slip, efter at tage springet, efter at lade sig falde ud over kanten. Der er intet, der holder os tilbage. Der er intet tilbage. Der er kun undergangen. Ja, det lyder mørkt, hårdt, uforsonligt og dystopisk, hvilket det også er, men sjældent har oplevelsen af det været så kunstnerisk stærkt og uafviseligt. Det er en sand fryd.



Tillykke med denne skønne ensembleforestilling. 

Teatret længe leve!


*


Grafik/layout: Malik Grosos.

24 MULIGE AFGRUNDE

Co-produktion mellem Lene Skytt og Sydhavn Teater

27. august - 24. september 2022

60 minutter

Instruktør: Lene Skytt 
Dramatiker: Peter-Clement Woetmann
Performere: 
Nikolaj Nørlund, Maria Carmen Lindegaard, Martin Gæbe og Bodil Øland
Komponist: Adi Zukanovic
Komponistassistent: William Gerdes
Scenograf: Allan Frausing
Kostumierer: Camilla Lind og Johanne Rasmussen
Koreograf: Karina Dichov Lund
Produktionsleder: Nicole Johansen
Lysdesigner: Maria Pi
Lydtekniker/Afvikler: Ramus Månsson
Instruktørassistent: Rikke Stächer Christensen
Byg & Konstruktion: John Nyby



-----------------------------------------------

Grafik/layout: Dina Rosenmeier.


BERGHAIN

Vi træder ind i Christianias Bøssehus, hvor lyset er slukket, så det kun er farvede lysstriber der glitrer gennem rummet fra den ophængte diskokugle i midten. Vi får at vide, at vi kan være over det hele, inden forestillingen starter, men at vi skal trække ind på midten senere, for spillerne kører på rollerskates rundt om dansegulvet i midten, og det er der vi skal være. Om vi er tilskuere eller gæster på natklubben BERGHAIN i Berlin, er svært at afgøre, vi er i realiteten begge dele. De fem hurtigtkørende spillere er alle miket up, så vi kan høre deres tale, selv om forestillingen lydmæssigt er tætstyret og tungt orkestreret af de to musikere/disjokeys, der står på et forhøjet plateau yderst. Bag dem er der en skærm, hvor computergenereret grafik pumper ud over os lige som ravenattens pulserende rytme. Vi er til ravenight på natklubben BERGGHAIN, Am Wriezener Bahnhof, i Berlin.


Foto: Laura Ioana V.


Den unge fyr, Daniel Neil Ash, med de modebevidst hullede og flåede jeans forsøger at komme indenfor i den eftertragtede natklub, men det er ikke let. Par, grupper og turister er på forhånd diskvalificeret. Han får hjælp af den åleslanke, danske Christian Vincent, i stramme sorte tights med en plastikoverdel og iført en kasket med museører. Skægget, det sorte outfit og museørene fuldender illusionen. Han er musen, fristeren – og den, der fører indenfor. Han er djævelsk forførende og sætter  scenen og fører os og den unge fyr gennem den sorte nat og ind i det kropsvridende univers med dark room og toiletter, hvor der sker lidt af hvert. Noget af det udsættes hovedpersonen for. og andet ser han kun. Omkring de to sværmer den indsmigrende Theresa Mangara, amerikanske Kristen Flanagan og islandske Jon G. Vopnfjörð. De spiller alle med overskud og i fin samklang med hinanden, alt imens de dygtigt navigerer rundt på rollerskates.


Foto: Laura Ioana V.


I Matrix-filmenes indledende del kan Neo vælge, om han vil følge den lille kanin og tage den farvede pille. Det er et valg, for vil du ud og hjem igen, og lade som om intet af dette er virkeligt, så er det bare afsted. Alternativt kan man vælge at synke ned i hullet - ”Down The Rabbit Hole” er teatrets navn, og her bliver det flertydigt, for vi befinder os i Bøssehuset. Et sted, hvor alt kan ske.

Det er forførende og overrumplende at blive kørt rundt i ring i Magnus Iuel Bergs engelsksprogede BERGHAIN. Det hele ligger i den dygtige iscenesættelse af Jeremy M. Thomas. Eller det er måske rigtigere at sige, at det ligger i koreografien, for alting er i bevægelse. Ud og ind, rundt og about. Som tilskuer og dansende på dansegulvet vender man sig hele tiden efter de forbirullende og cirkulerende skuespillere, der snor sig ind og ud mellem hinanden, mens de kører i ring.


Foto: Laura Ioana V.


Repetitionen burde aflive dramaet, men det er så dygtigt forførende lavet, at de slanke medvirkende passer perfekt til den slanke tekst, for det er selvfølgelig begrænset, hvor meget dybde og klangbund, der kan lægges ind i en tekst der udsiges, mens der køres på fuld fart på rollerskates, så stykket må nødvendigt køres hjem på andre hjul og energier.

Jeg lod mig lokke til af dramatikeren bag, Magnus Iuel Berg, der tidligere har skrevet den mesterlige HEROIN (2021)  og voldsomme I Støvet fra regnen (2022). To kammerspil for to mandlige spillere. De første to bevæger sig sammen ud på kærlighedens slagmark, mens de to andre drog ud i den virkelige krig. Ingen af de fire slap uskadt fra det, men teatret sejrede, og det var to skønne oplevelser, som jeg gik rystet fra. Rystet og befriet. Det er sådan noget, teater kan.

Det har Jeremy Thomas også bevist, at han evner. Måske i knap så udbredt grad, men han er en dygtig instruktør, der af og til har leveret perler som Venus in Fur (2017) og  Old Times (2021)  samt The Shy Manifesto (2022).


Foto: Laura Ioana V.


Den unge fyr spilles af Daniel Neil Ash, der bar monologen The Shy Manifesto, der spillede samme sted med samme instruktør for 2 år siden. Det var en djævelsk morsom fortælling om den mislykkede Cullum, der var en bogorm, ude af trit med sine omgivelser, ude af trit med livet. 15 år efter møder vi ham igen, hvor han går og samlet skidt op på Bournemouth beach. En stærk tekst spillet med charme og stålsat vilje. I BERGHAIN er vi inde i et helt andet univers. Det indadvendte er blevet iført rollerskates, og vi er på vej ned i et hul, der som "Alice i Eventyrland" fører direkte ned i en omvendt verden. Måske lander vi i et eventyr, eller også lander vi midt i den store fortabelse. Det er en udfordring af os selv – et fald ud over afgrunden. Vi er til rave-party i 1990´erne. Musikken er komponeret og styres live af Simon Muschinsky, fra det tidligere “When Saints Go Machine”.

Jeg var helt fortumlet, da jeg kom ud derfra. Det var en stærk sanselig oplevelse. Eller i hvert fald et forsøg på forførelse. Nogle gange er det en fornøjelse at slippe fodfæstet og lade sig flyve – eller falde. Det er nok ikke det sundeste, klogeste eller mest vise, men måske skal man slippe kontrollen, for netop at genvinde den. Det hele kan lade sig gøre i BERGHAIN.



BERGHAIN
Bøssehuset på Christiania
25. august - 10. september 2022
70 minutter


Director: Jeremy Thomas-Poulsen

Dramatiker: Magnus Iuel Berg

Composer/Musician: Simon Muschinsky

Cast: Daniel Niel Ash, Kristen Flanagan, Jon G. Vopnfjörð, Theresa Mangara, Chris Vincent

Producer: Down The Rabbit Hole

Press photography: Laura Ioana V

Spilleperiode: 25. august – 10. september 2022

Spillested: Bøssehuset, Mælkevejen 69D, 1440 Kbh. K.



*

fredag den 19. august 2022

Kan man spille musik på luften?

Foto: Tina Lindop.


Thulla spillede på theremin til festivalafslutningen. 
En theremin er et luftstrømsinstrument, og hun forklarede:

"Det er verdens første elektroniske instrument, og som meget andet i denne verden er den kommet til verden ved en tilfældighed. Ham, der opfandt den var russisk radioingeniør, men han var også cellist, og han skulle lave et lille agragat, der skulle måle tætheden af gas i luften. Dels ville han gerne lave det rent visuelt, så man bedre kunne forstå det - og så ville han også gerne have at der kom lyd på. mens han var ved at opfinde det det, opdagede han, at når han gik tættere hen på dette agragat, afgav det en enten stigende eller faldende lyd alt efter om han nærmede sig eller fjernede sig, og da jo også var cellist og meget musikalsk, kunne han ret hurtigt begynde at spille på det. 



Foto: Tina Lindop.


Han kunne spille på luften. Derefter konstruerede han dette instrument, der hedder en theremin. Den fungerer ved hjælp af elektromagnetiske felter, for der er jo ingen tangenter. Så man spiller sådan set på luften, hvilket jeg synes er ret poetisk." 

Thulla spillede fire så stemningsstykker som hun havde komponeret til instrumentet. Bl.a. "Blå Harpe" og fortalte inden: "Dittes søn på 12 år sagde: `Jeg har altid forestillet mig sjælen som en blå firkantet harpe, der sidder lige her i brystet, og når man dør, flyver den ud af kroppen og spiller videre i evighed.`"


Foto: Joan Schmidt

Bagefter fik jeg lov at prøve, og det var nok medvirkende til at mange andre også ville prøve i pausen. Se billederne derfra!










Fakta fra Wikepedia:


"Léon Theremin flyttede til USA i 1928 og fik patenteret instrumentet. Han ændrede også sit navn til Leon Theremin, han var født Lev Sergeyevich Termen. Moderne komponister som Edgard Varese, John Cage og Bohuslav Martinu har skrevet musik til thereminen. Også i rock, pop og jazz blev thereminen benyttet af blandt andre Beach Boys, Portishead, Led Zeppelin (Whole Lotta Love), Captain Beefheart (Electricity og Autumn's Child) og Tom Waits. I Danmark benyttes thereminen af blandt andre The Tremolo Beer Gut, Frodegruppen40 og Waking Life."


Citat fra nettet:

"It's no secret that learning to play the theremin takes lots of practice. After all, this is one of the most difficult instruments in the world to play well. Studies have shown that reaching a level of expertice can take at least 10,000 hours of practice."

*


Hør Thullas musik komponeret for Theremin på live-optagelsen
fra Festivalafslutningen, hvor det kan høres (45:36).

*

torsdag den 18. august 2022

JUBILÆUMSFESTIVALENS ALTRUISTISKE PRIS 2022


Foto: Tina Lindop.

Jubilæumsfestivalens Altruistiske Pris 2022

Uddeltes til festivalafslutningen i søndags.

Her er Michael Svennevigs tale - og afsløring af årets prisvinder:

"Den første prismodtager var i 2018: Ole Bundgaard

Og året efter i 2019 fulgte Thulla

- og i dag er det så 3. gang at prisen uddeles.

Når den ikke er blevet udelt i de sidste to år, skyldes det, at den rette kandidat til prisen, endnu ikke var dukket op. Jo, vedkommende var dukket op, men havde endnu ikke gjort sig fortjent til prisen - og det er sket i år - til fulde.

Prisen gives for en festivalindsats, der er altruistisk - det vil sige drevet af lysten til at virke godt og givende. Altså til fællesskabets bedste og uden tanke for egen vinding. 

Æren ledsages af et kunstværk skænket af den seneste prismodtager.

Foto: Tina Lindop.

Vil du sige et par ord om værket, der følger prisen, Thulla, inden det afsløres, hvem året prisvinder er?

Thulla: "Min far, forfatter og litterat Niels Birger Wamberg, elskede at tegne, og ville oprindeligt have gjort det til sit levebrød, men valgte en anden og mere sikker vej. Han tegnede ikke desto mindre hele sit liv, mest hoveder, portrætter, af alskens personager, som poppede ud af hans fantasi. Lynhurtigt gik det, få streger, og så var skabelsen fuldført. Han tegnede på alt, der var i nærheden, gamle kuverter, små papirer, eller almindelige A-4 papirer. Så da det blev mig, der skulle manifestere et billede til årets prisvinder, var det oplagt at dykke ned blandt min fars vidunderlige små tegninger og hitte en, der føltes rigtig. En, der matchede de oplysninger, Michael havde givet mig: årets prisvinder har ikke meget vægplads (læs: kom nu ikke med et billede på 2 X 2 meter), er sprælsk og med forkærlighed for det skæve. Jamen perfekt! Hvor er jeg glad for at det netop er dig, der er modtager af tegningen her, et kæmpe tillykke fra mig."


Foto: Tina Lindop.

Årets prisvinder er…

Benedicte Riis

Tante Andante (for børn) – og Nat Andante (for voksne)


Foto: Tina Lindop.

Vi mødtes for et par år siden til en masterclass i Dansk Forfatterforening, bagefter gik vi ud og spiste frokost sammen. Først var du med på festivalen HVOR REGNBUEN ENDER i 2020.

Året efter var det dig, der kom med overskriften, da du lang tid i forvejen havde talt om æg og om at blive udruget. Det resulterede i en festivaloverskrift, der blev ÆG & HÅB i 2021.

Godt nok stødt din overordnede ide med at udklække en hel græsplæne med myldrende børn på grund. Det blev i stedet til et mylder af ideer, men tanken havde alligevel fået vinger i kraft af rammen for hele festivalen. Til åbningen fik du mig til at kravle ned i en oversavet fender-bøje, der grangivelig lignede et æg - og som jeg brugte til at tromme på. Det frembragte en del morskab.

Både sidste år og i år har du lavet en sang, der knytter sig til festivalen. Den håber jeg at du vil synge for os efter prisoverrækkelsen.

Giv Benedicte en stor hånd!


Foto: Michael Svennevig.


Benedicte Riis, der modtog prisen, skriver:

"Deltagelse i Svennevig festivalen er som at indløse billet til et stort vidunderligt univers af oplevelser og dejlige forbindelser. For tre år siden fik jeg øjnene op for de magiske dage og gode mennesker, sidste år sejlede jeg så tæt på som muligt i min sejlbåd og begyndte at være med og kende folk, og i år opdagede jeg, at båden slet ikke var sejlet væk, jeg var blevet i det altruistisk farvand og kunne bare hoppe i og svømme i kunstnerisk nytænkning, musikalsk forvandling og varm menneskekær ideudklækning. Michael Svennevig er foregangsmand, vi andre kommer glade efter på hver vores særprægede måder. Tak for den dejlige pris, både dens fysiske tilstedeværelse i Birger Wambergs præcise streg og i hans skønne datters indramning, gjorde mig varm om hjertet, men også fordi jeg holder så meget af de værdier som Michael skaber festivalen udfra. Dem vil jeg tænke på og repetere, hver gang jeg kikker på prisen. Tak!"


Og måske passer denne lille Tante Andante-sang lige præcis her:




 

Foto: Michael Svennevig.

Festivalens Altruistske Prisvindere 
 
2018:
Ole Bundgaard 

2019:
Thulla

2022:
Benedicte Riis.
  

*

Læs mere om 





*


Joan Schmidt: 14 festivaløjeblikke

 


Det er blevet til en inspireret lystvandring i en forunderlig have. 

Tak til Joan Schmidt, der har fulgt festivalen tæt, og har skrevet flittigt om nogle af de øjeblikke, der især har indprentet sig hos hende. Det er blevet til disse 14 øjeblikke.

Alle fotos er af Joan Schmidt, hvis andet ikke er nævnt (også den grafiske bearbejdelse af dem).


Mens vi venter på forvandlingen...





Michael Svennevigs prolog i akkompagnement af sommeren på højtryk

Prologen begynder sådan og blev læst ypperligt af Ulla Henningsen:

"Jeg elsker ild. Jeg elsker, når ilden prøvende slikker hen over brændet og langsomt æder sig fast, før den flammer op. Det frisætter noget i mig, når jeg sidder og kigger ind i ilden. Måske forestiller jeg mig alt det, der brænder op i ildens luer. Alt det, der nødvendigvis må afbrændes, for at det nye kan komme til syne."

Jeg tvivler på, at Svennevig selv i går havde forestillet sig så magtfuld en naturens manifestation, som vi fik til prologen om ild, der bliver til eksistens, når den brænder og brænder ud. I dette magiske øjeblik bliver der plads til noget nyt – forvandling.
Vi lod os sætte fri af både sommerens og Svennevigs fortærende ild. Vi lutrede tankerne, og tænkte til sidst på at lige om lidt, så kommer det øjeblik, hvor vi ifølge Svennevig kan trække månen i en snor efter os i den kølige nat og ved selvsyn forvisse os om, at indsatsen vil forvandle nat til dag.

Kulturfestival 2022 i PENs gårdhave på Christianshavn.

*



Kontrabogen under træernes kroner
Meget symbolsk lytter vi på Michael Svennevigs festival til Orhan Dogru under de gamle trækroner i PENs gårdhave. Han er et voksent træ, der har slået rødder, dog ikke så gammelt som PEN-træerne. Men Dogru har rødder til fælles med generationerne før ham selv, så vi skal se højt op for at øje det øverste af træets livskraftige top.
Barndommens by er for Orhan Dogru, Kusca i Tyrkiet. Hans rødder blev plantet om til Danmark, hvorfra Orhan Dogru nu ser verden, der kom til at sammensætte sig af familiens kulturarv udsprunget i Anatolien og den danske kulturarv, som den løbende kommer til dem.
Dogru kender til at rejse mod håbet, men også til det at tage afsked med noget elsket i Anatolien og nu i Danmark, hvor familiens bedstefar takker af til livet.
Barnebarnet følger sin bedstefar på vej på den sidste rejse, og inden Zelma må vinke det allersidste farvel, har bedstefaderen overdraget hende sin ’Kontrabog’, der er slægtshistorie, som skal føres videre.
Et tema i bogen er tolerance, som ikke kan reduceres til et dansk-tyrkisk anliggende. Kontrabogen indeholder fx også fortællingen om dengang bedstefaderen mærkede intolerancen på egen krop i Anatolien, da hans nærmeste familie i et landdistrikt ikke ville tolerere hans nye kone, der kom fra en fremmed stor by. Det er langtfra altid kun nationale grænser, der lægger barrierer i vejen for menneskers gode liv. Der skal ikke så stor forskel til for at gøre fremmed.
Et gammelt godt middel imod uvidenhedens intolerance er derfor viden og kendskab. Når vi gør os fortrolige med det tilsyneladende fremmede, er vi på vej til at kunne tolerere det ukendte. Det er den rigtig gode grund til at læse en menneskelig fortælling, skrevet af en mand med et varmt bankende hjerte, om det både at kende sig selv og sin ’fremmede’.

*



Æterisk Ypperstepræstinde spiller på luft

Thulla Christina Wamberg Kronaie optrådte på Michael Svennevigs festival som fortolker af luften. Vi der allerede havde nydt Zigolas musiceren med blomsterne kunne jo ikke for alvor overraskes men nok medrives.
Den atmosfæriske kunstart fik Thulla sat fart i efter et eksotisk møde med en sovjetisk raritet - en theremin (ses også under navnet æterofon). Det vides ikke om rariteten også er på musikantikvariaters røde lister over udryddelsestruede instrumenter.
Grundig google førte Thulla til Frederiksberg, hvor en tidlig model, der angiveligt kun var lidt brugt, kunne købes.
Af luftens musikalske molekyler tryller Thulla insisterende vibrationer ved i besværgende bevægelser og et fast blik overfor instrumentets to antenner at justere henholdsvis volumen og tonehøjden.
Den russiske opfinder Leon Theremin flyttede i 1928 til USA og fik instrumentet patenteret. Og ja, vi kender den besværgende lyd fra Tv-serien ’Barnaby’.
Thulla sluttede sin både æstetiske og æteriske seance af med stykket 'Russisk dans'.

*


Kan man skabe på sorg, skal man?

Ole Bundgaard har rejst de to store eksistentielle spørgsmål.

Der er næppe to mennesker, der kommer igennem sorg på den samme måde. Det væsentlige for processen fra sorg til noget andet er selvsagt, at forandring begynder at indtræde.
Sorgen på følelsernes præmisser alene kan overvælde og nærmest sætte sit sejl over dagene uden udsyn til andet end tab og savn.
Får man derimod held til at transponere sorgens størrelse, som jo også er de minder, man holder af, op fra følelsernes domæne til den del af bevidstheden, der kan skabe ord og musikalske strofer, så sker forandringen. Man får pludselig udtryk for smerten, som man i små bidder kan give fra sig.
Det var, hvad der skete på Michael Svennevigs sidste festivaldag. Til de gamle og de nye venner, som så gerne vil tage imod og give tilbage, spillede og reciterede Ole bidder af sin sorg under overskriften 'Sjov lille melodicyklus til en række haiku'.
Den empatiske fortættethed var nærmest håndgribelig. Et af de øjeblikke hvor empati og sympati ikke kan skilles ad.
Paradokset er, at en festival, hvor livets diversitet eksploderer, også kan være dér, hvor sorg må reagere og lade sig forvandle.

*


Guitar, gedigent og godt

Michael Svennevig er god til at slutte sine festivaldage med lidt musik, der lander tilhørerne efter de mange indtryk, der godt kan udfordre den mentale elasticitet. Ørene skal jo helst vende den rigtige vej, når vi går hjem.
Mikkel Andersen stillede op, og af hjertet tak for det.
Villa Lobos og spansk fingerspil, der tryllede et stykke musik frem, som egentlig ikke rigtig er noget ifølge Mikkel Andersen selv. Det kunne man heldigvis ikke høre på fremførelsen.

*


Med livet i hænderne

Som forberedelse til torsdagens salon med Michael Svennevig, hvor Stig Dalager deltog sammen med Salim Abdali, fik jeg så endelig næsten læst Svennevigs samtalebog baseret på Karen Blixens tese, der tilsiger at ’et menneske bliver først virkeligt, når det fortælles’. Skuespiller Lise Kamp Dahlerup levendegjorde i oplæsning passager fra bogen. Det var i bogstaveligste forstand en oplevelse med livet i hænderne.
Dalager har den alternative teori, at Kierkegaard døde af ulykkelig kærlighed. Selv har jeg i årevis slået mig til tåls, med ’det man vidste fra Kierkegaard selv’, nemlig at filosoffen blev slidt op af Corsaren, skuffelsen over gadedrengene der begyndte at gøre nar og biskoppen med det gejstlige hof, der ikke overraskende var fortørnede over at blive afslørede som søndagsprædikanter.
Dalager har imidlertid valgt at lægge vægt på det nærmest psykologiske narkotikum for Kierkegaard, som møder med ungdommens Regine på spadsereture på Københavns volde, ser ud til at have været. Regine Olsen har trods møderne giftet sig med en mand, der skal være guvernør på De Vestindiske Øer, og nu rejser hun altså i hvert fald i nogle år. Slut er det med 14 års ordløse spadserende træfninger ad stier og stræder. Slut er det med den ’telegraferede mimiske’ kontakt, den dag Regine for første gang i halvanden dekade taler til sin Søren for at ønske ham et godt liv og lade ham vide, at om lidt er hun væk. Et halvt år efter 42 år gammel lader Kierkegaard sig indlægge på Frederiks Hospital for at dø. Dalagers bog, der er en roman og ikke en biografi, tager udgangspunkt i disse begivenheders drama for at udfolde historien om en af Kierkegaards længsler i livet – Regine. Den anden var Gud.
Dalager mener, at Kierkegaards liv væsentligt konstituerer sig gennem indtrykkene af to længsler – en religiøs og en sanselig. Det er plausibelt.
Men hvad ville Søren Kierkegaard nu have sagt til at få ændret litteraturens grundlæggende perspektiv for sit liv og forfatterskab? Han har udtalt sig om dette at vælge det rette ’motto’ til åbningen af et kapitel i en bog således:
’Der hører temmelig megen Smag, en høi Grad af Inderlighed i sin Gjenstand og i Stemningens Temperatur til at vælge et Motto, der bliver lidt mere end et intetsigende Udraabstegn eller en Figur, som den Lægerne pleie at skrive over deres Recepter. (Kilde: En endnu Levendes Papirer, 1838)’.
For Dalager er det altså ’Smagen’, ’en høi Grad af Inderlighed i Gjenstanden’ og ’Stemningens Temperatur’, der er på spil, når vi skal læse eller genlæse ’Øjeblikkets Evighed’. Det er det også, når Salim Abdali skal transponere den danske tekst til arabisk og introducere et arabisk publikum for tankegangen om den sanselige kærligheds betydning i den vanskeligt tilgængelige filosofs liv. Den filosof hvis eksistentialisme har udelukket en del læsere på grund af sin sværhedsgrad.
I Søren Kierkegaards ord, så har Dalager nu givet bolden op til at ’smage’ og ’holde øje med Temperaturen’ og tage stilling til ’Graden af Inderlighed i Gjenstanden’. Men også til at nogle læsere i Kierkegaards ord vil lede efter ’om nogle Smaastene knase under Tænderne’ om for eksempel biografisk genkendelighed. For hvor går grænsen imellem en historisk baseret roman, og kravene til det vi sædvanligvis forstår som en biografi. Det er det genremæssige dilemma Dalager lægger arm med.
De små citater fra bogen på først dansk og så arabisk, som vi i går fik læst højt i salonen, var på nutidsdansk ’teasere’, der lover godt for den samlede læsning af værket. Det er velskrevet.

For Søren Kierkegaard er det med livet i hænderne.

*

Foto: Tina Lindop

The man who sleeps under trees

Tom Sonntag leverede ikke kun sit fornemme udstyr til Michael Svennevigs festival, som blandt andet gjorde duet med Zigola og sang med blomsterne mulig. Han berigede os også med sit udprægede musikalske talent og den smukke vokal.
Tom har kæmpet med meget, men han har beriget endnu mere i kolossal mental styrke.
Jeg måtte se din video fra ’the land behind’ flere gange, skifte sprog, vente på et godt foto fra Tina Lindop (min telefon viste sig ikke helt at være opgaven voksen) og penne nogle helt nye linjer, for at sende dig en hilsen som tak for dit uundværlige bidrag på festivalen:

To the Man from the Land Behind

The man who sleeps under trees
and whispers with the bees.
In tunes of a string or two
he captures the forest hue.
Forest secrets rising from the mist
a flute lets tumble like dew of its gist.
The man who tangles with creation
seeks stages of cessation.
He mingles with powers of nature and mind
to bring forward the visible to the blind.
The man from the land behind who empties the bowl
does so in the calls of an owl.

© jsc august 2022

Foto: Michael Svennevig. 
Bagtæppet er malet af en lokal kunstner i HF Prøvestenen

Kære Michael

Det er med dig som med naturens gang og årstiderne. Du springer hvert år for nok en sommerfestival, hvor vi alle bliver bragt ud af trivialiteten og ind i refleksionen, ind til det skønne og foran provokationen under dit festivaltræs krone, der bliver større og større.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der bliver af alle de frø, fnug, fjer, fornemmelser og forsendelser imellem sanserne, som du formidler. Jo, det tør jeg godt. Der kommer sommer… Jeg sender dig derfor mit sommerdigt som tak med særlig hilsen til dit altid opmærksomme æsel.

Spring for en sommer og en festival

Ganske vist ved græssets grænse
uden list man vil det ænse.
Denne lille plet til solen
hilset selv fra Stormogulen.
Strække sig til himlens porte
skal fra stedets muld den sorte
et træ med naturlig krone,
der i sin skygge gør en trone.
I sagte hvislen fra vinden
puster hjerterne hér på kinden.
Raklerne vogter, at sangen klinger,
derved deres frø får vinger.
Varsle vil træet i skyer af kobber
at løvet, skønt vinteren sover,
i hi af de evige lommer,
vil springe for nok en sommer.

(fra min digtsamling ’Drys fra himlen til mit jeg’)

*



’Vi har da steder at gøre af sådan nogle mennesker…’

Kronman har i egen udlægning stor erfaring med at samle publikum stående på en tom vinkasse i traditionens magiske trekant ved Regensen, der har huset de kommende generationers store håb, Trinitatis Kirke der har serveret kirkens trøst og Christian den 4.s Runde Tårn, der gav astronomisk udsyn til sin tid.
For hvorfor skulle kulturarven med guldbogstaverne på ryggen ikke kunne rykkes fra salonernes reoler ud blandt de levende mennesker, som den oprindeligt er skrevet til?
Navnlig fordi på gaden kommer også de mennesker, som ikke er specielt litterært interesserede. Det er dem Kronman gerne vil nå.
Fra sin magiske trekant proklamerede Kronman så for alle dem ’under himlens blå, der var ude at gå’ – 'lørdagsoplagte' og 'lørdagsforsagte', 'brude med brudebuketter', 'familier med sognebørn', 'damefrisører', 'violinister', 'pensionister', 'gadens gardister', 'breakdancedansere', 'hr. og fru Hansen fra Holte' og alle de andre. Ganske som fordums skribenter før Kronman prøvede at få samtiden i tale. Det blev ikke helt forstået af de to kvindfolk, der ville have Kronman anbragt. Men i Kronmans ord, så ’tager lyset den tid, lyset behøver’.
Hele sin street-art-performance tog Kronman med sig til teltet, hvor som udgangspunkt Svennevigs litterære æsel tog imod sammen med et velmotiveret publikum blandt andet bestående af en del fruentimmere, der er fulgt så nogenlunde med lyset.
Michael Svennevigs Sommerfestivaler er et stort telt, hvor kunstnerisk diversitet inviteres indenfor også Christian Kronman med guldbogstaverne på ryggen og benene på vinkassen.

*

Foto: Tina Lindop

Kan man få format på spinat?

Spørg Lena Gemzøe, der serverer verdens bedste brownies, kaffe og iransk læskedrik. Og hun er i egne ord værtinde i kaffe-kagebaren under Michael Svennevigs festival. Hun kunne lige nå det efter at være vel ankommet fra Hyde Park i London, hvor de også står på ølkasser og beriger enhver Londoner, der bare giver sig tid. Værtinden følte sig noget i kontakt med sin ryg efter daglige gåture på 12 kilometer med barnebarnet i London-town, men ellers var hun frisk.
Lena er ikke til at tage fejl af med den vidunderlige hat, som passer til personen, der foruden kaffe kunne servere nogle bemærkelsesværdige gode råd om at lægge ting bag sig og komme videre.
Til daglig er Lena billedkunstner.

Jeg vil med et af mine digte, som jeg synes passer på den person, jeg kun lige har mødt, gerne sende en tak for indsatsen og mødet.

Kan man få format på spinat?

Kan man få format, på spinat?
Kan man vinde, ved vé?
Kan man minde, og dog le?
Kan man være ved de kære,
og dog blive set?
Kan man samle venner til huse,
og selv være muse?
Kan man være gammel nok som ung,
og ung nok som gammel?
Kan man lære ved at leve,
og også leve ved at lære?
Ballet kan nok blive bajer,
men kan bajer blive ballet?
At leve med de forvovne som med de forsagte.
Med de inderste som med de forlagte.
At yde hvad man kan magte,
er det at magte det i livet rakte?
Lad aldrig hjertet forpagte.
Når visdom er stille og uden jag,
så er man i livet med sikker smag.

(fra min digtsamling 'Drys fra himlen til mit jeg')

*

Foto: Tina Lindop

Zigola Pioppo synger med blomsterne

Og Zigola synger smukt. Det gør blomsterne ifølge hende selv ikke altid. De kan også blive kontrære og tie helt stille. Når det ikke lige hjælper at lytte intenst, hvad ser man i den situation så efter? Tja…
Med Zigola selv, så ser man efter smilet. Personligt tror jeg, at det gør blomsterne nok også, i hvert fald Zigolas. Og så synger de jo.
Jeg vil derfor sende Zigola et lille digt, som tak for den charmerende og medrivende workshop på Michael Svennevigs festival:

Hymne til smilet og Zigola

Ved smilet ler vi.
Ved smilet ser vi.
Ved smilet led vi,
for ved smilet véd vi.
Ved smilet spør’ vi, om vi tør tro?
Men uden smilet, får vi da ro?
Ordene de sig bøje,
men ved smilet vi kan os nøje.
Når ordene ikke smiler,
ved smilet vi hviler.

(fra min digtsamling ’Drys fra himlen til mit jeg’)

*

Foto: Bodil Thomassen

Kære Jytte Abildstrøm – gøgler af Guds nåde

Det var eftertænksom nydelse, at opleve dig på Michael Svennevigs festival. Jeg vil derfor gerne sende dig et lille forpustet digt, om det pjattede, der ikke desto mindre må finde sin plads i det velkendte, vi kan sætte ord på.
Det vigtigste, du i din karriere har givet os alle, er vel nok dette, at pjat og papir sagtens kan forenes med fornuftig og nødvendig aktivisme på den gode måde. Det gælder trods alt planetens overlevelse – normen for liv… Hvad sker der ved, at vi ler os i den rigtige retning?

I polka for pletter

I polka for pletter
vi futterne letter.
Vi triller for formen,
så holder vi normen.
En høne, en nød
og pletter der snød.
En skrøne, en blød
og tårer der flød.
Buer til is og af røg,
er og er ikke mest for spøg.

(Fra min digtsamling ’Drys fra himlen til mit jeg’)

*



Stikkelsbærbusk i akkompagnement af fløjte og saxofon

Jeg havde ikke lige set det komme, men det var altså stikkelsbærrene i busken, der slog takten an. Dog kom Zigola Pioppo og Ole Bundgaard helt godt efter det - da først elektroderne sad i mulden og på bladet.
Det botaniske oplæg til Michael Svennevigs festival 2022 er så helt afgjort overraskende fornyende...

En dejlig aften
i haveforeningen ved Prøvestenen et stenkast fra Amager Fælled.

*

Foto:Tina Lindop


Vegetativ

Jeg skrev for nogle år siden en lille fantasi om vegetativ tilstand, hvor bevidstheden gror ud af paradokset om først at tømme den.
Hermed tilegner jeg fantasien til de vidunderlige svingninger Bodil, Sheila og Christina på Michael Svennevigs festival lod forplante sig fra deres melodiske krukker til den mentale vegetative respondent i os alle:

En Vegetativ Fantasi

Ser man hér
ser man dér
pletter hviler hver især.
Ser man nær
mon faren værd?
Vægtløs glemsel i myldretid
I stille pause fri for slid.
Vegetativ en lille tid.

(fra min digtsamling 'Drys fra himlen til mit jeg')

*