Det er blevet til en inspireret lystvandring i en forunderlig have.
Tak til Joan Schmidt, der har fulgt festivalen tæt, og har skrevet flittigt om nogle af de øjeblikke, der især har indprentet sig hos hende. Det er blevet til disse 14 øjeblikke.
Alle fotos er af Joan Schmidt, hvis andet ikke er nævnt (også den grafiske bearbejdelse af dem).
Mens vi venter på forvandlingen...
Michael Svennevigs prolog i akkompagnement af sommeren på højtryk
Prologen begynder sådan og blev læst ypperligt af Ulla Henningsen:
"Jeg elsker ild. Jeg elsker, når ilden prøvende slikker hen over brændet og langsomt æder sig fast, før den flammer op. Det frisætter noget i mig, når jeg sidder og kigger ind i ilden. Måske forestiller jeg mig alt det, der brænder op i ildens luer. Alt det, der nødvendigvis må afbrændes, for at det nye kan komme til syne."
Jeg tvivler på, at Svennevig selv i går havde forestillet sig så magtfuld en naturens manifestation, som vi fik til prologen om ild, der bliver til eksistens, når den brænder og brænder ud. I dette magiske øjeblik bliver der plads til noget nyt – forvandling.
Vi lod os sætte fri af både sommerens og Svennevigs fortærende ild. Vi lutrede tankerne, og tænkte til sidst på at lige om lidt, så kommer det øjeblik, hvor vi ifølge Svennevig kan trække månen i en snor efter os i den kølige nat og ved selvsyn forvisse os om, at indsatsen vil forvandle nat til dag.
Kulturfestival 2022 i PENs gårdhave på Christianshavn.
*
Et gammelt godt middel imod uvidenhedens intolerance er derfor viden og kendskab. Når vi gør os fortrolige med det tilsyneladende fremmede, er vi på vej til at kunne tolerere det ukendte. Det er den rigtig gode grund til at læse en menneskelig fortælling, skrevet af en mand med et varmt bankende hjerte, om det både at kende sig selv og sin ’fremmede’.
*
Æterisk Ypperstepræstinde spiller på luft
Thulla Christina Wamberg Kronaie optrådte på Michael Svennevigs festival som fortolker af luften. Vi der allerede havde nydt Zigolas musiceren med blomsterne kunne jo ikke for alvor overraskes men nok medrives.
Den atmosfæriske kunstart fik Thulla sat fart i efter et eksotisk møde med en sovjetisk raritet - en theremin (ses også under navnet æterofon). Det vides ikke om rariteten også er på musikantikvariaters røde lister over udryddelsestruede instrumenter.
Grundig google førte Thulla til Frederiksberg, hvor en tidlig model, der angiveligt kun var lidt brugt, kunne købes.
Af luftens musikalske molekyler tryller Thulla insisterende vibrationer ved i besværgende bevægelser og et fast blik overfor instrumentets to antenner at justere henholdsvis volumen og tonehøjden.
Den russiske opfinder Leon Theremin flyttede i 1928 til USA og fik instrumentet patenteret. Og ja, vi kender den besværgende lyd fra Tv-serien ’Barnaby’.
Thulla sluttede sin både æstetiske og æteriske seance af med stykket 'Russisk dans'.
*
Kan man skabe på sorg, skal man?
Ole Bundgaard har rejst de to store eksistentielle spørgsmål.
Der er næppe to mennesker, der kommer igennem sorg på den samme måde. Det væsentlige for processen fra sorg til noget andet er selvsagt, at forandring begynder at indtræde.
Sorgen på følelsernes præmisser alene kan overvælde og nærmest sætte sit sejl over dagene uden udsyn til andet end tab og savn.
Får man derimod held til at transponere sorgens størrelse, som jo også er de minder, man holder af, op fra følelsernes domæne til den del af bevidstheden, der kan skabe ord og musikalske strofer, så sker forandringen. Man får pludselig udtryk for smerten, som man i små bidder kan give fra sig.
Det var, hvad der skete på Michael Svennevigs sidste festivaldag. Til de gamle og de nye venner, som så gerne vil tage imod og give tilbage, spillede og reciterede Ole bidder af sin sorg under overskriften 'Sjov lille melodicyklus til en række haiku'.
Den empatiske fortættethed var nærmest håndgribelig. Et af de øjeblikke hvor empati og sympati ikke kan skilles ad.
Paradokset er, at en festival, hvor livets diversitet eksploderer, også kan være dér, hvor sorg må reagere og lade sig forvandle.
*
Guitar, gedigent og godt
Michael Svennevig er god til at slutte sine festivaldage med lidt musik, der lander tilhørerne efter de mange indtryk, der godt kan udfordre den mentale elasticitet. Ørene skal jo helst vende den rigtige vej, når vi går hjem.
Mikkel Andersen stillede op, og af hjertet tak for det.
Villa Lobos og spansk fingerspil, der tryllede et stykke musik frem, som egentlig ikke rigtig er noget ifølge Mikkel Andersen selv. Det kunne man heldigvis ikke høre på fremførelsen.
*
Med livet i hænderne
Som forberedelse til torsdagens salon med Michael Svennevig, hvor Stig Dalager deltog sammen med Salim Abdali, fik jeg så endelig næsten læst Svennevigs samtalebog baseret på Karen Blixens tese, der tilsiger at ’et menneske bliver først virkeligt, når det fortælles’. Skuespiller Lise Kamp Dahlerup levendegjorde i oplæsning passager fra bogen. Det var i bogstaveligste forstand en oplevelse med livet i hænderne.
Dalager har den alternative teori, at Kierkegaard døde af ulykkelig kærlighed. Selv har jeg i årevis slået mig til tåls, med ’det man vidste fra Kierkegaard selv’, nemlig at filosoffen blev slidt op af Corsaren, skuffelsen over gadedrengene der begyndte at gøre nar og biskoppen med det gejstlige hof, der ikke overraskende var fortørnede over at blive afslørede som søndagsprædikanter.
Dalager har imidlertid valgt at lægge vægt på det nærmest psykologiske narkotikum for Kierkegaard, som møder med ungdommens Regine på spadsereture på Københavns volde, ser ud til at have været. Regine Olsen har trods møderne giftet sig med en mand, der skal være guvernør på De Vestindiske Øer, og nu rejser hun altså i hvert fald i nogle år. Slut er det med 14 års ordløse spadserende træfninger ad stier og stræder. Slut er det med den ’telegraferede mimiske’ kontakt, den dag Regine for første gang i halvanden dekade taler til sin Søren for at ønske ham et godt liv og lade ham vide, at om lidt er hun væk. Et halvt år efter 42 år gammel lader Kierkegaard sig indlægge på Frederiks Hospital for at dø. Dalagers bog, der er en roman og ikke en biografi, tager udgangspunkt i disse begivenheders drama for at udfolde historien om en af Kierkegaards længsler i livet – Regine. Den anden var Gud.
Dalager mener, at Kierkegaards liv væsentligt konstituerer sig gennem indtrykkene af to længsler – en religiøs og en sanselig. Det er plausibelt.
Men hvad ville Søren Kierkegaard nu have sagt til at få ændret litteraturens grundlæggende perspektiv for sit liv og forfatterskab? Han har udtalt sig om dette at vælge det rette ’motto’ til åbningen af et kapitel i en bog således:
’Der hører temmelig megen Smag, en høi Grad af Inderlighed i sin Gjenstand og i Stemningens Temperatur til at vælge et Motto, der bliver lidt mere end et intetsigende Udraabstegn eller en Figur, som den Lægerne pleie at skrive over deres Recepter. (Kilde: En endnu Levendes Papirer, 1838)’.
For Dalager er det altså ’Smagen’, ’en høi Grad af Inderlighed i Gjenstanden’ og ’Stemningens Temperatur’, der er på spil, når vi skal læse eller genlæse ’Øjeblikkets Evighed’. Det er det også, når Salim Abdali skal transponere den danske tekst til arabisk og introducere et arabisk publikum for tankegangen om den sanselige kærligheds betydning i den vanskeligt tilgængelige filosofs liv. Den filosof hvis eksistentialisme har udelukket en del læsere på grund af sin sværhedsgrad.
I Søren Kierkegaards ord, så har Dalager nu givet bolden op til at ’smage’ og ’holde øje med Temperaturen’ og tage stilling til ’Graden af Inderlighed i Gjenstanden’. Men også til at nogle læsere i Kierkegaards ord vil lede efter ’om nogle Smaastene knase under Tænderne’ om for eksempel biografisk genkendelighed. For hvor går grænsen imellem en historisk baseret roman, og kravene til det vi sædvanligvis forstår som en biografi. Det er det genremæssige dilemma Dalager lægger arm med.
De små citater fra bogen på først dansk og så arabisk, som vi i går fik læst højt i salonen, var på nutidsdansk ’teasere’, der lover godt for den samlede læsning af værket. Det er velskrevet.
For Søren Kierkegaard er det med livet i hænderne.
*
Foto: Tina Lindop
The man who sleeps under trees
Tom Sonntag leverede ikke kun sit fornemme udstyr til Michael Svennevigs festival, som blandt andet gjorde duet med Zigola og sang med blomsterne mulig. Han berigede os også med sit udprægede musikalske talent og den smukke vokal.
Tom har kæmpet med meget, men han har beriget endnu mere i kolossal mental styrke.
Jeg måtte se din video fra ’the land behind’ flere gange, skifte sprog, vente på et godt foto fra Tina Lindop (min telefon viste sig ikke helt at være opgaven voksen) og penne nogle helt nye linjer, for at sende dig en hilsen som tak for dit uundværlige bidrag på festivalen:
To the Man from the Land Behind
The man who sleeps under trees
and whispers with the bees.
In tunes of a string or two
he captures the forest hue.
Forest secrets rising from the mist
a flute lets tumble like dew of its gist.
The man who tangles with creation
seeks stages of cessation.
He mingles with powers of nature and mind
to bring forward the visible to the blind.
The man from the land behind who empties the bowl
does so in the calls of an owl.
© jsc august 2022
Foto: Michael Svennevig.
Bagtæppet er malet af en lokal kunstner i HF Prøvestenen
Kære Michael
Det er med dig som med naturens gang og årstiderne. Du springer hvert år for nok en sommerfestival, hvor vi alle bliver bragt ud af trivialiteten og ind i refleksionen, ind til det skønne og foran provokationen under dit festivaltræs krone, der bliver større og større.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der bliver af alle de frø, fnug, fjer, fornemmelser og forsendelser imellem sanserne, som du formidler. Jo, det tør jeg godt. Der kommer sommer… Jeg sender dig derfor mit sommerdigt som tak med særlig hilsen til dit altid opmærksomme æsel.
Spring for en sommer og en festival
Ganske vist ved græssets grænse
uden list man vil det ænse.
Denne lille plet til solen
hilset selv fra Stormogulen.
Strække sig til himlens porte
skal fra stedets muld den sorte
et træ med naturlig krone,
der i sin skygge gør en trone.
I sagte hvislen fra vinden
puster hjerterne hér på kinden.
Raklerne vogter, at sangen klinger,
derved deres frø får vinger.
Varsle vil træet i skyer af kobber
at løvet, skønt vinteren sover,
i hi af de evige lommer,
vil springe for nok en sommer.
(fra min digtsamling ’Drys fra himlen til mit jeg’)
*
’Vi har da steder at gøre af sådan nogle mennesker…’
Kronman har i egen udlægning stor erfaring med at samle publikum stående på en tom vinkasse i traditionens magiske trekant ved Regensen, der har huset de kommende generationers store håb, Trinitatis Kirke der har serveret kirkens trøst og Christian den 4.s Runde Tårn, der gav astronomisk udsyn til sin tid.
For hvorfor skulle kulturarven med guldbogstaverne på ryggen ikke kunne rykkes fra salonernes reoler ud blandt de levende mennesker, som den oprindeligt er skrevet til?
Navnlig fordi på gaden kommer også de mennesker, som ikke er specielt litterært interesserede. Det er dem Kronman gerne vil nå.
Fra sin magiske trekant proklamerede Kronman så for alle dem ’under himlens blå, der var ude at gå’ – 'lørdagsoplagte' og 'lørdagsforsagte', 'brude med brudebuketter', 'familier med sognebørn', 'damefrisører', 'violinister', 'pensionister', 'gadens gardister', 'breakdancedansere', 'hr. og fru Hansen fra Holte' og alle de andre. Ganske som fordums skribenter før Kronman prøvede at få samtiden i tale. Det blev ikke helt forstået af de to kvindfolk, der ville have Kronman anbragt. Men i Kronmans ord, så ’tager lyset den tid, lyset behøver’.
Hele sin street-art-performance tog Kronman med sig til teltet, hvor som udgangspunkt Svennevigs litterære æsel tog imod sammen med et velmotiveret publikum blandt andet bestående af en del fruentimmere, der er fulgt så nogenlunde med lyset.
Michael Svennevigs Sommerfestivaler er et stort telt, hvor kunstnerisk diversitet inviteres indenfor også Christian Kronman med guldbogstaverne på ryggen og benene på vinkassen.
*
Foto: Tina Lindop
Kan man få format på spinat?
Spørg Lena Gemzøe, der serverer verdens bedste brownies, kaffe og iransk læskedrik. Og hun er i egne ord værtinde i kaffe-kagebaren under Michael Svennevigs festival. Hun kunne lige nå det efter at være vel ankommet fra Hyde Park i London, hvor de også står på ølkasser og beriger enhver Londoner, der bare giver sig tid. Værtinden følte sig noget i kontakt med sin ryg efter daglige gåture på 12 kilometer med barnebarnet i London-town, men ellers var hun frisk.
Lena er ikke til at tage fejl af med den vidunderlige hat, som passer til personen, der foruden kaffe kunne servere nogle bemærkelsesværdige gode råd om at lægge ting bag sig og komme videre.
Til daglig er Lena billedkunstner.
Jeg vil med et af mine digte, som jeg synes passer på den person, jeg kun lige har mødt, gerne sende en tak for indsatsen og mødet.
Kan man få format på spinat?
Kan man få format, på spinat?
Kan man vinde, ved vé?
Kan man minde, og dog le?
Kan man være ved de kære,
og dog blive set?
Kan man samle venner til huse,
og selv være muse?
Kan man være gammel nok som ung,
og ung nok som gammel?
Kan man lære ved at leve,
og også leve ved at lære?
Ballet kan nok blive bajer,
men kan bajer blive ballet?
At leve med de forvovne som med de forsagte.
Med de inderste som med de forlagte.
At yde hvad man kan magte,
er det at magte det i livet rakte?
Lad aldrig hjertet forpagte.
Når visdom er stille og uden jag,
så er man i livet med sikker smag.
(fra min digtsamling 'Drys fra himlen til mit jeg')
*
Zigola Pioppo synger med blomsterne
Og Zigola synger smukt. Det gør blomsterne ifølge hende selv ikke altid. De kan også blive kontrære og tie helt stille. Når det ikke lige hjælper at lytte intenst, hvad ser man i den situation så efter? Tja…
Med Zigola selv, så ser man efter smilet. Personligt tror jeg, at det gør blomsterne nok også, i hvert fald Zigolas. Og så synger de jo.
Jeg vil derfor sende Zigola et lille digt, som tak for den charmerende og medrivende workshop på Michael Svennevigs festival:
Hymne til smilet og Zigola
Ved smilet ler vi.
Ved smilet ser vi.
Ved smilet led vi,
for ved smilet véd vi.
Ved smilet spør’ vi, om vi tør tro?
Men uden smilet, får vi da ro?
Ordene de sig bøje,
men ved smilet vi kan os nøje.
Når ordene ikke smiler,
ved smilet vi hviler.
(fra min digtsamling ’Drys fra himlen til mit jeg’)
*
Foto: Bodil Thomassen
Kære Jytte Abildstrøm – gøgler af Guds nåde
Det var eftertænksom nydelse, at opleve dig på Michael Svennevigs festival. Jeg vil derfor gerne sende dig et lille forpustet digt, om det pjattede, der ikke desto mindre må finde sin plads i det velkendte, vi kan sætte ord på.
Det vigtigste, du i din karriere har givet os alle, er vel nok dette, at pjat og papir sagtens kan forenes med fornuftig og nødvendig aktivisme på den gode måde. Det gælder trods alt planetens overlevelse – normen for liv… Hvad sker der ved, at vi ler os i den rigtige retning?
I polka for pletter
I polka for pletter
vi futterne letter.
Vi triller for formen,
så holder vi normen.
En høne, en nød
og pletter der snød.
En skrøne, en blød
og tårer der flød.
Buer til is og af røg,
er og er ikke mest for spøg.
vi futterne letter.
Vi triller for formen,
så holder vi normen.
En høne, en nød
og pletter der snød.
En skrøne, en blød
og tårer der flød.
Buer til is og af røg,
er og er ikke mest for spøg.
(Fra min digtsamling ’Drys fra himlen til mit jeg’)
*
Stikkelsbærbusk i akkompagnement af fløjte og saxofon
Jeg havde ikke lige set det komme, men det var altså stikkelsbærrene i busken, der slog takten an. Dog kom Zigola Pioppo og Ole Bundgaard helt godt efter det - da først elektroderne sad i mulden og på bladet.
Det botaniske oplæg til Michael Svennevigs festival 2022 er så helt afgjort overraskende fornyende...
En dejlig aften
i haveforeningen ved Prøvestenen et stenkast fra Amager Fælled.
*
Foto:Tina Lindop
Vegetativ
Ingen kommentarer:
Send en kommentar