Viser opslag med etiketten Lena Gemzøe. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Lena Gemzøe. Vis alle opslag

onsdag den 5. august 2026

Mød Lena Gemzøe - 80-årig akvarelmaler fra Amager

 

Foto: Michael Svennevig. Plakat-vignet: Lise Rønnebæk.

Lena Gemzøe, 80-årig akvarelmaler fra Amager, fortæller om, hvordan man kan komme op af de dybe huller, man kan faldt ned i undervejs gennem livet. 

-Det første dybe hul faldt jeg ned i for 20 år siden, og jeg havde nogle bestemte strategier for, hvordan jeg kom op igen - det vil jeg gerne fortælle om. Jeg ved ikke, hvor kendte sådanne strategier er. 


Foto: Michael Svennevig. 

-Jeg havde et super godt job, som jeg var rigtig glad for. Jeg arbejdede på en ungdomsskole som ledende skolebibliotekar og jeg havde min egen afdeling som tale & læse pædagog. Foruden at jeg var i gang med tre forskningsprojekter. Det blev for meget for min hjerne. Det hele brød sammen en dag, hvor jeg sad og tudbrølede. Jeg kunne ikke læse fra næse til mund - jeg kunne intet huske. Lige meget, hvad jeg gjorde, nyttede det ikke. Jeg tænkte, at jeg måtte være blevet dement. Jeg blev sendt til en neurolog, der undersøgte mig og konkluderede, at jeg overhovedet ikke var dement. Det var stress! Det havde ingen hørt om på det tidspunkt, og heller ikke jeg. Det var mærkeligt, at det kunne have en så stor indflydelse på hjernen, at den gik i stykker. Det fattede jeg ikke, men alt var kaos hjemme hos mig. 


Lena Gemzøe, akvarel (2020).

Jeg fortsatte på arbejde. Jeg turde simpelthen ikke melde mig syg, Jeg forestillede mig, at jeg aldrig ville komme tilbage på arbejdet, hvis jeg sygemeldte mig. Bjerget ville være for stort at komme over. Så jeg blev ved med at gå på arbejdet og sad der og tudede. Når jeg kom hjem, sad jeg ved mit skrivebord, hvor stablerne hobede sig op. Når de blev så høje, at jeg ikke kunne se hen over dem, lagde jeg dem ned bag ved skrivebordet.  Da de nåede op til skrivebordskanten, var jeg klar over, at den var helt galt. Jeg tog fat i nogle papkasser og smed det ud.  “Hvad gør du nu?” Jeg kunne ikke holde styr på mine ting, Ja, jeg kunne ikke holde styr på noget som helst. 


Lena Gemzøe, akvarel (2020).


Dengang var jeg 60 år. Når jeg ikke kan holde styr på det, så måtte jeg af med tingene. Jeg tog også fat på min garderobe. Havde lige læst noget om, at hvis man tog en kjole, kunne man hænge den op et sted med et mærke på, og hver gang man gik i noget tøj, så kunne man hænge det til højre for mærket, og så kunne man efter et år se, hvad man overhovedet ikke havde gået i, og det kunne man så smide ud.  Okay, tænkte jeg, jeg har ikke et år, så jeg kiggede bare: “Det smider jeg ud. Det smider jeg også ud… og det og det!” Jeg smed ud i sække og solgte på loppemarkeder, men det var jo ikke nok. Hvad med bøgerne? Halvdelen skulle ud. Alle de skønlitterære bøger kan man låne på biblioteket, mens de faglitterære er mere specifikke - det er kunst- og popup-bøger og dem, der er svære at få fat i. Bøgerne røg på loppemarkedet eller jeg gav dem væk, og opfordrede andre til at give dem videre. 


Lena Gemzøe, akvarel. på Arches 300 g med salteffekt, 70x50 cm (2016().
Logo for festivalen ÆG og HÅB i 5 bydele i København (2021).


Det hjalp og gav mere plads. Jeg gik videre med mine køkkenting. Hvad skulle jeg bruge dem til? Jeg gad jo ikke lave noget som helst længere. Jeg levede af ostemadder, så halvdelen af køkkentingene røg på loppemarkedet. Ud med dem! Det blev mere overskueligt af det. Det hjalp. Jeg fandt ud af, at jeg kun skulle omgive mig med smukke ting. Alt hvad jeg havde, skulle være smukke ting. Selv en gaffel skulle være én, der gav mig glæde. Når jeg købte tallerkner hos en keramiker, måtte jeg nøjes med to ad gangen. De var dyre, men med flotte, flotte farver. Tøjet skulle også have flotte farver. Farver var det, der gjorde mig glad. Smukke ting gjorde mig også glad. Sådan gjorde jeg med alting. Jeg købte intet uden at jeg tænkte over, om det gav mig en glæde. 


Lena Gemzøe, akvareller (2018).


Så gik der to år, og  jeg blev 62 år og blev smidt ud af arbejdsmarkedet, men jeg kunne jo stadigvæk ikke huske, så der var en periode, der var lidt svær. Det var sådan jeg kom igennem alle tingene. At det var farven og tingene, der gjorde mig glad. Så tænkte jeg over, hvad jeg så skulle lave? Nu har du ikke noget arbejde, men jeg har altid godt kunnet lide at male, og det havde jeg jo tid til nu. Jeg tog på nogle malekurser nord for Göteborg, og malede mere end nogensinde før. Jeg blev YouTuber med min egen kanal som 72 årig. Nu er der over en million, der har set mine videoer og jeg har 45.000 følgere. Folk tror, at jeg er stinkende rig, men det giver ikke én krone.  Jeg bruger jo ikke pensler, men mit Mastercard, for jeg har fundet ud af, at det er den eneste måde man kan lave “masterpieces” på. På videoerne viser jeg, hvordan jeg arbejder med mine akvareller.  


Foto: Michael Svennevig.. 

-Der er også en anden ting, for jeg bliver så vred over alt og alle. Når jeg cykler i byen: “Hvad er det for en idiot på dén cykel, hvorfor kører de helt ude til venstre, i stedet for at køre ind til højre! De skal i hvert fald ikke køre indenom, og hvorfor viser de ikke af!  Hvorfor dit og hvorfor dat! Jeg kunne blive så rasende over alting. Det har jeg også prøvet at arbejde med, men jeg er ikke helt færdig med det endnu.


Lena Gemzøe, akvarel, træer, 2 m høje og på baner á 70 cm. På stenpapir.(2022)..


-Der kommer jo ikke nogen, og laver om på én, hvis man ikke selv laver om på sit verdenssyn og menneskesyn. Så sker der slet ingenting. Jeg har mødt nogle mennesker, der er meget positive og kærlige bl.a. min svigerinde, der nu er kommet på plejehjem sammen med min bror, der har alzheimers - og så sidder hun der og siger: “Livet er skønt!” Det er så vidunderligt. Det er, fordi hun vælger at sige sådan - og hum løfter sig selv på den måde.  Det har jeg også lært at gøre. Jeg ved ikke, om jeg har lært det af de andre, men jeg har i hvert fald lært, at det er noget, der hjælper mig. Jeg løfter mig selv på den måde. 


Foto: Michael Svennevig.

-Jeg har lige været i Barcelona, hvor jeg udstillede et billede, og jeg sagde til mig selv: “Det tør jeg ikke, hvordan skal jeg finde rundt dernede? Det går aldrig, det her!” Det sagde jeg til min bror, og så havde hans datter og svigersøn arrangeret at leje et hus dernede, og ville surporte mig dernede. Så hele familien tog med derned. Jeg havde det som en dronning. Det var vidunderligt. Sådan en gave har jeg aldrig fået i mit liv, og jeg tror at i stedet for at sige: “Sådan en lortetur!” For jeg var jo nervøs for den, så skal man vænne sig til selv at løfte det. 


Lena Gemzøe, akvarel (2021).


-Der er ingen grænse for, hvor højt man kan løfte sig selv. Det er ret vildt. Der var engang én, der sagde til mig for 40 år siden: “Man vælger jo selv sit liv!” Jeg tænkte, hvad pokker bilder han sig ind, sådan en idiot! Hvis man er født i rendestenen, hvordan kommer man så op derfra? Men ved, at man nogle gange gør det mere positivt end det egentlig er, og siger det højt, så hjælper det!


Foto: Michael Svennevig.



Læs reportagen: 

På besøg hos Lena Gemzøe (2022). 

Hør også den to-delte podcast: 

1. Mødet med det nordatlantiske (2018).

 2. Livet på Nokken  (2018).  


Plakat: (cut & paint) Lise Rønnebæk.


Mød Lena Gemzøe på

KULTURDAGE I ISHØJ,

om lørdagen, den 19.9.2026.

Se dagens program


torsdag den 24. juli 2025

Festlig mad og drikke på Sommerfestivalen 2025

 

  Foto: Michael Svennevig.

Til festivalåbningen på Amager og på 2. festivaldag i Vanløse vil der være den karakteristiske festivaldrik, den kølige, iranske sommerdrik: ”Sharbate Khiar”, bestående af citron, lime, mynte, rørsukker og agurk.


Til åbningen er det Lena Gemzøe (fra nabohaveforeningen, Nokken), der sørger for  hjemmebagte økologiske brownies med valnødder - og for kaffe og te. 

Der vil også være hjemmebagte nøddeboller med smør og ost.


På 2. festivaldag i Vanløse, vil det være Christine Imbert, der bager gulerodsmuffins med kanel og nødder til kaffen i  pause før den  afsluttende teaterforestilling.


Aftensmaden - både til åbningen på Amager og på 2. festivaldag i Vanløse - vil enten være den kolde spanske tomatsuppe, GAZPACHO, der skal nydes kold i varmen med hjemmebagte nøddeboller til. Eller også vil det være BOMBAY-gryde, alt efter hvor inspirationen fører det hen. Det er undertegnede, der står for maden sammen med en håndfuld hjælpere.






Mille Rode. Foto: Michael Svennevig.

Til afslutningen på Christianshavn er der - traditionen tro - min fasters drømmekage og Milles marokkanske myntete samt kaffe i pauserne.


Der vil også være noget at nyde til Festivalens Nachspiel - et hemmeligt sted i Husum, der først offentliggøres dagen før - men det er en dag, hvor alt kan ske, så derfor bør det ikke afsløres før. Men Jens er rigtig god til bagværk...


Så, velkommen på festivalen, der starter med åbningen på lørdag. Der er gratis adgang til alle festivalarrangementer, og det koster ikke noget at spise med, og der kan ikke bestilles billetter i forvejen, så kom i god tid.


Her er det Lena (til venstre) sammen med Benedicte (Tante Andante). 
Foto: Michael Svennevig.

En stor tak til alle dem, der giver en hånd med, så det praktiske bare glider som det skal. Uden de mange ildsjæle kunne det ikke lade sig gøre at lægge op til så mange drømme og så meget fællesskab.  Tak til jer alle. Sammen kan vi det hele!


Foto: Michael Svennevig.


Hør podcasts med Lena Gemzøe, 
hvor hun fortæller om arktisk inspiration 
til sine akvareller 
og om hvordan hun fik sit hus på Nokken.




Se og læs også om Christine Imberts fotos af marokkanske døre.

Foto: Michael Svennevig.

Hør podcast med Christina Svennevig, 
hvor hun fortæller om det, der aldrig blev talt om 

Det er Jens Christensen i midten. Foto: Lise Rønnebæk.


Jens Christensen udgør en tredjedel af trioen,
Lyt med på den seneste optagelse.


*


 

Læs mere om festivalen. 


*

søndag den 28. juli 2024

VERDEN ER FULD AF VEJE: Festlig mad og drikke på festivalen, 2024

Foto: Michael Svennevig.

Til festivalåbningen på Amager og til 2. festivaldag i Vanløse vil der være den karakteristiske festivaldrik, den kølige iranske sommerdrik: ”Sharbate Khiar”, bestående af citron, lime, mynte, rørsukker og agurk.


Til åbningen er det Lena Gemzøe (fra nabohaveforeningen, Nokken), der sørger for  hjemmebagte økologiske brownies med valnødder - og for kaffe og te.


På 2. festivaldag i Vanløse, vil der om eftermiddagen, i den første pause, være en ganske særlig sansemæssig oplevelse. Madame Garborg præsenterer det således:


"I pausen kan du tage et bind for øjnene og læne dig tilbage (tørklæde hænger på hver stol). Nyde lyde og dufte og lade fantasien rejse tilbage eller frem. Efter 5 min. er der en forfriskning og lidt sødt. Efter pausen fortsætter programmet som planlagt. " Det udføres af sanseteamet Strathe, Lindop, C. Svennevig og Garborg. 


Aftensmaden  - både til åbningen på Amager og på 2. festivaldag i Vanløse - vil enten være den kolde spanske tomatsuppe, GAZPACHO, der skal nydes kold i varmen med hjemmebagte nøddeboller til. Eller også vil det være BOMBAY-gryde, alt efter hvor inspirationen fører det hen. Det er undertegnede, der står for maden sammen med en håndfuld hjælpere.


Ydermere vil det i Vanløse være Christine Imbert, der bager gulerodsmuffins med kanel og nødder til kaffen i  pause før den  afsluttende teaterforestilling.


I Salonen, der jo er en café og et galleri, skal man selv betale for det, man ønsker sig. Dog sørger undertegnede for mad til de optrædende til opvarmningen. Der vil også være mulighed for at købe varm mad for øvrige gæster. 





Til afslutningen på Christianshavn er der - traditionen tro - min fasters drømmekage og Milles marokkanske myntete samt kaffe i pauserne.


Der vil også være noget at nyde til Festvalens Nachspiel - et hemmeligt sted i Husum, der først offentliggøres dagen før - men det er en dag, hvor alt kan ske, så derfor bør det ikke afsløres før. 


Så, velkommen på festivalen, der starter med opvarmningen på torsdag og åbningen på lørdag. Der er gratis adgang til alle festivalarrangementer, og det koster ikke noget at spise med, og der kan ikke bestilles billetter i forvejen, så kom i god tid.


Foto: Michael Svennevig.

En stor tak til alle dem, der giver en hånd med, så det praktiske bare glider som det skal. Uden de mange ildsjæle kunne det ikke lade sig gøre at lægge op til så mange drømme og så meget fællesskab.  Tak til jer alle. Sammen kan vi det hele!


Foto: Michael Svennevig.

Læs også Madame Garborgs hyldest til mad og digtning:

Hør podcasts med Lena Gemzøe, 
hvor hun fortæller om arktisk inspiration 
til sine akvareller 
og om hvordan hun fik sit hus på Nokken.

Se og læs også om Christine Imberts fotos af marokkanske døre.


*


Læs mere om festivalen. 

*

torsdag den 18. august 2022

Joan Schmidt: 14 festivaløjeblikke

 


Det er blevet til en inspireret lystvandring i en forunderlig have. 

Tak til Joan Schmidt, der har fulgt festivalen tæt, og har skrevet flittigt om nogle af de øjeblikke, der især har indprentet sig hos hende. Det er blevet til disse 14 øjeblikke.

Alle fotos er af Joan Schmidt, hvis andet ikke er nævnt (også den grafiske bearbejdelse af dem).


Mens vi venter på forvandlingen...





Michael Svennevigs prolog i akkompagnement af sommeren på højtryk

Prologen begynder sådan og blev læst ypperligt af Ulla Henningsen:

"Jeg elsker ild. Jeg elsker, når ilden prøvende slikker hen over brændet og langsomt æder sig fast, før den flammer op. Det frisætter noget i mig, når jeg sidder og kigger ind i ilden. Måske forestiller jeg mig alt det, der brænder op i ildens luer. Alt det, der nødvendigvis må afbrændes, for at det nye kan komme til syne."

Jeg tvivler på, at Svennevig selv i går havde forestillet sig så magtfuld en naturens manifestation, som vi fik til prologen om ild, der bliver til eksistens, når den brænder og brænder ud. I dette magiske øjeblik bliver der plads til noget nyt – forvandling.
Vi lod os sætte fri af både sommerens og Svennevigs fortærende ild. Vi lutrede tankerne, og tænkte til sidst på at lige om lidt, så kommer det øjeblik, hvor vi ifølge Svennevig kan trække månen i en snor efter os i den kølige nat og ved selvsyn forvisse os om, at indsatsen vil forvandle nat til dag.

Kulturfestival 2022 i PENs gårdhave på Christianshavn.

*



Kontrabogen under træernes kroner
Meget symbolsk lytter vi på Michael Svennevigs festival til Orhan Dogru under de gamle trækroner i PENs gårdhave. Han er et voksent træ, der har slået rødder, dog ikke så gammelt som PEN-træerne. Men Dogru har rødder til fælles med generationerne før ham selv, så vi skal se højt op for at øje det øverste af træets livskraftige top.
Barndommens by er for Orhan Dogru, Kusca i Tyrkiet. Hans rødder blev plantet om til Danmark, hvorfra Orhan Dogru nu ser verden, der kom til at sammensætte sig af familiens kulturarv udsprunget i Anatolien og den danske kulturarv, som den løbende kommer til dem.
Dogru kender til at rejse mod håbet, men også til det at tage afsked med noget elsket i Anatolien og nu i Danmark, hvor familiens bedstefar takker af til livet.
Barnebarnet følger sin bedstefar på vej på den sidste rejse, og inden Zelma må vinke det allersidste farvel, har bedstefaderen overdraget hende sin ’Kontrabog’, der er slægtshistorie, som skal føres videre.
Et tema i bogen er tolerance, som ikke kan reduceres til et dansk-tyrkisk anliggende. Kontrabogen indeholder fx også fortællingen om dengang bedstefaderen mærkede intolerancen på egen krop i Anatolien, da hans nærmeste familie i et landdistrikt ikke ville tolerere hans nye kone, der kom fra en fremmed stor by. Det er langtfra altid kun nationale grænser, der lægger barrierer i vejen for menneskers gode liv. Der skal ikke så stor forskel til for at gøre fremmed.
Et gammelt godt middel imod uvidenhedens intolerance er derfor viden og kendskab. Når vi gør os fortrolige med det tilsyneladende fremmede, er vi på vej til at kunne tolerere det ukendte. Det er den rigtig gode grund til at læse en menneskelig fortælling, skrevet af en mand med et varmt bankende hjerte, om det både at kende sig selv og sin ’fremmede’.

*



Æterisk Ypperstepræstinde spiller på luft

Thulla Christina Wamberg Kronaie optrådte på Michael Svennevigs festival som fortolker af luften. Vi der allerede havde nydt Zigolas musiceren med blomsterne kunne jo ikke for alvor overraskes men nok medrives.
Den atmosfæriske kunstart fik Thulla sat fart i efter et eksotisk møde med en sovjetisk raritet - en theremin (ses også under navnet æterofon). Det vides ikke om rariteten også er på musikantikvariaters røde lister over udryddelsestruede instrumenter.
Grundig google førte Thulla til Frederiksberg, hvor en tidlig model, der angiveligt kun var lidt brugt, kunne købes.
Af luftens musikalske molekyler tryller Thulla insisterende vibrationer ved i besværgende bevægelser og et fast blik overfor instrumentets to antenner at justere henholdsvis volumen og tonehøjden.
Den russiske opfinder Leon Theremin flyttede i 1928 til USA og fik instrumentet patenteret. Og ja, vi kender den besværgende lyd fra Tv-serien ’Barnaby’.
Thulla sluttede sin både æstetiske og æteriske seance af med stykket 'Russisk dans'.

*


Kan man skabe på sorg, skal man?

Ole Bundgaard har rejst de to store eksistentielle spørgsmål.

Der er næppe to mennesker, der kommer igennem sorg på den samme måde. Det væsentlige for processen fra sorg til noget andet er selvsagt, at forandring begynder at indtræde.
Sorgen på følelsernes præmisser alene kan overvælde og nærmest sætte sit sejl over dagene uden udsyn til andet end tab og savn.
Får man derimod held til at transponere sorgens størrelse, som jo også er de minder, man holder af, op fra følelsernes domæne til den del af bevidstheden, der kan skabe ord og musikalske strofer, så sker forandringen. Man får pludselig udtryk for smerten, som man i små bidder kan give fra sig.
Det var, hvad der skete på Michael Svennevigs sidste festivaldag. Til de gamle og de nye venner, som så gerne vil tage imod og give tilbage, spillede og reciterede Ole bidder af sin sorg under overskriften 'Sjov lille melodicyklus til en række haiku'.
Den empatiske fortættethed var nærmest håndgribelig. Et af de øjeblikke hvor empati og sympati ikke kan skilles ad.
Paradokset er, at en festival, hvor livets diversitet eksploderer, også kan være dér, hvor sorg må reagere og lade sig forvandle.

*


Guitar, gedigent og godt

Michael Svennevig er god til at slutte sine festivaldage med lidt musik, der lander tilhørerne efter de mange indtryk, der godt kan udfordre den mentale elasticitet. Ørene skal jo helst vende den rigtige vej, når vi går hjem.
Mikkel Andersen stillede op, og af hjertet tak for det.
Villa Lobos og spansk fingerspil, der tryllede et stykke musik frem, som egentlig ikke rigtig er noget ifølge Mikkel Andersen selv. Det kunne man heldigvis ikke høre på fremførelsen.

*


Med livet i hænderne

Som forberedelse til torsdagens salon med Michael Svennevig, hvor Stig Dalager deltog sammen med Salim Abdali, fik jeg så endelig næsten læst Svennevigs samtalebog baseret på Karen Blixens tese, der tilsiger at ’et menneske bliver først virkeligt, når det fortælles’. Skuespiller Lise Kamp Dahlerup levendegjorde i oplæsning passager fra bogen. Det var i bogstaveligste forstand en oplevelse med livet i hænderne.
Dalager har den alternative teori, at Kierkegaard døde af ulykkelig kærlighed. Selv har jeg i årevis slået mig til tåls, med ’det man vidste fra Kierkegaard selv’, nemlig at filosoffen blev slidt op af Corsaren, skuffelsen over gadedrengene der begyndte at gøre nar og biskoppen med det gejstlige hof, der ikke overraskende var fortørnede over at blive afslørede som søndagsprædikanter.
Dalager har imidlertid valgt at lægge vægt på det nærmest psykologiske narkotikum for Kierkegaard, som møder med ungdommens Regine på spadsereture på Københavns volde, ser ud til at have været. Regine Olsen har trods møderne giftet sig med en mand, der skal være guvernør på De Vestindiske Øer, og nu rejser hun altså i hvert fald i nogle år. Slut er det med 14 års ordløse spadserende træfninger ad stier og stræder. Slut er det med den ’telegraferede mimiske’ kontakt, den dag Regine for første gang i halvanden dekade taler til sin Søren for at ønske ham et godt liv og lade ham vide, at om lidt er hun væk. Et halvt år efter 42 år gammel lader Kierkegaard sig indlægge på Frederiks Hospital for at dø. Dalagers bog, der er en roman og ikke en biografi, tager udgangspunkt i disse begivenheders drama for at udfolde historien om en af Kierkegaards længsler i livet – Regine. Den anden var Gud.
Dalager mener, at Kierkegaards liv væsentligt konstituerer sig gennem indtrykkene af to længsler – en religiøs og en sanselig. Det er plausibelt.
Men hvad ville Søren Kierkegaard nu have sagt til at få ændret litteraturens grundlæggende perspektiv for sit liv og forfatterskab? Han har udtalt sig om dette at vælge det rette ’motto’ til åbningen af et kapitel i en bog således:
’Der hører temmelig megen Smag, en høi Grad af Inderlighed i sin Gjenstand og i Stemningens Temperatur til at vælge et Motto, der bliver lidt mere end et intetsigende Udraabstegn eller en Figur, som den Lægerne pleie at skrive over deres Recepter. (Kilde: En endnu Levendes Papirer, 1838)’.
For Dalager er det altså ’Smagen’, ’en høi Grad af Inderlighed i Gjenstanden’ og ’Stemningens Temperatur’, der er på spil, når vi skal læse eller genlæse ’Øjeblikkets Evighed’. Det er det også, når Salim Abdali skal transponere den danske tekst til arabisk og introducere et arabisk publikum for tankegangen om den sanselige kærligheds betydning i den vanskeligt tilgængelige filosofs liv. Den filosof hvis eksistentialisme har udelukket en del læsere på grund af sin sværhedsgrad.
I Søren Kierkegaards ord, så har Dalager nu givet bolden op til at ’smage’ og ’holde øje med Temperaturen’ og tage stilling til ’Graden af Inderlighed i Gjenstanden’. Men også til at nogle læsere i Kierkegaards ord vil lede efter ’om nogle Smaastene knase under Tænderne’ om for eksempel biografisk genkendelighed. For hvor går grænsen imellem en historisk baseret roman, og kravene til det vi sædvanligvis forstår som en biografi. Det er det genremæssige dilemma Dalager lægger arm med.
De små citater fra bogen på først dansk og så arabisk, som vi i går fik læst højt i salonen, var på nutidsdansk ’teasere’, der lover godt for den samlede læsning af værket. Det er velskrevet.

For Søren Kierkegaard er det med livet i hænderne.

*

Foto: Tina Lindop

The man who sleeps under trees

Tom Sonntag leverede ikke kun sit fornemme udstyr til Michael Svennevigs festival, som blandt andet gjorde duet med Zigola og sang med blomsterne mulig. Han berigede os også med sit udprægede musikalske talent og den smukke vokal.
Tom har kæmpet med meget, men han har beriget endnu mere i kolossal mental styrke.
Jeg måtte se din video fra ’the land behind’ flere gange, skifte sprog, vente på et godt foto fra Tina Lindop (min telefon viste sig ikke helt at være opgaven voksen) og penne nogle helt nye linjer, for at sende dig en hilsen som tak for dit uundværlige bidrag på festivalen:

To the Man from the Land Behind

The man who sleeps under trees
and whispers with the bees.
In tunes of a string or two
he captures the forest hue.
Forest secrets rising from the mist
a flute lets tumble like dew of its gist.
The man who tangles with creation
seeks stages of cessation.
He mingles with powers of nature and mind
to bring forward the visible to the blind.
The man from the land behind who empties the bowl
does so in the calls of an owl.

© jsc august 2022

Foto: Michael Svennevig. 
Bagtæppet er malet af en lokal kunstner i HF Prøvestenen

Kære Michael

Det er med dig som med naturens gang og årstiderne. Du springer hvert år for nok en sommerfestival, hvor vi alle bliver bragt ud af trivialiteten og ind i refleksionen, ind til det skønne og foran provokationen under dit festivaltræs krone, der bliver større og større.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der bliver af alle de frø, fnug, fjer, fornemmelser og forsendelser imellem sanserne, som du formidler. Jo, det tør jeg godt. Der kommer sommer… Jeg sender dig derfor mit sommerdigt som tak med særlig hilsen til dit altid opmærksomme æsel.

Spring for en sommer og en festival

Ganske vist ved græssets grænse
uden list man vil det ænse.
Denne lille plet til solen
hilset selv fra Stormogulen.
Strække sig til himlens porte
skal fra stedets muld den sorte
et træ med naturlig krone,
der i sin skygge gør en trone.
I sagte hvislen fra vinden
puster hjerterne hér på kinden.
Raklerne vogter, at sangen klinger,
derved deres frø får vinger.
Varsle vil træet i skyer af kobber
at løvet, skønt vinteren sover,
i hi af de evige lommer,
vil springe for nok en sommer.

(fra min digtsamling ’Drys fra himlen til mit jeg’)

*



’Vi har da steder at gøre af sådan nogle mennesker…’

Kronman har i egen udlægning stor erfaring med at samle publikum stående på en tom vinkasse i traditionens magiske trekant ved Regensen, der har huset de kommende generationers store håb, Trinitatis Kirke der har serveret kirkens trøst og Christian den 4.s Runde Tårn, der gav astronomisk udsyn til sin tid.
For hvorfor skulle kulturarven med guldbogstaverne på ryggen ikke kunne rykkes fra salonernes reoler ud blandt de levende mennesker, som den oprindeligt er skrevet til?
Navnlig fordi på gaden kommer også de mennesker, som ikke er specielt litterært interesserede. Det er dem Kronman gerne vil nå.
Fra sin magiske trekant proklamerede Kronman så for alle dem ’under himlens blå, der var ude at gå’ – 'lørdagsoplagte' og 'lørdagsforsagte', 'brude med brudebuketter', 'familier med sognebørn', 'damefrisører', 'violinister', 'pensionister', 'gadens gardister', 'breakdancedansere', 'hr. og fru Hansen fra Holte' og alle de andre. Ganske som fordums skribenter før Kronman prøvede at få samtiden i tale. Det blev ikke helt forstået af de to kvindfolk, der ville have Kronman anbragt. Men i Kronmans ord, så ’tager lyset den tid, lyset behøver’.
Hele sin street-art-performance tog Kronman med sig til teltet, hvor som udgangspunkt Svennevigs litterære æsel tog imod sammen med et velmotiveret publikum blandt andet bestående af en del fruentimmere, der er fulgt så nogenlunde med lyset.
Michael Svennevigs Sommerfestivaler er et stort telt, hvor kunstnerisk diversitet inviteres indenfor også Christian Kronman med guldbogstaverne på ryggen og benene på vinkassen.

*

Foto: Tina Lindop

Kan man få format på spinat?

Spørg Lena Gemzøe, der serverer verdens bedste brownies, kaffe og iransk læskedrik. Og hun er i egne ord værtinde i kaffe-kagebaren under Michael Svennevigs festival. Hun kunne lige nå det efter at være vel ankommet fra Hyde Park i London, hvor de også står på ølkasser og beriger enhver Londoner, der bare giver sig tid. Værtinden følte sig noget i kontakt med sin ryg efter daglige gåture på 12 kilometer med barnebarnet i London-town, men ellers var hun frisk.
Lena er ikke til at tage fejl af med den vidunderlige hat, som passer til personen, der foruden kaffe kunne servere nogle bemærkelsesværdige gode råd om at lægge ting bag sig og komme videre.
Til daglig er Lena billedkunstner.

Jeg vil med et af mine digte, som jeg synes passer på den person, jeg kun lige har mødt, gerne sende en tak for indsatsen og mødet.

Kan man få format på spinat?

Kan man få format, på spinat?
Kan man vinde, ved vé?
Kan man minde, og dog le?
Kan man være ved de kære,
og dog blive set?
Kan man samle venner til huse,
og selv være muse?
Kan man være gammel nok som ung,
og ung nok som gammel?
Kan man lære ved at leve,
og også leve ved at lære?
Ballet kan nok blive bajer,
men kan bajer blive ballet?
At leve med de forvovne som med de forsagte.
Med de inderste som med de forlagte.
At yde hvad man kan magte,
er det at magte det i livet rakte?
Lad aldrig hjertet forpagte.
Når visdom er stille og uden jag,
så er man i livet med sikker smag.

(fra min digtsamling 'Drys fra himlen til mit jeg')

*

Foto: Tina Lindop

Zigola Pioppo synger med blomsterne

Og Zigola synger smukt. Det gør blomsterne ifølge hende selv ikke altid. De kan også blive kontrære og tie helt stille. Når det ikke lige hjælper at lytte intenst, hvad ser man i den situation så efter? Tja…
Med Zigola selv, så ser man efter smilet. Personligt tror jeg, at det gør blomsterne nok også, i hvert fald Zigolas. Og så synger de jo.
Jeg vil derfor sende Zigola et lille digt, som tak for den charmerende og medrivende workshop på Michael Svennevigs festival:

Hymne til smilet og Zigola

Ved smilet ler vi.
Ved smilet ser vi.
Ved smilet led vi,
for ved smilet véd vi.
Ved smilet spør’ vi, om vi tør tro?
Men uden smilet, får vi da ro?
Ordene de sig bøje,
men ved smilet vi kan os nøje.
Når ordene ikke smiler,
ved smilet vi hviler.

(fra min digtsamling ’Drys fra himlen til mit jeg’)

*

Foto: Bodil Thomassen

Kære Jytte Abildstrøm – gøgler af Guds nåde

Det var eftertænksom nydelse, at opleve dig på Michael Svennevigs festival. Jeg vil derfor gerne sende dig et lille forpustet digt, om det pjattede, der ikke desto mindre må finde sin plads i det velkendte, vi kan sætte ord på.
Det vigtigste, du i din karriere har givet os alle, er vel nok dette, at pjat og papir sagtens kan forenes med fornuftig og nødvendig aktivisme på den gode måde. Det gælder trods alt planetens overlevelse – normen for liv… Hvad sker der ved, at vi ler os i den rigtige retning?

I polka for pletter

I polka for pletter
vi futterne letter.
Vi triller for formen,
så holder vi normen.
En høne, en nød
og pletter der snød.
En skrøne, en blød
og tårer der flød.
Buer til is og af røg,
er og er ikke mest for spøg.

(Fra min digtsamling ’Drys fra himlen til mit jeg’)

*



Stikkelsbærbusk i akkompagnement af fløjte og saxofon

Jeg havde ikke lige set det komme, men det var altså stikkelsbærrene i busken, der slog takten an. Dog kom Zigola Pioppo og Ole Bundgaard helt godt efter det - da først elektroderne sad i mulden og på bladet.
Det botaniske oplæg til Michael Svennevigs festival 2022 er så helt afgjort overraskende fornyende...

En dejlig aften
i haveforeningen ved Prøvestenen et stenkast fra Amager Fælled.

*

Foto:Tina Lindop


Vegetativ

Jeg skrev for nogle år siden en lille fantasi om vegetativ tilstand, hvor bevidstheden gror ud af paradokset om først at tømme den.
Hermed tilegner jeg fantasien til de vidunderlige svingninger Bodil, Sheila og Christina på Michael Svennevigs festival lod forplante sig fra deres melodiske krukker til den mentale vegetative respondent i os alle:

En Vegetativ Fantasi

Ser man hér
ser man dér
pletter hviler hver især.
Ser man nær
mon faren værd?
Vægtløs glemsel i myldretid
I stille pause fri for slid.
Vegetativ en lille tid.

(fra min digtsamling 'Drys fra himlen til mit jeg')

*