Ivan
Blank er en besværlig mand. Han er titelpersonen i en besværlig roman.
Ivan
flygter til Danmark i forbindelse med Balkan-krigen i starten af 1990´erne. Vi
følger ham fra han som 21-årig befinder sig i Bosnien med sin mor, til han 30
år senere – og tre koner og fire børn senere – arbejder som serbokroatisk tolk
i Danmark.
I
romanen møder vi både ham og kvinderne omkring ham. Alle fortæller i første
person om besværlige Ivan. Det er ikke noget skønmaleri. Det er tilsyneladende
ingen forsøg på at smuksere beretningen, der formodentlig har mange træk til
fælles med forfatteren selv. Det fornemmes på den ærlige tone, for romanen er
tydeligvis skrevet på hjerteblod. Den har en betagende ligefremhed, der er let
at forholde sig til, men den er også for meget. Og det er svært at afgøre om
det er godt eller skidt. Sikkert begge dele. Da jeg var halvvejs lagde jeg
bogen fra mig, for jeg orkede ikke mere. Ikke fordi den var dårlig skrevet
eller tænkt, men simpelthen fordi den blev for
meget. Men jeg vidste at jeg ville vende tilbage, for selv om den blev for
meget – havde jeg ikke fået nok.
Som
en af kvinderne fortæller om Ivan: ”Men der lurede også lige fra begyndelsen en
stor smerte i forholdet til Ivan” (s. 198)
Aleksandar
Šajin
har med sin nye roman endelig fundet sin helt egen tone og stemme. Han har
ganske vist allerede skrevet mange bøger (både på dansk og på serbokroatisk),
men der har altid været en akademisk tone, der for mig har givet en afstand.
Undtagelserne har været de bidrag han har leveret til to antologier som han har
bidraget til i 2016 og 2017. I de tekster fandt han ind i et nyt sprogligt hus,
hvorfra han talte meget mere direkte og også – sådan synes det i hvert fald – har
haft en konkret modtager – ligesom i denne seneste roman, hvor sproget bobler
og syder, så det er en fornøjelse. Der er ikke noget smukkere end når
forfattere finder hjem – til sig selv og deres egen stemme, for først da,
kommer de egentlige værker fra deres hånd. Det siger sig selv at det kræver så
meget desto mere, når det skal opnås på et sprog, der ikke engang er modersmålet.
Vi
ved, eller burde vide, at det er traumatisk at flygte fra et liv og slå sig ned
og forsøge at finde hjem i en fremmed kultur, men hvor svært det egentlig er,
giver romanen et voldsomt indblik i. Beskrivelserne af, hvor hårdt det er for
hovedpersonen er skildret nøgternt. Der er intet føleri, ingen
følelsesafpresning. Blot den konkrete skildring af, hvordan kroppen stritter
imod. Det er knugende passager, men samtidig også nogle af romanens stærkeste.
Selv om jeg pauserede i min læsning midtvejs (og læste to andre romaner, inden jeg
fortsatte) er disse skildringer det hele værd. Men selvfølgelig også en af
grundeden til at det blev for meget. For måske SKAL det være for meget, for at
det bliver nok?
”Han
afbrød forbindelsen, men virkeligheden var stadigvæk den samme. Et uafbrudt og
mareridtsagtigt forhold til kvinden, han aldrig havde været forelsket i. Og nu
var hun ovenikøbet godt gravid igen. Vi er som to små, forladte børn, tænkte
han, - der helt alene har forvildet sig dybt ind i den tætte skov en ravnsort
nat.” (s. 299)
Der
er ikke meget håb for de to, men alligevel ender romanen både opløftende og
optimistisk. Det er faktisk en overraskelse. Hvordan kan man finde ud af, ved
at læse den veloplagte roman ”Ivan Blank”.
Læs
mere om romanen og forfatteren på forlagets hjemmeside
Romanen
udkom på forlaget Gladiator tidligere på året.
Læs
et uddrag fra romanen
Mød
forfatteren til afslutningen af jubilæumsfestivalen BILLEDER AF LIV,
10.-19.
august 2018, hvor han fortæller om romanen.
der udkommer til
festivalåbningen.
