Foto: Natascha Tiara Rydvald/ Freddy Tornberg/ Line Riise. Grafik: Robin
Neil Hart
En falleret cirkustrup tager os med i manegen og fortæller
små humoristiske og groteske historier fra det virkelige liv om vores
skyggesider og fejlbarligheder.
De to dansere er tydelige og klare som typer. Han er klædt
i bukser og skjorte. Gemytlig og afbalanceret. Han kigger appellerende ud på os
- sit publikum. Han stiller sig an, angler efter vores gunst og bejler til os
efter forståelse og accept. Umiddelbart skjuler hans løse påklædning hans krop,
og det varer lidt inden vi bliver klar over, hvor ekvilibristisk han formår at bevæge
sig. Måske fordi både han og hun fra starten af gør alt for at nå os. Hun er
lavere end han. Iført en trapezdragt med kavalergang. Mens han er den
smilende, er hun den mutte. Han er den dygtige, mens hun er den, der forsøger
at være det. Mens han opviser de smukkeste og mest graciøse ballettrin og
positioner, følger hun lige i hælene på ham, og forsøger at gøre ham kunsten
efter. Men hun er plump, det lykkes ikke for hende. Hun er fuld af vilje, men
trækkes ned mod gulvet, når han svæver. Hun kan et par enkelte trin, og dem gentager
hun igen og igen. Mens han svæver, hører vi lyden af hendes tyngde, når hun rammer
gulvet. Hun ved det godt, og han ved
det. Hun står også lidt for tæt på ham. Som om hun vil fortære ham. Men sådan
er der jo så meget. Sådan er livet. I cirkus.
Foto: Natascha Tiara Rydvald
Der er noget tilsyneladende umiddelbart og nærværende over
deres tilsynekomst. Der i det hvide projektørlys på scenen foran os. Vi er der
for at blive underholdt – i livets kabaret. Men det er os selv, der optræder.
Vi er i livets kabaret eller cirkus, hvor vi skiftevist
smiler og gyser. Vi ler fordi vi gennemskuer deres stillen sig an, fordi de to
dansere for en stund ifører sig de roller vi selv har spillet og stadigvæk spiller
- og det gennemskuer og genkender vi. Vi kigger ind i troldspejlet som de
holder frem mod os og genkender det vi ser derinde. Men spejlet gengiver alting
på en fortegnet og forvreden måde. Den introducerende og annoncerende sprechstallmeister
stemme byder os indenfor til denne skueret, hvorefter der diskes op for vores
øjne.
Vi kigger på dem - og ler af os selv. Vi fremstår groteske
og karikerede sådan som vi bliver udstillet. Vi bevæger os rundt på en
losseplads fuld af kasserede tirader og forslidte grimaser. Vi er forsvundne bevægelser
og aflagte attituder som de to danserede elegant ifører sig og genopliver. De
lyser kortvarigt op i mørket og efterlader os med glimt af levet liv – glimt af
os selv. På en gang er der noget både storladent og sølle over det. Det er kasserede drømme, der bliver vakt til
live. De spjætter kortvarigt i lyset før de igen dør ud som nedbrændte håb,
mens vi håber på noget bedre. Men vi har kun os selv og dette jordeliv. Det er
et morads af ituslåede drømme og håb. Vi bliver ved med at håbe - og råbe. Bliver
ved med at tro på noget andet og bedre. Ved med at tro at vi nok skal overleve
det - livet.
Foto: Natascha Tiara Rydvald
Danserne er stærke, autoritative, men også sølle og
genstridige. De er bærere af vores drømme og også af vores mareridt, og det er
svært at se, hvornår det skifter, men det sætter sig i kroppen som skrift.
Forestillingen er garneret med virkelighedsbilleder, der er tilført som
virkelighedsfragmenter, der som glasskår funkler på scenegulvet indtil de
bliver trådt op i dansernes fødder, og gør det smukke grimt. Lige under
forestillingens meget æstetiske og perfektionerede overflade gemmer der sig en
besk civilisationskritik. Vi hører et hyldestbrev til Anders B.B. (alias Breivik)
skrevet med en beundrerindes eget blod og om et kinesisk gadebarn hvis
kvæstelser ingen tager notits af. Om en kvinde, der har sex med 23 mænd på én
time. Vi hører så meget – og ved så lidt. Men i Pernille Gardes fermt
konstruerede og dygtigt iscenesatte forestilling ser og oplever vi det hele. Det
danses, mimes og fremføres flot og indbydende af Tiziana Fracchiolla og Alexandre
Bourdat.
Vi bliver siddende til alt er ovre - og forestillingen
slutter. Det efterlader os med en smag af savsmuld i munden. Jeg har svært ved
at komme derfra. Bliver siddende som en af de sidste. Bagefter driver jeg rundt
udenfor. Sætter mig i cafeen uden at kunne falde til ro. Jeg drikker en kop kaffe,
mens jeg synker oplevelsen. Men den lader sig ikke så let affeje. Den bliver
siddende i mig og jeg bærer løsrevne fragmenter med mig videre. Måske har nogle
af dem sat sig på tværs, for jeg forsøger at få dem til at falde til ro. Prøver
at få dem til at fylde mindst muligt, for igen at få plads til mig selv.
