Ørkendrømme: 09/24/25

onsdag den 24. september 2025

Gammel-rapportering fra Paris, 2014 - 1. del

Sådan startede det i januar 2010 med den første Gammelfestival.

Artikel fra Vesterbro Bladet, december 2009.

Efter Gammelfestival II for 11 år siden – i 2014 - rejste jeg til Paris, og da det hele var faldet til ro inde i mig efter festivalen, begyndte jeg også bedre at forstå, hvad det hele havde betydet. I hvert fald er det lettere at se det hele, når man kommer på afstand af det. Paris er det skønneste sted at foretage sådanne rejser tilbage i tiden, tilbage i sindet – og tilbage til en opsummering af det, som Gammelfestivalen kom til at betyde.

Mens vi nu nærmer os Gammelfestivalen III, synes jeg, at det er spændende at genlæse det, jeg nedfældede i 2014. Følg med tilbage. Her er 1. del af min afrapportering fra Paris – for 11 år siden:

Gammelrapportering

fra Paris, oktober 2014.

Det har været en rejse ind i et ukendt land, for mig der endnu kun er halvgammel. Jeg har skuet ud over bakker, hen over gærder, set ind i en tåge og set solen stå op. Det er måske så meget at sige, at jeg har set lyset, for det har jeg ikke. Spørgsmålet er også om jeg overhovedet er blevet klogere? Men det handler i højere grad om at stå ved sin nysgerrighed. 40 kunstnere har været med til kaste lys ind over et tabubelagt område. Om livet, demensen og døden.

Jeg er stillet op med min nysgerrighed og har inviteret kunstnere med på festivalen med samme nysgerrighed. Nogle af dem har jeg været i samtale med og andre har selv holdt oplæg, baseret på bøger, film, teater og musik. Det har udgjort en kæmpestor broget buket af blomster i alle farver. Der har været forfattere med én bog, nogle der har talt om kommende bøger og andre med hele livsværk bag sig, bestående af værker, der for længst er indskrevet i litteraturhistorien. Der har været brand- og båltaler. Nogle har fortalt om det, de ikke vil finde sig i og affinde sig med, bare fordi de er blevet gamle. Det har givet mulighed for at kaste blikke ind over skjulte steder. For hvad er det som gemmer sig i mørket? Hvad er det som gemmer sig i demensen? Hvad er det som gemmer sig i livet?

Jeg lavede festivalen, fordi jeg syntes, at det var et spændende emne. Det er nu engang lettere at gribe fat om glæden, hvis man også kan favne mørket. Flere af de medvirkende kunstnere gjorde deres til at tilintetgøre lykkebilleder som vi er omgivet af. Falske lykkebilleder som det er umuligt at omsætte til levet liv. De forsøgte at vælte dem, for at skabe mulighed for at tale om livet, som det også er. Også når det skræmmer os. Som en oplægsholder sagde, det er ikke de gamle, der er syge, men tidsånden, der er syg - og sammenlignede det med en teenager, der er rastløs, rasende utålmodig og bare ikke vil finde sig i noget. Hurtig og overfladisk.

Med Gammelfestivalen lykkedes det at skabe et sted og en mulighed for at alt det, der plejer at ligge gemt ude i periferien kunne blive trukket ind i lyset. Vi kiggede på det, trak det frem fra mørket og navngav det. Det viste sig, at meget var generelt og slet ikke så privat, som vi troede. Det var noget, som mange var fælles om. Det er nødvendigt at tale om døden, om afslutningen, om demensen, om plejehjem, om livet som det ser ud, når det er ved at slutte. For hvad står vi med i hænderne, lige inden lyset bliver slukket? Hvad er der tilbage - tilbage af os? Hvor meget af os selv kan vi redde med igennem på vejen hen mod den definitive slutning.

Der var meget teater på festivalen. For teatret har den evne at det kan tage os med ud på en imaginær rejse mod slutningen. Mod det ubærlige. Vi får mulighed for at opleve noget vi ellers ikke selv ville kunne nærme os. Vi træder ind i en magisk cirkel, hvor en skuespiller via sin stemme og sin krop giver det liv. Det samme skete med sang og musik på festivalen. Musikken trænger på samme måde ind i bevidstheden og frisætter noget af alt det gemte og glemte. Noget af alt det, vi troede var forsvundet for altid.

Til bearbejdelse af tankerne er samtalerne noget af det vigtigste, og det var det også på festivalen. En samtale er noget af det mest enkle, men også noget af det sværeste. Det fordrer at to mennesker stiller sig til rådighed for hinanden. I en god samtale er der altid noget på spil. Man skal turde satse – og sætte sig selv på spil, hvis samtalen skal have en retning. På festivalen var der en lang række kunstnere, der stillede op med deres liv og værker – i samtale med mig.

Det har været væsentligt at præsenterede nogle af det, der leder videre. Jeg er fascineret af og respekterer mennesker, der bruger deres liv i en større sags tjeneste. Mennesker som har drømme og visioner og som formår at omsætte det til levet liv.