LAURAS BOG er
som en besværgelse, som at træde ind i et ritual, hvor der hviskes og tiskes i
krogene. Kærligheden slår med fuld kraft alt og alle omkuld. Laura er en
naturkraft. Hun er alt og intet. Hun er betagende, besværgende, fortryllende og
altødelæggende. Hun giver og tager liv. Fortællerens eget navn, som hun deler
med forfatteren, meddeles først sent i den ”autofiktive kortroman”. Det er slet
og ret en roman. Autofiktiv eller ej, er ligegyldigt for mig, for det er dét,
der står på siderne, der afgør om teksten virker. Jeg er ligeglad med, om det
er selvoplevet eller ej. Jeg spørger jo heller ikke en skuespiller om, hun selv
har slået et menneske ihjel. Det, som teksten afsætter i mig, i læseren, afgør
det. LAURAS BOG er som en besættelse. Jeg kunne ikke lægge den fra mig. Det var
som at træde ud i mørket og så lade sig falde. Det er det samme, fortælleren
beskriver, at der sker efter mødet med Laura. På sæt og uvis er det en ret
almindelig beretning om en altfortærende kærlighed, der brænder alt af. Det er
glæde og tilintetgørelse i én gigantisk orgasme, men måden det er beskrevet på,
gør det til en næsten magisk oplevelse.
Hver gang jeg
tror at jeg ved, hvad historien handler om, rykkes tæppet væk under mig. Det er
skrevet af en ferm beretter, der docerer sit stof som en fortræffelig
fortællerske.
Intet er som
det først synes, så derfor er det også synd at referere for meget af
handlingen, men udgangspunktet er mødet mellem fortælleren og Laura. Laura
giver og tager liv. Pludselig forsvinder hun tilbage til Sverige, hvor hendes
plejefamilie bor, men de første 8 år, inden hun kom i pleje, taler hun ikke om
og med god grund – og det hænger selvfølgelig sammen med hendes forsvindinger.
Det er en
roman, som det er godt at blive klog på. Der er meget at lære om menneskelig
adfærd. Den handler om kærlighed på flere planer. Man kan godt sige, at de to
hovedpersoner lever helt adskilte liv. I hver fald i starten. Fortællerens egen
familiære historie er heller ikke uproblematisk, men beretningerne om, hvordan
hun og hendes halvbrødre knytter sig til hinanden er rørende. Stedfaren
tyranniserer hjemmet, og Linette bliver en slags reservemor for de to
drengebørn, der ellers bare ville have været overladt til sig selv i en
voldelig opvækst. Med disse sideløbende beskrivelser og relationen til Laura,
er romanen en fascinerende beskrivelse af kærlighedens væsen – og uvæsen. Men
det er selve den besværgende fortællestil, der bærer den sælsomme beretning. Hvis
tekste blev klippet til, kunne den sagtens opføres som monolog. For det hele
lever og ånder, det er let at se det for sig. Personernes glæde, sorg og smerte
står lyslevende frem. Det er betagende læsning.
Lige så svært
det er for hovedpersonen at frigøre sig fra Laura, lige så svært var det for
mig at frigøre mig fra romanen. Den rækker ud til sine læsere og holder dem i
et jerngreb, der er ingen nåde. Det ender ikke godt, men sådan går det, når
besværgelserne slipper op. LAURAS BOG er en livskraftig besværgelse, selv om
livet ebber ud af den.
Uddrag fra
bogen:
”Laura
fortæller min historie ude at fortælle mig. Jeg er ikke Laura, Laura er ikke
Laura, vi er alle Laura, men kun Laura taler. Hun bølger om mig som lyserøde
candyflossskyer efter den første aften jeg møder hende.” (s. 7)
”Jeg er ikke
bange nu, jeg er ikke bange når hun løsner kæberne og slipper en lyd, ikke en
stønnende lyd, ikke et ord men en tilståelse af at hun ikke vil slippe mørket
før vi er igennem det, det vil vende tilbage med sin mission og vi vil ikke
kunne slippe det næste gang, og hun elsker mig altid mest, bagefter.” (s. 116)
LAURAS BOG af
Linette Valerie Storm
Rebel With a
Cause, 2023
164 sider
Læs uddrag fra de øvrige festivalanmeldelser:
