Anmeldelse: HOS DE DØDE, roman af Niels Peter Juel Larsen

 

Stødte på Niels Peter Juel Larsens roman, "Hos de døde" (Lindhardt og Ringhof, 2000), antikvarisk. Først og fremmest syntes jeg at omslaget var smukt og kombinationen med den barske titel, fik mig til at tage bogen til mig.
Det interesserer mig med fiktionsskrivning, der favner det faktuelle og sætter det ind i romanens fortættede ramme, sådan som forfatteren så eminent gør i "Hos de døde". Det er tydeligt at han ejer evnen og har rutinen (fra sit arbejde med dokumentargenren, velsagtens) til at klippe og skære en historie til, for jeg har nydt at føle mig fastholdt i fortællingens faste greb. Jeg holder meget af nødvendige historier. Sikkert fordi der er så mange af de modsatte.
Det er tonen og stemningen som jeg godt kan lide. Dens pågåenhed. Det ubønhørlige. Som fortæller bider han sig fast, både som forfatter og som hovedperson i romanen.

”Stedet er Berlin i årene før, under og efter Murens fald, hvor den danske journalist Jonas Kjær møder og forelsker sig i en tysk pige med det jødiske fornavn Hannah … samtidig med at han søger efter sin fars, modstandsmanden Paul Kjærs, mordere…. en roman om to elskende, der stadig lever i skyggen af nazismen – enten som børn af bødlerne eller af ofrene: den ene besat af hævn, den anden besat af glemsel…” (uddrag fra bogens bagsidetekst)

Dog har jeg svært ved at forstå og identificere mig med den tyske type, Hannah. I modsætning til alle romanens øvrige personer fremstår hun flad og endimensionel, men det kan selvfølgelig være hans pointe, at hun netop skal fremstå fremmed. Men hvis det er tilsigtet forekommer persontegningen som et brud i forhold til romanens øvrige naturalistiske præmisser. Alligevel må jeg sige at hun fungerer som plot-omdrejningspunkt, for jeg blive ved med til det sidste at være spændt på, hvem og hvad hendes far var. Var det en af bødlerne?

Det er en fornemmelse af noget uopretteligt, der sniger sig ind på mig. Det kryber stille ind i mig, mens jeg bevæger mig gennem det nøje tilrettelagte romanspor, mens forfatteren på næsten kinesisk æskevis kun langsomt og nødigt giver fortællingen fra sig og kun ganske afmålt lader den sive ud igennem teksten. Det er meget klogt og viist administreret - og gør det så meget desto mere ubønhørligt.

Jeg tror, at det er vigtigt og nødvendigt at insistere. På sandhed, retfærd og på oprigtighed. Sådan som forfatteren gør det i romanen - både som forfatter og som selvbiografisk fortællende romanfigur.
I DRs arkiv findes Niels Peter Juel Larsens dokumentarudsendelse baseret på samme historie. Selv om det er en gentagelse af meget af det jeg allerede ved fra romanen, er det en gysende spænding der opstår i samtalen med især Mikkelsen, hvor hans hoste siger det hele.

Bagefter står et spørgsmål tilbage. For hvor har disse historier ført forfatteren hen? Har det ledt igennem det uforståelig og frem mod måske ikke en forståelse, men så en afklaring eller i hvert en måde at forlige sig med fortiden på?

Det har jeg efterfølgende skrevet og spurgt den nu Berlinbosatte forfatter om. Han svarede:

”Man bliver aldrig faerdig, maaske lidt afklaret, men det er alt, maaske ogsaa lidt klogere. Men aldrig befriet.”

Læs den, hvis du tør?

Forfatterens hjemmeside: http://www.nielspeterjuellarsen.com/biografi/

Anmeldelse: KYS DET NU, DET SATANS LIV! på Bådteatret.

Foto: Lise Jørgensen

Kasper på 12 år dukker uanmeldt op hos sin farmor. Hun kan først slet ikke genkende ham, for de har ikke set hinanden længe. Han er stukket af hjemmefra og drømmer om at komme til USA for at besøge moren, der er taget derover i 2 år. Forældrene skal skilles og Kaspers´ liv er gået op i limningen. Det hænger ikke sammen for ham, og han forstår det ikke, forstår ikke livet, forældrene og hvad det hele skal gøre godt for. Han har sin guitar med. Den elektriske guitar som faren hader. Ligesom faren hader den rock som Kasper elsker. Der er meget som faren hader. Han hader sine forældre og han hader alt det livsmod der er i sønnen, og forsøger at knægte det. Hvorfor er han blevet sådan, hvorfor må Kasper og farmoren ikke mødes, hvorfor er det hele gået i knude?

Det er svært at spille barn, men det lykkes veloplagt af Thomas Knuth-Winterfeldt. Både den 12-åriges følsomhed, den sitrende usikkerhed og de gennembrud af funden identitet, der i øjeblikke lyner igennem med en overraskende heftighed og voldsomhed. Farmoren spilles gnistrende af Lene Vestergård i Solveig Weinkouffs fine instruktion. Også hun bevæger sig fra det spinkle og sårbare til det vilde og buldrende. Hun får også givet luft og plads til det mod, den velvilje og nysgerrig som de begge må fremvise for at de kan mødes og forstå hinanden. Det er to generationer, der spilles ud mod hinanden, men også to forskellige verdensbilleder, der umiddelbart ser forskellige ud, men det er samme drømme der går igen. Alene disse fine skrøbelige forsøg på at mødes er hele forestillingen værd.

Dramatikeren Lise Jørgensen har skrevet en fin og følsom tekst om et svært emne. Teksten gnistrer, men er lidt hårdt skåret ud, men samtidig så sympatisk og prisværdig at den fungerer, når den spilles så veloplagt og intens, så det lidt skematiske afsæt forsvinder. Det tjener forestillingen til ære at vi ikke får svaret på, hvorfor faren er blevet sådan, hvorfor han hader sine forældre, tilværelsen og sig selv. Eller rettere så får vi mange svar, for der er ikke bare ét. Det flertydige er stykkets redning, for det er ikke alt der lader sig forklare.
Det er en historie om at knytte bånd, generationerne imellem. Ikke mindst ”når man står alene i mørket udenfor”, sådan som det siges i teksten i en af de stykkets mest rørende scener, der heldigvis også er det tætteste vi kommer på en forklaring. Det er et prisværdigt forsøg på at vise en vej igennem det mørke som livet også består af. Det påminder os om alt det vi kan og skal med hinanden. Om hvor meget vi ligner hinanden, om hvor meget vi kan spejle os i hinanden, når vi finder sammen på trods af forskelle og alder.

Scenografien af Sisse Gerd Jørgensen er enkel og yderst virkningsfuld. Forestillingen er krydret med velanbragte musikvignetter. Der er ikke et øje tørt, når Thomas Knuth-Winterfeldt spiller og synger "Stairways to heaven". Det er en forestilling, der giver lyst til at stille endnu flere spørgsmål. Og det er vel det fornemste man kan opnå med en forestilling for de 9-99 årige. De to på scenen er så intenst tilstede i deres samspil at det giver det hele mening og sammenhæng. Med Steffen Brandts ord fra en elsket rockballade fra 1988 slås der en smuk sløjfe henover forestillingens forrevne temaer med ordene KYS DET NU, DET SATANS LIV!

Foto: Lise Jørgensen

 

Skuespillere: Lene Vestergård og Thomas Knuth-Winterfeldt

Instruktion: Solveig Weinkouff

Scenografi: Sisse Gerd Jørgensen

Dramatiker: Lise Jørgensen

Forestillingen er produceret af Teater Borderline i samararbejde med Odsherred Teater.  

Læs mere om forestillingen: http://www.baadteatret.dk/kys-det-nu-det-satans-liv/

Spilles på Bådteatret fra den 20. - 31. januar 2015. Derefter på turné.