Anmeldelse: HOS DE DØDE, roman af Niels Peter Juel Larsen

 

Stødte på Niels Peter Juel Larsens roman, "Hos de døde" (Lindhardt og Ringhof, 2000), antikvarisk. Først og fremmest syntes jeg at omslaget var smukt og kombinationen med den barske titel, fik mig til at tage bogen til mig.
Det interesserer mig med fiktionsskrivning, der favner det faktuelle og sætter det ind i romanens fortættede ramme, sådan som forfatteren så eminent gør i "Hos de døde". Det er tydeligt at han ejer evnen og har rutinen (fra sit arbejde med dokumentargenren, velsagtens) til at klippe og skære en historie til, for jeg har nydt at føle mig fastholdt i fortællingens faste greb. Jeg holder meget af nødvendige historier. Sikkert fordi der er så mange af de modsatte.
Det er tonen og stemningen som jeg godt kan lide. Dens pågåenhed. Det ubønhørlige. Som fortæller bider han sig fast, både som forfatter og som hovedperson i romanen.

”Stedet er Berlin i årene før, under og efter Murens fald, hvor den danske journalist Jonas Kjær møder og forelsker sig i en tysk pige med det jødiske fornavn Hannah … samtidig med at han søger efter sin fars, modstandsmanden Paul Kjærs, mordere…. en roman om to elskende, der stadig lever i skyggen af nazismen – enten som børn af bødlerne eller af ofrene: den ene besat af hævn, den anden besat af glemsel…” (uddrag fra bogens bagsidetekst)

Dog har jeg svært ved at forstå og identificere mig med den tyske type, Hannah. I modsætning til alle romanens øvrige personer fremstår hun flad og endimensionel, men det kan selvfølgelig være hans pointe, at hun netop skal fremstå fremmed. Men hvis det er tilsigtet forekommer persontegningen som et brud i forhold til romanens øvrige naturalistiske præmisser. Alligevel må jeg sige at hun fungerer som plot-omdrejningspunkt, for jeg blive ved med til det sidste at være spændt på, hvem og hvad hendes far var. Var det en af bødlerne?

Det er en fornemmelse af noget uopretteligt, der sniger sig ind på mig. Det kryber stille ind i mig, mens jeg bevæger mig gennem det nøje tilrettelagte romanspor, mens forfatteren på næsten kinesisk æskevis kun langsomt og nødigt giver fortællingen fra sig og kun ganske afmålt lader den sive ud igennem teksten. Det er meget klogt og viist administreret - og gør det så meget desto mere ubønhørligt.

Jeg tror, at det er vigtigt og nødvendigt at insistere. På sandhed, retfærd og på oprigtighed. Sådan som forfatteren gør det i romanen - både som forfatter og som selvbiografisk fortællende romanfigur.
I DRs arkiv findes Niels Peter Juel Larsens dokumentarudsendelse baseret på samme historie. Selv om det er en gentagelse af meget af det jeg allerede ved fra romanen, er det en gysende spænding der opstår i samtalen med især Mikkelsen, hvor hans hoste siger det hele.

Bagefter står et spørgsmål tilbage. For hvor har disse historier ført forfatteren hen? Har det ledt igennem det uforståelig og frem mod måske ikke en forståelse, men så en afklaring eller i hvert en måde at forlige sig med fortiden på?

Det har jeg efterfølgende skrevet og spurgt den nu Berlinbosatte forfatter om. Han svarede:

”Man bliver aldrig faerdig, maaske lidt afklaret, men det er alt, maaske ogsaa lidt klogere. Men aldrig befriet.”

Læs den, hvis du tør?

Forfatterens hjemmeside: http://www.nielspeterjuellarsen.com/biografi/