Stødte
på Niels Peter Juel Larsens roman, "Hos de døde" (Lindhardt og
Ringhof, 2000), antikvarisk. Først og fremmest syntes jeg at omslaget var smukt
og kombinationen med den barske titel, fik mig til at tage bogen til mig.
Det interesserer mig med fiktionsskrivning, der favner det faktuelle og sætter det ind i romanens fortættede ramme, sådan som forfatteren så eminent gør i "Hos de døde". Det er tydeligt at han ejer evnen og har rutinen (fra sit arbejde med dokumentargenren, velsagtens) til at klippe og skære en historie til, for jeg har nydt at føle mig fastholdt i fortællingens faste greb. Jeg holder meget af nødvendige historier. Sikkert fordi der er så mange af de modsatte.
Det er tonen og stemningen som jeg godt kan lide. Dens pågåenhed. Det ubønhørlige. Som fortæller bider han sig fast, både som forfatter og som hovedperson i romanen.

”Stedet
er Berlin i årene før, under og efter Murens fald, hvor den danske journalist
Jonas Kjær møder og forelsker sig i en tysk pige med det jødiske fornavn Hannah
… samtidig med at han søger efter sin fars, modstandsmanden Paul Kjærs, mordere….
en roman om to elskende, der stadig lever i skyggen af nazismen – enten som børn
af bødlerne eller af ofrene: den ene besat af hævn, den anden besat af glemsel…”
(uddrag fra bogens bagsidetekst)
Dog
har jeg svært ved at forstå og identificere mig med den tyske type, Hannah. I
modsætning til alle romanens øvrige personer fremstår hun flad og endimensionel,
men det kan selvfølgelig være hans pointe, at hun netop skal fremstå fremmed. Men
hvis det er tilsigtet forekommer persontegningen som et brud i forhold til
romanens øvrige naturalistiske præmisser. Alligevel må jeg sige at hun fungerer
som plot-omdrejningspunkt, for jeg blive ved med til det sidste at være spændt
på, hvem og hvad hendes far var. Var
det en af bødlerne?
Det
er en fornemmelse af noget uopretteligt, der sniger sig ind på mig. Det kryber
stille ind i mig, mens jeg bevæger mig gennem det nøje tilrettelagte romanspor,
mens forfatteren på næsten kinesisk æskevis kun langsomt og nødigt giver fortællingen
fra sig og kun ganske afmålt lader den sive ud igennem teksten. Det er meget
klogt og viist administreret - og gør det så meget desto mere ubønhørligt.
Jeg
tror, at det er vigtigt og nødvendigt at insistere. På sandhed, retfærd og på
oprigtighed. Sådan som forfatteren gør det i romanen - både som forfatter og
som selvbiografisk fortællende romanfigur.
I DRs arkiv findes Niels Peter Juel Larsens dokumentarudsendelse baseret på samme historie. Selv om det er en gentagelse af meget af det jeg allerede ved fra romanen, er det en gysende spænding der opstår i samtalen med især Mikkelsen, hvor hans hoste siger det hele.

Bagefter
står et spørgsmål tilbage. For hvor har disse historier ført forfatteren hen?
Har det ledt igennem det uforståelig og frem mod måske ikke en forståelse, men
så en afklaring eller i hvert en måde at forlige sig med fortiden på?
Det
har jeg efterfølgende skrevet og spurgt den nu Berlinbosatte forfatter om. Han
svarede:
”Man bliver aldrig faerdig, maaske lidt afklaret, men det er alt,
maaske ogsaa lidt klogere. Men aldrig befriet.”
Læs den, hvis du
tør?
Forfatterens
hjemmeside: http://www.nielspeterjuellarsen.com/biografi/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar