Anmeldelse: INDTIL VANVID, INDTIL DØDEN af Kirsten Thorup

Kirsten Thorup

INDTIL VANVID, INDTIL DØDEN  

(Gyldendal, 2020)

Det er som at befinde sig i en ond drøm. Bogens univers lukker sig omkring læseren. Vi kender det alle, når vi uforvarende falder i søvn og fortumlede vågner op igen, uden først at vide, hvor vi er, og hvad der er sket. For bogens hovedperson er det en tilstand, der fortsætter hele bogen igennem.

”Alt er gråt i gråt omkring mig. Jeg er selv grå helt igennem. Indefra og ud. Lukker øjnene og forestiller mig jeg befinder mig i en kølig park. Ligger i græsset og ser op mod en klar gennemsigtig himmel. Ser lige ind i den blå uendelighed. Hvor længe har jeg været undervejs i denne trykkoger? Det var mørk nat da jeg stod på toget i Hamburg og derefter dag og så nat igen. Nu er det endnu en dag som allerede er ved at gå på hæld. Jeg har rejst gennem dage og mørklagte nætter. Gennem tidløsheden.” (side 10)

Foto: Michael Svennevig.

Det er voldsomt at blive overladt til at skulle gennemvandre og gennemleve tiden under krigen, efter at Harriets mand er blevet skudt ned i tysk krigstjeneste i Finlandskampen mod russerne. I starten var han en helt, men i sommeren 1942 er de politiske vinde skiftet. Hun vil gerne konfrontere sig med, hvad det er han døde for, og tager imod en invitation til at komme på et par måneders ferie hos venner i München. Hun forklarer selv, at hun har fundet det bedst tænkelige børnehjem til børnene, mens hun er afsted, men faktisk har hun bare ringet til det første det bedste, for at få dem anbragt og komme hurtigt afsted. Allerede dér skrider det, og det bliver kun værre, og jo længere hun begiver sig ind i den tyske virkelighed, des mere forvrænget og forkert virker det. Mødet med Tyskland bliver et chok for hende. Et chok hun aldrig kommer sig helt over. Heller ikke selv om hun er rundet af Ollerup-bevægelsen i Danmark, hvor hun mødte sin mand, og var beruset af de nye tanker. Lederen Niels Bukh (eller ”Fatter” som han kaldtes) var en forløber for nazismen. Men alt afhænger af øjnene der ser – og Harriet ser og mærker kun tidens begejstring for de nye ideer, og ser ikke meget af det, hun ikke bør se. Bevares, hun slår sig i tøjret og har et andet menneskesyn, men føler sig også løftet af tidens nye tanker og deler mange af de samme ideer, som med nazismen buldrer hen over Tyskland og alle de omgivende besatte lande. Ægteparret, hun besøger, er privilegerede, for manden er med i nazipartiets top, så de stadig kan holde festmiddage med fem retter, mens alle andre sulter. Vi følger med hende rundt i München, og Kirsten Thorup tager os med overalt. Igennem romanens 422 sider er der ingen mulighed for at undslippe. Fortællingen holder os i et stramt greb, der ikke løsnes undervejs. Snarere tværtimod. Det er umådelig intenst, og næsten ikke til at holde ud. Vi er prisgivet ligesom alle andre var på den tid. Men romanen viser også, at nogle var mere prisgivet end andre. Måske er Harriet lidt vel blåøjet. Men det er let at være bagklog. Alt for let. Romanen forsøger ikke at retfærdiggøre eller undskylde Harriets holdning, men alene at følge og skildre et menneske, der er fanget midt i en turbulent tid. Det er en svær balancegang, for missionen er ikke at udstille eller forhåne Harriet, men alene at skildre et menneske i en svær tid – og det lykkes. Kirsten Thorup er den store fortællings mangefacetterede skildrer. Hun skriver sig ned under eksistensen for at konfrontere sig selv og læserne med det, vi helst vil være foruden, for hvad er sandheden? Det er derfor, at det er så ubehageligt og nådesløst. Det er en sjælelig ransagning - og en præstation. Det er betagende, hvor intenst og ufravigeligt beretningen er ført frem. Langsomt bliver Harriet trukket længere og længere ud mod kanten. Den kant, der til sidst adskiller os fra den menneskelighed, som vi troede var både naturskabt og medfødt. Titlen siger det hele. Det er indtil vanvid, indtil døden.

”Jeg ser mig omkring i Münchens bylandskab. Der er ligesom et slør over det hele. En forskudt virkelighed, der er blevet dagligdag. Som en by besat af en ond ånd der er krøbet ind i dens indbyggere. Måske er jeg selv blevet besat. Måske er den slørede virkelighed for tæt på til at jeg kan se den med det blotte øje.” (side 329)

Foto: Michael Svennevig.

Kirsten Thorup:

INDTIL VANVID, INDTIL DØDEN  

(Gyldendal, 2020)

Mød Kirsten Thorup til festivalåbningen

Læs opslag 

Hør podcast  

Læs mere om festivalen

HVOR REGNBUEN ENDER

*

Anmeldelse: HOS DE DØDE, roman af Niels Peter Juel Larsen

 

Stødte på Niels Peter Juel Larsens roman, "Hos de døde" (Lindhardt og Ringhof, 2000), antikvarisk. Først og fremmest syntes jeg at omslaget var smukt og kombinationen med den barske titel, fik mig til at tage bogen til mig.
Det interesserer mig med fiktionsskrivning, der favner det faktuelle og sætter det ind i romanens fortættede ramme, sådan som forfatteren så eminent gør i "Hos de døde". Det er tydeligt at han ejer evnen og har rutinen (fra sit arbejde med dokumentargenren, velsagtens) til at klippe og skære en historie til, for jeg har nydt at føle mig fastholdt i fortællingens faste greb. Jeg holder meget af nødvendige historier. Sikkert fordi der er så mange af de modsatte.
Det er tonen og stemningen som jeg godt kan lide. Dens pågåenhed. Det ubønhørlige. Som fortæller bider han sig fast, både som forfatter og som hovedperson i romanen.

”Stedet er Berlin i årene før, under og efter Murens fald, hvor den danske journalist Jonas Kjær møder og forelsker sig i en tysk pige med det jødiske fornavn Hannah … samtidig med at han søger efter sin fars, modstandsmanden Paul Kjærs, mordere…. en roman om to elskende, der stadig lever i skyggen af nazismen – enten som børn af bødlerne eller af ofrene: den ene besat af hævn, den anden besat af glemsel…” (uddrag fra bogens bagsidetekst)

Dog har jeg svært ved at forstå og identificere mig med den tyske type, Hannah. I modsætning til alle romanens øvrige personer fremstår hun flad og endimensionel, men det kan selvfølgelig være hans pointe, at hun netop skal fremstå fremmed. Men hvis det er tilsigtet forekommer persontegningen som et brud i forhold til romanens øvrige naturalistiske præmisser. Alligevel må jeg sige at hun fungerer som plot-omdrejningspunkt, for jeg blive ved med til det sidste at være spændt på, hvem og hvad hendes far var. Var det en af bødlerne?

Det er en fornemmelse af noget uopretteligt, der sniger sig ind på mig. Det kryber stille ind i mig, mens jeg bevæger mig gennem det nøje tilrettelagte romanspor, mens forfatteren på næsten kinesisk æskevis kun langsomt og nødigt giver fortællingen fra sig og kun ganske afmålt lader den sive ud igennem teksten. Det er meget klogt og viist administreret - og gør det så meget desto mere ubønhørligt.

Jeg tror, at det er vigtigt og nødvendigt at insistere. På sandhed, retfærd og på oprigtighed. Sådan som forfatteren gør det i romanen - både som forfatter og som selvbiografisk fortællende romanfigur.
I DRs arkiv findes Niels Peter Juel Larsens dokumentarudsendelse baseret på samme historie. Selv om det er en gentagelse af meget af det jeg allerede ved fra romanen, er det en gysende spænding der opstår i samtalen med især Mikkelsen, hvor hans hoste siger det hele.

Bagefter står et spørgsmål tilbage. For hvor har disse historier ført forfatteren hen? Har det ledt igennem det uforståelig og frem mod måske ikke en forståelse, men så en afklaring eller i hvert en måde at forlige sig med fortiden på?

Det har jeg efterfølgende skrevet og spurgt den nu Berlinbosatte forfatter om. Han svarede:

”Man bliver aldrig faerdig, maaske lidt afklaret, men det er alt, maaske ogsaa lidt klogere. Men aldrig befriet.”

Læs den, hvis du tør?

Forfatterens hjemmeside: http://www.nielspeterjuellarsen.com/biografi/