Gammel-rapportering fra Paris, 2014 - 2. del

Sammen med Ghita Nørby.Foto: David Blazek.

Efter Gammelfestival II for 11 år siden – i 2014 - rejste jeg til Paris, og da det hele var faldet til ro inde i mig efter festivalen, begyndte jeg også bedre at forstå, hvad det hele havde betydet. I hvert fald er det lettere at se det hele, når man kommer på afstand af det. Paris er det skønneste sted at foretage sådanne rejser tilbage i tiden, tilbage i sindet – og tilbage til en opsummering af det, som Gammelfestivalen kom til at betyde. 

Egon Clausen og Kirsten Thorup. Foto: David Blazek.

Mens vi nu nærmer os Gammelfestivalen III, synes jeg, at det er spændende at genlæse det, jeg nedfældede i 2014. Følg med tilbage. Her er min afapportering fra Paris – for 11 år siden:

Læs 1. del. 

Ebba Nørager. Foto: David Blazek.

Her er 2.del:

På den første Gammelfestival i 2010 opdagede jeg, hvor muntert det blev. Det overraskede mig. På trods af at det handlede om livet og døden - og de nogle gange meget korte overgange fra det ene til det andet. Men det tabubelagte frisatte en masse energi. For latteren skyldtes ikke emnernes morsomhed, men det at tale om noget så tabuiseret, frisætter en masse i kroppen, og ud af det vokser latteren frem. Det fik det til at boble indeni af glæde. For når man italesætter noget som det er svært at tale om, så knytter det os sammen som mennesker. Det gør det at være menneske meget mere nærværende. Vi træder i karakter over for hinanden og bliver synlige i al vores skrøbelighed - og dét gør os stærke. Og latteren gør os stærkere endnu og knytter os sammen og giver fællesskab. Det giver mulighed for at udfordre sine omgivelser med de hemmelige tanker og ord, der måske blev sat fri under en Gammelfestival.  

Alfred og Sam. Foto: David Blazek.

Rigtig mange af de medvirkende på den seneste Gammelfestival fra 2014 er her ikke længere - én af de medvirkende, Henning Carlsen, døde allerede inden sidste festival – og flere er fulgt efter ham i årene siden. Læs mere her om selve programmet og de medvirkende på Gammelfestivalen II, Død og hygge på plejehjemmet, der foregik på Betaniahjemmet på Frederiksberg i 2014:

Det var fx teater-og filminstruktør Palle Kjærulff-Schmidt, der fortalte om Japan. Forfatter Marie Thøger, der fortalte om Indien. Det var sexolog Sten Hegeler, der fortalte om et langt liv med at flytte normer. Forfatter Hanne Marie Svendsen fortalte om, hvor vigtigt det er at fortælle for de nye generationer for at bevare historien. At gamle mennesker er garant for tidens kontinuitet, for de husker det, der har været. Forfatter Kirsten Thorup, der med sin roman ”Ingenmandsland” ønsker at skildre sin fars sidste tid – og demens. Filminstruktøren Jannik Hastrup (med Cirkeline-baggrund) fortalte i en båndet samtale om nødvendigheden af også at lave tegnefilm om asylbørn. Fangekoret sang og fortalte om at ligegyldigt hvordan ens livsvilkår ser ud, om man er spærret inde i sin krop eller i et fængsel, gælder det om at få det bedste ud af livet. Det gjorde de med musik og sang. Det var et rørende møde med det store kor, der generøst delte ud af deres dyrekøbte, indespærrede erfaringer. Skuespillerne Judy Gringer og Lars Knutzon optrådte med min énakter ”Den sidste aften”. Det er 30 år siden at Judy Gringer sidst stod på en scene og 45 år siden hun og Knutzon spillede sammen i filmen ”Den gale dansker”.  Det var rørende at opleve dem sammen – og skræmmende at det skulle ende med at den ene slog den anden ihjel – på scenen. I den anden tekst som jeg bidrog med til festivalen var Bozenna, der gjorde stort indtryk i en monolog, baseret på hendes liv om at holde fast …”Til det sidste…”. Forfatter Egon Clausen holdt festivalens bål- og brandtale. Ja, en regulær kamptale.  Forfatter Anne Hjælmsø fortalte om, hvorfor hun i hvert fald ikke skal på plejehjem, og læste en rystende novelle, ”Pilleæsken” om en gammel dame, der tager livet af sig på et plejehjem dræbt af sin egen ensomhed. Sanger Susanne Lana blev akkompagneret af 10 mandsorkestret Amager Harmonien, da hun sang ”Hvis tårer var guld” til afdansningsballet på festivalens næstsidste dag. Hun fik straks dansegulvet fyldt. Det var et hjertevarmt og engageret besøg. Forfatter Charlotte Strandgaard fortalte veloplagt om bogen ”De gråhårede børn – om voksne med gamle forældre”. Sanger Pia Raug fortalte om sine bedsteforældre og især om sin elskede synske farmor, der fik stor betydning for hende. Det var bevægende at blive trukket ind i familiens slægtshistorie. Billedkunstneren Alice Maud Guldbrandsen fortalte om rumudsmykningen som hun havde lavet sammen med naturvejleder Lis Vallentin. Deres rustne meterhøje skulpturer omkransede scenen i ”Regnbuen”, hvor festival foregik. Skuespiller Ghita Nørby fortalte om hvordan livet fortsat griber fat i hende. Hun er folkeeje. En som alle kender. Det var en gave at have hende til at lukke Gammelfestivalen.

Stine Bitsch-Larsen. Foto: David Blazek.

”Gammelfilmen 2014” blev vist som forfilm i Gammelbio hver dag, hvor Hanne Marie Svendsen, Henning Carlsen (in memoriam), Lise Warburg og Kirsten Thorup svarede på spørgsmålet: ”Er du gammel?” I forbindelse med Gammelfilmens gentagne visninger, var der en af Betaniahjemmets beboere, der højt sagde:

-Har jeg ikke set den før?

En anden aften overhørte jeg en samtale mellem to andre beboere:

-Så du filmen i går?

-Det kan jeg ikke huske!

Der var med andre ord en masse nyt at opleve hver dag.

Fangekoret. Foto: David Blazek.

Se programmet for Gammelfestivalen II fra 2014

Se fotos fra Gammelfestivalen II i farver - fra 2014

Dette var 2. del af Gammelrapporteringen fra 2014 - fra Paris

Læs også 1. del. 

Læs mere om den kommende festival

DØD OG HYGGE I DE GAMLES BY
GAMMELDESTIVAL III
24. - 27. OKTOBER 2025

Hjemmeside

FB-begivenhed

Kirsten Thorup: "Indtil vanvid, indtil døden"

Foto: Michael Svennevig.

Lyt til den 25. festivalpodcast med Kirsten Thorup.

Kirsten Thorup: INDTIL VANVID, INDTIL DØDEN  (uddrag):

”Alt er gråt i gråt omkring mig. Jeg er selv grå helt igennem. Indefra og ud. Lukker øjnene og forestiller mig jeg befinder mig i en kølig park. Ligger i græsset og ser op mod en klar gennemsigtig himmel. Ser lige ind i den blå uendelighed. Hvor længe har jeg været undervejs i denne trykkoger? Det var mørk nat da jeg stod på toget i Hamburg og derefter dag og så nat igen. Nu er det endnu en dag som allerede er ved at gå på hæld. Jeg har rejst gennem dage og mørklagte nætter. Gennem tidløsheden.” (side 10)

Uddrag fra anmeldelse:

"Det er som at befinde sig i en ond drøm. Bogens univers lukker sig omkring læseren. Vi kender det alle, når vi uforvarende falder i søvn og fortumlede vågner op igen, uden først at vide, hvor vi er, og hvad der er sket. For bogens hovedperson er det en tilstand, der fortsætter hele bogen igennem." Læs  hele festival-anmeldelsen.

Foto: Michael Svennevig.

Kirsten Thorup: INDTIL VANVID, INDTIL DØDEN  (uddrag):

”Jeg ser mig omkring i Münchens bylandskab. Der er ligesom et slør over det hele. En forskudt virkelighed, der er blevet dagligdag. Som en by besat af en ond ånd der er krøbet ind i dens indbyggere. Måske er jeg selv blevet besat. Måske er den slørede virkelighed for tæt på til at jeg kan se den med det blotte øje.” (side 329)

Lyt til den 25. festivalpodcast med Kirsten Thorup.

På podcasten er der brugt et lydcitat fra 

prologen til Lars von Triers film "Europa" (1991).

Mød Kirsten Thorup til festivalåbningen

 Lyt også til de fire præsentationspodcasts

med uddrag fra festivalens øvrige 24 festivalpodcasts.

1. del, 2. del, 3. del og 4. del.

Læs mere om festivalen

HVOR REGNBUEN ENDER

*

Anmeldelse: INDTIL VANVID, INDTIL DØDEN af Kirsten Thorup

Kirsten Thorup

INDTIL VANVID, INDTIL DØDEN  

(Gyldendal, 2020)

Det er som at befinde sig i en ond drøm. Bogens univers lukker sig omkring læseren. Vi kender det alle, når vi uforvarende falder i søvn og fortumlede vågner op igen, uden først at vide, hvor vi er, og hvad der er sket. For bogens hovedperson er det en tilstand, der fortsætter hele bogen igennem.

”Alt er gråt i gråt omkring mig. Jeg er selv grå helt igennem. Indefra og ud. Lukker øjnene og forestiller mig jeg befinder mig i en kølig park. Ligger i græsset og ser op mod en klar gennemsigtig himmel. Ser lige ind i den blå uendelighed. Hvor længe har jeg været undervejs i denne trykkoger? Det var mørk nat da jeg stod på toget i Hamburg og derefter dag og så nat igen. Nu er det endnu en dag som allerede er ved at gå på hæld. Jeg har rejst gennem dage og mørklagte nætter. Gennem tidløsheden.” (side 10)

Foto: Michael Svennevig.

Det er voldsomt at blive overladt til at skulle gennemvandre og gennemleve tiden under krigen, efter at Harriets mand er blevet skudt ned i tysk krigstjeneste i Finlandskampen mod russerne. I starten var han en helt, men i sommeren 1942 er de politiske vinde skiftet. Hun vil gerne konfrontere sig med, hvad det er han døde for, og tager imod en invitation til at komme på et par måneders ferie hos venner i München. Hun forklarer selv, at hun har fundet det bedst tænkelige børnehjem til børnene, mens hun er afsted, men faktisk har hun bare ringet til det første det bedste, for at få dem anbragt og komme hurtigt afsted. Allerede dér skrider det, og det bliver kun værre, og jo længere hun begiver sig ind i den tyske virkelighed, des mere forvrænget og forkert virker det. Mødet med Tyskland bliver et chok for hende. Et chok hun aldrig kommer sig helt over. Heller ikke selv om hun er rundet af Ollerup-bevægelsen i Danmark, hvor hun mødte sin mand, og var beruset af de nye tanker. Lederen Niels Bukh (eller ”Fatter” som han kaldtes) var en forløber for nazismen. Men alt afhænger af øjnene der ser – og Harriet ser og mærker kun tidens begejstring for de nye ideer, og ser ikke meget af det, hun ikke bør se. Bevares, hun slår sig i tøjret og har et andet menneskesyn, men føler sig også løftet af tidens nye tanker og deler mange af de samme ideer, som med nazismen buldrer hen over Tyskland og alle de omgivende besatte lande. Ægteparret, hun besøger, er privilegerede, for manden er med i nazipartiets top, så de stadig kan holde festmiddage med fem retter, mens alle andre sulter. Vi følger med hende rundt i München, og Kirsten Thorup tager os med overalt. Igennem romanens 422 sider er der ingen mulighed for at undslippe. Fortællingen holder os i et stramt greb, der ikke løsnes undervejs. Snarere tværtimod. Det er umådelig intenst, og næsten ikke til at holde ud. Vi er prisgivet ligesom alle andre var på den tid. Men romanen viser også, at nogle var mere prisgivet end andre. Måske er Harriet lidt vel blåøjet. Men det er let at være bagklog. Alt for let. Romanen forsøger ikke at retfærdiggøre eller undskylde Harriets holdning, men alene at følge og skildre et menneske, der er fanget midt i en turbulent tid. Det er en svær balancegang, for missionen er ikke at udstille eller forhåne Harriet, men alene at skildre et menneske i en svær tid – og det lykkes. Kirsten Thorup er den store fortællings mangefacetterede skildrer. Hun skriver sig ned under eksistensen for at konfrontere sig selv og læserne med det, vi helst vil være foruden, for hvad er sandheden? Det er derfor, at det er så ubehageligt og nådesløst. Det er en sjælelig ransagning - og en præstation. Det er betagende, hvor intenst og ufravigeligt beretningen er ført frem. Langsomt bliver Harriet trukket længere og længere ud mod kanten. Den kant, der til sidst adskiller os fra den menneskelighed, som vi troede var både naturskabt og medfødt. Titlen siger det hele. Det er indtil vanvid, indtil døden.

”Jeg ser mig omkring i Münchens bylandskab. Der er ligesom et slør over det hele. En forskudt virkelighed, der er blevet dagligdag. Som en by besat af en ond ånd der er krøbet ind i dens indbyggere. Måske er jeg selv blevet besat. Måske er den slørede virkelighed for tæt på til at jeg kan se den med det blotte øje.” (side 329)

Foto: Michael Svennevig.

Kirsten Thorup:

INDTIL VANVID, INDTIL DØDEN  

(Gyldendal, 2020)

Mød Kirsten Thorup til festivalåbningen

Læs opslag 

Hør podcast  

Læs mere om festivalen

HVOR REGNBUEN ENDER

*

Anmeldelse: ERINDRING OM KÆRLIGHEDEN af Kirsten Thorup

Kirsten Thorup arbejder sig ned under overfladen, der hvor det gør allermest ondt og hvor vi er mest hudløse og sårbare. Men romanen anviser også muligheder og liv - og gør opmærksom på et rigt, myldrende følelsesliv. Det er på én og samme tid både ubærligt og frydefuldt.

Det er en stor roman. Både af omfang og indhold. 460 sider inddelt i 3 dele. I 1. del møder vi datteren og moren. Datteren forsøger at krybe i skjul for at komme så langt væk fra moren som muligt. Barnet vokset op, bliver teenager og flygter hjemmefra. Det er som om det kun kan blive sig selv ved helt at afbryde kontakten til moren. Moren er skildret som en, der på én gang både er livgivende og destruktiv. Der er gribende barndomsscener, hvor datteren sidder og lytter til morens samtaler med en hjemløs, der blot 20 år tidligere havde sin gang i hjemmet, men som siden har givet slip og har ladet sig falde. Barnet kan høre det i deres samtale. Alt det der ikke bliver sagt eller bare antydes. Alt det som barnet desperat forsøger at forstå og blive en del af, inden hun mange år efter flygter hjemmefra. Moren bliver syg, og faren er ikke sen til at give datteren og hendes fravær skylden.

I 2. del bliver datteren selv voksen og får et barn som hun ikke evner at tage hånd om. Efter et par år er rollerne byttet om, og datteren er blevet mor for moren. Beskrivelserne af deres symbiotiske forhold er uudholdelige at læse, for de elsker hinanden. Eller rettere er det moren, der elsker datteren, betingelsesløst. Men det er fuldstændig uigengældt, og så omfattende at det vælter alt andet omkuld. Den voksne datter bliver kunstner. Det er hendes måde at overleve på. Overleve det svigt som har sat sig fast inde i hende. Hun bruger smerten og vreden. Det giver liv og kraft til de værker, der har gjort hende til en internationalt anderkendt kunstner, der laver kropsbaserede performances, hvor hun udstiller sig selv - og sin smerte. Senere mødes de igen, men kun for at skilles. For moren Tara, er datteren Siri, blevet en kærlighedsbesættelse. Hun vil gøre alt for datteren, mens faren for længst er forsvundet, og har endt med at tage sit eget liv.

I 3. del møder vi dem mange år senere. Efter at Siri har frabedt sig enhver kontakt, har Tara fundet sig en anden kærlighed som hun har bundet sit senere liv op på, men hun går ikke med til begravelsen. For ”hun kendte ham alligevel ikke rigtig”. I mødet med en hjemløs udlænding, som hun inviterer til at bo i boligkompleksets tomme garage, går hun det uvisse i møde. Hun forlader sit trygge, men tomme liv og smækker døren bag sig og finder sig til rette i sin egen hjemløshed.  I slutningen mødes Tara og Siri igen. Men hvordan det spænder af skal ikke afsløres her.

I ”Erindring om kærligheden” møder vi os selv der, hvor vi er allermest sårbare, allermest uforståelige, allermest sammensatte og kaotiske. Thorup har en ganske særlig evne til at afdække sprækkerne i et menneskesind. For hvad er et menneske, når vi er mest uforståelige for os selv og hinanden? Men det er også en bog om hjælpsomhed og engagement. Om at blive menneske. Om at tage livet på sig og stå ved det.

Kirsten Thorup og Projekt Paradis

Nu er jeg menneske igen - 6

 

 

For 20 år siden blev forfatteren Kirsten Thorup stillet en ganske særlig opgave udfordring, der blev en kæmpe udfordring og kastede Kirsten Thorup ud i en enorm research blandt tyrkiske piger og deres forældre, blandt iranske politiske flygtninge og blandt bosniske krigsflygtninge, og som resulterede i forestillingen ”Projekt Paradis” på Betty Nansen Teatret i Peter Langdals instruktion i december 1996. Et stykke i tre dele på tilsammen 4 timer, der forgik på 3 scener. Skuespillet udkom i bogform kort efter premieren på forlaget GAD. Men hvad har ændret sig siden dengang? Hvad var det mest overraskende som hun stødte på under sin rearch på et tidspunkt, hvor debatten var så meget anderledes? På et tidspunkt, hvor fronterne slet ikke var trukket op som de er i dag. Hvad er der sket i årene siden, og hvordan ville det tage sig ud, hvis hun i dag skulle skrive stykket igen? Og hvad er det egentlig i hende, der har fået hende til igen og igen at engagere sig og give stemmen til dem som ingen har? Hvor kommer det engagement fra?

Jeg er meget glad for at have mulighed for at spørge Kirsten Thorup om det til arrangementet i overmorgen på Betaniahjemmet.

Her er et uddrag fra manuskriptet til forestillingen ”Projekt Paradis. En triologi” (GAD, 1997).  Det er taget fra den midterste del med titlen: ”Talkshow”.

”22.Træerne.                                                                                                                                                            
Hvis jeg er ligeglad med hvad danskerne tænker, rammes jeg ikke så dybt af al den propaganda imod flygtninge i medierne og fra nogle politiske partier.                          
Jeg var tvunget til at flygte. Jeg er ikke her for at udnytte det danske system. Danskerne glemmer at flygtninge ikke er ofre. Vi er stærke mennesker. Vi har taget store beslutninger. Vi har gjort modstand. Vi er som træerne. Når vi kommer her, har vi kun rødder. Der er ikke noget over jorden.  Så vokser vi op igen. Plantet om i den fremmede jord. Vi mister forbindelsen med vores rødder. Nu er der kun stammen og grenene, de grønne blade. Alt det der er over jorden. Men vi har intet rodnet mere. Vores rødder er kappet af. Sådan nogle træer er lette at vælte.”

 

Læs mere om "Nu er jeg menneske igen":

Hjemmeside: http://michaelsvennevig.weebly.com/nu-er-jeg-menneske-igen.html

FB-side: https://www.facebook.com/events/179171192421576/
Uddrag på film: https://youtu.be/aOIYqlJNGFI

Blog-indlæg om arrangementet:
1) http://msvennevig.blogspot.dk/2015/11/det-bedste-og-det-vrste.html

2) http://msvennevig.blogspot.dk/2015/11/prolog-nu-er-jeg-menneske-igen.html  

3) http://msvennevig.blogspot.dk/2015/11/fugleflugt-og-protest.html

4) http://msvennevig.blogspot.dk/2015/11/nar-systemet-leger-mor-og-far-om-unge.html

5) http://msvennevig.blogspot.dk/2015/11/jannik-hastrup-og-tefik.html

 

 

Hvor blev tolerancen af? - 10

 

Alle fotos er af David Blazek

Det blev en hjertevarm aften. Dansende, syngende og fortællende.

Stig Dalager beskrev bagefter arrangementet som en "sammenkomst". Det er en beskrivelse jeg er meget glad for, for det var noget á la det jeg stræbte efter. Noget at være sammen om. Det var dette vi sammen skabte.

”Kirkerummet udfoldede sig så smukt for øjnene af os”, sådan beskrev Kirsten Thorup det.

Sjove indskydelser og brug af det forhåndenværende gjorde at jeg havde sat et stort badekar med bamser lige inden for i kirken. Et hvidt skinnende klæde slyngede sig oppe fra orglet og ned i badekarret. Et gisp undslap en besøgende, der ikke var vant til badekar i kirken, mens kirkens eget personel straks var med på ideen. I badekarret, midt imellem bamserne, havde jeg anbragt et skilt med skriften: ”Tolerancen - hvad med den?"

 --------------------------

 Der var praktisk talt fuld kirke med de næsten 200 mennesker. Her et foto fra før arrangementet, mens der endnu var ledige pladser.

 

 

Husorkestret Markussen & Raabo – forstærket til dagen med Pia Trøjgaard Fredfeldt - bandt aftenens vældige program sammen. Deres friske, varme og energiske musik gav et løft til en aften, der i forvejen var løfterig. Det gjorde den næsten svævende.

De akkompagnerede Ulla Henningsen, da hun læste prologen, der sluttede med ordene:

"Da de nye flygtninge krydsede grænsen til fods, gjorde det noget ved os. Måske var det dér at noget vågnede. De kom gående, løbende og haltende imod os. Med fremmede vaner og andre tungemål. Det var i sidste øjeblik. Det var det, der skulle til for at få os ud af vore huse. Eller måske havde vi bare brug for at tro på noget større end os selv. At vi kunne gøre en forskel og forbedre verden. Også i det små. For måske havde vi ikke tabt krigen alligevel. Den krig som vi stadig troede var så langt væk."

(Læs prologen og læs om nødvendigheden af at skrive en ny).

Salim Abdali læste op om det svundne Baghdad. Som det sunkne Atlantis er det for længst borte, men stadig noget han bærer med sig. (Læs mere).

 

Sangnummeret, "The Place I used to come from", talte direkte ind i Salims fortælling og lavede en smuk bro videre, da Milena Rudez læste det stærke digt ”Bortrejse”. (Læs om baggrunden for digtet).

 

Kirsten Thorup fortalte om en hjemløs rumænsk flaskesamler (læs uddrag) og sagde bl.a.: ”Tolerancen er en åbning, det er ikke et sted, vi kan opholde os. Det er åbning til en gensidig respekt og en ligeværdighed. Man kan ikke sætte sig ned og sige at nu vil man tolerere de andre. Det er en passiv måde at forholde sig på. Man skal videre til et møde og en egen gensidighed. Jeg vil gerne udvide begrebet, så tolerancen ikke skal stå alene.”  

Hvad angår det, der sker omkring os lige nu, sagde Kirsten Thorup:

”Der er nedbrudt en mur. Nu er det ikke længere bare noget vi ser i fjernsynet. Den luksusboble som vi har levet i gennem mange, mange år er bristet. Det er ikke så slemt som det bliver gjort til. Fra politisk side er der en lammelse, og det er ret forbavsende at den har varet så længe, for det har jo været tydeligt gennem mange måneder, at presset på nogle lande har været så stærkt, at de ikke har kunnet håndtere det. Det er kun ved at civilsamfundet har taget sagen i egen hånd, og det synes jeg er noget meget positivt og optimistisk. Mens kaos har hersket i den politiske elite, har civilsamfundet prøvet at bringe orden på det at der er kommet så mange mennesker – for hvad skal vi gøre ved det? Hvordan skal vi hjælpe? Det synes jeg er meget positivt, midt i al tragedien.”

 

Første del sluttede med den smukke fremførelse af Carl Nielsens godnatsang ”Solen er så rød, mor”. På bas akkompagnerede Jimmi Roger Pedersen den bosniske sopran Radmila Rajic fra Saravejo, der er uddannet ved Musikkonservatoriet her i København.

I pausen kunne man dykke ned i et ”krydret & sødt hav” og smage specialiteter fra Indien, Pakistan, Saudi-Arabien og Mellemøsten.

Efter pausen var det både barskt og komisk at høre Qaali Schmidt-Sørensens beretning om at føle sig klemt mellem sine forskellige nationaliteter, for hvornår skal man være dansk og hvornår somalisk, når man fx skal fremvise sit danske pas i et arabisk land, for et par år siden, da det at være dansker ikke længere var in? Jo, så kan man jo skifte navn. For burde vi ikke alle gøre det mindst én gang om året, sådan som hovedpersonen gør det i Qaalis tekst? Alle måtte tro at det var Marie-Lydie Nokoudas egen historie. Så troværdigt fremførte hun teksten.    

Det var upassende, men nødvendigt, da Ole Møller Markussen (AIDS-Fondet) fortalte om tolerancens begrænsninger. For det bed, da han eksemplificerede det ved at udpege en blandt publikum og fremhæve eller rettere nedgøre vedkommendes stribede skjorte. At han tolererede dén skjorte, og derved godkendte den. Men også derved satte sig over den anden med sin dom. Han var derved den, der tolererede og den anden var den, der blev tolereret. At der ikke herskede nogen lighed, når den ene satte sig til doms over den anden. Det var tankevækkende og en nødvendig brik til tolerancens puslespil.

 

Ulla Henningsen læste stærke passager op fra Stig Dalagers roman ”Rejse uden ende”(læs mere). Romanen skildrer hvordan den svenske diplomat Raoul Wallenberg udviser vovemod og ansvarlighed under 2. verdenskrig, og det bragte os til at tale om den aktuelle situation, for selv om der ikke er nogen sammenhæng mellem dengang og nu, er der alligevel paralleller. (Læs mere om Stigs kronik fra den 19.9.15). Stig Dalager sagde bl.a.:

”Vi har en nordisk tradition for at handle (…) Det vi har set nu, er meget positivt, som Kirsten også var inde på, der er en bevægelse, der modsiger det politiske establishment. De er et skridt bagud hele tiden (…). Nu ser vi hvordan denne bevægelse tvinger politikerne til at ændre holdning og standpunkt. Nu er Dansk Folkeparti anbragt lidt ude på sidelinjen, for mig at se er det meget positivt, med deres negative billede af det at være såkaldt ”fremmed”. Jeg synes at det er meget vigtigt at vi også får fat i det historiske. For vi har faktisk fine nordiske traditioner for at være åbne, være til stede (…) Jeg ser det der sker i øjeblikket, det at folk tager initiativer, fx Venligboerne som jeg selv er med i, og mange andre initiativer, som udtryk for at den ramme som vi har haft for diskussionen gennem de sidste 15 år omkring det at være såkaldt ”fremmed” er ved at sprænge. (…) Vi må ikke lukke vores grænser, det har vi tidligere oplevet det katastrofale ved. Det må ikke ske igen.” (Hør mere om ”Rejse uden ende” allerede i morgen, den 23.9.15)

  

Roya Moghaddas Hoffmeyer fremførte persiske kærlighedsdigte af Rumi fra 13-tallet (læs mere). Det var svært ikke at blive revet med af oplæsningen på farsi. Som finale dansede Roya til musikken fra ”Looking at the sky”, der også indledte aftenen og lå som instrumentalt akkompagnement til prologen.

Det menneskelige højdepunkt var samtalen mellem Ditte Marie le-Fevre og Zakir Hussain, der fortalte om deres venskab. Om hvilken glæde det har bragt dem, men selvfølgelig også om de kampe det har kostet. Ditte fik ordet igen til sidst, for flere havde spurgt hende hvordan man blev forældrerepræsentant for nogle af de mindreårige uledsagede flygtningebørn, sådan som hun selv havde startet med at være – og det var derfra at venskabet var vokset frem.  Hun kom ind på at der er mange ting man kan gøre, at tolerancen ikke er nok, at hun selv havde været med til at opbygge et parallelsamfund, på trods af sin egen velvilje og tolerance. At der skal handling til, og at de første trin ikke behøver at være store, men man skal først og fremmest mødes.  F.eks. når asylansøgere står og tomler, mens bilerne glider forbi: ”Så stop dog! En 5 minutters køretur kan være det første trin. Mere behøver det ikke at være.” (Læs mere og se Dittes film om arbejdet som forældrerepræsentant)

Det var en fornøjelse at kunne give det afsluttende ord til Bent Melchior, der endnu engang beviste at han har evnen til både at berøre, få os til at le, men også mane til eftertænksomhed, så vi bliver helt stille. Bent Melchior vendte bl.a. tilbage til venskabshistorien, for mødet med Zakir og hans beretning havde gjort et indtryk på ham. Med sin tale bandt han en smuk sløjfe omkring hele aftenen. Om tolerance og medmenneskelighed.

En stor tak til alle medvirkende kunstnere, hvoraf flere kan opleves på filmen ”Tolerancen – hvad med den?”.

 

 

Læs mere og se trailer.

 

 

Blogtekster:

Stig Dalager om tolerance:

http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af.html

Ditte Maria le-Fevre om at være forældrerepræsentant

for uledsagede mindreårige flygtningebørn:
http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af-1.html

Kirsten Thorup om tolerance samt uddrag fra Stig Dalagers kronik om tolerance:

http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af-2.html

Milena Rudez om baggrunden for digtet ”Bortrejse”:

http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af-3.html

Uddrag fra Kirsten Thorups novelle, ”Darkside CPH”:

http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af-4.html

Om Rumi og Roya Moghaddas Hoffmeyer:

http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af-5.html

Salim Abdalis digt:

http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af-6.html

Rummet, stemningen - og flere fotos:

http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af-8.html


Læs prologen – og nødvendigheden af at skrive en ny:

http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af-9.html 

Sådan gik det!

http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af-10.html



Se omtaler og presse:

https://www.facebook.com/events/1462931104025180/
http://globalnyt.dk/content/hvor-blev-tolerancen-af-forfatteraften-om-tolerance 

Hvor blev tolerancen af? - 4

 

 

"Vi ønsker ikke at kende til hans navn eller hans livshistorie, der ville gøre ham til et menneske som os. Intet kunne interessere os mindre end at han tilfældigvis bærer et navn, der minder om blomstrende træer og søde dufte i den hede sommernat et sted langt borte i "de varme lande", der engang kun fandtes i vores fantasier og drømme, men som vores rigdom og overflod har gjort til virkelighed, vores virkelighed og ferieparadis."

Uddrag fra Kirsten Thorups novelle "Darkside CPH" fra antologien "Mælk og sukker" med danske og afghanske kvindelige forfattere (Dansk PEN, 2015).

Om tolerance siger Kirsten Thorup i filmen "Tolerancen - Hvad blev der af den?":

”Jeg vil gerne gå et skridt videre end tolerance, for jeg synes ikke, at det er nok bare at tolerere og tåle det, der er anderledes end os. Jeg vil snarere sige, at det næste skridt er at inkludere. Altså at vi netop ser på indvandrere og flygtninge som mennesker ligesom os. Så stor er forskellen jo ikke. Der kan være nogle ting som man gør anderledes, spiser noget andet og har et andet tankesæt måske, men det skal vi kunne rumme som et indvandrerland, og det er det, som jeg synes, at vi har svært ved i Danmark. Vi kan ikke rumme noget, der er anderledes end os selv, fordi vi er så ensrettede.”

Se filmen: https://www.youtube.com/watch?v=60BZry6dSik&feature=youtu.be

Læs omtale:
http://www.sameksistens.dk/nyhed/?tx_ttnews%5Btt_news%5D=965&cHash=d169faf1a0af03130fc5c5d8f757fa24

Foto: Omslag til antologien "Mælk og sukker" (Dansk PEN, 2015)

Læs mere og se trailer.

 

 

Blogtekster:

Stig Dalager om tolerance:

http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af.html

Ditte Maria le-Fevre om at være forældrerepræsentant

for uledsagede mindreårige flygtningebørn:
http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af-1.html

Kirsten Thorup om tolerance samt uddrag fra Stig Dalagers kronik om tolerance:

http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af-2.html

Milena Rudez om baggrunden for digtet ”Bortrejse”:

http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af-3.html

Uddrag fra Kirsten Thorups novelle, ”Darkside CPH”:

http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af-4.html

Om Rumi og Roya Moghaddas Hoffmeyer:

http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af-5.html

Salim Abdalis digt:

http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af-6.html

Rummet, stemningen - og flere fotos:

http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af-8.html


Læs prologen – og nødvendigheden af at skrive en ny:

http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af-9.html 

Sådan gik det!

http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af-10.html



Se omtaler og presse:

https://www.facebook.com/events/1462931104025180/
http://globalnyt.dk/content/hvor-blev-tolerancen-af-forfatteraften-om-tolerance