Anmeldelse: SOMMEREN VARER IKKE HELE ÅRET LÆNGERE af Katrin Ottarsdóttir

 

Katrin Ottarsdóttir (født 1957 i Tórshavn) skrev romanen SOMMEREN VARER IKKE HELE ÅRET LÆNGERE, der udkom på færøsk i 2023. Året efter udkom den på dansk, oversat af Anya Mathilde Poulsen. Det er den selvstændige fortsættelse til PIGEN I VERDEN fra 2021. I den første roman følger vi hovedpersonens opvækst på Færøerne. Det er en knugende skildring af en opvækst i en familie, der kaster lange skygger hen over de første barneår. Det virker som om det ordløse er en særlig inspirationskilde for forfatteren, der er en stærk skildrer af det uudsagte. Af det levede liv, der leves på trods af omstændighederne. Det virker særlig stærkt i PIGEN I VERDEN og knapt så stærkt i SOMMEREN VARER IKKE HELE ÅRET LÆNGERE. Det er der ikke noget underligt i, eftersom det nok gælder for de fleste, at det er de første ordløse tildragelser, der møder os i livet, der sætter sig stærkest i os. Ja, nærmest uudsletteligt, sikkert fordi de er ordløse og meget følelsesfulde stemninger. I denne efterfølgende roman er hovedpersonen blevet en ung voksen. Hun er på det sidste år i gymnasiet, da hun møder den danske dreng, der pludselig dukker op på gymnasiet. Han er tilsyneladende ikke bange for noget og har meninger om mangt og meget.  

 

”Moren kan vist ikke lide døtre, der er ved at blive unge kvinder, døtre som forstår, forstår alt, døtre som en sjælden gang tillader sig at svare igen, at have en anden mening. Derfor er det lettere for ende, at lade som om hun ikke har nogen mening om noget som helst.” (uddrag fra romanen, s. 25).

 

Alt andet omkring hovedpersonen er meget færøsk: det er regnfuldt, vådt, tungt, vemodigt og storladent på en lidt skræmmende måde - og ind i det træder pludselig drengen.

En taxachauffør, der til sidst i romanen hjælper hende med at flygte fra det hele, spørger hende ligefrem om det var hendes plan at blive gravid med ham, så hun derved havde det bedste påskud til at komme væk – og rejse til Danmark?

Sådan oplever hun det langt fra. Morens skiftende humørsyge, som hun og faren dækker minutiøst over, sikrer at det forbliver en tavs hemmelighed for alle andre. For lige så vel som moren ved alt om alle andre, så må man formode, at de andre også ved alt om vilkårene hos dem.

 

”Men sommeren varer ikke hele året længere. Og tante er heller ikke den samme længere, tantelatteren ikke lige så klingende, øjnene ikke lige så livfulde, Hun sukker, Nu sidder hun her, uden for Statshospitalet, og venter på moren, prøver ikke at bekymre sig, ikke for noget, heller ikke for at gå i stykker, at miste sig selv. Det kan hun ikke tillade sig. Moren kommer snart.” (uddrag fra romanen, s. 47).

 

At hovedpersonen bliver gravid som 17-årig er endnu et svigt, som moren føler er rettet mod hende. Ja, at datteren ikke blev en dreng er et andet kiks. De har også få gode øjeblikke, men de bliver straks overskygget af frygten for der forventelige omslag, når moren igen erklærer alt og alle krig. Ikke mindst faren og datteren.

 

”Natten går langsomt. Hvorfor hører hun ingenting fra forældrenes værelse på den anden side af væggen? Ingen gråd, ingen skælden, ingenting som går i stykker, ingen høj hviskehvæsen, ingen farmumlen. Stilheden råder i natten, den frygtelige stilhed.” (uddrag fra romanen, s. 182).

 

Katrin Ottarsdóttir er en stærk skildrer af alt det usagte. Romanen er ikke lige så stærk og koncentreret som forgængeren. Det er synd, for det gode er rigtig godt, men det kæmper mod meningsløsheden i resten, dog er det også den meningsløshed, som hovedpersonen kæmper med. Det er svært for hovedpersonen at overleve. Det lykkes hende at skjule en graviditet, lige indtil veerne sætter ind. Vi er med hele vejen. Læseren holdes i et jerngreb. Skrive, dét kan Katrin Ottarsdóttir. Det har hun tydeligt bevist ikke mindst i den tidligere udgivelse: ”43 bagateller”. Hun kan også digte – og ydermere er hun uddannet – som den første færing – på manuskriptlinjen på Den Danske Filmskole. Som instruktør har hun bl.a, instrueret debutfilmen, ATLANTIC RAPSODY (1989) og den færøske road movie BYE BYE BLUEBIRD (1999). Indimellem er det også blevet til bl.a.  LUDO (2014), der er en helt bergmansk skildring af den tyste vold i en familie. Tematisk er den meget lig SOMMEREN VARER IKKE HELE ÅRET LÆNGERE.

Katrin Ottarsdóttir: 

SOMMEREN VARER IKKE HELE ÅRET LÆNGERE

på dansk ved Anya Mathilde Poulsen, r

oman, 311 s., Jensen & Dalgaard, 2024.

*

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor Katrin Ottarsdóttir medvirker til

Festivalafslutningen på Christianshavn 

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*

Anmeldelse: PIGEN BAG SMILET af Birgitte Bregnedal

Romanen PIGEN BAG SMILET er en selvstændig fortsættelse af Birgitte Bregnedals fine debutroman ”Pigen med sherifstjernen” fra 2021. Hendes tætte og underspillede måde at formulere sig på, fornægter sig ikke. Hun kryber helt ind under huden på den delvist selvbiografiske pige, der i bogen er skildret som ”pigen bag smilet”. Hun er altid glad, og når hun ikke er det, lader hun som om. Forældrene er blevet skilt, og hun forsøger at finde ligevægten sammen med søsteren, hunden og moren i det nye hus, hvor de er flyttet hen efter skilsmissen. Faren ser de kun sjældent, når han ellers husker aftalerne med dem. I stedet er moren begyndt at se Ejnar, som fortælleren ikke synes om. Det lader til, at Ejnar også er gladest for hunden. Alting fortælles underspillet og indirekte. Det virker godt, men er også meget forstemmende. Sproget er meget enkelt, og virker som om det er skrevet næsten uden nuancer, men det skal man ikke lade sig narre af, for lige bag det enkle ordvalg, er det et bundløst hav af uudtalte følelser og usagte sandheder. Det er det dyb, som læseren uvægerligt falder ned i – og derfra er der ingen vej op.

 

”Jeg forsøger at slippe ud, men jeg kan ikke.” (indledende sentens fra ”Pigen bag smilet”)

 

Morens fødselsdag nærmer sig og hun glæder sig til de gaver døtrene vil overraske hende med. Storesøsteren Kamilla har syet en toiletpung, hvori hun har lagt duftende sæbe, men hovedpersonen, Line, har ingen penge og ved kun at moren bliver glad, hvis hun får en stor gave. Hun låner af søsteren, ”låner” også en enkelt seddel fra mores pung, samler flasker – og da der alligevel mangler lidt, er der en af farens venner, der forbarmer sig og spæder til i Brugsen og betaler differencen, så der alligevel bliver råd til den store gryde. Dog viser det sig, at moren hellere ville have haft kasserollen. På den måde kommer vi helt tæt på familien og de forventninger, der knytter sig til fødselsdagen, moren og de to døtre – og ikke mindst den fraværende og savnede far.  Det er ikke den store verdenssituation, der ridses op i fortællingen, men de helt nære relationer. Men et eller andet er uhjælpeligt gået i stykker imellem dem. Noget der heller ikke kan repareres med den perfekte fødselsdagsgave, men det tror Line.

 

”Alt var sjovere, når min mor var i godt humør.” (s. 18, fra ”Pigen bag smilet”)

 

Det er godt skrevet og set. I historien bringes vi så tæt på personerne, at det er ved at tage pusten fra læseren. Det er en teknik og en måde at fortælle på, der virker knugende. Det hele foregår så at sige uden de store falbelader, men barnesindet får det ene slag efter det andet. Det er ikke let at være barn, og det er dét, forfatteren minder os om. Nogle ting er det bedst at glemme. Men her huskes det hele.

 

”De var venner på kryds og tværs og havde været det siden børnehaven. Jeg var ikke ven med nogen og sagde ikke så meget, efter at vi var flyttet fra far.” (s. 22, fra ”Pigen bag smilet”)

 

Line har ingen veninder, men da der kommer en ny pige i klassen, håber hun inderligt på at de kan blive veninder, for hun ønsker sig brændende en veninde. Men sådan går det ikke. Slet ikke. Alligevel lykkedes det til sidst. Det er den eneste forløsning som historien bringer med sig – og det er lige akkurat nok til, at jeg som læser kan løfte hovedet efter endt læsning. Historien om den pony som hun lige så brændende ønsker sig, ender heller ikke godt. Til gengæld er det svært at slippe universet efter endt læsning. Historien er ikke lang, og den er hurtig læst, men barndommen skildres som en slagmark, og det er tungt og forstemmende, og alligevel er det en stor, omend tung fornøjelse, at læse ”Pigen bag smilet”.

”Du er en klog pige, og du er altid så glad.” (side 128, fra ”Pigen bag smilet”)

Birgitte Bregnedal: 

”Pigen bag smilet”, 

Fru Nysgerrig, 2025, 

132 s.

*

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor  Birgitte Bregnedal medvirker på 

2. Festivaldag i Vanløse. 

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*