Ørkendrømme: Anmeldelse: SOMMEREN VARER IKKE HELE ÅRET LÆNGERE af Katrin Ottarsdóttir

mandag den 21. juli 2025

Anmeldelse: SOMMEREN VARER IKKE HELE ÅRET LÆNGERE af Katrin Ottarsdóttir

Katrin Ottarsdóttir (født 1957 i Tórshavn) skrev romanen SOMMEREN VARER IKKE HELE ÅRET LÆNGERE, der udkom på færøsk i 2023. Året efter udkom den på dansk, oversat af Anya Mathilde Poulsen. Det er den selvstændige fortsættelse til PIGEN I VERDEN fra 2021. I den første roman følger vi hovedpersonens opvækst på Færøerne. Det er en knugende skildring af en opvækst i en familie, der kaster lange skygger hen over de første barneår. Det virker som om det ordløse er en særlig inspirationskilde for forfatteren, der er en stærk skildrer af det uudsagte. Af det levede liv, der leves på trods af omstændighederne. Det virker særlig stærkt i PIGEN I VERDEN og knapt så stærkt i SOMMEREN VARER IKKE HELE ÅRET LÆNGERE. Det er der ikke noget underligt i, eftersom det nok gælder for de fleste, at det er de første ordløse tildragelser, der møder os i livet, der sætter sig stærkest i os. Ja, nærmest uudsletteligt, sikkert fordi de er ordløse og meget følelsesfulde stemninger. I denne efterfølgende roman er hovedpersonen blevet en ung voksen. Hun er på det sidste år i gymnasiet, da hun møder den danske dreng, der pludselig dukker op på gymnasiet. Han er tilsyneladende ikke bange for noget og har meninger om mangt og meget.

”Moren kan vist ikke lide døtre, der er ved at blive unge kvinder, døtre som forstår, forstår alt, døtre som en sjælden gang tillader sig at svare igen, at have en anden mening. Derfor er det lettere for ende, at lade som om hun ikke har nogen mening om noget som helst.” (uddrag fra romanen, s. 25).

Alt andet omkring hovedpersonen er meget færøsk: det er regnfuldt, vådt, tungt, vemodigt og storladent på en lidt skræmmende måde - og ind i det træder pludselig drengen.

En taxachauffør, der til sidst i romanen hjælper hende med at flygte fra det hele, spørger hende ligefrem om det var hendes plan at blive gravid med ham, så hun derved havde det bedste påskud til at komme væk – og rejse til Danmark?

Sådan oplever hun det langt fra. Morens skiftende humørsyge, som hun og faren dækker minutiøst over, sikrer at det forbliver en tavs hemmelighed for alle andre. For lige så vel som moren ved alt om alle andre, så må man formode, at de andre også ved alt om vilkårene hos dem.

”Men sommeren varer ikke hele året længere. Og tante er heller ikke den samme længere, tantelatteren ikke lige så klingende, øjnene ikke lige så livfulde, Hun sukker, Nu sidder hun her, uden for Statshospitalet, og venter på moren, prøver ikke at bekymre sig, ikke for noget, heller ikke for at gå i stykker, at miste sig selv. Det kan hun ikke tillade sig. Moren kommer snart.” (uddrag fra romanen, s. 47).

At hovedpersonen bliver gravid som 17-årig er endnu et svigt, som moren føler er rettet mod hende. Ja, at datteren ikke blev en dreng er et andet kiks. De har også få gode øjeblikke, men de bliver straks overskygget af frygten for der forventelige omslag, når moren igen erklærer alt og alle krig. Ikke mindst faren og datteren.

”Natten går langsomt. Hvorfor hører hun ingenting fra forældrenes værelse på den anden side af væggen? Ingen gråd, ingen skælden, ingenting som går i stykker, ingen høj hviskehvæsen, ingen farmumlen. Stilheden råder i natten, den frygtelige stilhed.” (uddrag fra romanen, s. 182).

Katrin Ottarsdóttir er en stærk skildrer af alt det usagte. Romanen er ikke lige så stærk og koncentreret som forgængeren. Det er synd, for det gode er rigtig godt, men det kæmper mod meningsløsheden i resten, dog er det også den meningsløshed, som hovedpersonen kæmper med. Det er svært for hovedpersonen at overleve. Det lykkes hende at skjule en graviditet, lige indtil veerne sætter ind. Vi er med hele vejen. Læseren holdes i et jerngreb. Skrive, dét kan Katrin Ottarsdóttir. Det har hun tydeligt bevist ikke mindst i den tidligere udgivelse: ”43 bagateller”. Hun kan også digte – og ydermere er hun uddannet – som den første færing – på manuskriptlinjen på Den Danske Filmskole. Som instruktør har hun bl.a, instrueret debutfilmen, ATLANTIC RAPSODY (1989) og den færøske road movie BYE BYE BLUEBIRD (1999). Indimellem er det også blevet til bl.a. LUDO (2014), der er en helt bergmansk skildring af den tyste vold i en familie. Tematisk er den meget lig SOMMEREN VARER IKKE HELE ÅRET LÆNGERE.