Romanen PIGEN BAG SMILET er en selvstændig fortsættelse af
Birgitte Bregnedals fine debutroman ”Pigen med sherifstjernen” fra 2021. Hendes
tætte og underspillede måde at formulere sig på, fornægter sig ikke. Hun kryber
helt ind under huden på den delvist selvbiografiske pige, der i bogen er
skildret som ”pigen bag smilet”. Hun er altid glad, og når hun ikke er det,
lader hun som om. Forældrene er blevet skilt, og hun forsøger at finde
ligevægten sammen med søsteren, hunden og moren i det nye hus, hvor de er flyttet hen efter skilsmissen. Faren ser de kun sjældent, når han ellers husker
aftalerne med dem. I stedet er moren begyndt at se Ejnar, som fortælleren ikke
synes om. Det lader til, at Ejnar også er gladest for hunden. Alting fortælles
underspillet og indirekte. Det virker godt, men er også meget forstemmende.
Sproget er meget enkelt, og virker som om det er skrevet næsten uden nuancer,
men det skal man ikke lade sig narre af, for lige bag det enkle ordvalg, er det
et bundløst hav af uudtalte følelser og usagte sandheder. Det er det dyb, som
læseren uvægerligt falder ned i – og derfra er der ingen vej op.
”Jeg forsøger at slippe ud, men jeg kan ikke.” (indledende
sentens fra ”Pigen bag smilet”)
Morens fødselsdag nærmer sig og hun glæder sig til de gaver
døtrene vil overraske hende med. Storesøsteren Kamilla har syet en toiletpung,
hvori hun har lagt duftende sæbe, men hovedpersonen, Line, har ingen penge og
ved kun at moren bliver glad, hvis hun får en stor gave. Hun låner af søsteren,
”låner” også en enkelt seddel fra mores pung, samler flasker – og da der
alligevel mangler lidt, er der en af farens venner, der forbarmer sig og spæder
til i Brugsen og betaler differencen, så der alligevel bliver råd til den store
gryde. Dog viser det sig, at moren hellere ville have haft kasserollen. På den
måde kommer vi helt tæt på familien og de forventninger, der knytter sig til
fødselsdagen, moren og de to døtre – og ikke mindst den fraværende og savnede far. Det er ikke den store verdenssituation, der
ridses op i fortællingen, men de helt nære relationer. Men et eller andet er
uhjælpeligt gået i stykker imellem dem. Noget der heller ikke kan repareres med
den perfekte fødselsdagsgave, men det tror Line.
”Alt var sjovere, når min mor var i godt humør.” (s. 18, fra
”Pigen bag smilet”)
Det er godt skrevet og set. I historien bringes vi så tæt på
personerne, at det er ved at tage pusten fra læseren. Det er en teknik og en
måde at fortælle på, der virker knugende. Det hele foregår så at sige uden de
store falbelader, men barnesindet får det ene slag efter det andet. Det er
ikke let at være barn, og det er dét, forfatteren minder os om. Nogle ting er det bedst at glemme. Men her huskes det hele.
”De var venner på kryds og tværs og havde været det siden
børnehaven. Jeg var ikke ven med nogen og sagde ikke så meget, efter at vi var
flyttet fra far.” (s. 22, fra ”Pigen bag smilet”)
Line har ingen veninder, men da der kommer en ny pige i
klassen, håber hun inderligt på at de kan blive veninder, for hun ønsker sig
brændende en veninde. Men sådan går det ikke. Slet ikke. Alligevel lykkedes det
til sidst. Det er den eneste forløsning som historien bringer med sig – og det
er lige akkurat nok til, at jeg som læser kan løfte hovedet efter endt læsning.
Historien om den pony som hun lige så brændende ønsker sig, ender heller ikke
godt. Til gengæld er det svært at slippe universet efter endt læsning.
Historien er ikke lang, og den er hurtig læst, men barndommen skildres som en
slagmark, og det er tungt og forstemmende, og alligevel er det en stor, omend
tung fornøjelse, at læse ”Pigen bag smilet”.
”Du er en klog pige, og du er altid så glad.” (side 128, fra
”Pigen bag smilet”)
Birgitte Bregnedal:
”Pigen bag smilet”,
Fru Nysgerrig, 2025,
132 s.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar