Ørkendrømme: Anmeldelse: DEN LILLE BLÅ af John Doe Shelley

onsdag den 16. juli 2025

Anmeldelse: DEN LILLE BLÅ af John Doe Shelley

John Doe Shelleys DEN LILLE BLÅ er en poetisk fortælling for børn og voksne.

”Som bitte små sølvstænk pibler de ud genne mørket og brænder hul i natten, med et lys så klart og skarpt som en isblå diamant.”

Tonen er forunderlig og overjordisk. Vi er langt ude i galakserne. Fjernt fra alting og samtidig befinder vi os også i en verden, der er skøn og pudsig. Fortællingen skaber sit helt eget univers med egne regler og dogmer. Så slip jordkontakten og tag tilløb ind i denne særegne verden, hvor alting vi kender, er vendt på hovedet eller helt holdt op med at eksistere. Vi er taget med ud på en rumrejse til et ukendt land, hvorfra der ingen vej tilbage er. Tyngdekraften er ophævet og som læser er man frit svævende. Jeg synes, at det er skønt, men det er alt efter lyst og behov. For nogle vil det være for meget af det gode, mens jeg selv elsker at være flyvende. Det er simpelthen vanedannende.

Ingenting hører sammen – eller alt hører sammen.

Historien åbner med en lille bitte prolog, hvorefter vi glider ind i historien om de små rumbørn – blåbitterne og deres rejse mod den lille blå, der viser sig at være vores planet.

Det er en planethistorier fuld af stjerneregn og mirakler, men også en fundering over, hvorfor vi gør, som vi gør – om hvorfor vi ikke lærer af vores erfaringer og igen og igen gentager vores adfærd, selv om den er destruktiv. Men først og fremmest er det en glimrende himmelsendt beretning om uendelige horisonter og søgen efter svar i stjernevrimlen.

Historien er sjov og underfundigt konstrueret, for da den først er kommer i gang, går den tilbage til begyndelsen og igen lidt frem og slutter så samme sted som den kunne have begyndt. Det er meget forvirrende og vældigt charmerende.

I en beretning om månebørn og blåbitterne skal alting vendes på hovedet og tæppet hives væk under os – for at holde os flyvende. Det går over stok og sten. På denne ene side hænger det slet ikke sammen, og alligevel er der noget aldeles charmende over dette roderi. Det virker som om det er i fuld overensstemmelse med historiens ånd. Det hele roder, og alting er flydende. Eller rettere flyvende – og alligevel bliver det holdt op plads i denne charmerende, men også meget mærkelige bog, der har sin helt egen charme – og rummer en meget ivrig invitation til at rejse ud i rummet – og hvem kan sige nej til det?